“I den nærmeste fremtid vil Europas kyster i alvorlig grad være sårbare for fjendtlige landgange”.
Sådan skrev Adolf Hitler i et direktiv til sine nærmeste underordnede den 23. marts 1942.
Året forinden havde Føreren indledt en storstillet invasion af Sovjetunionen, og nu frygtede nazilederen, at angrebet ville trække i langdrag og opsluge så mange tropper, at tyskerne ville have svært ved at forsvare det nazibesatte Vesteuropa.
Især frygtede Hitler en britisk-amerikansk landgang ved Atlanterhavskysten, som ville trække ham ind i en udmattende tofrontskrig.
Hitlers løsning blev Atlantvolden – et gigantisk fæstningsværk, som strakte sig ca. 3.500 km langs Europas vestkyst fra Spanien i syd til det nordlige Norge.
Kom tæt på Atlantvolden:
Selve volden var ikke én sammenhængende forsvarslinje, men bestod af en perlerække af ca. 15.000 stillinger, bunkere, batterier, minefelter og forhindringer langs kysten. Byggeriet var især koncentreret om de punkter, som Hitler forudså, at de allierede kunne finde på at angribe – bl.a. havne, militæranlæg og vigtige fabrikker.
Trods Hitlers store planer havde Atlantvolden kun ringe reel betydning for udfaldet af 2. verdenskrig. Dertil var forsvarslinjen for svag og gennemhullet, og da de allierede angreb Normandiet den 6. juni 1944, brød de igennem volden på blot få timer.
“Man behøvede kun at kaste et blik på den i Normandiet for at kunne se, hvilket møg det var,” udtalte den tyske feltmarskal Gerd von Rundstedt efter krigen.
BYGGERIET
I juni 1941 beordrer Hitler byggeriet af en række forsvarsstillinger på øerne i Den Engelske Kanal for at undgå et angreb fra England. Året efter beslutter Hitler, at han har brug for et stærkere forsvar mod de allierede, og beordrer byggeriet af Atlantvolden.
Arbejdet med at opføre forsvarslinjen blev varetaget af ingeniørenheden Organisation Todt, som var berygtet for brugen af slavearbejde. Af de ca. 250.000 mænd, som byggede volden, var de fleste fanger fra kz-lejre eller tvangsarbejdere fra de besatte lande.
