Carsten Koall/Getty Images
Begravelse Kaiser Wilhelm-Instituttet for Racehygiejne

Mengeles ofre får endelig fred

16.000 knoglerester fra Nazitysklands racehygiejneforsøg har nu endelig fået en ordentlig begravelse. Knoglerne stammer fra Kaiser Wilhelm-Instituttet, hvor bl.a. lægen Josef Mengele udførte sine forsøg.

I 2014 dukkede resterne af mindst 54 ofre for nazisternes forbrydelser op i Berlin. Nu er de endelig blevet begravet.

”Det er vores pligt, også selvom det har taget lang tid, at give disse ofre fred – selvom vi ikke kender deres navne”, forklarer præsident for Berlins Frie Universitet, Günter Ziegler.

Knoglerne blev fundet på universitetets område under en arkæologisk udgravning og stammer formentlig fra ofre for de racistiske studier, der blev foretaget på onrådet frem til Nazitysklands kollaps i 1945. På det, der dengang hed Kaiser Wilhelm-Instituttet for Racehygiejne. Her foretog man opmålinger og eksperimenter på minoriteter – eksperimenter, der ofte havde dødelig udgang.

16.000 knogler dukkede op

Intet mindre end 16.000 knogle-dele er nu blevet begravet. Universitetet valgte bevidst ikke at foretage nærmere klassificeringer af, hvem de kan have tilhørt, da de frygtede, at det ville følge den racistiske tankegang, der lå bag eksperimenterne.

Men det er sandsynligt, at bl.a. den berygtede dr. Josef Mengele, der havde sin gang på instituttet, har arbejdet med knoglerne.

Som en del af instituttets arbejde havde mange af knoglerne fået inskriptioner, der afslørede, hvor de stammede fra. Her var det bl.a. tydeligt, at flere stammede fra de tyske kolonibesiddelser i Afrika.

Omkring 230 mennesker blev inviteret til begravelsesceremonien i Berlin, inkl. repræsentanter fra bl.a. jødiske og afrikanske organisationer.

Tysklands koloni Cameroun

Nogle af de 16.000 knoglerester, der blev fundet, kan have tilhørt indfødte fra Tysklands tidligere kolonier i fx Cameroun.

© Public Domain, Das Bundesarchiv