Treblinka: Jøde overlevede nazisternes dødsfabrik

“I vognene løftede mødre deres børn op til det lille vindue, så de kunne se fyr­re­træ­erne, for i ghettoen fandtes der ingen træer, i ghettoen var der intet. Børnene var glade for synet – de anede ikke, hvad der ventede dem forude”, fortalte Willenberg senere.

Ud af omtrent 6.500 mennesker, som tyskerne havde presset ind i togets overfyldte vogne, var Samuel Willenberg den eneste, der få timer senere var i live.

Willenberg var blot 19 år gammel den oktoberdag, men som både polsk jøde og krigsveteran var han allerede hærdet af både krig og undertrykkelse.

Da Polen i efteråret 1939 blev overfaldet af den nazistiske værnemagt fra vest og kort efter den sovjetiske Røde Hær fra øst, havde den unge Wil­len­berg meldt sig til den polske hær.

Her havde han kæmpet mod russerne og mistet flere kammerater, inden han selv blev hårdt såret under kampe ved byen Chełm.

Trods sine sår lykkedes det ham at flygte fra hospitalet, hvor russerne havde indespærret polske krigsfanger, og vende hjem til sin familie.

Siden havde tyskerne overtaget kontrollen med det polske territorium og tvunget mere end to millioner polske jøder – den største jødiske befolkning i det besatte Europa – ind i ghettoer, hvor sygdomme og sult herskede.

Fra begyndelsen af 1942 blev ghet­to­er­ne tømt. Beboerne blev tvunget ind i godsvogne og transporteret bort.

Na­zis­ter­ne hævdede, at de blev deporteret til tvangsarbejde “østpå”, mens rygter om massedrab begyndte at florere – rygter, som jøderne i Wil­len­bergs tog også havde hørt.

Men flertallet afskrev historierne som utroværdig skrækpropaganda.

Nok var na­zis­ter­nes besættelse uhørt brutal, ikke mindst over for de polske jøder, men at dræbe dem alle – flere millioner? Tanken fo­re­kom de fleste for utrolig til at være sand.

Toget standsede ved en lille station, hvor passagererne kunne se tyske SS-folk gå omkring på en rampe, hvor også en gruppe jøder stod klar til at modtage de nyankomne.

Bag ved rampen lå enorme bunker af sko og tøj. På et skilt kunne Samuel Willenberg læse stations­navnet: Treblinka.

Treblinka havde dødsrate på 99,9 procent

Det nazistiske folkedrab på de europæiske jøder i gaskamre er blevet synonymt med de velkendte sort-hvide billeder af det enorme Auschwitz-kompleks og anlæggets endeløse rækker af træbarakker og udhungrede fanger.

Hovedparten af de nazistiske gasningsdrab foregik dog ikke i Auschwitz, men i små lejre på størrelse med et par fodboldbaner. Treblinka var en af dem.

Mens Auschwitz både var en udryddelses- og koncentrationslejr, som rummede mere end hundrede tusind fanger, der blev brugt til tvangsarbejde, fungerede Treblinka – og dens søsterlejre Bełzec og Sobibór – udelukkende som udryddelseslejre, der kun havde ét formål: Industrielt massedrab i ufattelig skala.

De tre dødslejre var samlet kendt som Aktion Reinhard-lejrene – opkaldt efter top­nazisten Reinhard Heydrich, som var en af hovedarkitekterne bag planerne om at udslette de europæiske jøder.

Heydrich blev i sommeren 1942 dræbt af tjekkiske modstandsfolk i Prag, og hans kolleger valgte at ære ham ved at opkalde folkedrabsprogrammet efter ham.

En stor del af Aktion Reinhard-lejrenes personale kom fra det såkaldte Aktion T4-program, som Hitler oprettede i sep­tem­ber 1939 med det formål at e­li­mi­ne­re tyske handicappede.

Enheden, hvis eneste opgave var drab, blev sam­men­sat af håndværkere, ufaglærte, politifolk og så­gar tidligere handicapplejere, der kun havde det tilfælles, at de var medlemmer af det nazistiske parti eller et af dets man­ge underorganisationer og mere eller mindre tilfældigt kom i kon­takt med og blev ansat i programmet.

Intet tyder på, at deltagerne i Aktion T4 blev udvalgt til at deltage i massedrab på uskyldige og værgeløse ofre, fordi de havde særlige sadistiske eller morderiske egenskaber.

Ikke desto mindre endte mændene fra T4 med at deltage i både drabet på titusinder af tyske handicappede og senere hundred-tusinder af jøder.

I Treblinka, Bełzec og Sobibór blev over 99,9 pct. af de deporterede myrdet få timer efter ankomst.

Kun nogle hun­dre­de jøder, der blev tvunget til at b­istå i drabs­processen, vedligeholde lejren og ser­vi­ce­re SS-personalet, undgik i første om­gang gaskamrene. Kunst­neren Samuel Willenberg var en af dem.

Samuel udgav sig for at være murer

Kort efter Willenbergs ankomst til Treblinka blev togdørene åbnet, og under stor forvirring og konstante tyske råb om at skynde sig blev togets pas­sa­ge­rer gennet ind på en stor plads.

De nyankomne fik besked på at afklæde sig helt. Blandt velkomstkomitéen gen­kend­te Willenberg en af mændene fra sin hjem­by, Czestochowa, i det sydlige Polen – barndomsvennen Alfred Boehm.

Boehm genkendte også Willenberg og bad ham om at udgive sig for at være murer, hvilket en forvirret Willenberg gjorde, da en SS-mand kort efter hen­vend­te sig til ham.

Med et spark sendte SS-manden Willenberg ind i et aflukket rum, hvorfra han gennem et knasthul kunne se, hvordan alle dem, han ankom til Treblinka sammen med, blev sendt nøgne mod en ukendt destination.

Samuel Willenberg beskriver i sine erindringer, hvordan han senere op­søgte vennen Boehm for at få en forklaring på, hvad der foregik i lejren:

“Alfred så medfølende på mig. Mens han spredte armene ud, som ville han vise mig sit rige, erklærede han: ‘Samek, du er i døds­lej­ren Treblinka. Dette er en effektiv, top­mo­der­ne og velolieret dødsfabrik’”, for­kla­re­de vennen til Willenberg og fortsatte med at forklare fremgangsmetoden.

“Efter at de ankomne er afklædt, bliver de alle i løb ført til en anden del af lejren ved siden af den store sandbanke. Det er ‘Teutlager’ – døds­lejren. Her bliver de alle sendt i gaskamre. Efter at de er blevet dræbt, bliver ligene smidt i store mas­se­gra­ve. Og når én er fyldt op, gra­ver de en ny. Der bliver de be­gra­vet, by efter by, sammen”, fortalte Boehm til den målløse Willenberg, der indså, at han var havnet helvedes forgård.

Kunne ikke undslippe Treblinka

Inden han endte i Treblinka, havde Willenberg været i en særlig situation. Selvom hans kristne mor var konverteret til jødedommen, da hun blev gift, blev hun fortsat betragtet som ikke-jøde af nazisterne.

De mente, at jødedommen var noget, der lå i blodet, og derfor kunne hun leve i nogenlunde sikkerhed. Men hendes jødiske mand og tre børn var i konstant og o­ver­hæn­gen­de fare.

Samuel Willenbergs far, Perec Willenberg, var en kendt kunstner og underviser i hjembyen Czestochowa, som umuligt kunne undgå at blive gen­kendt og deporteret.

Derfor så faren ikke anden udvej end at gå under jorden og udgive sig for at være ikke-jødisk polak i Warszawa, hvor han mistede kontakten til resten af familien.

Willenberg og hans to søstre, Itta og Tamara på 23 og fire år, fortsatte med at leve sammen med moren, og alle tre børn var udstyret med falske, ikke-jødiske papirer, der skulle sikre, at de ikke blev deporteret.

Alligevel indtraf katastrofen, da Willenberg og hans mor efter at have været ude i et ærinde vendte hjem til deres lille værelse i et pensionat i den kristne del af byen:

“Vi kom ind i opgangen og ban­ke­de utålmodigt på hoveddøren. Udlejeren åbnede den kun en smule og blokerede vores indgang, mens hun fortalte, at pigerne ikke var hjemme.

Mor spurgte, om de var ude at gå en tur. Svaret: De var blevet arresteret for at være jøder. En lejer i et andet værelse var også blevet anholdt.

Med de ord smækkede hun døren i ansigtet på os. Der stod vi, lamslåede og hjælpeløse i den mørke, ildelugtende opgang. Med et stod det klart for os, at jeg havde mistet mine to søstre og min mor sine to døtre”.

Moren instruerede Samuel i at gøre som faren og ud­give sig for at være ikke-jøde i en anden by.

Imens ville hun gøre alt, hvad hun kunne, for at få de to piger ud af fængslet i Czestochowa, hvor de sad inde­­spærret sammen med andre jøder, der afventede deportation til en uvis skæbne.

Willenberg forlod derfor føde­byen og tog til Opatów et par hun­dre­de kilometer derfra. Men for­gæves. Sammen med byens andre jøder blev han kort efter sendt til Treblinka.

Måtte leve i gaskamrenes skygge

Treblinka var ulig de fleste andre na­zis­tis­ke lejre. De få jødiske fanger, der som Willenberg ikke blev dræbt straks ved ankomsten til lejren, blev fx ikke tvunget i stribede lejruniformer.

I stedet kunne de frit vælge mellem vel­sid­den­de og dyrt tøj fra de myrdede. Og så længe der kom transporter til lejren, led fangerne heller ikke af sult.

De havde adgang til et stort udvalg af fødevarer bragt ind af de myrdede, hvilket Wil­len­berg opdagede den første aften:

“Jeg løftede en ske­fuld byggrød med æg, der utvivlsomt var ble­vet tilberedt af en be­kym­ret jødisk husmor, måske for hen­des sidste penge. Den var fed af olie og æg og havde et højt kalorieindhold. Det var meningen, at nogen skulle have brugt den næring til at overleve lidt længere et sted østpå, som personen aldrig ankom til”.

Men selvom de materielle vilkår var bedre end i mange andre lejre, var SS­-per­so­na­let ikke mindre sadistisk over for fan­ger­ne.

Arbejds­jøderne i Treblinka ri­­si­ke­­re­­de når som helst og uden nogen sær­lig anledning at blive udsat for brutale overgreb fra vagterne, og særligt lejrens næst­kom­man­de­ren­de, Kurt Franz, ud­gjor­de en konstant trussel.

Franz var oprindeligt uddannet kok og havde arbejdet som sådan på flere af det såkaldte T4-programs centre for drab på handicappede tyskere.

Men i Treblinka viste han store talenter som folke­morder og avancerede hurtigt til lejrens næstkommanderende.

Trods et engleagtigt ansigt, der blandt fangerne gav Franz tilnavnet “Lalka”, polsk for “dukke”, var han exceptionelt brutal.

Willenberg beskriver, hvordan Kurt Franz efter at have tæsket en mand ihjel for angiveligt at sortere tøj for lang­somt morede sig med at angribe fanger, der besøgte lejrens åbne toiletgruber.

“Han vendte sig mod latrinerne, og med en alfons’ – eller et inhumant mons­ters – spankulerende gang begyndte han på afstand at skyde ind mellem be­ne­ne på mændene, der sad der.

Der­ef­ter løb han hen for at se, hvad re­sul­ta­tet var, og med et høfligt smil beordrede han sit offer at vende tilbage til arbejdet. Når staklen vendte ryggen til for at udføre Lalkas ordre, ville officeren så skyde ham i bag­ho­ve­det og efterlade liget, hvor det faldt”.

Måske lidt over­raskende spillede musik også en rolle i Treblinka.

SS-mændene var særlig glade for at tvinge ar­bejds­jø­der­ne til at synge den sen­ti­men­ta­le polske fol­ke­vi­se “Høj­læn­der, er du ej trist”, og i efteråret 1942 an­kom Artur Gold, en af mel­lem­krigs­ti­dens populæreste kom­po­nister og musikere, til Treblinka.

Han blev straks genkendt og sat til at lede et lille lejrorkester på tre mand. De skulle nu underholde SS-personalet i deres klub i lejren, det såkaldte Casino, hvor tyskerne slappede af om aftenen.

Men også fangerne blev tvunget til at være publikum ved den daglige af­ten­ap­pel, hvor ar­bejds­fan­ger­ne blev talt.

“Mens vi stod ret ved appellen, holdt Gold os tryllebundet med de gamle me­lo­di­er, han frembragte med sin violin – midt i den sødligt-kvalme stank af råd­nen­de lig, der klæbede til os. Efter en af koncerterne konkluderede tyskerne, at mae­stro­er­ne ikke så godt nok ud. Deres klæder var for store, holdt oppe af alskens bælter”, skriver Willenberg og fortsætter:

“De beordrede vores skræddere til at sy jakker af skinnende, kulørt blåt stof og sætte enorme butterfly i kraverne. Ikke længere udklædt som fanger, men som klovne, underholdt de os under appellen dag ind og dag ud. Uanset hvor udmattede vi end måtte være efter en tolv timers arbejdsdag, skulle vi stå ranke og lytte til koncerten”.

Søstrenes tøj dukkede op

En frostklar morgen fandt Samuel Wil­len­berg ud af, hvad der var sket med hans to søstre.

Han var blevet sat til at sortere tøjet fra en transport af fanger, der kort for­in­den var blevet tvunget til at klæde sig af og var gået til gaskamrene.

“Jeg opdagede en bekendt farve blandt tøjet strøet ud over jorden. Jeg bøjede mig ned igen og løftede en lille, brun jakke, der havde tilhørt min lillesøster, Tamara.

En neder­del, der havde tilhørt min store­søster, Itta, var sat fast på den – som en søsters omfavnelse. I mine hæn­der holdt jeg en jakke og en ne­der­del, der havde tilhørt mine søstre.

Min mor havde forlænget jakkeærmerne med styk­ker af grønt stof. Jeg forstod, at mors for­søg på at få mine søstre ud af fængslet i Czestochowa havde været forgæves”, skrev Willenberg.

De ofre, der vidste, hvilken skæbne der ventede dem ved ankomsten til Treblinka, kunne finde på at gøre oprør. En nat hørte arbejdsjøderne, der var låst inde i deres barakker, skud og højlydte råb fra SS-folkene.

Forklaringen på det natlige postyr fik de samme morgen. “Ved daggry erfarede vi, at en transport fra Grodno var ankommet i løbet af natten. Jøderne var kravlet ud af kre­a­tur­­vog­ne­ne og havde opdaget, hvad der ven­te­de dem i lejren.

Da de derefter fik ordre til at klæde sig nøgne, angreb de SS-mændene med knive og flasker i en grum kamp. Der var 2.000 mennesker i trans­por­ten, her­iblandt mange kvinder og børn.

Til sidst blev de na­tur­lig­vis alle skudt ned. De dræbte lå overalt på pladsen. De sårede SS-folk blev taget på hospitalet. Da vi kom ud af vores hytter om morgenen, så vi ligene spredt ud overalt, dækket af et tyndt, uberørt lag af nyfalden sne”.

Også arbejdsjøderne udviklede en plan om at gøre op med deres bødler og undslippe lejren. En mulighed bød sig til, da lejrens jødiske låsesmede fik besked på at lave nøgler til et nybygget våbenlager.

Det gjorde de – og lavede også en til lejrens hemmelige modstandsbevægelse, der igennem længere tid havde planlagt en op­stand.

Fangerne sik­re­de sig et større an­tal geværer, og den 2. august 1943 klok­ken kvart i fire om eftermiddagen gik jøderne til angreb på lejrens vagt­per­so­na­le og satte ild til flere bygninger samt Treblinka-lejrens benzindepot.

Hovedparten af oprørerne blev bru­talt mejet ned under forsøget på at flyg­te, men det lykkedes for Willenberg og nogle hundrede andre fanger at kæm­pe sig ud af lejren.

Undervejs opdagede Wil­len­berg Alfred Boehm, som havde været hans nærmeste ven i lejren i de 10 måneder, han havde været der.

Boehm havde fået til opgave af SS at samle skrald og flas­ker i lejren i en klapvogn, og han havde derfor ret til at bevæge sig u­hin­dret omkring, hvil­ket havde været af­gø­ren­de for ko­or­di­ne­rin­gen af fangernes opstand.

“Jeg så en klapvogn, der lå væltet på jorden. Jeg genkendte den som Alfreds og ledte efter min ven. Han lå ved siden af hegnet, udstrakt som lå han i af­fy­rings­po­si­ti­on. Jeg nåede i løb hen til ham og op­da­ge­de, at hans hoved hældte til den ene side og lækkede store mængder blod”.

Kort efter blev en anden af Willenbergs venner, en jødisk konvertit til kris­ten­dom­men, kaldet præsten, også ramt i benet af en kugle og faldt sammen tæt ved Willenberg.

“Jeg sprang over til ham, og vores øjne mødtes. Han ud­tryk­te ingen frygt, kun en sidste vil­je­styr­ke og en bøn. Hans blege læber skæl­ve­de”, mens han talte til Willenberg:

“Katzap (Willenbergs tilnavn i Treblinka, red.), gør en ende på mig, i hans navn, som du ikke tror på”.

“Jeg gestikulerede mod dødslejren. ‘Se derovre’, sagde jeg, ‘der er din hustru og dine børn’. Så satte jeg min riffel mod hans tinding og skød”.

Slap levende ud af Treblinka

Efter oprøret lykkedes det Willenberg at nå til Warszawa og lokalisere sin far, der havde formået at holde sin jødiske bag­grund skjult ved at posere som en stum kunstner, der malede fromme bil­le­der af Jesus og Jomfru Maria.

Willenbergs mor, der arbejdede på en våbenfabrik i en anden by, ankom kort efter.

Begge forældre havde for længst afskrevet alle deres tre børn som døde i Treblinka – en lejr, hvorfra ingen af de deporterede nor­malt vendte tilbage.

“Der var mor. Hun så på mig, som var jeg en drøm, gned sine øjne og hviskede: ‘Er det dig, Samek?’

Jeg kunne mærke, at hun var ved at falde, og støttede hende, mens jeg hjalp hende indenfor. Hun knu­ge­de mig tæt, og vi græd i hinandens arme.

Så stillede hun spørgsmålet, jeg fryg­te­de: ‘Så du dine søstre der?’ Efter først at have løjet over for min far bedrog jeg nu min mor på samme måde. Jeg vidste intet om mine søstre, sagde jeg”.

Samuel Willenberg fortalte aldrig sine forældre, at han havde fundet sine søstres efterladte tøj i Treblinka.

I Warszawa kunne Willenberg have holdt lav profil og skjult sig, indtil tyskerne var nedkæmpet, hvilket de fær­res­te ville have fortænkt ham i.

Men han valgte i stedet at kaste sig ind i den polske an­ti­­tyske modstandsbevægelse og deltog et år efter opstanden i Treblinka i endnu en opstand – denne gang i den polske mod­stands­be­væ­gel­ses forsøg på at befri Warszawa inden Den Røde Hærs an­komst.

Her kæmpede han i ugevis indædt mod de tyske tropper og und­gik med nød og næppe at blive ta­get til fange, da de polske fri­heds­kæm­pe­re i oktober 1944 efter 63 dages kam­pe led nederlag til overmagten.

Samuel genskabte minderne i bronze

Kort efter krigen mødte Samuel sin kom­men­de hustru, Ada, der spurgte, om han kendte nogen, der ville udleje et værelse.

Som en joke svarede Samuel, at det ville han skam gerne selv, men kun på betingelse af, at hun giftede sig med ham. To år senere blev de gift og ud­van­dre­de i 1950 sammen til Israel.

Livet igennem havde Willenberg, der fra en tidlig alder blev introduceret til kunstens verden af sin far, været optaget af at tegne, og han lavede nu de mest ud­før­li­ge skitser af Treblinka, som nogen o­ver­le­ven­de har udarbejdet.

Efter at han gik på pension, blev han uddannet skulp­tør fra Jerusalems universitet og støbte en stor del af sine erindringer fra Treblinka i bronze.

Her kan man finde Artur Golds orkester og barndomsvennen Alfred Boehm med sin klapvogn med skrald.

Blandt skulpturerne er også den unge pige Ruth Dorfmann, som Willenberg blev beordret til at klippe korthåret, in­den hun blev sendt i gaskamrene, og som så mindeligt bad ham om at huske hen­des navn – hvilket han gjorde.

Samuel Willenberg døde som 93-årig i 2016 og blev nogle år forinden dekoreret med den højeste polske mi­li­tær­or­den for heroisme og heltemod i kamp: Virtuti Militari.

Til det sidste gav han udtryk for et dybfølt ønske om, at hans skulpturer en dag ville blive udstillet i et museum i den lejr, han for så mange år siden på mirakuløs vis undslap.

Et nyt museum i Treblinka er for in­de­væ­ren­de under opførelse og for­ven­tes klar til åbning i anledning af 80-året for lejr­op­stan­den i 2023.

Ved indvielsen af en udstilling af Samuel Willenbergs e­ne­stå­en­de skulpturer i Warszawa i ja­nu­ar 2020 erklærede den polske vi­ce­kul­tur­mi­nis­ter, at: “Det bedste sted at udstille disse skulpturer er der, hvor det hele skete, stedet, som han formåede at flygte fra – Treblinka. Og sådan vil det blive”.