I de sidste måneder af 2. verdenskrig var nazisterne i Polen under stort pres. Den sovjetiske hær rykkede tættere på dag for dag, og tyskerne havde brug for at få deres rigdomme – som de havde røvet – af vejen, inden fjenden indtog landet.
Løsningen blev at læsse et tog med guld, smykker og kunstskatte, og det såkaldte “guldtog” skulle dernæst sendes mod Tyskland. Inden toget nåede sin destination, forsvandt det dog sporløst i det sydvestlige Polen.
Sådan lyder en af de mest vedholdende fortællinger om nazisternes myteomspundne guldtog. Om toget nogensinde har eksisteret, er historikerne i tvivl om, for hidtil har ingen været i stand til at bekræfte eksistensen af toget eller kostbarhederne. Ikke desto mindre har skattejægere – bl.a. den polske hær – siden 1945 forsøgt at finde toget og dets værdigenstande.
Skattejægere: Vi har fundet nazi-guld
En af de mest udbredte teorier lyder på, at nazisterne skjulte toget i et netværk af tunneller nær grænsen til Tyskland. Hidtil har eftersøgninger i området dog vist sig ufrugtbare.
Jagten på nazisternes forsvundne skatte fortsætter imidlertid ufortrødent. Senest har en gruppe polske skattejægere i maj 2022 meldt ud, at de har fundet en nazi-guldskat.
Ifølge polakkerne har de brugt en dagbog fra en SS-officer til at spore sig ind på skatten, hvorefter de har brugt geo-radar til at identificere flere ton guld tre meter under jorden i en polsk landsby.
Skattejægerne venter i øjeblikket på tilladelse til at foretage en udgravning af guldet.