Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Sejlivet jødehad banede vej for Holocaust

Ifølge Hitler var jøderne ude på at erobre verdensherredømmet. Han byggede sin konspirationsteori på referatet fra en hemmelig jødisk verdenskongres, og Hitler troede fuldt og fast på det.

Alamy/Imageselect

Adolf Hitler marcherer om aftenen den 8. november 1923 målrettet gennem det propfyldte lokale, træder op på podiet og affyrer sin pistol mod loftet.

“Den nationale revolution er brudt ud”, råber han. Sammen med Hermann Göring og en række andre top-nazister samt flere hundrede bevæbnede SA-tropper befinder Hitler sig i ølkælderen Bürgerbräukeller i München.

Her er mange af delstaten Bayerns mest prominente politikere forsamlet.

Østrigeren med det lille, mørke overskæg har kun ét mål for øje: At kuppe delstatsregeringen og føre nazistpartiet til den endelige sejr.

Inspirationskilden er den italienske fascistleder, Benito Mussolini, som året forinden havde erobret magten i Italien i løbet af få dage.

Hitler og hans følgere har dog gjort regning uden vært. Kupmagerne formår hverken at få kontrol over politiet eller hæren, ligesom de heller ikke får sikret sig befolkningens støtte.

Ud på morgenen den 9. november står det klart, at det såkaldte ølstuekup er faldet til jorden med et brag.

Prisen har været høj: Under en ildkamp mod politiet er 16 nazister og tre politifolk blevet dræbt. Nazistpartiet bliver forbudt, og efter en retssag idømmes Hitler fem års fængsel for højforræderi.

Tiden i fængslet bruger Hitler på at formulere manifestet Mein Kampf – en halv selvbiografi og et halvt politisk-ideologisk kampskrift, der tydeligt beskriver den nazistiske dagsorden: Jøderne skal tvinges ud af Tyskland.

Bogen Mein Kampf blev en bestseller. Salget rundede 5,2 mio. eksemplarer inden 2. Verdenskrigs udbrud i 1939.

© Alamy/Imageselect

“Den sorthårede, jødiske yngling ligger og venter i timevis, med et djævelsk blik i øjnene, gloende og spionerende på den uforberedte pige, som han planlægger at forføre, hvorved han besudler hendes blod og røver hende fra hendes eget folk”, skriver Hitler.

Ifølge nazilederen arbejder jøderne i hemmelighed på at overtage verdensherredømmet, og desuden giver han dem ansvaret for det smertefulde tyskenederlag i 1. Verdenskrig.

I manifestet slår Hitler fast, at arierne – den reneste, mest intelligente og stærkeste race – risikerer at blive udslettet, hvis de bliver blandet med den lavtstående jødiske race, som i hans øjne er roden til alt ondt.

Med værket håber Hitler at kunne bringe sig i position som den naturlige leder af højrefløjen, når han atter kommer på fri fod. Strategien virker: Den bayerske regering benåder ham allerede i december 1924, og i februar 1925 får nazistpartiet, NSDAP, lov til at genopstå med Hitler i spidsen – under forudsætning af at partimedlemmerne vil lægge deres bøllemetoder bag sig og slå ind på en lovlig kurs.

Hitler var inspireret af falskneri

Nazisternes had mod jøder var ikke noget enestående fænomen: Både i Rusland og i Vesteuropa var jøder op gennem 1800- og 1900-tallet blevet forfulgt og undertrykt.

Jøderne var for fremtrædende og sad på de vigtigste poster i finans- og kulturlivet, lød beskyldningerne.

En konspirationsteori om, at jøderne var et fjendtligt og skummelt folk, der pønsede på at tiltuske sig verdensherredømmet, florerede blandt kristne nationalister i mange lande.

Teorien havde bl.a. udspring i Zions Vises Protokoller, et antisemitisk falskneri, der blev offentliggjort i 1903 og cirkulerede i store dele af verden. Protokollerne blev udlagt til at være referater fra en international jødisk konference, men i virkeligheden stod det russiske sikkerhedspoliti bag.

Politiet ønskede, at zar Nikolaj 2. skulle intensivere kampen mod radikale jøder i Rusland.

Ifølge protokollerne stræbte jøderne efter verdensherredømmet og agtede derfor at omstyrte den kristne civilisation med liberalisme og socialisme. Selvom falskneriet blev opklaret i 1921, insisterede Adolf Hitler på, at protokollerne var ægte.

Nazilederen brugte ivrigt de falske skrifter i den propaganda, der til sidst banede vejen for holocaust.

Fejrede magtovertagelse med mord

Efter det mislykkede kup i München ændrede Hitler og nazistpartiet taktik og forsøgte nu at erobre magten ad parlamentarisk vej.

Men først da Tyskland blev kastet ud i en økonomisk krise og ekstrem arbejdsløshed efter krakket på børsen i New York i oktober 1929, fik nazisterne for alvor medvind.

Vælgerne strømmede til, og i januar 1933 overtog nazisterne magten med Hitler i spidsen.

Landets ca. en halv million jøder kunne nu se frem til at leve under et regime, der officielt var antisemitisk. Allerede i de første måneder efter nazisternes magtovertagelse myrdede medlemmer af nazistpartiets stormtropafdeling, SA, omkring 40 jøder ved terroraktioner i provinsbyerne Niederstetten og Creglingen i Sydvesttyskland.

Angrebene udløste skarp kritik fra udlandet, heriblandt fra USA og Storbritannien, hvor politikere, erhvervsfolk, kirkeledere og jødiske organisationer diskuterede muligheden for at boykotte tyske varer.

Nazisterne betragtede reaktionen som rendyrket hetz.

Rasende tog Hitler til genmæle ved den 1. april 1933 at sætte den første kollektive aktion mod Tysklands jøder i værk, jødeboykotten, som skulle afskrække andre lande fra at ytre sig negativt om tyske forhold.

Hvis kritikken fortsatte, ville tyskerne blot optrappe antisemitismen, lød truslen.

Nazisterne malede slagord som “Tyskere handler ikke hos jøder” og “Jøderne er vores ulykke” på butiksvinduer og på plakater uden for samtlige jødiske butikker, advokatfirmaer og lægeklinikker.

SA-vagter iført brune uniformer stillede sig faretruende op foran jødernes forretninger.

Nazister klistrede plakater på jødiske butiksvinduer: “Kauft nicht bei Juden – køb ikke hos jøder”.

© Hulton Archive/Getty Images

Aktionen var blot et forvarsel om de hadefulde aktioner, jøderne havde i vente.

Uge for uge og måned for måned strammede Hitler og hans regime grebet om jøderne og indførte en serie af nye love og tiltag.

Den 10. maj 1933 stormede studenter ind på Berlins universitet og byens biblioteker og boghandler, hvor de flåede bøger ned fra hylderne.

Lastbiler fragtede de tusindvis af skrifter af jødiske og såkaldt degenererede forfattere som Sigmund Freud, Karl Marx og Ernest Hemingway til Opernplatz i centrum af Berlin. Da mørket faldt på, tændte SA’ere et gigantisk bål, hvor ca. 25.000 bøger gik op i flammer.

Allerede i 1933 blev bøger af jødiske og “degenererede” forfattere brændt på store bål rundtom i Tyskland. En forfatter var degenereret, hvis han modsagde nazisternes ideologi.

© United States Holocaust Memorial Museum

I tiden, der fulgte, indførte regimet nye licenskrav til læger og tandlæger.

Jøder kunne ikke længere få licens, og de kunne heller ikke få lov at arbejde inden for kulturområdet, fx som skuespillere eller kunstmalere.

I løbet af 1934 blev jøder også forbudt at tage eksamen som jurist eller apoteker.

Jødehad blev forvandlet til lov

Efter to år ved magten havde Tysklands diktator og hans nazistparti opnået ubegrænset magt.

På partiets årlige landsmøde i Nürnberg fremlagde Hitler i september 1935 to nye racelove, som skulle beskytte Det Tyske Rige mod den “jødiske trussel” og bane vejen for det racerene, ariske Stortyskland, som Føreren drømte om.

“Den eneste måde at løse problemet på er via lovgivning”, rasede Hitler fra talerstolen.

Da talen var slut, brød salen ud i jubel. “Heil Hitler, heil Hitler, heil Hitler”, heppede forsamlingen, som den 15. september 1935 vedtog de nye love, der senere blev kendt som Nürnberglovene.

Fra nu af skulle en tysk statsborger enten være af tysk eller “artsbeslægtet” blod. Alle jøder i Tyskland mistede derfor deres statsborgerskab, og samtidig forbød lovene ægteskab og seksuelle relationer mellem jøder og tyskere for at sikre “det tyske blods renhed”.

Og med henvisning til “folkets sunde retsfølelse” blev jøderne forment adgang til uddannelse, teatre, biografer, biblioteker, offentlige transportmidler og parker, ligesom jødiske børn blev bortvist fra alle offentlige skoler.

Jøderne var alle tiders syndebukke

Hadet mod jøder var ikke et nazistisk påfund. Gennem historien er Europas jøder igen og igen blevet beskyldt for at stå bag ulykker som finanskriser og pest.

  • Jøderne mindes hvert år redningen fra Haman på festdagen kaldet purim.

    © Google Art Project

    400-tallet f.Kr.

    Dronning afværgede massakre på jøder

    Esters Bog i Biblen fortæller om en planlagt massakre mod jøderne i Persien i 400-tallet f.Kr.

    Perserkongen Xerxes var gift med den jødiske Ester, men hans minister Haman havde set sig ond på Esters onkel, Mordokaj.

    Haman befalede sine embedsmænd at udrydde jøderne og konfiskere deres ejendele.

    Ester afslørede dog Hamans grusomme planer, og kong Xerxes reagerede ved at lade Haman og hans sønner myrde.

  • Ved hanukkah mindes gen­indvielsen af templet.

    © Shutterstock

    168 f.Kr.

    Syrisk konge forbød jødedommen

    Kong Antiochos 4. af Seleukideriget (Syrien) forbød jødedommen og skændede Templet i Jerusalem i historiens første alvorlige konflikt med antisemitiske undertoner.

    Kongens hensigt var at knuse den jødiske religion og med magt gennemtvinge græsk kultur i området, men jøderne svarede igen: Efter tre års kamp lykkedes det dem at generobe Templet i Jerusalem.

  • Caligula herskede fra år 37 til 41 e.Kr.

    © Wikimedia Commons

    38 e.Kr.

    Kejserstatue udløste massakre

    Under den romerske kejser Caligula fandt blodige jødeforfølgelser sted i Alexandria i Egypten, som på det tidspunkt talte næsten 200.000 jødiske indbyggere.

    Jøderne ville ikke hylde Caligula som en gud, og derfor satte han en omfattende massakre i værk: Synagoger og jødiske hjem blev brændt og et ukendt antal jøder dræbt.

  • Hadrian var romersk kejser fra 117 til 138 e.Kr.

    © Shutterstock

    132-135 e.Kr.

    Romerne knuste jødisk opstand

    Den romerske kejser Hadrians forbud mod jødiske skikke som fx omskæring af drengebørn resulterede i et oprør.

    Med hærføreren Simon Bar Kochba i spidsen gik jøderne i krig mod romerne og erobrede for en kort periode Jerusalem.

    Den romerske overmagt knuste dog i sidste ende opstanden, der kostede omkring en halv million jøder livet.

  • Det såkaldte Folkekorstog drog hærgende gennem Mainz.

    © Leemage/Corbis/Getty Images

    1096

    Kristne korsfarere angreb jøder

    Efter at pave Urban 2. i 1095 havde kaldt til korstog mod muslimerne, begav op mod 100.000 europæiske korsfarere sig mod Det Hellige Land.

    Men korsfarerne vendte ikke kun våbnene mod muslimerne i Mellemøsten – på deres vej gennem Vesteuropa gik de blodtørstigt til angreb på en række jødiske samfund i Tyskland og Frankrig.

    Alene i byen Mainz kostede massakrerne 1.100 liv på én dag.

  • Ifølge middelalderens fordomme tømte jøder kristne børn for blod.

    © Wikimedia Commons

    1171

    Jøder endte på bålet efter falske anklager

    I den nordfranske by Blois berettede en stalddreng, at han havde set byens rabbiner smide et kristent barn i floden.

    Som hævn for den påståede forbrydelse blev 32 jøder brændt på bålet.

    Fantasifulde forestillinger om, at jøder myrdede kristne børn for at bruge deres blod i ritualer og ceremonier, var udbredte i det 12. århundrede.

  • Jøder skulle bære en gul cirkel på tøjet.

    © Reuter/Schäfer

    1215

    Koncil tvang jøder til at bære mærke

    Ved det 4. Laterankoncil, et kirkemøde afholdt i Rom, besluttede katolske biskopper, at jøder kun måtte bo i særlige kvarterer og skulle tvinges til at bære jødemærke.

    Mærkets form blev ikke fastlagt og varierede lokalt. Flere steder blev det suppleret med bjælder, så jøder kunne høres på afstand.

  • Jøder blev kastet på bålet.

    © Getty Images

    1348-1349

    Jøderne fik skylden for den sorte død

    Da pesten skyllede ind over Europa og dræbte op mod halvdelen af kontinentets befolkning, hævdede flere kristne, at jøderne var de skyldige.

    De havde forgiftet vandet i brønde, floder og kilder, fortalte rygterne, der ikke tog højde for, at jøder ligesom alle andre bukkede under for epidemien.

    Som en konsekvens af anklagerne blev 350 jødiske menigheder på tværs af Europa udryddet – alene i Strasbourg blev 2.000 jøder myrdet på én dag.

  • Martin Luther tornede mod Paven og jøder.

    © Shutterstock

    1543

    Luther kaldte jøder for giftslanger

    Den tyske teolog Martin Luther beskrev i sin afhandling “Om jøderne og deres løgne” jøderne som giftslanger og parasitter, som nærede et had mod alle kristne.

    Han opfordrede til at stikke ild til jødernes huse og brænde deres synagoger.

    Jøderne selv skulle ifølge Luther sættes til tvangsarbejde eller tvinges til at udvandre.

  • Kosakker forfulgte jøderne i Ukraine.

    © Wikimedia Commons

    1648

    Kosakker myrdede 100.000 jøder

    Anført af oprørslederen Bohdan Khmelnytskyj massakrerede kosakker omkring 100.000 jødiske mænd, kvinder og børn i Ukraine. Kosakkerne havde rejst sig i en opstand mod det polske styre og mente, at jøderne repræsenterede de polske undertrykkere.

    Jøder fik trukket tarmene ud, andre blev parteret og halshugget, og nogle endda stegt over ilden og spist.

  • En samling kostbare tora-ruller blev beskadiget under forfølgelserne.

    © Jewish Chronicle Archive Heritage

    1881

    Attentat på zar udløste forfølgelse

    Et bombeattentat på zar Aleksander 2. i Sankt Petersborg i Rusland blev i marts 1881 startskuddet til voldsomme angreb på jøderne i landet.

    Mordet blev begået af en revolutionær socialist, men mange russere mente, at jøderne stod bag attentatet, og gik på gaden i en rus af had og blodtørst.

    Mord, plyndringer og voldtægter blev snart hverdagen for imperiets jøder. Især i Kiev og andre ukrainske byer var antallet af dødsofre højt.

  • Selv jødiske småbørn blev myrdet i Kisjinjov.

    © Unknown

    1903

    Jøder myrdet efter rygter om barnemord

    En antijødisk pogrom i Kisjinjov, som dengang var hovedstad i den russiske provins Bessarabien, vakte forfærdelse verden over.

    Forfølgelsen var udløst af rygter om, at byens jøder havde myrdet et barn for at bruge blodet under et ritual.

    I løbet af tre dage slog byens indbyggere 49 jøder ihjel, mens 92 blev alvorligt såret, og omkring 500 slap med lettere kvæstelser.

Attentat udløste voldsorgie

Med racelovene frøs nazisterne jøderne ud af samfundet, omend jøderne stadig kunne føre en nogenlunde tålelig tilværelse.

I efteråret 1938 blev nye stramninger imidlertid indført.

Gestapo begyndte nu at deportere tusindvis af jøder til et ingenmandsland mellem Tyskland og Polen.

Blandt de forviste var familien til den 17-årige Herschel Grynszpan.

Hans forældre var blevet tvangsforflyttet fra hjemmet i Hannover i Tyskland til et fattigt område nær grænsen til Polen.

Den kun 17-årige jøde Herschel Grynszpan skød en tysk diplomat fem gange i maven med en pistol.

© Scherl/Süddeutsche Zeitung Photo/Ritzau Scanpix

Herschel boede selv illegalt hos en onkel i Paris, og hans tanker kredsede uophørligt om familiens ulykkelige skæbne.

Til sidst fik en cocktail af vrede, sorg og hævntørst ham til at handle: Den 7. november 1938 skød han en tysk diplomat på Tysklands ambassade i Paris.

I første omgang overlevede den 29-årige ambassaderåd Ernst vom Rath attentatet, men hans tilstand var kritisk.

Dagen efter brød helvede løs. De tyske morgenaviser udråbte hele den jødiske befolkning som mordere, der pønsede på at bekæmpe nazisterne på blodig vis.

Som dagen gik, opstod der spontane demonstrationer og hævnaktioner rundtom i Tyskland.

I Bad Hersfeld i delstaten Hessen brændte nazisterne en synagoge ned, og i mange andre byer smadrede rasende folkemasser vinduerne til jødiskejede butikker og overmalede facaderne med slagord som “Raus mit den Juden” – “ud med jøderne”.

“Behøver jeg at fortælle jer racen på det beskidte svin, der står bag denne ugerning? En jøde!”.
Joseph Goebbels’ tale få timer før krystalnatten.

Onsdag den 9. november 1938 døde vom Rath.

Da budskabet samme aften nåede Adolf Hitler, der sammen med resten af partitoppen var samlet i München for at fejre 15-årsdagen for ølstuekuppet, hvislede han til Joseph Goebbels:

“For én gangs skyld skal jøderne få folkets vrede at føle. Lad partimedlemmerne slå sig løs”.

Begravelsesoptog for Ernst vom Rath i Düsseldorf. Nazisterne brugte drabet på diplomaten som undskyldning for krystalnatten og den optrappede jødeforfølgelse.

© Everett Historical/Shutterstock

Med den replik forlod Føreren selskabet uden at holde den tale, han havde planlagt. I stedet tog Goebbels ordet:

“Ernst vom Rath var en god tysker, en loyal tjener for riget, han arbejdede for folkets bedste på vores ambassade i Frankrig. Skal jeg fortælle, hvad der er sket med ham? Han blev skudt ned. Han er død nu”.

I nogle sekunder lod Goebbels budskabet sive ind, inden han slog i bordet og hævede stemmen:

“Behøver jeg at fortælle jer racen på det beskidte svin, der står bag denne ugerning? En jøde! Her til aften ligger han i lænker i Paris og hævder, at han handlede på egen hånd, og at han ikke har nogen medsammensvorne. Men vi ved bedre, gør vi ikke?” tordnede Goebbels.

Propagandaministerens ord ramte mødedeltagerne som et knytnæveslag. Partimedlemmerne skreg på hævn. Goebbels tyssede og fortsatte:

“Kammerater, vi kan ikke sidde dette morderiske attentat overhørig. Det skal fordømmes. Vi må fortælle vores folk om det, og deres reaktion skal være skånselsløs, direkte, sund”.

Hævntørstigt appellerede Goebbels til partiveteranerne, at de øjeblikkeligt skulle få arrangeret demonstrationer.

Mødedeltagerne myldrede ud af salen for at ringe til deres partiforeninger.

I hele Tyskland glødede telefonlinjerne, og fra München blev lederne af de lokale naziafdelinger instrueret i, at de denne aften og nat skulle gå til angreb mod synagoger, jødiske butikker og hjem.

Demonstrationerne og volden skulle se så spontan ud som muligt.

Hitlers propaganda-minister, Joseph Goebbels, opildnede nazisternes håndlangere før krystalnatten.

© Getty Images

Hævntørstige masser gik til angreb

Klokken ét minut i midnat 9. november modtog brandstationen i München det første alarmopkald.

Demonstranter havde smadret vinduerne i en jødiskejet stofbutik i Augustenstrasse og sat ild til varerne i udstillingsvinduet.

Tre minutter senere kom endnu et opkald: En af byens synagoger stod omspændt af flammer.

Fem brandbiler rykkede ud for at slukke ilden. Da SA’ere opdagede slukningsforsøget, skar de brandslangerne over og pøsede litervis af benzin på bålet.

Krystalnatten var begyndt. Nazister gav hadet frit løb og hærgede hele natten i et orgie af vold, ildspåsættelse og mord i over 1.000 tyske byer.

SA-tropper angreb jøder på gaden, plyndrede butikker, smadrede jødiske hjem og kastede i ekstreme tilfælde beboerne ud ad vinduerne.

I det nordlige Bayern blev en jødisk familie vækket midt om natten.

To mænd tog fat i faren og likviderede ham uden et ord.

Et andet familiemedlem blev kidnappet og ført ud i en nærliggende skov. Her blev han bundet til et træ og brugt som skydeskive.

Forfølgelserne i hovedstaden Berlin var de mest velorganiserede: Politiet byggede vejspærringer for at dirigere trafikken uden om de områder, hvor pøbelen skulle slippes løs.

Herefter spærrede de jødiske bygninger af, klippede telefonledningerne over og slukkede for strømmen.

Ved daggry brændte 9 af byens 12 synagoger – i en af dem omkom viceværten og hans familie i flammerne.

Racelove skulle beskytte tyskerne mod jødisk blod

Nürnberglovene fra 1935 inddelte befolkningen i racekategorier ud fra, hvor meget tysk blod den enkelte borger havde i sine årer.

Strenge regler skulle sørge for, at tysk blod ikke blev forurenet af jødisk blod. Lovene blev fundamentet for den systematiske forfølgelse af jøder, der senere førte til krystalnatten og holocaust.

  • © Shutterstock

    Fuldblodstyskere

    Fire tyske bedsteforældre betød, at en person blev betragtet som såkaldt fuldblodstysker.

    Ægteskab og seksuelt samkvem med jøder eller halvjøder var forbudt.

    Ægteskab mellem fuldblodstyskere og kvartjøder var dog tilladt, da deres børn kun ville blive 1/8 jøder.

    Fuldblodstyskere kunne være borgere i Det Tyske Rige.

  • © Shutterstock

    Kvartjøder

    En kvartjøde havde kun én jødisk bedsteforælder og én halvjødisk forælder.

    Kvartjøder måtte gifte sig med tyskere, for deres børn ville blive 1/8 jøder, der blev regnet for tyskere.

    Ægteskab med andre kvartjøder var forbudt, for deres børn ville ifølge den nazistiske raceteori også blive kvartjøder, så det jødiske blod ikke blev fortyndet.

  • © Shutterstock

    Halvjøder

    En halvjøde – også kaldet “blanding af 1. grad” (Mischling 1. Grades) – var en person med to fuldblodsjødiske bedsteforældre.

    Halvjøder skulle søge om særlig tilladelse til at indgå ægteskab og fik ofte kun lov til at gifte sig med jøder eller andre halvjøder eller trekvartjøder.

  • © Shutterstock

    Fuldblodsjøder

    Personer med tre eller fire jødiske bedsteforældre blev regnet for fuldblodsjøder uanset religiøs overbevisning.

    Fuldblodsjøder måtte hverken gifte sig eller have seksuelt samkvem med ikke-jøder.

    Jøder kunne ikke være borgere i Det Tyske Rige, de mistede deres stemmeret og kunne ikke længere få ansættelse på statslige eller kommunale arbejdspladser.

I kurbyen Baden-Baden arresterede politiet byens jødiske mænd – i alt omkring 80 – og førte dem til politistationen, hvor de blev udstyret med store davidsstjerner og derefter tvunget gennem gaderne, hvor de blev overfuset med hadske tilråb fra tilskuere.

Da flokken nåede kurbyens synagoge, drev SS-vagter dem med slag og spark indenfor, hvor jøderne blev beordret til at synge nazistiske kampsange og til at recitere uddrag om jødernes luskede natur fra Hitlers Mein Kampf.

Senere drev nazisterne jøderne ud og satte synagogen i brand.

Mens flammerne hærgede, tvang tyskerne deres fanger ind i en holdende bus, der skulle transportere jøderne til den frygtede kz-lejr Dachau.

Samme skæbne led ca. 30.000 andre jødiske mænd i disse novemberdøgn.

Alle blev de transporteret til den nærmeste koncentrationslejr.

Et barn bliver taget fra sin mor i en britisk kz-lejr i Transvaal-provinsen.

© Ann Ronan Picture Library/ Heritage Images/Imageselect

Briterne var først med kz-lejre

Under Boerkrigen i Sydafrika etablerede den britiske besættelsesmagt i 1901 en række koncentrationslejre som modtræk til fjendens guerillasoldater.

Briterne brændte boernes gårde ned, slagtede deres husdyr og spærrede kvinder og børn inde, så de ikke kunne hjælpe soldaterne.

Forholdene i de i alt 45 interneringslejre var umenneskelige.

Fangerne var stuvet tæt sammen i telte eller hytter, og som følge af de elendige hygiejniske forhold hærgede sygdomme som tyfus, mæslinger og skarlagensfeber.

“Vogne kørte ned gennem rækkerne af telte for at hente ligene. Der var begravelser hver dag”, erindrede Hester Uys, der som blot otteårig blev interneret i en af lejrene.

I krigens sidste år var over 100.000 kvinder og børn fanget i lejrene, og i alt omkom omkring 20.000 af dem.

Jøder flygtede i panik

Under krystalnatten blev omkring 7.500 jødiskejede forretninger og boliger smadret, mens 267 synagoger blev ødelagt eller brændt – mange af dem til grunden.

Ifølge officielle tal mistede 91 jøder livet som følge af volden, men reelt omkom flere tusinder, heraf en del de næste måneder i fangelejrene.

Op mod 300 jødiske kvinder begik selvmord efter at have mistet deres hjem eller ægtefælle.

Efter krystalnatten måtte jøderne selv betale for at få fjernet glasskårene fra gaderne og for at få ryddet brandtomterne, hvor synagogerne havde stået.

Ovenikøbet pålagde den tyske nazi-regering de jødiske samfund en bøde på i alt en milliard rigsmark.

De eneste nazister, der blev dømt for krystalnattens voldsorgie, var de mænd, som havde voldtaget jødiske kvinder.

Med voldtægterne havde de nemlig overtrådt Nürnberglovene, der forbød kønslig omgang mellem tyske statsborgere og ikke-ariere.

For Tysklands jøder markerede krystalnatten et afgørende vendepunkt: Knap seks år med hetz og diskrimination var nu afløst af en ny fase med brutale overgreb og mord.

I kølvandet på krystalnattens mareridt flygtede titusinder af jøder i panik ud af landet, og dermed var Hitlers drøm om et “racerent” Tyskland nu på vej til at blive virkelighed: Da krigen brød ud i september 1939, var omkring 282.000 af Tysklands oprindeligt godt 500.000 jøder allerede emigreret.

Læs også:

Holocaust

Jøde kæmpede sig ud af nazisternes dødsfabrik

23 minutter
Hitler

Havde Adolf Hitler kun en testikel?

2 minutter
Hitler

Læs de utrolige fanbreve til Adolf Hitler

6 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul