I maj 1940 omringede tyske kampvogne de fransk-britiske hære ved Dunkirk på Frankrigs kanalkyst.
53.000 franske soldater blev dræbt eller tilfangetaget under slaget, men under historiens største redningsaktion blev 340.000 soldater, hvoraf 123.000 var franske, evakueret med både til Storbritannien.
Omkring 100.000 af franskmændene blev sejlet til Vestfrankrig igen allerede i starten af juni for at styrke forsvaret mod tyskerne.
Inden for få dage var de ved fronten igen, men kampene var forgæves, og mange af de hjemvendte endte som krigsfanger.
Imens bragte nye evakueringer antallet af franskmænd i Storbritannien op omkring 80.000. Her befandt de sig, da Frankrig kapitulerede i slutningen af juni.
Én af de franske flygtninge var general Charles de Gaulle, som besluttede at kæmpe videre.
Sammen med 3.000 af sine landsmænd skabte han De Frie Franske Styrker, som nægtede at anerkende kapitulationen af Vichy-styret i Frankrig. Med base i Storbritannien kæmpede de videre.
Langt størstedelen af de franske soldater var dog ikke interesserede i de Gaulles tilbud, da tyskerne lovede, at de kunne vende tilbage uden at blive taget som krigsfanger.
Briterne måtte transportere dem til Lissabon, hvorfra de vendte hjem til det tyskbesatte Frankrig.