Japanerne havde god grund til at være forvirrede, hvis de lyttede med på den besked, som den amerikanske signalmand Chester Nez udsendte i æteren over stillehavsøen Guadalcanal engang i sensommeren 1942.
“Anaai naatsosi beeldooh alhaa dildoni nishnaajigo nahdikadgo. Diiltaah”, lød beskeden, som overhovedet ikke gav mening og derfor måtte være kodet.
Normalt var det blot et spørgsmål om tid, før en krypteret besked af den slags ville blive brudt, men koden var uigennemskuelig, for den var krypteret med en metode, som var så simpel, men alligevel så genial, at beskeden var intet mindre end ubrydelig.
Chester Nez’ kodede meddelelse byggede nemlig på de amerikanske navajo-indianeres oprindelige sprog – et sprog, der var så utilgængeligt, at det var komplet uforståeligt for alle andre end for indianerne selv.
Choctawer talte i koder
Som så ofte i historien var det tilfældigheder, der gjorde navajoernes sprog til USA’s sikreste måde at sende meddelelser under 2. verdenskrig.
Skikken med at bruge indianere til at skabe et kodesprog var ikke ny. Ideen opstod allerede under 1. verdenskrig på Vestfronten i Frankrig, hvor amerikanske tropper i 1918 ankom til skyttegravene foran de tyske linjer.
Felttelefoner var på den tid det hurtigste og mest avancerede middel, når enheder skulle sende oplysninger til hinanden. Men de uerfarne amerikanere opdagede hurtigt, at fjenden ofte lyttede med på linjen.
Tyskerne havde udviklet et fintfølende apparat, der gennem jorden var i stand til at opfange vibrationer fra telefonledninger.
Den såkaldte Morritz-station havde en rækkevidde på 1 km, og inden for den afstand kunne operatøren lytte med, når amerikanerne talte eller udvekslede morsesignaler. Kodesystemer udsatte kun afsløringerne en smule, for tyskerne brød dem hurtigt.
Modtrækket faldt en officer ind, da han hørte to indianere i sin enhed tale sammen. De tilhørte choctawstammen, fik kaptajn Lawrence at vide, og deres sprog var komplet uforståeligt.
“Sig mig engang, hvor mange af jer choctawdrenge har vi i bataljonen?” Kaptajn Lawrence til de indianere, der blevet tilknyttet hans bataljon.
“Sig mig engang, hvor mange af jer choctawdrenge har vi i bataljonen?” spurgte Lawrence.
Otte lød svaret, og kort efter var alle otte indianere udnævnt til signalfolk og fordelt mellem bataljonens enheder.
Fremover var alle beskeder over telefonnettet på choctaw, som de tyske kodebrydere stod magtesløse overfor. Metoden havde sine begrænsninger, for detaljer gik tabt, når meldinger blev oversat fra amerikansk til choctaw, sendt og derpå oversat tilbage til amerikansk. Men indianernes sprog var perfekt til simple ordrer som “angrib Høj 123” eller “send mere ammunition”.
Tyskerne forstod straks, hvordan amerikanerne havde snydt dem, men de nåede ikke at finde på et modtræk, for blot en måned senere endte krigen. Intet blev dog glemt.
I 1920’erne og 1930’erne fik mange indianerstammer derfor besøg af tyske “turister”, som med voldsom interesse studerede og dokumenterede deres sprog.
Navajoerne talte vanskeligt sprog
En ny verdenskrig var i gang, da en mand med en idé opsøgte marinekorpsets base nær San Diego i februar 1942.
Forhenværende sergent Philip Johnston havde læst, at hæren testede en gruppe indianere, som måske skulle bruges som signalfolk ligesom i 1918. Nu foreslog han marinekorpset at sætte et tilsvarende projekt i gang.
“Hvad hvis vi udvikler en kode, der bygger på et indianersprog?” spurgte Johnston med en indsmigrende sælgermine. “En, som kun kan bruges mundtligt via radio eller telefon og aldrig nedfældes på papir, der kan falde i fjendens hænder?”
Oberstløjtnanten foran eks-sergent Johnston fejede straks idéen af bordet. Metoden var forsøgt før og havde vist sig at være utilfredsstillende.
Det svar var gæsten dog forberedt på, og et modargument lå allerede på læberne. Han ville ikke oversætte meldinger fra engelsk til et indiansk sprog, men derimod skabe en kode ud fra indianske enkeltord.
På den måde undgik marinekorpset de fejloversættelser, der havde været et problem under 1. verdenskrig 24 år tidligere.
Johnston foreslog at bruge navajoindianernes meget komplicerede sprog. Han lærte selv sproget som barn, hvor hans far missionerede blandt navajoerne, og kun ved at leve blandt stammen fik han en nogenlunde korrekt udtale.
Som eksempel udtalte han nogle ord, som oberstløjtnanten blot skulle gentage. Officeren måtte hurtigt opgive at forme lydene korrekt, og dermed var han overbevist.
Marinekorpset gik dog kun med til at hverve 30 frivillige navajoer i første omgang, hvor Johnstons ambitiøse forslag lød på 200. Blot at finde 30 egnede mænd skulle dog vise sig at være en udfordring.
Indianere ville slappe af på et kontor
Marinekorpsets krav til sine kommende navajorekrutter var høje.
Mændene skulle tale deres stammes sprog som modersmål, men også kunne engelsk flydende og have lært at læse og skrive. Navajostammen talte omkring 4.500 mænd mellem 18 og 30, og højest 1.000 levede op til de strikse kriterier.
Af dem havde mange allerede meldt sig som almindelige soldater, og de var for længst placeret i andre enheder.
Hvervepersonel rejste til navajoernes reservat, der ligger på grænsen mellem Arizona, New Mexico og Utah, men rekrutteringen gik trægt, for marinekorpset ville ikke sige mere, end at de frivillige skulle udføre specialopgaver.
“Vi vidste ikke, hvad ‘specialopgaver’ var”, huskede en navajo ved navn Carl Gorman efter krigen. “Men vi enedes om, at det nok betød at gå i blå stadsuniform og sidde på kontor”.
“Ingen er afgået pga. sygdom, disciplinære problemer eller manglende evne til at holde trit med resten af enheden. Dette er usædvanligt”. Rapport om navajo-indianernes trænningsforløb.
Det lød nemt, så Gorman på 35 løj sig fem år yngre og skrev under. En knægt på blot 16 år slap også igennem, da han stoppede sine papirer ind i bunken af godkendte ansøgere i et ubemærket øjeblik.
I maj 1942 kunne 29 navajoer omsider stige på en bus, der kørte dem til San Diego. Her skulle de først gennemføre marinekorpsets krævende rekrutskole, og forventningerne til dem var lave.
Skeptiske officerer tvivlede på, at indianerne kunne underkaste sig striks militærdisciplin. “Denne gruppe på 29 mand er stadig fuldtallig”, skrev den ansvarlige chef overrasket i sin rapport, da træningsforløbet sluttede sidst i juni.
“Ingen er afgået pga. sygdom, disciplinære problemer eller manglende evne til at holde trit med resten af enheden. Dette er usædvanligt”.
Navajoerne havde præsteret stik mod alle fordomme. Alligevel blev de snydt for de ti dages orlov, som normalt fulgte efter rekrutskolen, og de 29 overgik direkte fra træning til “specialopgaver”.
Amatører skabte koden
Tiden var omsider kommet, hvor de nybagte marineinfanterister kunne få at vide, hvad de havde meldt sig til.
Briefingen skete i en topsikret bygning med tremmer for vinduerne og kraftige låse på de tykke døre. Her fortalte en officer i barske vendinger, hvilken opgave indianerne stod overfor.
Amerikanske soldater kæmpede for livet mod fremrykkende japanere, og de havde brug for hjælp af enhver art. Navajoerne skulle bidrage til sejren ved at skabe en kode, der var umulig for fjenden at bryde, så ingen hemmeligheder blev afsløret via radiomeldinger.
Allerede her begyndte de 29 mand at skæve forvirret til hinanden. De færreste af dem havde mere end en almindelig skoleuddannelse.
Grundelementet i koden skulle være et fonetisk alfabet, hvor navajo-ord erstattede engelske bogstaver.
Når det var på plads, lød næste opgave på at udvælge udtryk, som hver dækkede over militære begreber fx “granat” eller “oberst”. Alle disse ord forventedes indianerne at lære udenad, så de kunne klare sig uden kodebøger ved fronten.
Navajoerne ville være underlagt strenge sikkerhedsprocedurer, mens de arbejdede på koden. Intet papir eller dokument måtte forlade bygningen, og selv i fritiden havde navajoerne forbud mod at gå nogen steder, uden at deres udpegede makker var med.
Talte en af de 29 over sig, ville han blive straffet hårdt og ende i militærfængsel i resten af krigen. Opgaven lød så urealistisk, at nogle af navajoerne regnede den for fup.
Enkelhed var en dyd
Men marinekorpset havde ikke testet navajoerne med en falsk mission, fandt de udvalgte hurtigt ud af. Indianerne var nu kodeeksperter, uanset hvor rustede de følte sig til opgaven, og måtte straks i gang med alfabetet.
Allerede den første aften lå et grundrids til kodens alfabet klar. I et klassisk fonetisk alfabet erstattes bogstaver med hele ord, der har samme forbogstav, så modtageren i den anden ende af et radionet eller en felttelefon lettere kan høre forskel på lydene.
Navajoerne forvandlede systemet til en kode, hvor de dernæst erstattede de fonetiske ord på engelsk med et tilsvarende begreb på deres eget sprog.
Da selve alfabetet var udviklet og på plads, gik indianerne i gang med at supplere det med 211 andre navajo-ord, som dækkede over de mest gængse militære standardbegreber fra “maskingevær” og “brigadegeneral” til “rekognoscering”.
Militære fagudtryk udgjorde langt størstedelen af enhver radiomelding, og signalfolk kunne spare masser af tid, hvis de ikke skulle stave sig igennem beskeder bogstav for bogstav.
Problemet ved de 211 ord var, at navajoerne skulle være i stand til at huske hvert eneste af dem selv i en stresset kampsituation.
“Vi sørgede omhyggeligt for at bruge navajo-hverdagsord, så vi nemt kunne lære og genkalde os dem”. Navajo-indianeren Chester Nez om udviklingen af kodesproget.
“Vi sørgede omhyggeligt for at bruge navajo-hverdagsord, så vi nemt kunne lære og genkalde os dem. Jeg mener, at det hjalp os til at have succes i kamp”, forklarede indianeren Chester Nez siden.
Ingen nye ord måtte opfindes for at dække huller i navajoernes sprog, for de var svære at huske. Så var det bedre at tage et hvilket som helst eksisterende udtryk, også selvom det betød noget helt andet end det engelske udtryk, ordet skulle erstatte.
I september 1942 blev det første hold navajoer erklæret parat til at drage i krig. Blot fire måneder forinden havde de meldt sig i den tro, at resten af krigen stod på fast løn og ufarligt skrivebordsarbejde.
I stedet var de nu på vej til en ø lang, langt borte, hvor marineinfanterister kæmpede for livet i en af klodens mest ugæstfrie egne. Indianerne skulle til Guadalcanal i Stillehavet.
Kodeeksperterne skulle vinde økrig
Valget af stillehavsøen var ikke tilfældigt, for navajoernes kodesprog skulle sikre succes i et af krigens allermest afgørende slag.
I sensommeren 1942 var en voldsom kamp ved at blive udkæmpet på Guadalcanal, hvor japanerne var gået i land for at anlægge en luftbase, hvorfra deres fly kunne lukke den travle og vigtige forsyningsrute fra USA til Australien.
Truslen var så alvorlig, at den amerikanske overkommando straks besluttede sig for en hurtig modinvasion, hvor USA’s 1. marinedivision stormede i land, indtog japanernes halvfærdige flyveplads og forberedte sig på at forsvare det strategiske punkt – om nødvendigt til sidste mand.
Syv uger efter den amerikanske landgang sejlede en båd de 13 første navajo-indianere ind til stranden.
Amerikanerne på øen havde udholdt japanske angreb, daglige bombardementer og tropiske sygdomme, og indianerne fik straks en forsmag på hverdagen i deres nye hjem, da et japansk jagerfly dykkede ned mod dem med snerrende maskingeværer, så sand blev pisket op omkring de nyankomne.
Lettere fortumlede meldte navajoerne sig til divisionens signalofficer, løjtnant Hunt, som straks besluttede sig for at teste de nye mænds evner.
Hver navajo fik en radio i hånden, og så blev mændene kørt til forskellige punkter i det amerikanske brohoved. I samme øjeblik navajoerne begyndte at sende, brød kaos dog løs.
Andre radiofolk hørte et ukendt sprog i æteren, og de troede derfor, at de japanske styrker i området var slået ind på de amerikanske frekvenser ved en fejl. Derfor slog de støjsenderne til, så al kommunikation på nettet blev blokeret af hyletoner.
Løjtnant Hunt indså, at det ville tage tid at få indsluset de 13 indianere, og han anede stadig ikke, om de var som sendt fra himlen eller endnu en byrde på den hårdt trængte styrkes skuldre.
Indianere vandt over maskinen
Navajoernes første radiobeskeder på Guadalcanal havde ført til en forvirring, som nemt kunne gentage sig.
Derfor besluttede løjtnant Hunt, at indianerne fremover skulle indlede med genkendelige ord på engelsk, inden de slog over i deres eget sprog – enten “Arizona” eller “New Mexico”.
Nu kunne navajoerne omsider begynde at sende. Men Hunt manglede stadig at opklare, om deres kodesystem overhovedet var et bedre alternativ end 1. marinedivisions kodemaskiner.
Han besluttede at afgøre sagen med en konkurrence. En melding skulle sendes ud med begge metoder, og hvis maskinen var hurtigst, ville radiosproget forblive engelsk som hidtil, så kunne navajoerne måske bruges som almindelige radiofolk, eller også måtte de kæmpe som geværskytter.
Hunt advarede indianerne om, at kodemaskinen var hurtig. Det tog blot fire timer, fra apparatet begyndte at indkode, til modtagerne havde afkodet meldingen. Løjtnanten spurgte, hvor lang tid navajoerne regnede med at bruge.
“Omkring to minutter”, lød svaret fra menig William McCabe.
Hunt nægtede at tro ham, men han rakte indianeren en besked på engelsk og satte sit stopur i gang. McCabe havde været for optimistisk, viste det sig, for først efter to og et halvt minut knitrede radioen. Modtageren kvitterede for, at meldingen var afkodet og forstået.
Testen overbeviste Hunt om, at navajoerne var en gave til 1. marinedivision. Han kunne blot ærgre sig over, at de 13 mand var for få til at dække al radiokommunikation på Guadalcanal, så han måtte prioritere deres arbejde.
Officeren besluttede derfor, at indianerne fremover skulle tage sig af meldinger, som faldt inden for kategorierne “haster” eller “hemmeligt” – altså beskeder, som krævede øjeblikkelig handling eller indeholdt særlig fortrolige oplysninger.
“Som marineinfanterister er navajoerne uden ligemænd. De tilpasser sig hurtigt til de betingelser, de tjener under”. Officer om navajo-indianernes imponerende evner som soldater.
Slaget om Guadalcanal fortsatte måned efter måned, og hver eneste dag med kamphandlinger sled på de amerikanske soldater.
Natlige bombardementer gjorde det umuligt at sove, malaria rasede i brohovedet, og kosten bestod af triste nødrationer. Alt manglede på den lille stillehavsø, der lå for enden af en meget lang forsyningskorridor.
Navajoerne klarede sig under de barske forhold, for de var vokset op med knaphed i reservatet.
Hjemmefra kendte de til at overleve i barske og uvenlige omgivelser, bevæge sig gennem vanskeligt terræn og finde vej om natten.
“Som marineinfanterister er navajoerne uden ligemænd. De tilpasser sig hurtigt til de betingelser, de tjener under”, skrev en amerikansk officer i en rapport.
“Jeg ville være stolt over at anføre en enhed, der udelukkende består af disse folk”.
Overtro fulgte med
Navajoernes overtro bød dog på udfordringer, mens de kæmpede på Guadalcanal. Særligt synet af døde skræmte det indianske folk.
“Min frygt for de døde var noget af det sværeste at komme sig over”, huskede en navajosoldat senere, for ifølge deres traditioner forblev den afdødes ånd nær liget, og ånden var farlig.
Frygten måtte alle dog hurtigt overvinde, for mænd blev dræbt hver evig eneste dag på Guadalcanal.
Marinekorpsets regler for personlig pleje kolliderede også med navajoernes traditioner for personlig pleje. Selv i junglen, hvor et bad blot var et fjernt minde, insisterede en af de amerikanske løjtnanter på daglig barbering – for alle.
Navajoerne prøvede at forklare ham, at det ifølge deres skikke betød ulykke at klippe håret lige før kamp. Vrøvl, mente officeren, og det ville han bevise næste morgen.
“Så han barberede sig, og kl. 9 samme morgen blev han skudt lige i panden”, huskede en navajosoldat mange år senere.
Efter løjtnantens død lyttede ingen indianer til officerer, der argumenterede imod deres traditioner.
Sagen endte med, at navajoerne på Guadalcanal selv kunne afgøre, om de ville barbere sig. De færreste af dem havde alligevel skægvækst, og de var kun gået i gang med ragekniven hver morgen for ikke at være på tværs.
Marinekorpset manglede indianere
I februar 1943 ebbede kampene på Guadalcanal endelig ud. Amerikanerne havde forsvaret flyvepladsen mod angreb efter angreb, og derefter drev de langsomt japanerne bort fra øen.
Knap 200 navajoer var i mellemtiden blevet trænet som “kodetalere” hjemme i USA.
Under uddannelsen havde de haft nogle af de oprindelige 29 som instruktører, så alle rekrutter lærte præcis det samme, som første hold tog med sig i krig.
Navajoer deltog i alle de store landgangsoperationer, som marinekorpset gennemførte i Stillehavet.
En rapport anbefalede i sommeren 1943, at hver af marinekorpsets divisioner fik 100 af de effektive indianere, men det tal var umuligt at nå.
Så mange mænd havde træningsprogrammet slet ikke kapacitet til at levere. I praksis måtte enhederne ved fronten skarpt prioritere, hvilke typer beskeder navajoerne skulle tage sig af og hvilke de ikke behøvede at kode.
Den amerikanske offensiv gennem Stillehavet nåede i sommeren 1944 til øgruppen Marianerne, som Japan havde behersket allerede før 2. verdenskrig.
Saipan var første mål og en større udfordring, end amerikanerne først havde forventet.
En amerikansk film fra 2002 har også knyttet øen særligt til historien om navajoindianernes indsats under krigen – og rejst et endnu ubesvaret spørgsmål.
Filmen “Windtalkers” havde Oscar-vinderen Nicolas Cage i hovedrollen som amerikansk marineinfanterist.
Han havde en vigtig og brutal opgave at løse under den blodige invasion af Saipan: “Navajo-indianerne har en kode. Beskyt koden for enhver pris”, røbede filmplakaten.
Plottet tog udgangspunkt i det historiske faktum, at navajoernes kodesystem var lagret i deres hjerner.
Der eksisterede ingen kodebøger, så japanerne kunne kun aflytte amerikanske radiobeskeder, hvis de fangede en indianer og vred sandheden ud af ham.
Nicolas Cages karakter skulle forebygge katastrofen ved at beskytte en af kodefolkene som bodyguard. Og hvis alt andet slog fejl, var det hans pligt at likvidere navajo-indianeren. Hans ubehag ved denne forræderiske mission voksede, i takt med at de to lærte hinanden at kende.
Ifølge filmplakaten var Windtalkers “inspireret af virkelige begivenheder”, men amerikanske myndigheder afviste kategorisk, at marineinfanterister havde ordre til at dræbe navajoer under 2. verdenskrig.
Filmkritikerne var mest tilbøjelige til at tro på myndighederne, for filmen blev i forvejen sablet ned for manglende styr på historiske fakta på en lang række andre områder.
Men måske ramte Windtalkers ikke helt så meget ved siden af, som filmen siden blev beskyldt for.
Krigsveteraner kunne fortælle, at de havde fungeret som bodyguards for navajoer, der var indsat nær fronten.
Opgaven gik især ud på at beskytte indianerne mod andre amerikanere, som alt for ofte tog dem for japanere i forklædning. Men ifølge navajoen Chester Nez løb rygterne om en anden og mørkere mission allerede dengang.
Nez fortalte i senere interviews, at han fik mordordren bekræftet af en anden indianer, hvis bodyguard angiveligt var gået til bekendelse.
De potentielle snigmordere fik udelukkende deres befaling mundtligt, og intet blev derfor nogensinde skrevet ned.
Ingen bodyguard er dog på noget tidspunkt trådt frem og har indrømmet personligt at have været involveret. Og så vidt vides, faldt ingen navajo-indianer på Saipan eller andre af stillehavskrigens slagmarker for amerikanske kugler.
Den sidste opgave var den værste
Navajoernes vigtigste indsats under 2. verdenskrig fandt sted på Iwo-jima i februar 1945. Øen udgjorde enden på den tusindvis af kilometer lange kæde, amerikanerne havde erobret sig frem ad siden Guadalcanal.
Forude lå selve Japan. Japanerne forstod fuldt ud Iwo-jimas betydning, og ifølge efterretningskilder kunne de amerikanske landgangstropper forvente hård modstand.
Derfor begyndte de første luftangreb mere end et halvt år forinden, og i tre dage op til landgangen stemte en eskadre af slagskibe også i med deres svære kanoner.
Den blot 21 km2 store vulkanø oplevede krigens mest koncentrerede bombardement.
Navajoerne var med fra begyndelsen, for radioholdene var fordelt mellem slagskibene, hvor de sad klar til at modtage meldinger inde fra land.
Fra skibene kunne de se på, da den første invasionsbølge satte kurs mod stranden, og stor var overraskelsen for alle, da landgangsbådene ikke blev beskudt.
Marineinfanterister og materiel kunne sættes af i god behold, og lettelsen bredte sig blandt amerikanerne, mens de gjorde klar til at rykke frem.
Men så opdagede tropperne, at kystskråningen foran dem ikke var fast, men bestod af en blanding af sand og vulkansk aske. Soldater til fods kunne knap rykke frem, og køretøjerne sank straks i.
I dette øjeblik slog japanerne til. Fra 800 skjulte stillinger kunne Iwo-jimas forsvarere hamre løs på de hjælpeløse amerikanere i vandkanten.
En militær katastrofe truede, mens marineinfanteristerne desperat forsøgte at grave sig ned i det sorte sand. Deres eneste håb var et tæt samarbejde med skibe og fly.
Radioer afgjorde slaget
Mens japanerne massakrerede amerikanerne på stranden, nærmede de første navajoer sig Iwo-jima sammen med anden angrebsbølge.
Denne gang holdt japanerne ikke igen, og adskillige landgangsbåde blev ramt af granater fra kysten.
En indianer ved navn Merril Sandoval måtte svømme de sidste 100 m ind til stranden, efter at en fuldtræffer havde vendt bunden i vejret på hans landgangsfartøj.
Hans dyrebare radio endte på havbunden. Men de fleste andre indianere slap i land med alt deres udstyr, og her fordelte kodetalerne sig i hold af to mand.
Hør en af beskederne fra slaget om Iwo-jima fra en af de oprindelige kodetalere:
Observatører fodrede navajoerne med mål, hvis koordinater de straks sendte videre til skibene ud for kysten. Langsomt, men metodisk satte granater og flybomber stillinger ud af spillet, og hver gang blev ilden mod landgangsstranden en smule svagere.
Marineinfanteristerne kunne endelig begynde at mave sig fremad mod fjenden.
Navajoerne var i gang på seks forskellige radionet, og i løbet af de første to invasionsdøgn nåede de at sende 800 meldinger.
Denne tætte koordination mellem amerikanerne var årsag til, at de kunne bryde ud fra deres brohoved i vandkanten og herfra begynde erobringen af Iwo-jima.
Et af 2. verdenskrigs berømteste billeder blev taget fire dage senere, da marineinfanterister rejste det amerikanske flag på Suribachibjerget.
Bjergets vulkanske kegle rager højt op over resten af øen, og erobringen af toppen betød, at slagets udfald var afgjort.
Nyheden om den vigtige erobring blev udsendt fra øen i navajokode. Radiomeldingen blev lang, fordi indianerne ikke havde noget ord for bjerget, så Suribachi måtte staves via kodealfabetet.
“Nogle jublede”, huskede en navajo om øjeblikket, hvor flaget kom til syne på toppen.
“De løftede hovedet. Glemte alt om krigen. Da blev flere af dem ramt”.
Japanerne agtede nemlig ikke at kapitulere, selvom slaget var uundgåeligt tabt. De kæmpede til sidste mand, og mange amerikanere faldt også, inden blodbadet omsider var forbi.
Erobringen af Iwo-jima havde vist sig vanskeligere, end selv de mest pessimistiske skrivebordsgeneraler havde spået.
Når slaget alligevel endte i sejr, skyldtes det ifølge invasionsstyrkens signalofficer indianerne og deres radioer.
“Var det ikke for navajoerne, ville vi aldrig have erobret Iwo-jima”, vurderede major Howard Connor efter invasionen.
Krigsveteraner skulle tie
Efter slaget ved Iwo-jima nåede navajo-indianerne også at være med i invasionen af Okinawa, inden atombomberne afsluttede 2. verdenskrig i august 1945.
Ligesom millioner af andre unge mænd vendte de hjem, men til forskel fra andre soldater kunne indianerne ikke fortælle deres nærmeste familie, hvad de havde lavet i krigsårene.
Navajokoden forblev nemlig en militær hemmelighed. Tavsheden om indianernes indsats skulle snart vise sig værdifuld.
I 1950 brød koreakrigen ud, og navajoernes kode blev igen den sikreste, når indholdet i radiomeldinger skulle skjules for fjenden.
Stemmerne i æteren var i øvrigt de samme som under forrige krig, for Chester Nez og mange af de andre navajoer meldte sig igen.
Efter koreakrigen blev navajoernes kode sendt på pension, og i 1968 ophørte klausulerne om hemmeligholdelse.
Nu kunne indianerne endelig tale ud om deres opgave. Navajoernes kode er den eneste mundtlige kode, som aldrig er blevet brudt.
Det fastslog The New York Times, da den ansete avis bragte en nekrolog i anledning af Chester Nez’ død i 2014. Han var en af de 29, der meldte sig til et kontorjob i 1942 og i stedet blev USA’s hemmelige våben.