Indianere skabte en ubrydelig kode

Choctawer talte i koder

Som så ofte i historien var det tilfældigheder, der gjorde navajoernes sprog til USA’s sikreste måde at sende meddelelser under 2. verdenskrig.

Skikken med at bruge indianere til at skabe et kodesprog var ikke ny. Ideen opstod allerede under 1. verdenskrig på Vestfronten i Frankrig, hvor amerikanske tropper i 1918 ankom til skyttegravene foran de tyske linjer.

Felttelefoner var på den tid det hurtigste og mest avancerede middel, når enheder skulle sende oplysninger til hinanden. Men de uerfarne amerikanere opdagede hurtigt, at fjenden ofte lyttede med på linjen.

Tyskerne havde udviklet et fintfølende apparat, der gennem jorden var i stand til at opfange vibrationer fra telefonledninger.

Den såkaldte Morritz-station havde en rækkevidde på 1 km, og inden for den afstand kunne operatøren lytte med, når amerikanerne talte eller udvekslede morsesignaler. Kodesystemer udsatte kun afsløringerne en smule, for tyskerne brød dem hurtigt.

Modtrækket faldt en officer ind, da han hørte to indianere i sin enhed tale sammen. De tilhørte choctawstammen, fik kaptajn Lawrence at vide, og deres sprog var komplet uforståeligt.

“Sig mig engang, hvor mange af jer choctawdrenge har vi i bataljonen?” spurgte Lawrence.

Otte lød svaret, og kort ef­ter var alle otte indianere udnævnt til sig­nal­folk og fordelt mellem ba­tal­jo­nens enheder.

Fremover var alle beskeder over te­le­fon­net­tet på choctaw, som de tys­ke kodebrydere stod magtesløse o­ver­for. Metoden havde sine begrænsninger, for detaljer gik tabt, når meldinger blev oversat fra amerikansk til choctaw, sendt og der­på oversat tilbage til amerikansk. Men indianernes sprog var perfekt til simple ordrer som “angrib Høj 123” eller “send mere ammunition”.

Tyskerne forstod straks, hvordan amerikanerne havde snydt dem, men de nåede ikke at finde på et modtræk, for blot en måned senere endte krigen. In­tet blev dog glemt.

I 1920’erne og 1930’erne fik mange indianerstammer derfor besøg af tyske “turister”, som med voldsom interesse studerede og dokumenterede deres sprog.

Navajoerne talte vanskeligt sprog

En ny verdenskrig var i gang, da en mand med en idé opsøgte marinekorpsets base nær San Diego i februar 1942.

Forhenværende sergent Philip Johnston havde læst, at hæren testede en gruppe indianere, som måske skulle bruges som signalfolk ligesom i 1918. Nu foreslog han marinekorpset at sætte et tilsvarende projekt i gang.

“Hvad hvis vi udvikler en kode, der bygger på et indianersprog?” spurgte Johnston med en indsmigrende sælgermine. “En, som kun kan bruges mundtligt via radio eller telefon og aldrig nedfældes på papir, der kan falde i fjendens hænder?”

Oberstløjtnanten foran eks-sergent Johnston fejede straks idéen af bordet. Metoden var forsøgt før og havde vist sig at være utilfredsstillende.

Det svar var gæsten dog forberedt på, og et modargument lå allerede på læberne. Han ville ikke oversætte meldinger fra engelsk til et indiansk sprog, men derimod skabe en kode ud fra indianske enkeltord.

På den måde undgik marinekorpset de fejloversættelser, der havde været et problem under 1. verdenskrig 24 år tidligere.

Johnston foreslog at bruge navajo­indianernes me­get komplicerede sprog. Han lærte selv sproget som barn, hvor hans far missionerede blandt navajoerne, og kun ved at leve blandt stammen fik han en no­gen­lun­de korrekt udtale.

Som eksempel udtalte han nogle ord, som oberstløjtnanten blot skulle gen­ta­ge. Officeren måtte hurtigt opgive at forme lydene korrekt, og dermed var han overbevist.

Marinekorpset gik dog kun med til at hverve 30 fri­vil­li­ge navajoer i første omgang, hvor Johnstons am­bi­tiøse forslag lød på 200. Blot at finde 30 egnede mænd skulle dog vise sig at være en udfordring.

Indianere ville slappe af på et kontor

Marinekorpsets krav til sine kommende na­va­jo­re­krut­ter var høje.

Mændene skulle tale deres stammes sprog som modersmål, men også kunne en­gelsk flydende og have lært at læse og skrive. Na­va­jo­stam­men talte omkring 4.500 mænd mellem 18 og 30, og højest 1.000 levede op til de strikse kri­te­ri­er.

Af dem havde mange allerede meldt sig som al­min­de­li­ge soldater, og de var for længst placeret i an­dre enheder.

Hvervepersonel rejste til navajoernes reservat, der ligger på grænsen mellem Arizona, New Mexico og Utah, men rekrutteringen gik trægt, for marinekorpset ville ikke sige mere, end at de frivillige skulle udføre specialopgaver.

“Vi vidste ikke, hvad ‘specialopgaver’ var”, huskede en navajo ved navn Carl Gorman efter krigen. “Men vi enedes om, at det nok betød at gå i blå stads­u­ni­form og sidde på kontor”.

Det lød nemt, så Gorman på 35 løj sig fem år yngre og skrev under. En knægt på blot 16 år slap også i­gen­nem, da han stoppede sine papirer ind i bunken af godkendte ansøgere i et ubemærket øjeblik.

I maj 1942 kunne 29 navajoer omsider stige på en bus, der kørte dem til San Diego. Her skulle de først gen­nem­fø­re marinekorpsets krævende rekrutskole, og forventningerne til dem var lave.

Skeptiske of­fi­ce­rer tvivlede på, at indianerne kunne underkaste sig striks militærdisciplin. “Denne gruppe på 29 mand er stadig fuldtallig”, skrev den ansvarlige chef overrasket i sin rapport, da træningsforløbet sluttede sidst i juni.

“Ingen er afgået pga. sygdom, disciplinære pro­ble­mer eller manglende evne til at holde trit med resten af enheden. Dette er usædvanligt”.

Navajoerne havde præsteret stik mod alle for­dom­me. Alligevel blev de snydt for de ti dages or­lov, som normalt fulgte efter rekrutskolen, og de 29 overgik direkte fra træning til “specialopgaver”.

Amatører skabte koden

Tiden var omsider kommet, hvor de nybagte ma­ri­ne­in­fan­te­ris­ter kunne få at vide, hvad de havde meldt sig til.

Briefingen skete i en topsikret bygning med trem­mer for vinduerne og kraftige låse på de tykke døre. Her fortalte en officer i barske vendinger, hvil­ken opgave indianerne stod overfor.

Amerikanske soldater kæmpede for livet mod frem­ryk­ken­de japanere, og de havde brug for hjælp af enhver art. Navajoerne skulle bidrage til sejren ved at skabe en kode, der var umulig for fjenden at bryde, så ingen hemmeligheder blev afsløret via radiomeldinger.

Allerede her be­gynd­te de 29 mand at skæve for­vir­ret til hinanden. De færreste af dem havde mere end en almindelig skoleuddannelse.

Grundelementet i koden skulle være et fonetisk alfabet, hvor navajo-ord erstattede engelske bogstaver.

Når det var på plads, lød næste opgave på at udvælge udtryk, som hver dækkede over militære begreber fx “granat” eller “oberst”. Alle disse ord forventedes indianerne at lære udenad, så de kunne klare sig uden kodebøger ved fronten.

Navajoerne ville være underlagt strenge sikkerhedsprocedurer, mens de arbejdede på koden. Intet papir eller dokument måtte forlade bygningen, og selv i fritiden havde navajoerne forbud mod at gå nogen steder, uden at deres udpegede makker var med.

Talte en af de 29 over sig, ville han blive straffet hårdt og ende i militærfængsel i resten af krigen. Opgaven lød så urealistisk, at nogle af navajoerne regnede den for fup.

Enkelhed var en dyd

Men marinekorpset havde ikke testet navajoerne med en falsk mission, fandt de udvalgte hurtigt ud af. Indianerne var nu kodeeksperter, uanset hvor rustede de følte sig til opgaven, og måtte straks i gang med alfabetet.

Allerede den første aften lå et grundrids til kodens alfabet klar. I et klassisk fonetisk alfabet erstattes bogstaver med hele ord, der har samme forbogstav, så modtageren i den anden ende af et radionet eller en felttelefon lettere kan høre forskel på lydene.

Navajoerne forvandlede systemet til en kode, hvor de dernæst erstattede de fonetiske ord på engelsk med et tilsvarende begreb på deres eget sprog.

Da selve alfabetet var udviklet og på plads, gik indianerne i gang med at supplere det med 211 andre navajo-ord, som dækkede over de mest gængse militære standardbegreber fra “maskingevær” og “brigadegeneral” til “rekognoscering”.

Militære fagudtryk udgjorde langt størstedelen af enhver radiomelding, og signalfolk kunne spare masser af tid, hvis de ikke skulle stave sig igennem beskeder bogstav for bogstav.

Problemet ved de 211 ord var, at navajoerne skulle være i stand til at huske hvert eneste af dem selv i en stresset kampsituation.

“Vi sørgede omhyggeligt for at bruge navajo-hverdagsord, så vi nemt kunne lære og genkalde os dem. Jeg mener, at det hjalp os til at have succes i kamp”, forklarede indianeren Chester Nez siden.

Ingen nye ord måtte opfindes for at dække huller i navajoernes sprog, for de var svære at huske. Så var det bedre at tage et hvilket som helst eksisterende udtryk, også selvom det betød noget helt andet end det engelske udtryk, ordet skulle erstatte.

I september 1942 blev det første hold navajoer erklæret parat til at drage i krig. Blot fire måneder forinden havde de meldt sig i den tro, at resten af krigen stod på fast løn og ufarligt skrivebordsarbejde.

I stedet var de nu på vej til en ø lang, langt borte, hvor marineinfanterister kæmpede for livet i en af klodens mest ugæstfrie egne. Indianerne skulle til Guadalcanal i Stillehavet.

Kodeeksperterne skulle vinde økrig

Valget af stillehavsøen var ikke tilfældigt, for navajoernes kodesprog skulle sikre succes i et af krigens allermest afgørende slag.

I sensommeren 1942 var en voldsom kamp ved at blive udkæmpet på Guadalcanal, hvor japanerne var gået i land for at anlægge en luftbase, hvorfra deres fly kun­ne lukke den travle og vigtige forsyningsrute fra USA til Australien.

Truslen var så alvorlig, at den amerikanske overkommando straks besluttede sig for en hurtig modinvasion, hvor USA’s 1. marinedivision stormede i land, indtog japanernes halvfærdige flyveplads og forberedte sig på at forsvare det stra­te­giske punkt – om nødvendigt til sidste mand.

Syv uger efter den amerikanske landgang sejlede en båd de 13 første navajo-indianere ind til stranden.

Amerikanerne på øen havde udholdt japanske angreb, daglige bombardementer og tropiske sygdomme, og indianerne fik straks en forsmag på hverdagen i deres nye hjem, da et japansk jagerfly dykkede ned mod dem med snerrende maskingeværer, så sand blev pisket op omkring de nyankomne.

Lettere fortumlede meldte navajoerne sig til divisionens signalofficer, løjtnant Hunt, som straks besluttede sig for at teste de nye mænds evner.

Hver navajo fik en radio i hånden, og så blev mændene kørt til for­skel­li­ge punkter i det amerikanske brohoved. I samme øjeblik navajoerne begyndte at sende, brød kaos dog løs.

Andre radiofolk hørte et ukendt sprog i æteren, og de troede derfor, at de japanske styrker i området var slået ind på de amerikanske frekvenser ved en fejl. Derfor slog de støj­sen­der­ne til, så al kommunikation på nettet blev blo­ke­ret af hyletoner.

Løjtnant Hunt indså, at det ville tage tid at få ind­slu­set de 13 indianere, og han anede stadig ikke, om de var som sendt fra himlen eller endnu en byrde på den hårdt trængte styrkes skuldre.

Indianere vandt over maskinen

Navajoernes første radiobeskeder på Guadalcanal hav­de ført til en forvirring, som nemt kunne gen­ta­ge sig.

Derfor besluttede løjtnant Hunt, at indianerne frem­over skulle indlede med genkendelige ord på en­gelsk, inden de slog over i deres eget sprog – enten “Arizona” eller “New Mexico”.

Nu kunne navajoerne omsider begynde at sende. Men Hunt manglede stadig at opklare, om deres kode­sy­stem overhovedet var et bedre alternativ end 1. marinedivisions kodemaskiner.

Han besluttede at afgøre sagen med en konkurrence. En melding skul­le sendes ud med begge metoder, og hvis ma­ski­nen var hurtigst, ville radiosproget forblive engelsk som hidtil, så kunne navajoerne måske bruges som almindelige radiofolk, eller også måtte de kæm­pe som geværskytter.

Hunt advarede indianerne om, at kodemaskinen var hurtig. Det tog blot fire timer, fra apparatet be­gynd­te at indkode, til modtagerne havde afkodet mel­dingen. Løjtnanten spurgte, hvor lang tid navajoerne regnede med at bruge.

“Omkring to minutter”, lød svaret fra menig William McCabe.

Hunt nægtede at tro ham, men han rakte indianeren en besked på engelsk og satte sit stop­ur i gang. McCabe havde været for optimistisk, vis­te det sig, for først efter to og et halvt minut knitrede radioen. Modtageren kvitterede for, at mel­din­gen var afkodet og forstået.

Testen overbeviste Hunt om, at navajoerne var en gave til 1. marinedivision. Han kunne blot ærg­re sig over, at de 13 mand var for få til at dække al ra­dio­kom­mu­ni­ka­tion på Guadalcanal, så han måt­te prioritere deres arbejde.

Officeren besluttede derfor, at indianerne fremover skulle tage sig af meldinger, som faldt inden for ka­te­go­ri­er­ne “haster” eller “hemmeligt” – altså be­ske­der, som krævede øjeblikkelig handling el­ler indeholdt særlig fortrolige oplysninger.

Slaget om Guadalcanal fortsatte måned efter måned, og hver eneste dag med kamphandlinger sled på de amerikanske soldater.

Natlige bombardementer gjorde det umuligt at sove, malaria rasede i brohovedet, og kosten bestod af triste nødrationer. Alt mang­le­de på den lille stillehavsø, der lå for enden af en meget lang forsyningskorridor.

Navajoerne klarede sig under de barske forhold, for de var vokset op med knaphed i reservatet.

Hjem­me­fra kendte de til at overleve i barske og u­ven­li­ge omgivelser, bevæge sig gennem vanskeligt ter­ræn og finde vej om natten.

“Som marineinfanterister er na­va­jo­er­ne uden ligemænd. De tilpasser sig hurtigt til de be­tin­gel­ser, de tjener under”, skrev en amerikansk officer i en rapport.

“Jeg ville være stolt over at an­fø­re en enhed, der udelukkende be­står af disse folk”.

Overtro fulgte med

Navajoernes overtro bød dog på udfordringer, mens de kæmpede på Guadalcanal. Særligt synet af døde skræm­te det indianske folk.

“Min frygt for de døde var noget af det sværeste at komme sig over”, huskede en navajosoldat se­ne­re, for ifølge deres traditioner forblev den afdødes ånd nær liget, og ånden var farlig.

Frygten måtte alle dog hurtigt overvinde, for mænd blev dræbt hver evig eneste dag på Guadalcanal.

Marinekorpsets regler for personlig pleje kolliderede også med navajoernes traditioner for personlig pleje. Selv i junglen, hvor et bad blot var et fjernt minde, insisterede en af de amerikanske løjtnanter på daglig barbering – for alle.

Navajoerne prøvede at forklare ham, at det ifølge deres skik­ke betød ulykke at klippe håret lige før kamp. Vrøvl, mente officeren, og det ville han bevise næste morgen.

“Så han barberede sig, og kl. 9 samme morgen blev han skudt lige i panden”, huskede en na­va­jo­sol­dat mange år senere.

Efter løjtnantens død lyttede ingen indianer til of­fi­ce­rer, der argumenterede imod deres traditioner.

Sagen endte med, at navajoerne på Guadalcanal selv kunne afgøre, om de ville barbere sig. De fær­reste af dem havde alligevel skægvækst, og de var kun gået i gang med ragekniven hver morgen for ikke at være på tværs.

Marinekorpset manglede indianere

I februar 1943 ebbede kampene på Guadalcanal en­de­lig ud. Amerikanerne havde forsvaret fly­ve­pladsen mod angreb efter angreb, og derefter drev de langsomt japanerne bort fra øen.

Knap 200 navajoer var i mellemtiden blevet træ­net som “kodetalere” hjemme i USA.

Under ud­dan­nel­sen havde de haft nogle af de oprindelige 29 som instruktører, så alle rekrutter lærte præcis det samme, som første hold tog med sig i krig.

Navajoer deltog i alle de store land­gangs­o­pe­ra­tio­ner, som marinekorpset gennemførte i Stil­le­havet.

En rapport anbefalede i sommeren 1943, at hver af marinekorpsets divisioner fik 100 af de effektive indianere, men det tal var u­mu­ligt at nå.

Så mange mænd havde træningsprogrammet slet ikke kapacitet til at levere. I praksis måtte enhederne ved fronten skarpt pri­o­ri­te­re, hvilke typer beskeder navajoerne skulle tage sig af og hvilke de ikke behøvede at kode.

Den amerikanske offensiv gennem Stillehavet nå­e­de i sommeren 1944 til øgruppen Marianerne, som Japan havde behersket allerede før 2. verdenskrig.

Saipan var første mål og en større udfordring, end a­me­ri­ka­ner­ne først havde forventet.

En amerikansk film fra 2002 har også knyttet øen særligt til historien om navajo­indianernes indsats under krigen – og rejst et endnu ubesvaret spørgsmål.

Filmen “Windtalkers” havde Oscar-vinderen Nicolas Cage i hovedrollen som amerikansk ma­ri­ne­in­fan­te­rist.

Han havde en vig­tig og brutal opgave at løse under den blodige invasion af Saipan: “Navajo-indianerne har en kode. Beskyt koden for enhver pris”, røbede filmplakaten.

Plottet tog ud­gangs­punkt i det historiske faktum, at navajoernes ko­de­sy­stem var lagret i deres hjerner.

Der ek­si­ste­re­de ingen ko­de­bø­ger, så japanerne kunne kun aflytte amerikanske radiobeskeder, hvis de fangede en indianer og vred sandheden ud af ham.

Nicolas Cages karakter skulle forebygge ka­ta­stro­fen ved at beskytte en af kodefolkene som bo­dy­guard. Og hvis alt andet slog fejl, var det hans pligt at likvidere navajo-indianeren. Hans ubehag ved denne forræderiske mission voksede, i takt med at de to lærte hinanden at kende.

Ifølge filmplakaten var Windtalkers “inspireret af virkelige begivenheder”, men amerikanske myn­dig­he­der afviste kategorisk, at marineinfanterister hav­de ordre til at dræbe navajoer under 2. verdenskrig.

Filmkritikerne var mest tilbøjelige til at tro på myn­dig­he­der­ne, for filmen blev i forvejen sablet ned for manglende styr på historiske fakta på en lang ræk­ke andre områder.

Men måske ramte Windtalkers ikke helt så meget ved siden af, som filmen siden blev beskyldt for.

Krigs­ve­te­ra­ner kunne fortælle, at de havde fun­ge­ret som bodyguards for navajoer, der var indsat nær fronten.

Op­ga­ven gik især ud på at beskytte indianerne mod an­dre amerikanere, som alt for ofte tog dem for ja­pa­ne­re i forklædning. Men ifølge navajoen Chester Nez løb rygterne om en anden og mørkere mission allerede dengang.

Nez fortalte i senere interviews, at han fik mordordren be­kræf­tet af en anden indianer, hvis bodyguard an­gi­ve­ligt var gået til bekendelse.

De potentielle snig­mor­dere fik udelukkende deres befaling mundtligt, og intet blev derfor nogensinde skrevet ned.

Ingen bodyguard er dog på noget tidspunkt trådt frem og har indrømmet personligt at have været involveret. Og så vidt vides, faldt ingen navajo-indianer på Saipan eller andre af stillehavskrigens slagmarker for amerikanske kug­ler.

Den sidste opgave var den værste

Navajoernes vigtigste indsats under 2. verdenskrig fandt sted på Iwo-jima i februar 1945. Øen ud­gjor­de enden på den tusindvis af kilometer lan­ge kæde, amerikanerne havde erobret sig frem ad siden Guadalcanal.

Forude lå selve Japan. Ja­pa­ner­ne forstod fuldt ud Iwo-jimas betydning, og ifølge efterretningskilder kunne de amerikanske land­gangs­trop­per forvente hård modstand.

Derfor begyndte de første luft­an­greb mere end et halvt år forinden, og i tre dage op til landgangen stem­te en eskadre af slagskibe også i med deres svære kanoner.

Den blot 21 km2 store vulkanø oplevede krigens mest koncentrerede bombardement.

Navajoerne var med fra be­gyn­del­sen, for radioholdene var for­delt mellem slagskibene, hvor de sad klar til at modtage meldinger inde fra land.

Fra skibene kunne de se på, da den første invasionsbølge satte kurs mod stranden, og stor var overraskelsen for alle, da landgangsbådene ikke blev beskudt.

Marineinfanterister og materiel kunne sættes af i god behold, og lettelsen bredte sig blandt amerikanerne, mens de gjor­de klar til at rykke frem.

Men så opdagede trop­per­ne, at kystskråningen foran dem ikke var fast, men bestod af en blanding af sand og vulkansk as­ke. Soldater til fods kunne knap rykke frem, og køretøjerne sank straks i.

I dette øjeblik slog japanerne til. Fra 800 skjulte stillinger kunne Iwo-jimas forsvarere hamre løs på de hjælpeløse amerikanere i vandkanten.

En militær katastrofe truede, mens marineinfanteristerne desperat forsøgte at grave sig ned i det sorte sand. Deres eneste håb var et tæt samarbejde med skibe og fly.

Radioer afgjorde slaget

Mens japanerne massakrerede amerikanerne på stran­den, nærmede de første navajoer sig Iwo-jima sammen med anden angrebsbølge.

Denne gang holdt japanerne ikke igen, og adskillige land­gangs­bå­de blev ramt af gra­na­ter fra kysten.

En indianer ved navn Merril Sandoval måtte svøm­me de sidste 100 m ind til stranden, efter at en fuldtræffer hav­de vendt bunden i vejret på hans landgangsfartøj.

Hans dyrebare radio endte på havbunden. Men de fleste andre indianere slap i land med alt deres udstyr, og her for­del­te kodetalerne sig i hold af to mand.

Hør en af beskederne fra slaget om Iwo-jima fra en af de oprindelige kodetalere:

Observatører fodrede navajoerne med mål, hvis ko­or­di­na­ter de straks sendte videre til skibene ud for kysten. Langsomt, men metodisk satte granater og flybomber stillinger ud af spillet, og hver gang blev ilden mod landgangsstranden en smule svagere.

Marine­infanteristerne kunne endelig begynde at ma­ve sig fremad mod fjenden.

Navajoerne var i gang på seks forskellige radionet, og i løbet af de første to invasionsdøgn nåede de at sende 800 meldinger.

Den­ne tætte koordination mellem amerikanerne var årsag til, at de kunne bryde ud fra deres brohoved i vandkanten og herfra begynde erobringen af Iwo-jima.

Et af 2. verdenskrigs berømteste billeder blev taget fire dage senere, da marineinfanterister rejste det amerikanske flag på Suribachibjerget.

Bjergets vulkanske kegle rager højt op over resten af øen, og erobringen af toppen betød, at slagets ud­fald var afgjort.

Nyheden om den vigtige erobring blev udsendt fra øen i navajokode. Radiomeldingen blev lang, fordi indianerne ikke havde noget ord for bjerget, så Suribachi måtte staves via kodealfabetet.

“Nogle jublede”, huskede en navajo om øjeblikket, hvor flaget kom til syne på toppen.

“De løftede ho­ve­det. Glemte alt om krigen. Da blev flere af dem ramt”.

Japanerne agtede nemlig ikke at kapitulere, selv­om slaget var uundgåeligt tabt. De kæmpede til sidste mand, og mange amerikanere faldt også, inden blodbadet omsider var forbi.

Erobringen af Iwo-jima havde vist sig van­ske­­li­ge­re, end selv de mest pessimistiske skri­ve­bords­­ge­ne­ra­ler havde spået.

Når slaget alligevel endte i sejr, skyld­tes det ifølge invasionsstyrkens signal­officer in­di­a­ner­ne og deres radioer.

“Var det ikke for navajoerne, ville vi aldrig have e­ro­bret Iwo-jima”, vurderede major Howard Connor efter invasionen.

Krigsveteraner skulle tie

Efter slaget ved Iwo-jima nåede navajo-indianerne også at være med i invasionen af Okinawa, inden atombomberne af­slut­te­de 2. verdenskrig i august 1945.

Ligesom millioner af an­dre unge mænd vendte de hjem, men til forskel fra an­dre soldater kunne indianerne ikke for­tæl­le deres nærmeste familie, hvad de havde lavet i krigsårene.

Navajokoden forblev nem­lig en militær hemmelighed. Tavs­he­den om indianernes indsats skulle snart vise sig værdifuld.

I 1950 brød koreakrigen ud, og navajoernes kode blev igen den sikreste, når indholdet i ra­dio­mel­din­ger skulle skjules for fjenden.

Stem­mer­ne i æteren var i øvrigt de sam­me som under forrige krig, for Chester Nez og mange af de andre navajoer meldte sig igen.

Efter koreakrigen blev navajoernes kode sendt på pen­sion, og i 1968 ophørte klausulerne om hem­me­lig­hol­del­se.

Nu kunne indianerne endelig tale ud om deres opgave. Navajoernes kode er den eneste mundtlige kode, som aldrig er blevet brudt.

Det fastslog The New York Times, da den ansete avis bragte en nekrolog i an­led­ning af Chester Nez’ død i 2014. Han var en af de 29, der meldte sig til et kontorjob i 1942 og i stedet blev USA’s hemmelige våben.