Japanerne brugte deres indiske venner i propagandaen, men udrustede dem aldrig til rigtig krig.
Hvad var Indiens Nationalhær?
Kæmpede indere på japansk side under 2. verdenskrig?
Den Indiske Nationalhær ekspanderer
Japanske løfter om selvstændighed fik krigsfanger fra den britisk-indiske hær til at skifte side. I løbet af krigen nåede
Den Indiske Nationalhær op på ca. 40.000 mand, som skulle føre an i et stort oprør mod briternes kolonistyre.
Oprustning til guerillakrig
Inderne blev kun udrustet til at føre guerillakrig, og før de kunne løse deres mission, måtte de mere slagkraftige japanske styrker bane vej til Indien.
Det lykkedes aldrig. I stedet måtte Nationalhæren kæmpe ved fronten i Burma, hvor let bevæbning og mangel på forsyninger førte til svære tab i 1944-1945.
Antibritiske plakater blev trykt på engelsk – Indiens folkeslag forstod ikke hinandens sprog.
Nationalhærens soldater hædres
Militært fik Japans indiske allierede ingen betydning, men alligevel var de med til at vinde Indiens uafhængighed.
Da briterne efter krigen ville dømme og henrette oprørsofficerer for forræderi, udbrød uroligheder i indiske regimenter, som kort forinden havde kæmpet trofast for kolonistyret.
Uden ubetinget loyalitet fra de lokale soldater kunne herredømmet ikke opretholdes, og briterne trak sig ud i 1947. Nationalhærens soldater regnes for frihedshelte i det selvstændige Indien.
Oprørsleder elskede Stalin, Hitler og Tojo
Subhas Chandra Bose var en kendt modstander af briterne, da han stillede sig i spidsen for Den Indiske Nationalhær i 1943.
Han havde haft en topposition i selvstændighedspartiet før krigen og var i 1941 flygtet til Moskva for at søge hjælp til et oprør hos Stalin.
Da det mislykkedes, fortsatte han til Nazityskland. Her rekrutterede Bose 4.500 indiske krigsfanger til at hjælpe tyskerne, og til gengæld satte Hitlerham på en ubåd til Japan.
Oprørslederen omkom under en ulykke ombord på et japansk militærfly i 1945.
Bose mødtes med Hitler, inden han tog til Asien for at indlede sit oprør.
