Tyskland rejser ungdomssag mod oldgammel KZ-vagt

En forhenværende SS-vagt fra KZ-lejren Sachsenhausen tiltales for medvirken til 3.300 mord.

Fanger i Sachsenhausen koncentrationslejr

Den tiltalte var under 18 år, da han blev sat til at bevogte fanger i Sachsenhausen koncentrationslejr. Derfor tiltales han som mindreårig, selvom han i dag er 98 år gammel.

© Bundes-Archiv/Public Domain
Fanger i Sachsenhausen koncentrationslejr

Den tiltalte var under 18 år, da han blev sat til at bevogte fanger i Sachsenhausen koncentrationslejr. Derfor tiltales han som mindreårig, selvom han i dag er 98 år gammel.

© Bundes-Archiv/Public Domain

I Tyskland rejses der nu sag mod en forhenværende SS-vagt i koncentrationslejren Sachsenhausen.

Manden, hvis navn ikke er offentliggjort, anklages for medvirken til mordene på 3.300 indsatte i lejren.

Da den tiltalte var under 18 år på tidspunktet for forbrydelserne, skal han ifølge tysk lov prøves ved en ungdomsdomstol, selvom han i dag er 98 år.

I oktober 2022 gennemgik den aldrende tiltalte en psykologisk evaluering, der skulle fastslå, om han var mentalt i stand til at gennemføre en retssag.

Her vurderede psykologerne, at han på trods af sin fremskredne alder er mentalt i stand til at deltage i dele af retssagen.

Tyskland jagter de sidste vagter

I de senere år har Tyskland rejst en række sager mod tidligere vagter fra koncentrationslejrene i et sidste forsøg på at stille de ansvarlige for et af landets mørkeste kapitler til ansvar for deres handlinger.

Fanger i Sachsenhausen koncentrationslejr

I KZ-lejren nord for Sachsenhausen sad mellem 1936 og 1945 op mod 200.000 politiske fanger. Det anslås, at mellem 40.000 og 50.000 af dem døde.

© Public Domain

Jagten på de aldrende vagter, der ofte ikke var mere end halvstore teenagere under 2. Verdenskrig, har vakt en del opsigt.

Kritikerne hæfter sig bl.a. ved, at mange af de tiltalte netop var mindreårige, men at de nu skal stå til ansvar for handlinger, de blev beordret til af ældre officerer, som i mellemtiden er afgået ved døden - uden at stå til regnskab for deres forbrydelser.

Sidste år blev en 101-årig lejrvagt – ligeledes fra Sachsenhausen – idømt fem års fængsel for sin medvirken i mordene på 3.518 mennesker.

Derudover blev en nu 96-årig stenograf fra en KZ-lejr også tiltalt sidste år. På trods af sin høje alder nåede hun at flygte, men blev fanget igen og dømt.