I februar 1942 begyndte nyheden at cirkulere i den slovakiske landsby Humenné: Alle ugifte jødiske kvinder skulle straks melde sig hos myndighederne.
Årsagen var ukendt, men de fleste gættede på, at kvinderne skulle arbejde på en fabrik for at hjælpe med landets krigsindsats. Men hvor og hvor længe var uvist.
Virkeligheden var dog mere grufuld, end nogen kunne have gættet. Ca. 200 unge kvinder – de fleste teenagere – blev bragt til byens togstation, hvor de blev gelejdet ind i et tog, der satte kurs mod nord.
Undervejs stoppede toget ved flere byer, hvor flere jødiske kvinder steg på. Om aftenen den 25. marts 1942 blev de nu 997 jødiske kvinder tvunget ombord på endnu et tog – denne gang med kurs mod Auschwitz.
Omkring 1,1 mio. mennesker blev dræbt i Auschwitz – heraf var ca. 960.000 jøder.
Dødsfabrik blev bygget af jøder
Kvindernes sidste togrejse var den første officielle transport af jøder til dødslejren Auschwitz. Modsat de fleste af de over 1 mio. fanger, som senere blev sendt til Auschwitz, blev de første jødiske kvinder ikke slået ihjel med det samme.
I stedet blev de sat til at forvandle Auschwitz fra en lejr for sovjetiske krigsfanger til en effektiv dødsfabrik.
Kvinderne blev bl.a. tvunget til at rive gamle bygninger ned med hænderne og bygge nye barakker til fangerne – kun iklædt blodige uniformer fra døde sovjetiske soldater og med små brædder bundet til fødderne som sko.
Bortset fra nogle få døde de fleste af de jødiske kvinder fra Slovakiet i løbet af det første år af sult, sygdom, mishandling og selvmord.
Massetransporten af jøder til Auschwitz tog for alvor til i sommeren 1942 og varede indtil slutningen af 1944. Historikerne vurderer, at ca. 1,1 mio. mennesker blev dræbt i Auschwitz, hvoraf ca. 960.000 var jøder.