Allerede flere år før afslutningen på 2. verdenskrig vidste de allierede, at nazisterne dræbte jøder.
Fx berettede amerikanske journalister, som havde befundet sig i Tyskland, i foråret 1942, at tyskerne drev “åben jagt” på baltiske jøder og formentlig havde myrdet ca. 100.000 jøder alene i Baltikum.
Tusinder af kz-fanger mistede livet efter befrielsen af lejrene, fordi deres udmagrede kroppe ikke kunne klare det pludselige indtag af føde. Derfor måtte fangerne over en længere periode “lære” at spise igen.
Senere samme år udgav den polske eksilregering i London en rapport, som bekræftede, at Hitlers tropper systematisk samlede og dræbte polske jøder.
Oplysningerne nåede også aviser i bl.a. England og USA.
“Massakre på jøder – over 1.000.000 døde siden krigens begyndelse”, skrev London Times.
Den 13. december 1942 skar den amerikanske radiojournalist Edward R. Murrow igennem:
“Millioner af mennesker, hvoraf de fleste er jøder, bliver samlet med ubarmhjertig effektivitet og myrdet. Ordet ‘koncentrationslejr’ rækker ikke længere – det er nu kun muligt at tale om udryddelseslejre”.
Fire dage senere udsendte Storbritannien, USA og Sovjetunionen en erklæring, som slog fast, at Tyskland “nu realiserer Hitlers hensigt om at udrydde Europas jødiske befolkning”.
Omfanget af holocaust blev dog først klart, da kz-lejrene blev befriet i 1944-45.
“Vore tropper blev mødt af forfærdelige syn, lyde og lugte, som trodsede al forstand – mishandlinger så enorme, at en normal hjerne ikke kan fatte dem”, skrev en amerikansk general.
