Polsk modstandsmand tog frivilligt til Auschwitz

Velkommen til helvede

Pilecki var veteran fra 1. verdenskrig, kampene mod Tyskland i 1939 og et garvet medlem af den polske modstandsbevægelse. Han mente derfor, at han var forberedt på alt. Men allerede under transporten til Auschwitz forstod han, at dette var forskelligt fra alt, han i sit 39-årige liv havde oplevet. Pilecki og en større gruppe andre fanger var blevet sendt med tog til fangelejren.

Under marchen fra stationen til selve lejren kommanderede de tyske vagter pludselig en af fangerne til at løbe ud over terrænet. Et øjeblik senere lå fangen død på bakken, skudt i ryggen. Derefter blev ti andre fanger plukket ud og skudt som straf for “flugtforsøget”. Så slap de tyske soldater hundene løs på ligene, mens de brølede af latter. Pilecki indså, at til Auschwitz blev man kun sendt af én grund: for at dø.

I 1940 var Auschwitz endnu ingen dødslejr i ordets egentlige forstand. Det industrielle drabsmaskineri med gaskamre var ikke sat i drift. Men alligevel var det kun et mindretal af dem, som passerede gennem porten med indskriften “Arbeit Macht Frei”, der kom levende ud igen. De første fanger i Auschwitz var politiske fanger, som skulle slide som slavearbejdere indtil de døde.

Koncentrationslejren blev oprettet i gamle militærbarakker fra 1800-tallet. Den var omgivet af sumpområder og indhyllet i en nærmest konstant tåge. Efteråret og vinteren er bidende kold i det sydlige Polen, og det rå klima og den evige tåge gjorde det hele endnu værre. I perioder måtte fangerne ligge og sove på det kolde stengulv, og sygdom tog livet af utallige. Dertil kom sult, udmattelse og vilkårlig tortur. Mange blev også henrettet, for selv den mindste forseelse blev der nådesløst slået ned på i Auschwitz.

Den værste forseelse af alle var at forsøge at flygte. Flugtforsøg resulterede næsten altid i kollektiv afstraffelse. Fangerne kunne blive tvunget til at stå ret op i geledder i time efter time, eller også plukkede fangevogterne tilfældige fanger ud til henrettelse. En af tyskernes favoritmetoder var at sende de udvalgte fanger i “bunkeren”.

Det betød, at en eller flere fanger blev spærret inde i en lillebitte betoncelle, som var for lav til, at fangerne kunne stå oprejst, men også for trang til, at de kunne sidde eller ligge. Her lod tyskerne fangerne indespærre, indtil de døde af sult eller tørst.

Præst reddede familiefar

En dag opdagede tyskerne, at en fange var forsvundet. Vanen tro udvalgte vagterne i mænd, der skulle sendes i bunkeren som straf. En af dem, Franciszek Gajowniczek, skjulte ansigtet i hænderne og stønnede:
“Min kone! Mine børn! Hvordan skal det nu gå dem?”

En lille spinkel mand trådte da frem og sagde: “Mit navn er Maksymiliam Kolbe, og jeg er præst. Lad mig, der hverken har børn eller kone, tage denne familiemands plads.”

Kolbe fik det, som han ville, og sammen med ni andre blev han spærret inde for at dø. I tre uger holdt Kolbe ud. Til sidst forbarmede en af lejrlægerne sig over den tapre præst og gav ham en dødelig injektion med fenol. Fangen, som blev reddet af Kolbe, overlevede Auschwitz. Kort tid før sin død i 1995 sagde Franciszek Gajowniczek: “Så længe jeg har luft i lungerne, er det
min pligt at fortælle om Maksymiliam Kolbes heroiske handling.”

Pilecki selv var også tæt på at miste livet under en kollektiv afstraffelse lidt over en måned, efter, at han var ankommet til Auschwitz. Da fangerne blev opstillet til inspektion om morgenen den 28. oktober, opdagede fangevogterne på ny, at en fange manglede. Som straf blev de andre beordret til strafopstilling. Fra 12 om formiddagen til 21 om aftenen stod fangerne på appelpladsen i slud, isnende kold vind og tåge fra sumpene rundt om Auschwitz.

Da dagen var omme, lå flere hundrede fanger døde tilbage på pladsen. Pilecki overlevede kun takket være en ven, der arbejdede på lejrens sygeafdeling, og som derfor kunne give den stærkt forkomne Pilecki medicin og ekstra forplejning. Pilecki kom igennem prøvelsen, og den gav ham inspiration til modstandsarbejdet. Han havde indset, hvor vigtige venner på de rigtige steder var. Og ikke mindst, hvor vigtig sygeafdelingen var for fangernes ve og vel. Med denne viden begyndte Pilecki nu at opbygge sin hemmelige hær i skyggen af krematoriernes skorstene.

Auschwitz' hemmelige hær

Pileckis hær i Auschwitz fik navnet “Unionen af Militære Organisationer” – forkortet på polsk til ZOW. Pilecki gik meget grundigt og forsigtigt til værks, når han rekrutterede soldater til ZOW.

Han organiserede bevægelsen i celler på fem. Det vil sige, at han udvalgte fem mænd, han kunne stole på, men som ikke kendte til de andre. Den eneste, de kendte til, var Pilecki selv. På den måde blev faren for afsløring mindre. Disse fem fik så til opgave at hverve fem andre, de stolede ubetinget på, og på den måde voksede organisationen som en pyramide.

Den største udfordring for Pilecki blev dog at forene de polske fanger på tværs af politiske skel. Fangerne i Auschwitz fandtes i alle politiske afskygninger – polske socialister, monarkister, demokrater og højreradikale. Det eneste, de havde til fælles, var hadet til fjenden. Men med sin personlighed, overtalelsesevner og karisma lykkedes det Pilecki at få polakkerne til at bilægge de politiske modsætninger.

De, der mødte Pilecki, beskrev ham som en venlig, beskeden og lidt genert mand. Han fremstod slet ikke, som man forventede af en krigshelt og modstandsmand, der frivilligt lod sig sende til Auschwitz. Men formentlig var det netop derfor, at det lykkedes Pilecki at forsone og forene fangerne i koncentrationslejren.

Et af de første medlemmer i ZOW var dr. Wodyslaw Dering. Da Dering blev indlagt på sygeafdelingen, opdagede tyskerne, at han var medicinsk uddannet, og de udnævnte ham derfor til overlæge. Sådan fik ZOW sin første kontakt i det, der skulle blive selve nervecentret i Pileckis modstandsarbejde.

Sygeafdelingen var et sted, de fleste før eller siden kom i kontakt med, og hvor de usynlige tråde i Pileckis netværk krydsede hinanden. Det blev derfor en central for information og planlægning. Men afdelingen var også vigtig af andre grunde. Auschwitz var gennemsyret af korruption og bestikkelser og byggede på et system af tjenester og gentjenester. Også vagterne var en del af dette system, ikke mindst kapoerne.

De var selv fanger, som tyskerne havde udnævnt til vagter og opsynsmænd. På grund af sin indflydelse på sygeafdelingen kunne ZOW tilbyde kapoerne vigtig medicin og lægebehandling. Til gengæld brugte kapoerne deres indflydelse til at skaffe ZOW mad, tøj og andre forsyninger eller til at skaffe ZOW-medlemmer arbejde, hvor Pilecki ønskede dem placeret.

Himmlers nye Dødslejr

Heinrich Himmler så ud over det tågede og sumpede sletteland rundt om Auschwitz. Bag ham stod en gruppe officerer tavse og afventende. Selv de var bange for den mægtige SSleder.

Så fremlagde han sin plan. Auschwitz skulle udvides, så der kunne blive plads til i alt 30.000 fanger. Og ved landsbyen Birkenau tre km fra Auschwitz ville han have en ny lejr med plads til 100.000 fanger opført. Guvernøren for området, Fritz Bracht, forsøgte at protestere. Der fandtes ikke tilstrækkeligt med rent vand i området, sumpene var ikke drænet, og det var umuligt at få fat i nok tømmer, mursten og cement, hævdede han. Himmler så koldt på Bracht og de andre officerer.

“Mine herrer, den vil blive bygget. Min grund til at konstruere denne lejr er meget vigtigere end Deres indvendinger.”

Nogle uger efter blev Auschwitz' lejrkommandant, Rudolf Höss, i al hast indkalt til Heinrich Himmlers kontor i Berlin. Himmler beordrede sine adjudanter til at forlade rummet, så de to SS-mænd kunne tale uforstyrret.

“Der Führer har beordret, at det 'jødiske spørgsmål' skal løses én gang for alle, og at vi, SS, skal udføre ordren. De eksisterende udryddelses-centre i øst er ikke tilstrækkelige til den store indsats, som forventes. Jeg har derfor udpeget Auschwitz til dette formål.”

Ikke længe efter blev det første forsøg med giftgas foretaget i Auschwitz, og i vinteren 1942 var opførelsen af den nye lejr – Auschwitz-Birkenau – i fuld gang.

Det var et enormt projekt med tusindvis af tvangsarbejdere, og selv om den nye lejr lå et par kilometer fra den gamle lejr, hvor Pilecki opholdt sig, var det umuligt for Pilecki ikke at lægge mærke til, hvad der foregik. Det var åbenlyst, at noget nyt, stort og uhyggeligt var under opførelse. Pilecki indså derfor, at han måtte få en af sine mænd ind i dødslejren, hvis han ville vide mere om den.

Den 2. april 1942 blev en af Pileckis mest betroede mænd, Jan Karcz, bragt ind til forhør af det hemmelige tyske politi Gestapo. Efter ni dage med uafbrudt tortur og forhør blev han sendt tilbage til fangebarakkerne. Han kunne knap nok stå oprejst, men sagde til Pilecki:

“Vel, du kan lykønske mig – jeg er løsladt. De spurgte mig, om der var nogen organisaton i lejren. Men vær ikke bange, jeg sagde ingenting. Jeg vil fortælle dig resten i morgen.”

Men Karcz fik aldrig mulighed for at fortælle resten af historien. Dagen efter blev han sendt til Birkenau. Ved en ren tilfældighed havde Pilecki opnået netop det, han ønskede; at få en betroet ZOW-agent, som kunne rapportere til ham fra dødslejren. Snart efter begyndte Karcz at smugle den ene rædselsvækkende rapport efter den anden inde fra dødslejren over til Pilecki i den gamle kz-lejr.

For hver ny rapport der kom, forstod Pilecki, at det nu var vigtigere end nogen sinde før at formidle informationerne videre til omverdenen. Og til det formål havde han brug for et pålideligt og effektivt kommunikationsmiddel.

Radio fra Auschwitz

En aften kom Witold Pilecki gående i hurtigt tempo hen til sin kammerat Kon Piekarski. Det var tydeligt, at han havde noget vigtigt på hjerte. Kon arbejdede som kartoffelskræller i lejrens køkken, men nu havde Pilcki en helt speciel opgave til ham. Pilecki havde fået nys om, at man manglede en mand på kartografi-kontoret,hvor man udarbejdede landkort til diverse opgaver.

Den stilling ønskede Pilecki, at Kon skulle tage. Kon var ikke særlig villig til at opgive sit behagelige arbejde i køkkenet. Han kunne heller ikke forstå, hvad han skulle lave på kartografikontoret.

“Du er den eneste, jeg kan stole på,” sagde Pilecki, “og du kan tegne kort. Jeg er ikke særlig god til at tegne, men vi må begge udgive os for at være professionelle korttegnere i mindst en uge. For i den bygning. hvor vi skal arbejde, ligger lageret for elektronisk udstyr og radioudstyr.”

Pileckis plan var at bygge en radiosender lige foran næsen på tyskerne. Kon syntes først, det hele virkede fuldstændig vanvittigt, men som så ofte før klarede Pilecki at overtale dem, der tvivlede på hans planer. Mandag morgen mødte Kon og Pilecki derfor op til deres nye arbejde på kartografi-kontoret.

Mens Kon arbejdede med kortene, tilbragte Pilecki det meste af tiden på toilettet, hvor han lagde planer med en kontakt, han havde i afdelingen for radioudstyr. To dage senere kom en ophidset Pilecki ind i kortrummet og hviskede til Kon, at radioen var færdig. Men tilbage stod stadig et stort problem: Hvordan skulle de smugle radiosenderen ud af kortrummet og ind i fangebarakkerne?

Pilecki havde gemt senderen oven på toilettets vandcisterne, men der ville formentlig ikke gå lang tid, før nogen opdagede den. Kon sneg sig væk for at se, om han kunne finde en løsning. I gangen uden for toilettet fandt han et skab fuld af papir, blyanter, blæk og kort. Han skubbede det hele til side, placerede radioen på den øverste hylde i skabet. Men dette skjulested kunne heller ikke holdes hemmeligt særligt længe. De måtte have radioen helt ud – og det skulle gå hurtigt.

Pludselig kom Pilecki til at tænke på Alex og Alfred, to ZOW-medlemmer, som arbejdede med at transportere lig fra sygeafdelingen. Tyskerne brød sig ikke om at inspicere ligvognen, så her var en mulighed. Pilecki aftalte med de to lig-transportører, at de skulle mødes på pladsen uden for kartografi-kontoret, hvor de skulle skjule radioen i ligvognen.

Men de var stadig nødt til at få radioen væk fra skabet, hvor den lå gemt. Pilecki havde et forslag: “Jeg lader, som om jeg har diarré, og går på toilettet hvert kvarter. Mens jeg er der, laver du nogle af dine kort-tricks. Bare sørg for at distrahere vagten tilstrækkeligt. I mellemtiden henter jeg radioen og placerer den uden for toiletvinduet. Bagefter går du på toilettet, hopper ud af vinduet, løber som en gal til lossepladsen, gemmer radioen der og løber tilbage.”

Kon gik ind på forslaget, og selv om han var tæt på at blive opdaget af en SS-patrulje, fik han radioen placeret på det aftalte sted. Senere samme dag bad Pilecki om lov til at besøge sygeafdelingen for at “få noget mod diarréen”. Der gav han Alex og Alfred besked, og samme aften var radioen på plads i lejren.

Radioen var i drift i seks måneder. For fangerne repræsenterede den en sejr over det forhadte SS. Der gik dog ikke lang tid, før vagterne opfangede radiosignalerne og begyndte at lede efter radioen. Men selv om de rev gulvbrædderne op, slog vægge ned og gennemsøgte lejren på kryds og tværs, fandt de den ikke.

Frustrationen begyndte at brede sig, og mere end én SS-mand syntes, at han kunne se skjulte smil på fangernes ansigter. Men til sidst besluttede Pilecki sig for, at det var blevet for farligt, og radioen blev derfor demonteret. Endnu en gang stod ZOW uden kontakt med omverdenen. Men igen skulle tilfældigheder og Pileckis opfindsomhed komme dem til hjælp.

Pilecki organiserer flugt

Højdepunktet i Witold Pileckis arbejde i Auschwitz kom i juni 1942. Hidtil havde ZOW været afvisende over for flugtforsøg. Sådanne forsøg resulterede altid i kollektiv afstraffelse. Derfor så ZOW det som en egoistisk handling.

Men i 1941 indledte tyskerne deres offensiv mod Sovjetunionen, og den tyske krigsindustri havde brug for al den arbejdskraft, den kunne få fat i. Kollektive afstraffelser af fanger i arbejdslejrene var derfor ikke længere tilladt, fordi det berøvede Tyskland nyttige arbejdere. Og det tog ikke lang tid, før Witold Pilecki udnyttede situationen.

Den 20. juni 1942 kom en elegant Steyr 220 personbil kørende mod vejspærringen uden for Auschwitz. I bilen sad to officerer og to befalingsmænd fra SS. Da de nærmede sig kontrolposten, gik vagten i stram retstilling, hævede bommen og gjorde nazihilsen. SS-officererne besvarede hilsenen, kørte raskt gennem Oswiecims gader, krydsede broen over floden

Sola og forsvandt. Senere samme aften opstod der stor opstandelse blandt vagterne, da de havde fået talt fangerne. Det viste sig, at fire polakker manglede. Kort efter kom en forpustet SS-vagt løbende og fortalte, at nogen havde stjålet fire SS-uniformer. Pludselig kom også SS-kaptajn Kreuzman stormende og skreg, at nogen havde stjålet hans bil – en Steyr 220.

Langsomt bredte der sig en vis uro blandt de opstillede fanger. Til trods for, at det var livsfarligt, begyndte de at sende hinanden små sideblikke, og enkelte måtte kæmpe for at holde latteren tilbage.

Akkurat som Pileckis andre aktioner havde også flugtaktionerne to formål. Når fanger flygtede, havde de både skriftlige og mundtlige rapporter med sig til den polske modstandsbevægelse og den polske eksilregering i London. Men flugtkampagnen havde også en anden vigtig hensigt, nemlig at hæve fangernes moral og give dem håb.

Historien om de fire polakker, som passerede lige gennem militærspærringen i forklædning, spredte sig hurtigt i lejren. Og akkurat som da Radio Auschwitz var i drift, var der mange SS-vagter, der følte, at fangerne i al hemmelighed lo bag deres ryg. Den 29. december 1942 flygtede endnu fire polakker – på Pileckis initiativ – fra Auschwitz i forklædning. Men snart efter kom nyheden om, at en af dem, Boleslaw Juczabra, var blevet taget og var under forhør.

Juczabra var ikke medlem af ZOW, men vidste meget om, hvad der foregik. Pilecki vidste derfor, at det blot var et spørgsmål om tid, før Juczabra ville fortælle alt. Han indså, at det nu var på tide selv at flygte.

Tilbage til friheden

Witold Pilecki svedte i varmen fra bageovnene. Det blev ikke bedre af, at han under fangedragten også bar et sæt civile klæder. Pilecki havde valgt bageriet som udgangspunkt for flugten, fordi det lå uden for selve lejrområdet og tæt på en skov.

Han havde bestukket en kapo for at få lov til at arbejde på natholdet sammen med to af sine mænd og havde derefter sat hele sit undergrundsmaskineri i sving. Fra tøjlageret havde han fået civile klæder og flere hundrede dollars. En medfange skaffede ham nøglen til bageriets udgang, og sygeafdelingen udstyrede ham med et kemisk stof, der skulle forvirre sporhundene. Og hvis alt skulle gå galt, havde han tre ampuller med dødelig blåsyre til sig selv og to medsammensvorne. De havde ikke tænkt sig at falde levende i tyskernes hænder.

De professionelle bagere indså hurtigt, at Pilecki og hans mænd aldrig før havde sat deres ben i et bageri. Men de afslørede dem ikke, men sendte bare mørke blikke mod de klodsede nybegyndere. Klokken passerede midnat, og tiden for flugten nærmede sig.

Da SS-vagterne gik en runde, kappede de tre fanger telefonledningen og låste døren op. De skulle lige til at styrte ud i mørket, da de fik øje på en tysk soldat gennem vinduet. Udenfor var det begyndt at regne, og vagten havde søgt tilflugt foran bageriet sammen med sin kæreste. Minutterne tikkede. Når som helst kunne de andre vagter komme tilbage og opdage den overskårne telefonledning.

Omsider gik soldaten, og Pilecki og de to andre smuttede ud gennem døren. Derefter styrtede de ud over sletten, der omgav bageriet. Hvert øjeblik forventede de at blive stoppet af et råb eller et skud. Men intet skete, og de kom frem til skovbrynet, hvor de kastede sig i sikkerhed mellem de mørke træer. De havde overlevet første etape af flugten.

Efter en rask march gennem skoven kom de til floden Sola. Her trak de fangedragterne af og kastede dem i vandet. I samme øjeblik lød en skudsalve. Flugten var blevet opdaget. Det var umuligt at svømme over den brede flod, men de fandt en bro længere nede ad floden.

Flugten fortsatte i vildt tempo på den anden side af floden, men snart stødte de på floden Vistula. Ved bredden fandt de en båd, men den var låst fast med kæde og hængelås og lod sig ikke rokke. I desperation forsøgte de med nøglen til bageridøren i hængelåsen, og på mirakuløs vis passede den i hængelåsen.

I de følgende dage fortsatte flugten. I skoven øst for byen Krakow blev de opdaget af en tysk patrulje og beskudt. Pilecki blev såret i skulderen, men de undslap. Om aftenen den 2. maj 1943 nåede de omsider frem til byen Bochnia, hvor den polske modstandsbevægelse havde et skjulested. Og snart kunne de i mørket se lysene fra huset. De tre flygtninge var i sikkerhed.

Dagen efter bad Pilecki om at blive sat i kontakt med den lokale modstandsbevægelse. Han ville ikke spilde nogen tid, før han igen sluttede sig til modstandskampen. En vejviser ledte ham til byen Wisnicz, hvor han mødte kommandanten for lokalafdelingen. Pilecki rakte hånden frem og præsenterede sig, og kommandanten gjorde det samme. For en gangs skyld blev Pilecki målløs. Kommandanten var Tomas Serafinski, manden, hvis identitet Witold Pilecki havde brugt i sine 945 dage i Auschwitz.