Romaerne er et underlegent folk og “fjender af den race-baserede stat”. Sådan lød beskrivelsen af roma-folket i et særligt dekret, som nazisterne føjede til de racistiske Nürnberglove i november 1935. Dermed var romaerne i praksis sat i samme kategori som jøderne – og dømt til udryddelse under holocaust.
I begyndelsen af 2. verdenskrig blev de fleste romaer i Tyskland deporteret til Polen, hvor de blev brugt som slavearbejdere. De, der ikke blev slidt ihjel, endte deres dage i kz-lejre som Bełźec, Sobibór og Treblinka.
Andre blev sendt i såkaldte sigøjnerlejre, hvor de døde af sult og sygdom, mens titusinder af romaer blev skudt af dødspatruljer i Østeuropa og på Balkan.
Efter direkte ordre fra Heinrich Himmler blev mange romaer i de tyskbesatte områder efter december 1942 sendt til dødslejren Auschwitz-Birkenau. Her blev de bl.a. brugt til medicinske forsøg og gasset ihjel.
Folkemordet blev glemt
Historikerne kan ikke med sikkerhed slå fast, hvor mange romaer nazisterne slog ihjel i løbet af 2. verdenskrig. De fleste historikere vurderer dog, at tyskerne og deres allierede tog livet af op mod 500.000 af Europas 1-1,5 mio. romaer.
I kølvandet på 2. verdenskrig blev forbrydelserne mod romaerne i store træk overset og glemt.
Tusindvis af romaer endte deres dage i nazisternes udryddelseslejre – bl.a. i Bełźec.
Folkemordet fyldte ikke meget i retssagerne mod nazisterne, og romaerne blev ikke nævnt på de monumenter, som mindedes nazisternes ofre.
Nazisternes udryddelse af romaerne – som historikeren Eve Rosenhaft har kaldt “den glemte holocaust” – blev først formelt anerkendt af Vesttyskland i 1979.
