Seks millioner tyskere skulle dø: Jøder ville hævne holocaust

Da 2. verdenskrig lakker mod enden, beslutter en gruppe jøder at gengælde nazisternes massemord. Med gift vil hævnerne dræbe seks millioner civile tyskere og SS-tropper.

Da 2. verdenskrig lakker mod enden, beslutter en gruppe jøder at gengælde nazisternes massemord. Med gift vil hævnerne dræbe seks millioner civile tyskere og SS-tropper.

Shutterstock

Midt om natten fjerner Leibke Distel forsigtigt et gulvbræt i bageriet, hvor han har arbejdet i de seneste måneder.

Under gulvet ligger flere flasker fyldt med tilsammen 18 kg arsenikpulver – nok gift til at dræbe 60.000 mennesker. Og dræbe er, præcis hvad den 23-årige Distel har i sinde.

Han tilhører en militant jødisk gruppe ved navn Nakam, der har svoret at hævne holocaust. Den 14. april 1946 har 2. verdenskrig har været slut i næsten et år, og nu er regnskabets time omsider kommet.

Forsigtigt løfter Distel flaske efter flaske op fra skjulet og rækker dem til sine to medsammensvorne. De hælder giften over i et par store spande og blander den med vand.

Da forberedelserne er overstået, begynder de tre mænd det krævende arbejde med at pensle giften ud over 3.000 rugbrød, som bageriet har bagt til en fangelejr fyldt med Hitlers SS-tropper.

Mændene pensler kun rugbrødenes underside, så ingen af de 15.000 indsatte i Nürnberglejren skal opdage arsenikken, som hverken lugter eller smager af noget.

En tysk kriminaldetektiv og en amerikansk løjtnant kigger ned i hullet under bageriets gulv, hvor Nakam opbevarede giften.

© Hagalil.com

Da morgengryet nærmer sig, sletter mændene deres spor, og Distel sørger for, at brødene er stablet korrekt, inden de forsvinder ud ad bagdøren.

Et par timer senere ankommer lastbiler, der hver morgen fragter brødet fra bageriet til fangelejren. Ingen bemærker noget usædvanligt.

Rullevogn efter rullevogn bugseres ind i kørertøjerne, som derefter triller mod fangelejren. I mere end et år har Nakam-bevægelsen drømt om dette øjeblik.

Snart vil bødlerne, som udslettede seks millioner uskyldige jøder, lide en kvalfuld død.

Øje for øje og tand for tand

Kimen til Nakam blev allerede lagt, mens 2. verdenskrig i 1945 ebbede ud. Hitlers tusindårsrige skrumpede dag for dag, og i de befriede områder stimlede overlevende jøder sammen.

Efter års lidelser havde de fleste kun kræfter til akkurat at holde sig i live, men nogle få begyndte straks at tale om gengældelse. Tyskerne skulle ikke slippe afsted med massemord på deres trosfæller.

“For os er krigen ikke slut. Vi fortsætter kampen mod tyskerne”, lød parolen i gruppen Nakam, som så dagens lys allerede i februar 1945.

"Hvis vi vover at benytte ukonventionelle midler, er det muligt at gennemføre vores mål” Abba Kovner, 1945.

Nakam er det hebraiske ord for “hævn”, og det var, præcis hvad gruppens grundlægger og leder, Abba Kovner, ønskede.

Den karismatiske kunststuderende med russiske rødder stilede ikke efter tilfældige småaktioner, hvor nogle få tyskere skulle lade livet.

Han hungrede efter en skelsættende og “nødvendig hævnakt”, som han kaldte det: Hele verden skulle se, at mord på jøder altid ville blive gengældt øje for øje og tand for tand.

“Seks millioner for seks millioner. Hvis vi vover at benytte ukonventionelle midler, er det muligt at gennemføre vores mål”, erklærede Kovner over for gruppen.

Ca. 60 jøder, der havde mistet deres familie og venner under nazisternes forfølgelse, tilsluttede sig Nakam i foråret og sommeren 1945. Medlemmerne blev snart enige om, at deres ukonventionelle middel skulle være gift.

Med Kovner som hovedarkitekt blev den såkaldte Plan A udtænkt. Målet var at forgifte drikkevandet i fire af Tysklands største byer, så i alt seks millioner tyskere døde.

At civile ville udgøre størstedelen af ofrene, bekymrede på ingen måde Nakam-medlemmerne – nazisterne havde heller ikke skånet nogen.

Den Jødiske Brigade deltog i kampene mod tyske tropper i Nord-italien i april 1945.

© Imperial War Museum

Specialenhed likviderede tyskere

Nakam var ikke ene om at sværge hævn over tyskerne. Også soldater fra de allieredes Jødiske Brigade gik i aktion.

I løbet af 1944 hvervede de allierede frivillige i Palæstina, som dengang var et britisk mandatområde. Ca. 5.000 jøder fra Palæstina endte med at gøre tjeneste i Jewish Brigade Group – Den Jødiske Brigade.

Da krigen sluttede, befandt den jødiske enhed sig i Italien, og her fortsatte nogle af soldaterne ufortrødent med at dræbe tyskere. For soldaterne var det ubegribeligt, at tyskerne fik lov at drage hjem uden at blive straffet.

Brigadens allierede officerer anede intet om, at de jødiske hævnere samlede mistænkte krigsforbrydere op og kørte dem ud i det nordøstlige Italiens skove. Her tvang brigaden tyske soldater til at indrømme deres forbrydelser. Straffen var øjeblikkelig likvidering.

“Jeg husker, at jeg engang beordrede en mand til at grave sin egen grav. I et kvarter skovlede han, mens jeg stod ved siden af. Da hullet var stort nok, bad jeg ham om at lægge sig derned... Boom! Det var det”, berettede brigade-soldaten Chaim Miller, der deltog i likvideringerne.

Den Jødiske Brigades aktioner fandt primært sted ved den italiensk-østrigske grænse, hvor op imod 300 tyskere menes at være blevet henrettet i løbet af sommeren 1945.

En “Plan B” blev også formuleret. Hvis hele storbyer ikke kunne forgiftes, skulle Nakam slå til mod en SS-fangelejr ved Nürnberg. Men i sommeren 1945 var Nakam stadig fuldt fokuseret på at dræbe seks millioner civile tyskere. Det var dog lettere sagt end gjort.

50 kg gift endte i havet

Gennemførelsen af “Plan A” krævede store forberedelser. Derfor sendte Kovner i september sine hævnere afsted til storbyerne Hamborg, Frankfurt, München og Nürnberg, hvor angrebene efter planen skulle finde sted.

Nakam-medlemmerne sørgede for at få arbejde på byernes vandværker, så de kunne skaffe tegninger over rørsystemet og nøje undersøge, hvordan giften kunne ledes ud i boligkvartererne, uden at vandforsyningerne til de allierede besættelsestropper blev berørt.

Mens Kovners bødler planlagde aktionerne i Tyskland, drog Nakam-lederen selv til det jødiske samfund i Palæstina for at skaffe de store mængder gift, som missionen krævede.

Ifølge Kovner hjalp kemikeren Chaim Weizmann, som siden blev Israels første præsident, med at finde et brødrepar, som kunne levere 50 kg arsenik. Weizmanns involvering betvivles dog af historikere.

Chaim Weizmann, med solbriller og sort hat, hjalp ifølge Kovner til med at skaffe arsenik til Nakam, men historikerne tvivler. Weizmann blev i 1949 staten Israels første præsident.

© National Photo Collection of Israel

Uanset hvem der formidlede kontakten, kunne Kovner i efteråret 1945 skrive til sine venner i Europa, at han nu havde skaffet giften, og den 14. december gik han ombord på det britiske fragtskib Champollion med kurs mod Toulon i Frankrig.

De 50 kg arsenik var gemt i en sæk med 12 bøtter, der udadtil så ud til at indeholde harmløst mælkepulver.

Kovner var flankeret af fem mænd fra den jødiske militære undergrundsorganisation Haganah, som han havde fået kontakt med i Palæstina. Men ledsagerne kunne ikke stille noget op, da Kovners falske navn blev kaldt i højttaleren på skibet kort før ankomsten til Toulon.

Nakam-lederen ville blive arresteret af allieret militærpoliti ved landgangsbroen, fik Kovner at vide. I hast blev den dyrebare gift smidt i havet nær havnen.

Kovner blev fængslet og afhørt i måneder – dog ikke for planlægning af et giftangreb, men fordi briterne mistænkte ham for at være en del undergrundsbevægelsen, der bekæmpede det britiske styre i Palæstina.

Under en rejse til det britiske mandatområdet Palæstina skaffede Abba Kovner 50 kilo arsenik.

© Library of Congress

Ingen ved, hvem der angav Kovner. Nogle gætter på, at det var Israels senere statsminister David Ben-Gurion, som havde fået nys om Nakams planer og ville forhindre en katastrofe.

Under alle omstændigheder afblæste Nakam snart efter “Plan A”. Nu gjaldt det “Plan B”.

Bager smuglede giften ind

Med lederen bag tremmer overtog vennen Pascha Reichmann taktstokken i Nakam. Fra Paris sendte den polskfødte eks-partisan besked til Nakam-holdet i Nürnberg om, at planerne var ændret.

De skulle ikke længere forgifte storbyernes vandforsyning, men i stedet gå efter de 15.000 SS-fanger i Stalag 13 – en mission, der krævede en mindre mængde arsenik at gennemføre.

Den kun 20-årige Joseph Harmatz, der under krigen havde kæmpet som partisan sammen med Kovner og nu stod i spidsen for Nürnberg-gruppen, udpegede Leibke Distel til at infiltrere bageriet, der leverede brød til fangelejren.

Distel forklarede bagermesteren, at han drømte om at blive bager, og fik jobbet. Omgående begyndte den 23-årige lærling at smugle arsenik ind under jakken. Giften, som Reichmann skaffede, hældte Distel i glasflasker, som han skjulte under en løs planke i bageriets gulv.

Kovner blev arresteret af allieret militærpoliti og kunne ikke deltage i aktionen mod SS-fangelejren.

© National Archives and Records Administration

Diskret udspurgte Distel de andre bagere om den store brødproduktion til fangelejren. Han fandt ud af, at de amerikanske vagter i lejren spiste franskbrød, mens kun tyske fanger fik serveret rugbrød.

Fangerne kunne derfor forgiftes uden nævneværdig risiko for samtidig at dræbe de soldater, der bevogtede dem.

I løbet af lørdag den 13. april lukkede Distel to andre Nakam-medlemmer ind i bageriet, hvor de skjulte sig. Ved fyraften gemte Distel sig i en stor kurv, inden bageriet blev låst af.

Efter midnat begyndte hævnerne at smøre rugbrødene ind i arsenikblandingen, før de kravlede ud ad et vindue og stak af fra gerningsstedet.

Harmatz holdt klar ved et aftalt opsamlingssted, og sammen kørte holdet i hast mod den tjekkoslovakiske grænse. Kun et enkelt kvindeligt medlem af gruppen, Rachel Gliksman, blev tilbage i Nürnberg for at finde ud af, om giften virkede efter hensigten.

Hele dagen iagttog Gliksman, hvordan ambulancer kørte i pendulfart mellem fangelejren og byens hospitaler.

Abba Kovner var i juli 1944 med til at befri Vilnius.

© United States Holocaust Memorial Museum

Partisan anførte hævngerrige jøder

Han lignede ikke en rendyrket kriger, men spinkle Abba Kovner valgte at tage kampen op mod nazisterne. Inden han stiftede Nakam, havde han levet to år som partisan i Litauens skove.

Abba Kovners had til tyskerne var ikke vokset ud af ingenting. Han blev født i Sevastopol på Krimhalvøen i 1918, men boede i Vilnius, da Tyskland invaderede Sovjetunionen.

Kovner og hans mor havnede sammen med 60.000 andre jøder i ghettoen i den litauiske hovedstad, og det stod snart klart for ham, at Hitler planlagde at myrde dem alle.

For at opildne sine trosfæller til kamp skrev han i januar 1942:

“Lad os ikke vandre som får til slagtebænken. Nok er vi svage og forsvarsløse, men det eneste svar til fjenden er modstand”.

Opfordringen stod i en pamflet, som Kovner delte ud i ghettoen. Nogle få sluttede sig til ham, og i 1943 flygtede de fra ghettoen og gemte sig i Litauens dybe skove.

Herfra førte de partisankrig mod tyskerne, frem til freden kom. Livet lang angrede Kovner, at han ikke overtalte sin mor til at flygte fra ghettoen. Kort efter blev de tilbageværende sendt til kz-lejre, hvor moren døde.

Da hun uskyldigt spurgte i bageriet, hvad der var los, fik hun at vide, at brødet ikke havde været “i orden”. Rygterne gik på, at flere tusind fanger var forgiftet, men ikke alle var døde.

Dagene gik, mens amerikanerne holdt informationerne tæt til kroppen. En jødisk-amerikansk officer kom til at afsløre over for Nakam-lederen, Pascha Reichmann, at 8.000 fanger var blevet alvorligt syge, og 860 af dem var døde.

De tal stemte dog ikke overens med oplysningerne, som avisen Süddeutsche Zeitung fremlagde den 24. april.

“Ud af 15.000 indsatte blev 2.283 syge af forgiftningen, og 207 indlagt på hospitalet. Ifølge hospitalet var der ingen omkomne”, skrev avisen.

I Nakam mente mange medlemmer, at myndighederne dækkede over de sande tabstal. Alligevel havde aktionen tydeligvis ikke haft det ventede udfald. Fra Paris skrev Reichmann efterfølgende nogle opmuntrende ord til Harmatz:

“Vi har gennemført noget vigtigt, som altid vil blive husket”.

Nakam faldt fra hinanden

Efter gennemførelsen af “Plan B” ville mange Nakam-folk i gang med at planlægge flere attentater, men den nyligt løsladte Kovner havde mistet lysten til at jage nazister.

Abba Kovner (1918–1987) opnåede kaptajnens rang i den israelske hær under Palæstinakrigen i 1948. I 1961 vidnede han i retssagen mod en af hjernerne bag holocaust, Adolf Eichmann.

© National Photo Collection of Israel

Han rejste til Palæstina, hvor han nu lagde al sin energi i kampen for at etablere en jødisk stat, når briterne trak sig ud.

Kovner opfordrede de andre medlemmer af Nakam til at komme til Palæstina og medvirke i den vigtige kamp. Langsomt gik hævngruppen i opløsning.

Giftangrebet mod Stalag 13 blev Nakams eneste store mission. Det er i dag stadig et mysterium, hvorfor attentatet ikke endte mere fatalt. Den fremherskende teori lyder, at Distel og hans mænd smurte et for tyndt lag gift under rugbrødene.