Omkring ni mio. jøder levede i de lande, som under 2. verdenskrig kom under nazistisk kontrol eller var allieret med Tyskland. Af dem overlevede tre mio. til maj 1945.
Nazisternes egen politik var en del af årsagen til, at dødstallet ikke blev endnu større. Før de systematiske drab begyndte i 1941, skulle jøderne blot fordrives, og i Tyskland fik mange lov til at emigrere.
Særlige forhold i nogle af de besatte lande betød også, at jøder kunne nå at bringe sig i sikkerhed. Franske jøder havde fx flere flugtveje. De kunne krydse de spanske og schweiziske grænser eller forsøge at nå til Nordafrika via det ubesatte Vichy-Frankrig.
I Danmark betød statens samarbejde med tyskerne, at jøderne fik lov at være i fred. Før arrestationerne begyndte i 1943, nåede de fleste jøder at undslippe til Sverige.
