Kort før sit selvmord i 1945 hævdede SS-chefen Heinrich Himmler hårdnakket, at Europas jøder døde en naturlig død i kz-lejrene som følge af smitsomme sygdomme.
Himmlers udsagn blev fundamentet, som de tidligste holocaustbenægtere udbyggede deres teorier på.
Franskmanden Paul Rassinier, som er en af benægtelsens stamfædre, hævdede i sin bog La Passage de la Ligne (At gå over stregen) fra 1948, at der nok forekom enkelte drab og gasninger, men at de var ekstremisters værk og ikke nazistisk politik.
“Aldrig på noget tidspunkt havde Det Tredje Riges ansvarlige myndigheder til hensigt at give ordre til – og gav heller ikke ordre til – jødernes udryddelse”, påstod Rassinier.
Krematorierne og gaskamrene i Auschwitz står stadig den dag i dag.
Siden Rassiniers bog har konspirationsteorierne bare vokset sig større og større. Overalt på internettet florerer myter, der forsøger at benægte nazisternes massemord.
Konspirationsteorierne virker tilsyneladende overbevisende, men modsiger reelt alle videnskabelige og historiske fakta.
Holocaust er bekræftet af vidnesbyrdene fra de tusinder af overlevende, fra udsagn fra SS-vagter og ikke mindst i de hundredtusinder af officielle dokumenter, som nazisterne ikke nåede at destruere inden krigens slutning.
Myte bygger på forældet fakta
En af de mest udbredte benægtermyter er, at Birkenau-krematoriets kælder ikke kunne have været brugt som gaskammer, fordi dørene åbnede indad og ikke ville kunne lukkes op, hvis rummet var fyldt med døde.
Gaskamrene var derfor i virkeligheden blot almindelige ligrum, hævder de. Deres argumentation bygger imidlertid på de tidligste arkitekttegninger af Krematorium II i Auschwitz-Birkenau, hvor der rigtignok var planlagt en indadåbnende dør.
Senere byggetegninger viser imidlertid med al tydelighed, at døren blev ændret til at åbne udad, da beslutningen om at lave gaskammer i krematoriet blev taget i 1943.
De talrige nyere arkitekttegninger vælger holocaustbenægterne at ignorere, ligesom de også ser bort fra fx bestillingen af gastætte døre til krematoriet.
Kun de mest ekstremistiske – eller godtroende – lyttede i begyndelsen til holocaustbenægterne, men i midten af 1970'erne ændrede tilhængerne imidlertid karakter.
Den nye tids benægtere brugte akademisk skrivestil, fodnoter og henvisninger til anerkendte forskere og institutter. Mange af dem smykkede sig også med akademiske titler, hvoraf nogle – men ikke alle – var falske.
Bevisførelsen bestod nu af indviklede kemiske og tekniske skrifter og sammenhænge bygget på bl.a. falske dokumenter.
Alt sammen med det formål, at overbevise læseren om, at jødeudryddelsen aldrig havde fundet sted. Med internettets udbredelse har benægterne fået mulighed for at udbrede deres teorier på talrige hjemmesider.
Men altid med benægternes særkende: detaljer pillet ud af sammenhængen, som tilsyneladende klart understøtter deres påstande.
PÅSTAND 1: GASKAMRENE
"Krematorierne blev bygget for at brænde de mennesker, der døde en naturlig død, fx som følge af tyfusepidemier. Det, som nogle påstår er gaskamre, er i virkeligheden blot ligkældre."
Rekonstruktion af ligbrændningsprocessen under Holocaust.
FAKTA:
Mange koncentrationslejr-fanger døde af tyfus og andre smitsomme sygdomme, men ikke så mange, at det kan retfærdiggøre det antal krematorieovne, som nazisterne fik installeret i fx Auschwitz.
De rum, som benægterne påstår er ligkældre, kunne desuden opvarmes, hvilket ville være aldeles uhensigtsmæssigt, hvis der var tale om rum til opbevaring af lig.
Opvarmningsinstallationerne sikrede gaskamrene en konstant temperatur på 26-27 grader, hvor Zyklon B virker mest effektivt.
PÅSTAND 2: OVNENE
"En enkelt ligbrænding tager en time, så det ville aldrig kunne lade sig gøre at afbrænde 1,1 mio. mennesker i de tre til fire år, krematorierne i Auschwitz-Birkenau var i funktion."
På trods af, at Auschwitz-Birkenaus krematorier er foreviget på fotografier, mener nogle benægtere, at de aldrig har eksisteret.
FAKTA:
Påstanden er en klassiker blandt benægtere, der konsekvent sammenligner nazisternes afbrænding med almindelig kremering.
Her er formålet at give de efterladte en fin og ensartet aske med hjem, og ovnen skal derfor lukkes ned mellem hver kremering, så asken fra de enkelte lig ikke bliver blandet.
Nazisterne brugte i stedet metoder, der bedst kan sammenlignes med industriel masseafbrænding. Fyldes ovnen konstant med nye lig, får den en langt højere gennemsnitstemperatur.
Desuden går lidt under halvdelen af tiden i krematorier i dag reelt med at brænde ligets torso. Hvor uhyggeligt det end virker, var nazisterne opmærksomme på den kendsgerning.
Derfor blev medlemmer af sonderkommandoet beordret til at hamre med jernstænger på torsoen af de brændende lig. De overlevende omtalte det som “at røre i ligene”.
Dermed blev kremeringstiden i ovnene sænket markant.
PÅSTAND 3: GASSEN 1
"Zyklon B er et lusemiddel og ikke velegnet til at dræbe mennesker med. Hvis nazisterne virkelig ville have udryddet jøderne, havde de brugt en anden gas."
Zyklon B virker skræmmende effektivt på mennesker.
FAKTA:
Den uhyggelige kendsgerning er, at Zyklon B faktisk virker bedre på mennesker end på de lus, midlet oprindeligt var beregnet på at udrydde.
Mennesker dør inden for 5-10 minutter efter at være blevet gasset ved en koncentration på blot 300 ppm (parts per million).
Lus, derimod, er koldblodede dyr med et meget lavere stofskifte og dør først adskillige timer efter en eksponering på op til 16.000 ppm.
En anden fordel ved at bruge Zyklon B-gassen var, at den i forvejen blev brugt i kz-lejrene og derfor var forholdsvis nem at anskaffe uden at vække mistænksomhed.
PÅSTAND 4: GASSEN 2
"Nazisterne kan ikke have brugt Zyklon B-gas i krematoriebygningerne, for gassen ville i kombination med varmen fra ovnene have forårsaget en enorm eksplosion."
Auschwitz-museet har mere end 100.000 par sko fra Holocaust-ofre.
FAKTA:
I praksis er det korrekt, at store mængder Zyklon B i luften sammen med ovnenes varme ville have forårsaget en kraftig eksplosion i krematorierne.
Men videnskabelige undersøgelser viser, at den meget koncentrede mængde gas, som var påkrævet for at udrydde mennesker i gaskamrene, var 200 gange lavere end den, som skal til for at frembringe en eksplosion.
Så selvom nazisterne havde doseret gassen endog meget rundhåndet, ville mængden stadig have været alt for lille til at forårsage en eksplosion.
PÅSTAND 5: GASSEN 3
"Hvis man virkelig havde gasset fanger med Zyklon B, ville man have fundet tydelige blå afmærkninger fra blåsyre på murstenene. Det har forskerne ikke."
På trods af massive mængder af billedmateriale og andre beviser, er der stadig mennesker, som mener at Holocaust er et påfund.
FAKTA:
Selvom teorien bag myten er rigtig, er udsagnet forkert af flere grunde. Først og fremmest fordi de koncentrationer og den mængde gas, der blev anvendt, var alt for lille, og eksponeringstiden for kort.
Normalt var gassen maksimalt 20-30 minutter i gaskamrene – slet ikke nok til at danne aflejringer, ifølge eksperter.
Desuden ved historikere fra medlemmer af sonderkommandoen – de jøder, der arbejdede i krematorierne – at både vægge og gulve i gaskamrene blev vasket grundigt af efter hver henrettelse.
Afvaskningen var nødvendig, for kamrene var efter brug sølet til med ekskrementer, blod og urin fra ofrene. I 1944 sprængte nazisterne gaskamrene i luften, da de rømmede Auschwitz.
Ruinerne har derfor stået delvist under vand i en årrække – og gasresterne er blevet udvasket i langt højere grad end i fx aflusningsrummene, som benægterne ofte sammenligner med.
Alligevel har videnskabelige undersøgelser flere gange rent faktisk bekræftet eksistensen af Zyklon B-gas i ruinmurene fra gaskamrene.
PÅSTAND 6: DØDSTALLENE
"Dødstallet for jøder dræbt i Holocaust er stærkt overdrevet. Højst 200.000-300.000 døde – og af naturlige årsager."
Tusinder døde af sygdom og underernæring i kz-lejrene. Men endnu flere blev gasset ihjel.
FAKTA:
Forskere anslår, at mellem 5,5 og 6 mio. jøder blev myrdet i Holocaust. Myten om, at “kun” 200.000 omkom, stammer fra bogen “General Psychologus” skrevet af en ukendt forfatter, Alexander Scronn.
Navnet er formentlig et pseudonym, og bogen blev udgivet i 1965 i Brasilien, et land, der efter krigen husede mange tyske nazister.
Scronn hævder at basere sit udsagn på oplysninger fra Det Internationale Røde Kors.
Scronns tese er gentagne gange blevet kraftigt dementeret af Røde Kors, men det har ikke forhindret benægterne i stadig at føre Alexander Schronn som sandhedsvidne.
PÅSTAND 7: HITLER VIDSTE INTET
"Hitler vidste intet om Holocaust, og udryddelsen var ikke regimets politik."
Føreren insisterede på at udrydde den jødiske race.
FAKTA:
Påstanden om Hitlers uskyld i Holocaust er senest blevet fremført af den engelske selvlærte historiker David Irving. Jødehadet var imidlertid fundamentet for al Hitlers politik:
“Når jeg engang får magten for alvor, vil udryddelsen af jøderne være min første og vigtigste opgave”, fastslog Hitler allerede i 1919 til journalisten Josef Hell.
Som krigen skred frem, blev nedskydningerne og senere gasningerne nøje overvåget og kontrolleret af såvel Hitler som Himmler.
Føreren gav som regel alle sine ordrer mundtligt til få mennesker ad gangen, og derfor eksisterer der ingen skriftlig ordre underskrevet af Hitler.
Men bl.a. Rudolf Höss, kommandant i Auschwitz, har i et vidneudsagn erklæret, at han forud for udryddelserne blev kaldt til et møde med Himmler i Berlin.
Himmler fortalte ham, at:
“Føreren har givet ordre til den endelige løsning på jødespørgsmålet. Vi, SS, skal udføre denne ordre. De eksisterende udryddelsescentre østpå er ikke i stand til at gennemføre de planlagte store aktioner. Jeg har derfor udset Auschwitz til formålet”.