Sejlivet jødehad banede vej for Holocaust

“Den sorthårede, jødiske yngling ligger og venter i timevis, med et djævelsk blik i øjnene, gloende og spionerende på den uforberedte pige, som han planlægger at forføre, hvorved han besudler hendes blod og røver hende fra hendes eget folk”, skriver Hitler.

Ifølge nazilederen arbejder jøderne i hemmelighed på at overtage verdensherredømmet, og desuden giver han dem ansvaret for det smertefulde tyskenederlag i 1. Verdenskrig.

I manifestet slår Hitler fast, at arierne – den reneste, mest intelligente og stærkeste race – risikerer at blive udslettet, hvis de bliver blandet med den lavtstående jødiske race, som i hans øjne er roden til alt ondt.

Med værket håber Hitler at kunne bringe sig i position som den naturlige leder af højrefløjen, når han atter kommer på fri fod. Strategien virker: Den bayerske regering benåder ham allerede i december 1924, og i februar 1925 får nazistpartiet, NSDAP, lov til at genopstå med Hitler i spidsen – under forudsætning af at partimedlemmerne vil lægge deres bøllemetoder bag sig og slå ind på en lovlig kurs.

Hitler var inspireret af falskneri

Nazisternes had mod jøder var ikke noget enestående fænomen: Både i Rusland og i Vesteuropa var jøder op gennem 1800- og 1900-tallet blevet forfulgt og undertrykt.

Jøderne var for fremtrædende og sad på de vigtigste poster i finans- og kulturlivet, lød beskyldningerne.

En konspirationsteori om, at jøderne var et fjendtligt og skummelt folk, der pønsede på at tiltuske sig verdensherredømmet, florerede blandt kristne nationalister i mange lande.

Teorien havde bl.a. udspring i Zions Vises Protokoller, et antisemitisk falskneri, der blev offentliggjort i 1903 og cirkulerede i store dele af verden. Protokollerne blev udlagt til at være referater fra en international jødisk konference, men i virkeligheden stod det russiske sikkerhedspoliti bag.

Politiet ønskede, at zar Nikolaj 2. skulle intensivere kampen mod radikale jøder i Rusland. På den ekstreme russiske højrefløj blev jøderne betragtet som ophav til den katastrofale japansk-russiske krig, revolutionen i 1905, og den nye liberale forfatning, som de tog kraftig afstand fra.

Ifølge protokollerne stræbte jøderne efter verdensherredømmet og agtede derfor at omstyrte den kristne civilisation med liberalisme og socialisme. Selvom falskneriet blev opklaret i 1921, insisterede Adolf Hitler på, at protokollerne var ægte.

Nazilederen brugte ivrigt de falske skrifter i den propaganda, der til sidst banede vejen for holocaust.

Fejrede magtovertagelse med mord

Efter det mislykkede kup i München ændrede Hitler og nazistpartiet taktik og forsøgte nu at erobre magten ad parlamentarisk vej.

Men først da Tyskland blev kastet ud i en økonomisk krise og ekstrem arbejdsløshed efter krakket på børsen i New York i oktober 1929, fik nazisterne for alvor medvind.

Vælgerne strømmede til, og i januar 1933 overtog nazisterne magten med Hitler i spidsen.

Landets ca. en halv million jøder kunne nu se frem til at leve under et regime, der officielt var antisemitisk. Allerede i de første måneder efter nazisternes magtovertagelse myrdede medlemmer af nazistpartiets stormtropafdeling, SA, omkring 40 jøder ved terroraktioner i provinsbyerne Niederstetten og Creglingen i Sydvesttyskland.

Angrebene udløste skarp kritik fra udlandet, heriblandt fra USA og Storbritannien, hvor politikere, erhvervsfolk, kirkeledere og jødiske organisationer diskuterede muligheden for at boykotte tyske varer.

Nazisterne betragtede reaktionen som rendyrket hetz.

Rasende tog Hitler til genmæle ved den 1. april 1933 at sætte den første kollektive aktion mod Tysklands jøder i værk, jødeboykotten, som skulle afskrække andre lande fra at ytre sig negativt om tyske forhold.

Hvis kritikken fortsatte, ville tyskerne blot optrappe antisemitismen, lød truslen.

Nazisterne malede slagord som “Tyskere handler ikke hos jøder” og “Jøderne er vores ulykke” på butiksvinduer og på plakater uden for samtlige jødiske butikker, advokatfirmaer og lægeklinikker.

SA-vagter iført brune uniformer stillede sig faretruende op foran jødernes forretninger.

Aktionen var blot et forvarsel om de hadefulde aktioner, jøderne havde i vente.

Uge for uge og måned for måned strammede Hitler og hans regime grebet om jøderne og indførte en serie af nye love og tiltag.

Den 10. maj 1933 stormede studenter ind på Berlins universitet og byens biblioteker og boghandler, hvor de flåede bøger ned fra hylderne.

Lastbiler fragtede de tusindvis af skrifter af jødiske og såkaldt degenererede forfattere som Sigmund Freud, Karl Marx og Ernest Hemingway til Opernplatz i centrum af Berlin. Da mørket faldt på, tændte SA’ere et gigantisk bål, hvor ca. 25.000 bøger gik op i flammer.

I tiden, der fulgte, indførte regimet nye licenskrav til læger og tandlæger.

Jøder kunne ikke længere få licens, og de kunne heller ikke få lov at arbejde inden for kulturområdet, fx som skuespillere eller kunstmalere.

I løbet af 1934 blev jøder også forbudt at tage eksamen som jurist eller apoteker.

Jødehad blev forvandlet til lov

Efter to år ved magten havde Tysklands diktator og hans nazistparti opnået ubegrænset magt.

På partiets årlige landsmøde i Nürnberg fremlagde Hitler i september 1935 to nye racelove, som skulle beskytte Det Tyske Rige mod den “jødiske trussel” og bane vejen for det racerene, ariske Stortyskland, som Føreren drømte om.

“Den eneste måde at løse problemet på er via lovgivning”, rasede Hitler fra talerstolen.

Da talen var slut, brød salen ud i jubel. “Heil Hitler, heil Hitler, heil Hitler”, heppede forsamlingen, som den 15. september 1935 vedtog de nye love, der senere blev kendt som Nürnberglovene.

Fra nu af skulle en tysk statsborger enten være af tysk eller “artsbeslægtet” blod. Alle jøder i Tyskland mistede derfor deres statsborgerskab, og samtidig forbød lovene ægteskab og seksuelle relationer mellem jøder og tyskere for at sikre “det tyske blods renhed”.

Og med henvisning til “folkets sunde retsfølelse” blev jøderne forment adgang til uddannelse, teatre, biografer, biblioteker, offentlige transportmidler og parker, ligesom jødiske børn blev bortvist fra alle offentlige skoler.

Attentat udløste voldsorgie

Med racelovene frøs nazisterne jøderne ud af samfundet, omend jøderne stadig kunne føre en nogenlunde tålelig tilværelse.

I efteråret 1938 blev nye stramninger imidlertid indført.

Gestapo begyndte nu at deportere tusindvis af jøder til et ingenmandsland mellem Tyskland og Polen.

Blandt de forviste var familien til den 17-årige Herschel Grynszpan.

Hans forældre var blevet tvangsforflyttet fra hjemmet i Hannover i Tyskland til et fattigt område nær grænsen til Polen.

Herschel boede selv illegalt hos en onkel i Paris, og hans tanker kredsede uophørligt om familiens ulykkelige skæbne.

Til sidst fik en cocktail af vrede, sorg og hævntørst ham til at handle: Den 7. november 1938 skød han en tysk diplomat på Tysklands ambassade i Paris.

I første omgang overlevede den 29-årige ambassaderåd Ernst vom Rath attentatet, men hans tilstand var kritisk.

Dagen efter brød helvede løs. De tyske morgenaviser udråbte hele den jødiske befolkning som mordere, der pønsede på at bekæmpe nazisterne på blodig vis.

Som dagen gik, opstod der spontane demonstrationer og hævnaktioner rundtom i Tyskland.

I Bad Hersfeld i delstaten Hessen brændte nazisterne en synagoge ned, og i mange andre byer smadrede rasende folkemasser vinduerne til jødiskejede butikker og overmalede facaderne med slagord som “Raus mit den Juden” – “ud med jøderne”.

Onsdag den 9. november 1938 døde vom Rath.

Da budskabet samme aften nåede Adolf Hitler, der sammen med resten af partitoppen var samlet i München for at fejre 15-årsdagen for ølstuekuppet, hvislede han til Joseph Goebbels:

“For én gangs skyld skal jøderne få folkets vrede at føle. Lad partimedlemmerne slå sig løs”.

Med den replik forlod Føreren selskabet uden at holde den tale, han havde planlagt. I stedet tog Goebbels ordet:

“Ernst vom Rath var en god tysker, en loyal tjener for riget, han arbejdede for folkets bedste på vores ambassade i Frankrig. Skal jeg fortælle, hvad der er sket med ham? Han blev skudt ned. Han er død nu”.

I nogle sekunder lod Goebbels budskabet sive ind, inden han slog i bordet og hævede stemmen:

“Behøver jeg at fortælle jer racen på det beskidte svin, der står bag denne ugerning? En jøde! Her til aften ligger han i lænker i Paris og hævder, at han handlede på egen hånd, og at han ikke har nogen medsammensvorne. Men vi ved bedre, gør vi ikke?” tordnede Goebbels.

Propagandaministerens ord ramte mødedeltagerne som et knytnæveslag. Partimedlemmerne skreg på hævn. Goebbels tyssede og fortsatte:

“Kammerater, vi kan ikke sidde dette morderiske attentat overhørig. Det skal fordømmes. Vi må fortælle vores folk om det, og deres reaktion skal være skånselsløs, direkte, sund”.

Hævntørstigt appellerede Goebbels til partiveteranerne, at de øjeblikkeligt skulle få arrangeret demonstrationer.

Mødedeltagerne myldrede ud af salen for at ringe til deres partiforeninger.

I hele Tyskland glødede telefonlinjerne, og fra München blev lederne af de lokale naziafdelinger instrueret i, at de denne aften og nat skulle gå til angreb mod synagoger, jødiske butikker og hjem.

Demonstrationerne og volden skulle se så spontan ud som muligt.

Hævntørstige masser gik til angreb

Klokken ét minut i midnat 9. november modtog brandstationen i München det første alarmopkald.

Demonstranter havde smadret vinduerne i en jødiskejet stofbutik i Augustenstrasse og sat ild til varerne i udstillingsvinduet.

Tre minutter senere kom endnu et opkald: En af byens synagoger stod omspændt af flammer.

Fem brandbiler rykkede ud for at slukke ilden. Da SA’ere opdagede slukningsforsøget, skar de brandslangerne over og pøsede litervis af benzin på bålet.

Krystalnatten var begyndt. Nazister gav hadet frit løb og hærgede hele natten i et orgie af vold, ildspåsættelse og mord i over 1.000 tyske byer.

SA-tropper angreb jøder på gaden, plyndrede butikker, smadrede jødiske hjem og kastede i ekstreme tilfælde beboerne ud ad vinduerne.

I det nordlige Bayern blev en jødisk familie vækket midt om natten.

To mænd tog fat i faren og likviderede ham uden et ord.

Et andet familiemedlem blev kidnappet og ført ud i en nærliggende skov. Her blev han bundet til et træ og brugt som skydeskive.

Forfølgelserne i hovedstaden Berlin var de mest velorganiserede: Politiet byggede vejspærringer for at dirigere trafikken uden om de områder, hvor pøbelen skulle slippes løs.

Herefter spærrede de jødiske bygninger af, klippede telefonledningerne over og slukkede for strømmen.

Ved daggry brændte 9 af byens 12 synagoger – i en af dem omkom viceværten og hans familie i flammerne.

I kurbyen Baden-Baden arresterede politiet byens jødiske mænd – i alt omkring 80 – og førte dem til politistationen, hvor de blev udstyret med store davidsstjerner og derefter tvunget gennem gaderne, hvor de blev overfuset med hadske tilråb fra tilskuere.

Da flokken nåede kurbyens synagoge, drev SS-vagter dem med slag og spark indenfor, hvor jøderne blev beordret til at synge nazistiske kampsange og til at recitere uddrag om jødernes luskede natur fra Hitlers Mein Kampf.

Senere drev nazisterne jøderne ud og satte synagogen i brand.

Mens flammerne hærgede, tvang tyskerne deres fanger ind i en holdende bus, der skulle transportere jøderne til den frygtede kz-lejr Dachau.

Samme skæbne led ca. 30.000 andre jødiske mænd i disse novemberdøgn.

Alle blev de transporteret til den nærmeste koncentrationslejr.

Jøder flygtede i panik

Under krystalnatten blev omkring 7.500 jødiskejede forretninger og boliger smadret, mens 267 synagoger blev ødelagt eller brændt – mange af dem til grunden.

Ifølge officielle tal mistede 91 jøder livet som følge af volden, men reelt omkom flere tusinder, heraf en del de næste måneder i fangelejrene.

Op mod 300 jødiske kvinder begik selvmord efter at have mistet deres hjem eller ægtefælle.

Efter krystalnatten måtte jøderne selv betale for at få fjernet glasskårene fra gaderne og for at få ryddet brandtomterne, hvor synagogerne havde stået.

Ovenikøbet pålagde den tyske nazi-regering de jødiske samfund en bøde på i alt en milliard rigsmark.

De eneste nazister, der blev dømt for krystalnattens voldsorgie, var de mænd, som havde voldtaget jødiske kvinder.

Med voldtægterne havde de nemlig overtrådt Nürnberglovene, der forbød kønslig omgang mellem tyske statsborgere og ikke-ariere.

For Tysklands jøder markerede krystalnatten et afgørende vendepunkt: Knap seks år med hetz og diskrimination var nu afløst af en ny fase med brutale overgreb og mord.

I kølvandet på krystalnattens mareridt flygtede titusinder af jøder i panik ud af landet, og dermed var Hitlers drøm om et “racerent” Tyskland nu på vej til at blive virkelighed: Da krigen brød ud i september 1939, var omkring 282.000 af Tysklands oprindeligt godt 500.000 jøder allerede emigreret.