Italiens Pearl Harbor

Nu, da Williamson er inde i selve den store havn, tvinger han flyet ned i en højde af blot ni meter og sænker farten til ca. 165 km/t. I det fjerne kan piloten omsider ane målet – den italienske flådes slagskibe. Foran de kæmpestore krigsfartøjer ligger imidlertid to mindre destroyere, hvis antiluftskyts nu i rasende fart pumper en mur af projektiler mod det angribende fly.

Williamson krænger flyet hen imod den enorme silhuet af et af de italienske slagskibe og trykker på den lille udløserknap på toppen af gashåndtaget. I samme øjeblik frigøres den over 700 kg tunge torpedo, som hænger under flyet.

De to briter flyver så lavt, at de kan fornemme skumsprøjtet, da torpedoen rammer havoverfladen og farer afsted mod sit mål. Nu er de midt i den koncentrerede ild fra hundreder af maskinkanoner.

Hvis de skal overleve, er de nødt til at komme væk – og det skal være nu. Imens går det ene Swordfish-fly efter det andet også til angreb på de italienske krigsskibe.

Italienerne har følt sig sikre i havnen, der er beskyttet af torpedo-net, lyskastere og hundredvis af antiluftskytskanoner. Men for briterne er angrebet så afgørende, at selv tabet af samtlige Swordfish-fly er vurderet acceptabelt.

Mission skulle sikre Middelhavet

Den 10. juni 1940 erklærede Italien krig mod Storbritannien, der på det tidspunkt havde kæmpet i Frankrig mod Hitlers invasionsstyrker i en måned. Og blot en uge efter den italienske krigserklæring overgav Frankrig sig.

Nu var Storbritannien pludselig helt alene om at forsvare skibstrafikken i Middelhavet. Med Italien med i krigen på tysk side var briternes skibsruter gennem Middelhavet via Suezkanalen til Indien og kolonierne i Sydøstasien truede.

Godt nok havde de en flådestyrke i området, men den kunne ikke måle sig med Italiens, der talte store slagskibe, svære krydsere og en mængde destroyere og ubåde. For Royal Navy stod det derfor klart, at noget måtte gøres – og hurtigt.

Den italienske flåde lod sig imidlertid ikke lokke ud i et åbent søslag, da Royal Navy med sine hangarskibe og tilhørende fly var for stærk i en åben kamp. Italienerne havde ingen hangarskibe, men deres store slagskibe ville let kunne splitte engelske konvojer ad. Og alene truslen var nok til, at briterne vurderede, at slagskibene måtte sættes ud af spillet.

Royal Navy besluttede sig derfor for at støve gamle planer fra 1935 af.

Dengang var Italien gået i krig med Etiopien, og briterne, der havde store interesser i Østafrika, forberedte derfor et overraskelsesangreb med torpedofly på den italienske flåde, mens den lå for anker i havnebyen Taranto.

Planen var meget risikabel, og chefen for den britiske middelhavsflåde, admiral Dudley Pound, forventede, at det deltagende hangarskib og dets fly ville gå tabt under missionen. Men det var et offer, han var villig til at tage, hvis det var muligt at ødelægge nogle af de store italienske slagskibe.

Inden admiral Pound kunne sætte sin plan i værk, blev middelhavsflådens eneste store hangarskib dog overflyttet til Nordsøen, hvorefter kun det lille hangarskib Eagle var tilbage – og det havde ikke nok fly til at gennemføre angrebet.

Angrebet udskydes

Kort efter skrinlægningen af angrebsplanerne blev admiral Pound flyttet tilbage til England og erstattet af admiral Andrew Cunningham, der – ligesom mange andre af datidens flådefolk – var en kendt modstander af brugen af fly i flådeoperationer.

Som en af hans officerer senere erindrede: “Hangarskibene og deres fly blev betragtet som andenrangs i forhold til resten af flåden”. Især hangarskibenes Swordfish-fly var ildesete blandt mange flådeofficerer.

De langsomme fly, der blev udviklet til flåden i begyndelsen af 1930’erne, var med deres dobbelte vinger forældede, før de første overhovedet nåede at blive leveret. Men maskinerne var blandt de eneste af flådens fly, der kunne lette og lande på et hangarskib og samtidig bære enten en torpedo- eller bombelast.

Admiral Cunningham indkaldte sine officerer til møde i september 1940 for at diskutere et angreb på Italiens flåde:

“Mine herrer, jeg har indkaldt jer, fordi jeg ønsker jeres råd til, hvordan vi bedst muligt kan genere fjenden”.

Officererne var enige om, at eftersom Mussolinis slagskibe nægtede at bevæge sig uden for Taranto-flådebasens beskyttende forsvar, så måtte briterne i stedet komme til dem. Og det kunne – på trods af admiral Cunninghams skepsis – kun lade sig gøre med de forældede Swordfish-fly.

Hangarskibet Illustrious var netop ankommet til Middelhavet, så nu var det muligt at sende et større antal fly på vingerne.

De store skibe ville imidlertid være stærkt udsatte i tilfælde af modangreb fra det italienske luftvåben. Derfor blev det besluttet at angribe i ly af mørket. Det ville også forbedre chancen for succes for de langsomme torpedofly.

Angrebsdatoen blev sat til den 21. oktober, årsdagen for briternes flådesejr ved Trafalgar under napoleonskrigene.

Herefter samlede angrebsflåden sig i Egypten, hvorfra den skulle sejle mod Italien og udgive sig for at være på vej mod den britiske koloni Malta, så italienerne ikke anede uråd og flyttede flåden i sikkerhed længere mod nord.

Fly eksploderer i et flammehav

Fra begyndelsen var missionen plaget af uheld. Allerede inden flåden forlod Egypten, mistede hangarskibet Illustrious flere fly, da mekanikerne var i gang med at montere ekstra brændstoftanke på flyene, så de kunne gennemføre den over 300 km lange tur.

En gnist antændte en brændstoftank, og et af flyene ombord på Illustrious eksploderede i et flammehav, der hurtigt bredte sig. To Swordfish-fly gik tabt i flammerne, mens fem andre blev beskadiget.

Det var umuligt at reparere de beskadigede fly inden den 21. oktober, så angrebet måtte udsættes til den 31. oktober. Det betød imidlertid, at piloterne ikke som planlagt ville have fuldmånen til hjælp. Angrebsstyrken var i stedet fuldstændig afhængig af nedkastede lysbomber til at oplyse den fjendtlige flåde.

Det viste sig for risikabelt, så endnu en gang blev angrebet udskudt. I sidste ende bestemte briterne sig for natten mellem den 11. og 12. november, hvor der igen ville være lys fra månen. Imens fortsatte uheldene med at ramme flåden.

Kort efter at have forladt havnen i Alexandria måtte det lille hangarskib Eagle vende om pga. en defekt. Selvom seks fly fra Eagle blev overflyttet til det noget større hangarskib Illustrious, betød det, at flådens flystyrke var kraftigt reduceret. Kun 24 Swordfish-fly var nu tilbage til at tage del i angrebet.

Dødsensfarlig rekognoscering

Hangarskibet Illustrious afsejlede fra Alexandria med kurs mod Italien den 6. november 1940 med et følge af beskyttende krigsskibe. Undervejs mod målet skulle angrebet planlægges ned i mindste detalje.

For ikke at vække mistanke havde briterne forsøgt at holde antallet af flyrekognosceringer over Tarantos havn på et minimum. Men nu, hvor angrebet var undervejs, var det afgørende, at piloterne fandt ud af, præcis hvilke skibe der befandt sig i havnen, og hvor de lå.

Opgaven tilfaldt den erfarne pilot Adrian Warburton, der dagen før angrebet lettede i et observationsfly for at fotografere Tarantos flådebase i dagslys. Skydækket lå imidlertid så langt nede, at Warburton var nødsaget til at foretage en dødsensfarlig flyvning i lav højde.

Med en afstand af blot 15 m til havoverfladen overfløj Warburton havnen i en regn af antiluftskytsprojektiler, mens han noterede navnene på fem italienske slagskibe, 14 krydsere og 27 destroyere samt deres præcise position.

Den lave flyvehøjde viste sig at være held i uheld, for den gjorde det svært for de forbløffede italienske skytter, der normalt skød mod højtflyvende mål, at nå at indstille sigtet efter flyet. Og det udnyttede Warburton til fulde. Faktisk fløj den britiske pilot så lavt, at han efterfølgende opdagede, at der hang rester af en radioantenne fra et af de italienske krigsskibe fast i flyets landingsstel.

På tilbageturen blev Warburton skarpt forfulgt af et italiensk jagerfly, der dog til sidst måtte opgive jagten.

Dagen efter fløj Warburton endnu en gang over Taranto.

Denne gang højt over havnen for at tage billeder, der kunne identificere placeringen af de torpedo-net og spærreballoner, som beskyttede havnen og dens skibe.

Takket være Warburtons observationer kunne den britiske flåde lave en detaljeret tegning over havnen i Taranto med alle større skibe og forsvarsværker tegnet ind.

Til briternes store tilfredshed kunne de konstatere, at samtlige af den italienske flådes seks store slagskibe nu befandt sig i Tarantos havn.

Specialtorpedoer skal omgå forsvaret

På rekognosceringsbillederne kunne de britiske officerer se de mange torpedo-net, der var udlagt i Tarantos havn for at stoppe ubådstorpedoer, inden de nåede frem til skibene. Nettene stak præcis så langt ned under vandet som skibenes køl. Torpedoer, der gik under nettene, ville derfor – i teorien – også gå under skibene uden at skade dem.

Men briterne havde et es i ærmet. Deres torpedoer var blevet udstyret med en nyudviklet magnet-udløser, der automatisk detonerede torpedoen, når den passerede under et skibs metalskrog. Selvom skibets køl befandt sig flere meter fra torpedoen, var sprængkraften stadig stærk nok til at brække kølen og rive hul i skroget.

Torpedo-nettene var primært nedsat i havnen for at beskytte mod ubådsangreb. At sikre mod torpedoangreb fra fly havde italienerne slet ikke overvejet. Det var nemlig alment kendt, at torpedoer kastet fra fly krævede en vanddybde på mindst 23 m, fordi torpedoen ellers ville ramme havbunden, når den blev kastet i vandet.

Da Tarantos havn kun havde en vanddybde på 12 m, ville torpedofly derfor umuligt kunne skade skibene. Men også dette havde briterne fundet et modsvar på. Under flyene placerede de en tromle med en tynd stålwire, der var bundet til spidsen af torpedoen.

Når det ca. fem meter lange våben blev kastet ned fra flyet, trak wiren torpedoens spids opad, så den i stedet for at stikke dybt ned i vandet lavede en maveplasker, hvorefter wiren slap sit greb i torpedoen.

Foruden torpedo-net blev de italienske krigsskibe også forsvaret med spærreballoner, der var tøjret til jorden med lange stålkabler. I mørket var kablerne svære at se, og hvis et fly ramte dem, ville det få vingerne skåret over. Derudover havde italienerne opstillet op imod 200 antiluftskytskanoner og maskingeværer, der alle ville skyde løs på flyene.

Alt dette blev præsenteret for de 42 piloter og observatører i den sidste briefing før angrebet. De færreste af folkene havde efter gennemgangen af forsvarsværkerne tiltro til, at de ville nå helskindede gennem angrebet. Så da officeren, der havde fortalt om missionen, nåede til planerne for hjemturen efter angrebet, afbrød en pilot ham straks:

“Lad os ikke bekymre os om den nu”, grinede han, hvorefter en nervøs latter brød ud blandt resten af piloterne.

Angrebet indledes med flere uheld

De uheld, der havde plaget forberedelserne til angrebet, fortsatte. Dagen før angrebet styrtede to observationsfly fra Illustrious uden varsel ned.

Det viste sig, at saltvand var trængt ind i brændstoftankene ombord, så store dele af hangarskibets brændstofreserver til flyene var ødelagt. Det betød, at flyene kun lige akkurat havde nok brændstof til at gennemføre missionen. Selve angrebet skulle foretages i to bølger.

Første bølge bestod af 12 fly, hvoraf to skulle kaste lysbomber til at lyse havnen op med. Fire andre fly med almindelige bomber skulle angribe mål på land eller nær havnen for at skabe forvirring, mens seks fly bevæbnet med torpedoer gik til angreb på de italienske krigsskibe.

Den anden bølge bestod af ni fly, hvoraf to skulle kaste nye blus, to skulle kaste bomber, mens fem havde torpedoer. For piloterne i den anden bølge var udsigterne til at overleve angrebet endnu mindre, da overraskelsesmomentet ville være borte efter den første bølges angreb. To af flyene i anden bølge nåede dog ikke langt.

Det ene fly fik ødelagt sin vinge på hangarskibets dæk og kunne derfor først lette en halv time efter de andre. Det andet fly tabte sin ekstra brændstoftank kort efter at være lettet og måtte vende om. Allerede inden angrebet var gået i gang, var den samlede flystyrke derfor reduceret til blot 20 fly – og inden længe skulle de også miste selve overraskelsesmomentet.

Angrebet begynder for tidligt

I løbet af aftenen havde advarselssirenerne hylet to gange over Tarantos flådebase. Italienerne havde ingen radar omkring havnen, men til gengæld lytteposter, som mente at kunne høre fjendtlige fly. Og de havde ret.

Ifølge planen skulle briternes angreb indledes kl. 23.00, men undervejs var et af flyene blevet væk fra de andre og nåede derfor frem til havnen et kvarter for tidligt.

Lyden af det enlige fly, der cirklede over havnen, mens det ventede på resten af angrebsbølgen, fik italienernes antiluftskytsforsvar til at gå i aktion. Himlen over Taranto blev gennemskåret af tusindvis af sporprojektiler, der lyste nattehimlen op.

For piloterne i den første bølge af Swordfish-fly, der nærmede sig infernoet, stod det klart, at deres overraskelsesmoment var forduftet.

Angrebet blev indledt af to fly, der kastede lysbomber over havnens sydøstlige del. Lysbomberne, der dalede mod jorden i små faldskærme, lyste havnen op inde fra land, så de efterfølgende fly tydeligt kunne se skibenes silhuetter. Omkring flyene føg det med projektiler, huskede piloten Richard Janvrin:

“Vi måtte bare igennem det, og det gjorde intet stort indtryk. Man tænkte ikke på, at det kunne ramme en”.

Efter nedkastningen kunne Janvrin og hans observatør vende opmærksomheden mod resten af første angrebsbølge, der nu gik løs på de italienske skibe.

Hans blik fulgte Kenneth Williamsons lederfly, som langsomt fløj længere og længere, indtil Williamson midt i infernoet af antiluftskyts-projektiler kastede sin torpedo og derefter forsøgte at nå væk. Netop som Williamson og hans observatør, Scarlett, krængede flyet, ramte den ene vinge imidlertid havoverfladen.

“Jeg røg ud af flyet og ned i vandet. Vi var seks meter over vandet – det var ikke så langt at falde”, erindrede Scarlett.

Mens observatøren lå i vandet, dukkede også Williamson op, og sammen klyngede de sig til det forulykkede fly.

“Folkene inde på land skød så heftigt efter flyet, at vandet kogte”.

Hvad de to briter endnu ikke vidste, var, at deres 730 kg tunge torpedo havde ramt slagskibet Conte di Cavour, der nu var i gang med at synke.

Williamson og Scarlett svømmede skyndsomst væk fra resterne af deres fly og fandt i stedet i sikkerhed på en flydedok i havnen. Imens fortsatte første angrebsbølge.

To torpedo-fly missede deres mål, mens lederen fra en anden angrebsgruppe formåede at ramme det store slagskib Littorio med en torpedo. Det sidste fly i angrebsbølgen blev fløjet af løjtnant Maund, hvis fly nærmede sig havnen ved at flyve lavt hen over Taranto by med kurs mod den lidt mindre inderhavn kaldet Mar Piccolo:

“Jeg åbnede fuldt op for gassen og sigtede efter indsejlingen til Mar Piccolo. Men pludselig føltes det, som om helvede ramlede ned over os!”

Antiluftskyts fra krigsskibene i havnen samt fra Mar Piccolos kyst forsøgte nu af al magt at nedskyde det britiske fly, før det kunne nå at kaste sin last.

Det italienske antiluftskyts havde imidlertid et stort problem med de lavtflyvende fly, for det tvang dem til at skyde så lavt, at de riskikerede at ramme skibene i havnen. Det faktum hjalp løjtnant Maund, der udvalgte et slagskib og lagde an til angreb:

“Vandet var så tæt under vores landingshjul, at jeg overvejede, hvad der ville ske først – at torpedoen blev affyret, eller vi ramte havoverfladen? Så rettede vi op, og nærmest uden at tænke blev affyringsknappen trykket i bund. En efterfølgende rysten afslørede, at ‘fisken’ var i vandet”, berettede Maund siden.

Slagskibet, han sigtede efter, var Vittorio Veneto, som imidlertid havde en heldig nat. Den britiske torpedo ramte nemlig havbunden, før den kunne nå hen til det store krigsskibs køl.

Den første angrebsbølges angreb varede knap 40 minutter. De i alt 12 fly formåede at ramme to af de italienske slagskibe og havde kun mistet et enkelt fly. Men angrebet var endnu ikke forbi.

Anden angrebsbølge går i gang

Da den anden angrebsbølge nåede frem til Taranto, blev piloterne mødt af et skræmmende syn. Flere beskrev luften over havnen som en “vulkan” af antiluftskytsild, for de italienske lytteposter havde nu også opfanget lyden af den anden bølge af torpedofly.

Der var kun syv ud af ni fly tilbage i angrebsbølgen pga. uheld undervejs, men de påbegyndte ufortrødent deres mission. Endnu en gang blev angrebet indledt med lysbomber, hvorefter torpedo- og bombefly sværmede mod skibene i havnen.

Det første fly i bølgen gik til angreb på det store slagskib Littorio, der allerede var blevet ramt én gang under det første angreb. Nu blev slagskibet ramt af endnu en torpedo.

Med nød og næppe undgik det angribende fly at blive skåret i stykker af en spærreballon, inden det vendte næsen hjemad. Endnu et fly angreb Littorio, der nu for tredje gang blev ramt.

Mindre heldige var de to briter ombord på Swordfish-flyet E4H, der gik til angreb på den tunge krydser Gorizia. Da flyet lagde an til angreb, blev det ramt af en fuldtræffer fra antiluftskyts og styrtede i havnen som en ildkugle.

Kort efter angreb et fly det store slagskib Caio Duilio, der blev ramt af en torpedo.

Flyet fløj så lavt, at det kun med nød og næppe undgik at brage ind i en fiskebåd, inden det under heftig beskydning slap bort fra havnen. Et af de få uskadte slagskibe i havnen Vittorio Veneto blev nu angrebet igen.

I første angrebsbølge havde skibet undgået at blive ramt, og selv nu, da en modig pilot nærmede sig i en afstand af blot 450 m, inden han kastede sin torpedo, fortsatte skibets held: Torpedoen satte sig fast i en sandbanke. Swordfish-flyet fik til gengæld skudt huller i sine vinger og krop, men holdt sig mirakuløst flyvende.

Det sidste fly i den anden angrebsbølge blev fløjet af løjtnant Clifford, der angreb en række krigsskibe i havnen med bomber.

Da han havde kastet bomberne, udeblev eksplosionerne dog på mystisk vis.

Det viste sig, at de fleste af bomberne endte i havnens vand, mens en enkelt rent faktisk ramte krydseren Trento, men bomben gik tværs igennem krigsskibets dæk uden at eksplodere.

Angrebet på Taranto var ovre.

Alle frygter det værste

Efter angrebet måtte hvert fly finde sin egen vej hjem til hangarskibet Illustrious.

Ingen havde noget klart overblik over, hvordan det var gået, og da to af de Swordfish-fly, der smed lysbomber under angrebet, fik kontakt med hinanden over radioen, var de overbeviste om, at angrebet havde udviklet sig til en massakre.

“Vi er muligvis de eneste overlevende. Jeg tvivler på, at nogen af torpedo- eller bombepiloterne slap væk”, erklærede den ene pilot bedrøvet.

Ombord på Illustrious var officererne også bekymrede for, hvor galt det var gået. Mange havde forventet, at der ville være tale om en selvmordsmission. Men så dukkede først to fly op, derefter endnu et, og i løbet af den næste times tid kom det ene fly efter det andet – mere eller mindre gennemhullet – tilbage til Illustrious. Kun to fly manglede.

I alt havde missionen kostet to piloter livet, mens Kenneth Williamson og hans observatør, Scarlett, endte i italiensk fangenskab.

De italienske tab havde derimod været langt mere alvorlige. Slagskibene Littorio, Caio Duilio og Conte di Cavour var alle tre blevet ramt, mens tre krydsere og to destroyere havde fået store skader. Havnens vandflyverbase var også blevet beskadiget af bomber, og tankene med olie til skibene stod i flammer.

Med angrebet på Taranto havde 21 forældede torpedofly sat halvdelen af de store slagskibe i Italiens flåde ud af spillet i adskillige måneder.

Angrebet gjorde det klart, at slagskibe, der tidligere havde været enhver flådes stærkeste våben, var stort set forsvarsløse over for et angreb fra et hangarskibs fly. Fremover blev hangarskibe derfor flådens vigtigste våben – slagskibenes tid var forbi.

Tilfreds udtalte admiral Cunningham, der ellers havde været mere end skeptisk over for brugen af fly i søoperationer:

“Taranto og natten mellem d. 11. og 12. november 1940 skal huskes for evigt for at have bevist én gang for alle, at Royal Navys luftstyrke er flådens mest effektive våben”.

Admiralen var da heller ikke i tvivl om, at den italienske flåde efter angrebet ikke længere ville være en trussel:

“Jeg tror ikke, at de resterende tre slagskibe vil udfordre os. Og hvis de gør, er jeg klar til at tage kampen med kun to!”

Også Storbritanniens premierminister, Winston Churchill, var tilfreds:

“Med dette ene slag blev flådebalancen i Middelhavet ændret afgørende”.

Japanske flådeofficerer var helt enige, og året efter kopierede de briternes angreb med endnu større succes, da de udslettede store dele af den amerikanske stillehavsflåde ved Pearl Harbor.