I løbet af 2. verdenskrig sendte de allierede ca. 230.000 fabriksnye kampvogne ud på slagmarken. Aksemagterne formåede kun at levere omkring 51.000.
Og netop denne forskel på de to krigsparters evne til at holde krigsindustriens hjul i gang blev afgørende for krigens udfald, fastslår den britiske økonom Mark Harrison fra University of Warwick.
Aksemagterne taber momentum
I krigens første år var Aksemagterne i offensiven, fordi “fordelene ved strategi og ildkraft gjorde det muligt for Tyskland og Japan at tilføre en alliance, som økonomisk var dem overlegen, store nederlag”, skriver Harrison i sin bog The Economics of World War II fra 1998.
Men da Aksemagterne mistede momentum i 1941-42, begyndte en udmattelseskrig, som de allierede var bedre rustet til.
På dette tidspunkt begyndte “økonomiens grundelementer at vinde fodfæste”, og “overlegne militære kvaliteter begyndte at tælle mindre end overlegen BNP og befolkningstal”.
Dette faktum kom bl.a. til udtryk i produktionen af kampvogne. Selvom tyskerne havde godt gang i fabrikkerne i krigens første år, kunne de på sigt ikke hamle op med især USA’s og Sovjetunionens effektive industri og uendelige mængder af arbejdere.