Husmor-oprør frelste 2.000 tyske jøder

I Nazityskland er kvinder reduceret til fødemaskiner og kogekoner, som ingen i partitoppen tager alvorligt. Men denne gang har Hitlers håndlangere forregnet sig.

Midt i hovedstaden bryder et oprør ud, som hverken kan stoppes med vold eller koldblodigt mord.

Blot en enkelt dråbe blod kan vende folkestemningen og bringe Hitlers magt i fare.

Jødehad skulle samle tyskerne

Da kvinderne stimlede sammen i Rosenstrasse, havde nazisternes organiserede jødeforfølgelse allerede stået på i et årti.

Efter 1. verdenskrig havde Hitler, Goebbels og andre magtfulde partimedlemmer behændigt gjort jøderne til syndebukke for det smertelige nederlag.

Tysklands kapitulation kostede kejseren tronen, førte til hungersnød og blodige gadekampe mellem tyskere.

Den nemme forklaring blev hurtigt populær, for den fratog tyskerne ansvaret for landets sammenbrud.

Da Hitler samtidig lovede at føre landet ind i en ny storhedstid, blev hans parti landets størs­te.

Men Hitler brød sig ikke om demokrati, og i 1933 gennemførte han et kup, som gav ham diktatorisk magt.

Jøderne udgjorde under én pct. af den 65 mio. store befolkning, men blev fra første færd udpeget som det tyske folks hovedfjende.

De var “landssvigere og undermennesker” ifølge den na­zi­sti­ske ideologi – og kunne ikke bruges til andet end at forene tyskerne og hjælpe nazisterne med at beholde magten.

Da Hitler følte, at hans magtposition var sikret, trådte hetzen mod jøderne ind i en ny fase: Mange jødiske familier ejede store værdier, som nazisterne beslaglagde.

Pengene blev brugt til at lukke det gabende hul i statskassen, som oprustning, motorvejsbyggeri og tusindvis af andre offentlige byggeprojekter efterlod.

Efter at have stjålet jødernes penge ville nazisterne af med den uønskede minoritet.

Chikane skulle få dem til at udvandre i stort tal, men de tyske jøder var patriotiske og håbede til det sidste, at de fortsat ville have en plads i deres fædreland.

Ingen havde fantasi til at forestille sig de grusomheder, der ventede forude.

Da 2. verdenskrig brød ud, blev de tyske jøders håb endegyldigt knust.

Hitler beordrede “undermenneskene” ud, og den 1. oktober 1941 rullede de første tog med deporterede tyske jøder mod øst – til de nyopførte koncentrationslejre i blandt andet det tyskbesatte Polen.

I sin dagbog afslørede Joseph Goebbels, hvad hensigten med deportationerne egentlig var.

“I det store og hele kan man slå fast, at 60 pct. skal likvideres, mens kun 40 pct. kan sættes i arbejde”, skrev Hitlers propagandaminister.

Den 1. november 1942 kom turen til Berlins jøder.

De første blev kørt til kz-lejren Theresienstadt i Tjekkiet, og fra januar 1943 begyndte massetransport til udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau.

Gauleiter ville give Hitler en gave

Ud over hvervet som pro­pa­gan­da­mi­nis­ter bestred Goebbels også posten som Berlins såkaldte gauleiter – det vil sige byens leder.

I den egenskab ville han gerne give Føreren en særlig gave i anledning af Hitlers 54-års fødselsdag den 20. april: Et “jødefrit” Berlin.

For Goebbels udviklede deportationerne sig til et prestigeprojekt, men opgaven var overvældende, for der boede stadig over 25.000 jøder i byen.

Goebbels gav ordre til at sætte gang i den såkaldte Fabriksaktion, som begyndte om morgenen den 27. februar. Gestapo-folk afhentede 10.000 jøder, hvoraf de fleste netop var mødt til tvangsarbejde på byens fabrikker.

“Kl. 8 lød sirenen, og værkføreren kom løbende. ‘Lad maskinerne være. Fart på! Ud i gården med jer jøder!’, lød det”, fortæller Hans-Oskar Löwenstein de Witt, som dengang var 16 år.

Som søn af en jødisk far og en ikke-jødisk mor havde han hidtil været forskånet for at blive deporteret.

I stedet udførte han tvangs­arbejde på våbenfabrikken “Deutsche Waffen- und Munitionsfabrik”.

“Vi blev jaget ud i gården, hvor nogle lastbiler ventede. Omkring dem stod en flok uniformerede mænd med stok og pisk i hånden”, husker Löwenstein de Witt, der sammen med sine kolleger blev kørt væk på ladet af lastbiler.

Jøder, som af én eller anden grund ikke var på arbejde, pågreb Gestapo på anden måde.

Julius Israel, en 45-årig tidligere skrædder, som af nazisterne var blevet tvunget til at afstå sin forretning, ankom samme morgen til den lokale politistation.

Han var gangbesværet på grund af polio og skulle forny det pas, der gjorde det muligt for ham at benytte byens offentlige transport, som jøder ellers var afskåret fra at benytte.

På kontoret ventede SS-officerer imidlertid på Israel, og også han blev kørt væk.

For både Löwenstein de Witt og Israel sluttede køreturen i den jødiske menigheds hus i Rosenstrasse, som nazisterne omdannede til et fængsel.

Med list fik kvinderne vished

Historikere mener, at kontorbygningen, der lå få hundrede meter fra den store Alexanderplatz, i alt kom til at huse omkring 2.000 indsatte.

Mændene fandt hurtigt ud af, at de havde én ting tilfælles: De var enten gift med en ikke-jøde eller sønner af et blandet ægteskab.

Denne befolkningsgruppe havde hidtil været forskånet for nazisternes deportationer, men nu så det sort ud for dem.

Mens fangerne sad ryg mod ryg uden at få hverken vådt eller tørt, ventede deres hustruer og mødre ængsteligt derhjemme.

Hans-Oskar Löwenstein de Witts mor, Hanna, måtte vente for­gæ­ves på både sin søn og sin husbond.

Også Julius Israels hustru, Charlotte, afventede ængsteligt sin mands hjem­­komst.

Da hun havde ventet i timevis uden en lyd fra ham, gik hun til politiet, der forklarede, at hendes mand var
blevet ført til Rosenstrasse.

Andre hustruer og mødre hørte fra bekendte, hvad der var sket. Rosenstrasse ligger midt i Berlin, og mange havde derfor set lastbilerne køre forbi.

De to kvinder tog hen til den jødiske menigheds hus i Rosenstrasse – i håb om at få kontakt til deres kære.

Foran bygningen mødte fru Löwenstein de Witt og fru Israel mange andre hustruer, men ingen af dem blev lukket ind, for huset blev bevogtet af politifolk og SS-soldater.

Flere af kvinderne fik imidlertid ved list kontakt til deres mænd. Fru Löwenstein de Witt de Witt henvendte sig fx til én af vagterne med ordene:

“Hør her, jeg har fået at vide, at min mand sidder inde her. Det er jo uhørt! Jeg slider i denne krigsvinter for Føreren og for Fædrelandet og kommer træt hjem fra arbejde blot for at opdage, at jeg ingen nøgle har til min bolig.
Min mand har nøglen. Bare spørg ham ad”.

Vagterne hentede manden, som gav sin hustru nøglen, selvom hun allerede bar én i sin lomme. Nu vidste hun med sikkerhed, hvor han befandt sig.

Fru Israel bad de samme vagter om at hente sin mands rationeringskort til kartofler. Vagten kom kort tid efter tilbage med det. “Jeg har det fint”, havde hendes mand skrevet på bagsiden.

I de følgende dage bragte kvinderne pakker med mad og andre fornødenheder til fængslet.

Pakkerne gav de til vagterne, som samvittighedsfuldt bragte dem videre – dog ikke af venlighed.

Fødevarer blev rationeret allerede i 1939. Nu, fire år senere, var tyskernes fødevaretildelinger pr. person reduceret med en fjerdedel.

Pakker med brød, marmelade og andre fødevarer var derfor populære hos vagter, som fiskede nogle godbidder ud til sig selv, inden de lod resten gå videre.

Også rent undertøj og sokker var kærkomne gaver, for fangerne havde ingen mulighed for at vaske sig. Bare det at komme på toilettet var et problem.

“Huset var en helt almindelig kontorbygning med et eller to toiletter til de få ansatte.

Men pludselig var der tusinder af mennesker derinde”, husker Hans-Oskar Löwenstein de Witt.

Fangerne måtte derfor besørge i en ildelugtende spand, som gik på omgang mellem dem.

Bombeangreb rystede fangerne

Den sparsomme mad og de kummerlige sanitære forhold var kun begyndelsen på rædslerne for de indespærrede i Rosenstrasse.

Natten mellem den 1. og den 2. marts – tre dage efter fængslingen – overfløj 250 britiske bombefly Berlin.

Flyene udførte den nat krigens hidtil voldsomste angreb på hovedstaden. Så snart sirenerne hylede, hastede indbyggerne i skjul i kældre og beskyttelsesrum.

Det gjaldt også de SS- og Gestapo-folk, som bevogtede fængslet i Rosenstrasse.

Fangerne blev blot låst inde og måtte blive på kontorerne.

Mens bomberne fik bygningen til at ryste, og vinduerne klirrede, krøb jøderne sammen på gulvet.

Da alarmen blev afblæst, kunne de ånde lettet op, men kun for en stund, for sirenen indvarslede, at deres vogtere ville vende tilbage og fortsætte deres arbejde.

Trods bombeangrebet var Goebbels fortrøstningsfuld.

“Vi får jøderne endegyldigt ud af Berlin. De blev den forgangne lørdag hastigt samlet sammen og skal snart sendes østpå.

Jeg stiller mig ikke tilfreds, før Rigets hovedstad er aldeles jødefri”, skrev ministeren i sin dagbog.

Prostesterne voksede

I beskyttelsesrum overalt i Berlin gik snakken om fangerne i Rosenstrasse, og den følgende dag strømmede hustruer og mødre til i endnu større antal.

Historikere skønner, at der til tider må have været 600 forsamlet på gaden foran fængslet.

Frygten for at miste deres kære fik kvinderne til at glemme den respekt, nazisterne normalt krævede.

“Giv os vores mænd tilbage”, råbte en kvinde. Andre fulgte efter, indtil stemmerne voksede til et rungende kor.

“Giv os vores mænd tilbage. Vi vil have vores mænd med hjem”, lød det højere og højere.

Vagterne foran bygningen blev usikre. Hver for sig udgjorde de forhutlede, frysende kvinder i deres luvslidte vinterfrakker ingen fare.

Men når hundredvis af dem forsamlede sig på ét sted, var de umulige at ignorere.

Vagterne forsøgte at mane til ro. Flere gange trådte Alfred Schneider, som havde ansvaret for sikkerheden i det midlertidige fængsel, ud ad bygningen.

Iført sin sorte SS-uniform råbte han til kvin­der­ne, at de skulle skrub­be af.

Schneiders optræden skræmte dog ikke kvinderne, der bag hans ryg omtalte ham som “blyanten” og “den hr. Ingenting, der tror, at han er Nogen” – en reference til både Schneiders magre skikkelse og hans rolle som underordnet.

Flere gange tog politi- og SS-folk ladegreb og sigtede på forsamlingen med maskinpistoler i forsøget på at skræmme kvinderne væk.

Tricket virkede, men kun for en stund. Som dagene gik, voksede kvindernes mod. Snart lod de sig ikke jage bort, men råbte skældsord mod SS-soldaterne.

Imens fortsatte rædslerne inde i fængslet. For at undgå tumult narrede Gestapo under appellerne i gården nogle af mændene til at melde sig frivilligt til at følge med.

De blev lokket med falske løfter om at skulle arbejde som fx hestepassere hos fremtrædende tyskere.

Herefter blev mændene intetanende ført væk til en uvis skæbne. Kvinderne udenfor så lastbiler køre væk, og de var ikke i tvivl: Deres mænd var på vej til en lejr.

Og de havde ret. Imens florerede der rygter blandt de indsatte.

“Vi kommer aldrig levende ud”, sagde én opgivende, mens en anden optimistisk foreslog, at fangerne nok bare skulle til en arbejdslejr lige uden for Berlin.

“Vi bliver alle tvangssteriliseret”, sagde en tredje indsat med frygt i stemmen.

Uden for fængslet fortsatte protes­terne, som kunne høres i hele bygningen og gav mændene en smule håb.

Skydegale officerer skabte panik

Den 4. marts var forsamlingen mere ophidset end normalt.

Kvinder var nu forsamlet foran fængslet både nat og dag, og deres råb lød uophørligt. For at jage en skræk i demonstranterne førte SS-officerer 10 af kvinderne bort.

De tilfældigt udvalgte kvinder blev blot eskorteret til den nærmeste arbejdsanvisning, hvor de endte med at skrælle kartofler resten af dagen, men det vidste de tilbageblevne demonstranter ikke.

Uroen bredte sig kortvarigt, men stik imod nazisternes forventninger forvandlede frygten sig snart til vrede, og kvindernes protester tog til igen.

Mens de arm i arm råbte mod fængslets mure, kørte en åben vogn med to SS-officerer pludselig gennem gaden. Bilen bremsede et stykke væk fra demonstranterne.

“Passér gaden, eller vi skyder”, brølede den ene. Da kvinderne ikke rørte sig, satte bilen i gang.

I høj fart ræsede bilen tæt forbi mængden, mens officererne affyrede deres maskinpistoler op i luften.

Kvinderne kastede sig i panik mod gadedørene i Rosenstrasse, men Gestapo havde låst alle flugtveje.

Nogle slap væk ad sidegader, mens andre smed sig fladt ned på jorden i håb om at beskytte sig imod den kugleregn, de var overbeviste om ville komme.

Panikken varede dog ikke længe. Så snart skuddene døde hen, forsamlede kvinderne sig igen, og stemmerne tog trosigt til.

“Vi var ligeglade nu. Mordere, mordere, råbte vi – og en masse andet, som er godt at råbe.

Når de alligevel ville skyde os, kunne vi lige så godt råbe imens”, fortalte Charlotte Israel senere.

Hun holdt skarpt øje med de bevæbnede vagter foran huset:

“Så fik jeg øje på en mand – én af dem, som stod forrest. Han åbnede munden, og det så ud, som om han gav en kommando, men jeg kunne ikke høre, hvad han sagde”.

Et kort øjeblik var Rosenstrasse stille som graven, mens soldaterne med kolde øjne tog sigte. Så trådte en kvinde med et barn i hver hånd pludselig frem fra mængden.

Med sin ranke skikkelse og sit blonde hår lignede hun det nazistiske idealbillede på en arisk mor.

Trodsigt stillede hun sig foran geværmundingerne og råbte med klar og gennemtrængende røst:

“Svin! At I ikke skammer jer! I vil hellere skyde på tyske kvinder og børn end tage til fronten for at forsvare os!”

Lamslåede stirrede soldaterne på den modige kvinde.

Gestapo ville skyde løs

Mens situationen spidsede til i Rosenstrasse, overvejede ledere i Gestapos hovedkvarter en hårdere linje over for de demonstrerende:

De skulle simpelt hen stilles op ad en væg og skydes.

Goebbels var imidlertid af en anden opfattelse.

Blot en måned forinden havde Tyskland lidt et ydmygende nederlag ved Stalingrad, og Berlins indbyggere gik desuden stadig og ledte efter overlevende i ruinerne efter det seneste britiske luftangreb.

Begge dele havde Goebbels i sin propaganda kaldt “en test af folkesammen­holdet”.

Hvilken skade kunne rygterne om protesterende husmødre ikke gøre på det tyske folks sammenhold, argumenterede Goebbels, mens en magtkamp udspillede sig mellem Heinrich Himmlers Gestapo og Berlins gauleiter.

Ligefrem at myrde så stort et antal ariske tyske kvinder gik ikke an, mente Goebbels, der kritiserede Gestapo for ikke at forstå en pind.

Han påpegede, at kvinderne i Rosenstrasse kæmpede for at holde sammen på deres familie, hvilket var en ægte nazistisk dyd.

Deres protest havde intet med modstand mod styret at gøre og udgjorde dermed ingen trussel mod nazisterne – medmindre altså at Gestapo begyndte at skyde dem.

Mord på husmødre kunne derimod føre til oprør i en tid, der var svær nok for Det Tredje Rige, frygtede Goebbels.

Som Berlins gauleiter havde han det sidste ord i sager, der omhandlede hovedstaden, og Goebbels stak derfor Gestapo en lodret ordre:

De indespærrede jøder i Rosenstrasse skulle omgående løslades, så de kunne gå hjem sammen med deres koner.

Den 5. marts stak én af vagterne i fængslet Charlotte Israel en seddel. På den stod der, at hendes mand ville blive løsladt den følgende dag.

Løsladelserne var begyndt.

Dagen efter blev Hans-Oskar Löwenstein de Witt kaldt ind på kontoret i det overfyldte fængsel.

Her fik han papirer på, at han var løsladt. Samme aften var både han og Julius Israel genforenet med deres familier.

Ikke alle, der blev arresteret under fabriksaktionen, var så heldige. 8.000 jøder uden ariske familiemedlemmer endte i Auschwitz og blev gasset ved ankomsten.

25 mand fra fængslet i Rosenstrasse blev også transporteret til kz-lejren, men fik efter knap to uger besked på, at der var sket en fejl, og at de skulle tilbage til Berlin.

Ordren kom fra “højeste sted”, fik de at vide.

Ved ankomsten til hovedstaden blev de kørt til en arbejdslejr lidt uden for byen.

Goebbels rev sig i håret

Gestapos håndtering af de­por­ta­tio­ner­ne havde ikke imponeret Goebbels, der med tanke på protesterne i Rosenstrasse noterede sig:

“Man skal hele tiden gribe ind for at forhindre skandaler. Nogle officerer mangler i den grad politisk dømmekraft, at man dårligt tør lade dem handle på egen hånd i 10 minutter”.

Goebbels rejste den 8. marts til Hitlers fremskudte hovedkvarter i Ukraine og drøftede demonstrationerne i Rosen­strasse.

Hitler roste hans håndtering af problemet ved midlertidigt at udsætte deportationerne.

Samtidig mindede Føreren dog sin propagandaminister om den fortsatte forpligtelse, han havde, til at fjerne alle jøder fra byen.

“Når Berlin er fri for jøder, har jeg udført én af mine største politiske bedrifter”, skrev Goebbels derfor i sin dagbog den 9. marts.

Men deportationerne blev aldrig genoptaget. Krigen blev ved med at gå tyskerne imod, og et gunstigt tidspunkt kom aldrig.

Ca. 6.100 jøder befandt sig helt frem til krigens slutning i Hitlers hovedstad.

De fleste af dem var gift med en ikke-jøde – og yderst heldige. Sammenlagt kostede nazisternes forfølgelse ca. 165.000 tyske jøder livet.