Disney

Miniserien "A Small Light" tænder et lys for menneskeheden

Den tragiske historie om Frank-familien og deres hollandske hjælper og beskytter Miep Gies bliver i miniserien "A Small Light" vendt til en smuk fortælling om menneskeligt mod og ukuelig vilje.

“Selv en almindelig sekretær, en husmor eller en teenager kan, på deres egen måde, tænde et lille lys på et mørkt værelse.”

Ordene er Miep Gies’ - Otto Franks sekretær - der hjalp med at skjule Frank-familien, da tyskerne begyndte at deportere jøder til udryddelseslejrene fra Holland.

Tv-serien “A Small Light” fokuserer atypisk ikke på den verdensberømte pige Anne Frank, men på familiens overhoved, faren Otto, og hans mangeårige sekretær Miep Gies.

Miep var en nær ven af Frank-familien og hjalp dem med at forblive skjult i Amsterdam mellem 1942-1944 i et hemmeligt anneks til farens firmalokaler.

Se traileren for serien her:

Da en forrædder angav de otte jøder på gemmestedet, og SS sendte dem mod KZ-lejrene, var det Miep Gies, der fandt og opbevarede Anne Franks berømte dagbog for eftertiden.

Miep overlevede krigen og døde først i 2010, 100 år gammel. Hun modtog i sin levetid utallige udmærkelser for sin dåd under 2. verdenskrig, bl.a. et ridderslag fra det hollandske kongehus og ærestitlen "Retfærdig blandt nationerne"fra Israel, men mente hele sit liv, at hun ikke var noget særligt – og slet ikke nogen helt.

"Jeg gjorde, hvad enhvert andet anstændigt menneske ville have gjort," fastholdt hun til det sidste.

På trods af Frank-familiens tragiske skæbne, er miniserien ikke en historie om sorg og fortvivlelse, men om mod, idealisme og kompromisløs næstekærlighed.

Serien løber over otte afsnit og kan ses på Disney Plus.