Japaner invaderer Hawaii

Hawaiianer kommer til undsætning

Flyet pløjer hen over marken og stopper bare 70 meter fra Hawila Kaleohanos bolig. Den 29-årige hawaiianer spæner straks hen til det medtagede fly og hopper op på vingen. Ligesom alle andre på Niihau kender Kaleohano intet til angrebet på Pearl Harbor, men han kan hurtigt se, at flyet er fremmed.

Piloten er ved at komme til sig selv og kigger med forbløffelse på Kaleohano, der stå på vingen. Den sårede pilot fumler efter sin pistol, men Kaleohano griber hurtigt fat i våbnet og river det til sig, inden han trækker den fremmede ud af cockpittet.

Øboen fisker også nogle papirer og et kort over Oahu op af japanerens lommer, før han tager den omtågede pilot med hjem.

“Er du japaner?” fremstammer Nishikaichi, der kun har et meget begrænset kendskab til engelsk.

“Nej, jeg er hawaiianer”, kommer det fra Kaleohano, som har levet de sidste 11 år på Niihau.

Hjemme i Kaleohanos køkken får den fremmede pilot med vanlig hawaiiansk gæstfrihed serveret fisk, pandekager og kaffe. Han spiser og drikker begærligt, og føden giver ham kræfter til at bekymre sig om de dokumenter, han har mistet:

“Giv papir tilbage”, lyder det.

Men Kaleohano afslår. Han har øens kvikkeste hoved og læser de aviser, som øens ejer, Aylmer Robinson, medbringer på sine ugentlige inspektionsbesøg.

Derfor ved Kaleohano, at forholdet mellem USA og Japan har været betændt længe. Niihaus øvrige beboere har ikke samme indsigt i verdenssituationen. De fleste er analfabeter og har aldrig forladt øen. ­Niihau råder ikke engang over en radio, så kendskabet til omverdenen er lig nul.

Da en del af øens 136 indbyggere stimler sammen senere på dagen, vejer Kaleohanos ord derfor også tungt. Den fremmede pilot er muligvis havnet på Niihau som følge af konflikten mellem USA og Japan.

Øboerne er enige om, at japaneren skal holdes under opsyn.

Piloten har landsmænd på øen

For at få informationer ud af piloten sender Kaleohano bud efter Niihaus japanske indbyggere. Hawaii har siden 1880’erne fået mange japanske immigranter, som især arbejder på plantagerne. I 1941 bor over 150.000 japanere i øriget, men kun tre lever på Niihau.

Biavleren Ishimatsu Shintani er den første, som Kaleohano bruger som tolk. Men da den 60-årige taler med piloten, bliver Shintani hvid i hovedet og går uden at fortælle, hvad piloten har sagt.

I stedet forsøger den 38-årige Yoshio Harada. Han er født på Hawaii og kom til Niihau for to år siden med sin kone, Irene, da han fik arbejde hos Aylmer Robinson.

Den tilflyttede japansk-amerikaner er respekteret på øen, og senest har Robinson betroet ham hvervet som Niihaus regnskabsfører.

Men heller ikke Harada videregiver meget af sin samtale med piloten – end ikke, at Japan har angrebet USA.

Til gengæld overtaler Harada de øvrige øboere til at lade japaneren bo hos ham og Irene, hvor han dog skal overvåges af vagter.

Ingen af indbyggerne aner, at Nishikaichi har overbevist sin landsmand om, at Japan står over for en snarlig krigssejr – og at det eneste rigtige derfor vil være at hjælpe piloten med at få sine dokumenter tilbage, så de ikke falder i hænderne på den amerikanske flåde. En farlig alliance er skabt.

Jagten på papirerne sætter ind

I første omgang vil Nishikaichi og Harada forsøge at lokke den ydmyge landsmand Shintani til at hjælpe dem med at få fingre i papirerne. Den 60-årige biavler er hunderæd for, at konflikten skal udvikle sig, og indvilger i at opsøge Kaleohano.

“Har du papir?” spørger Shintani på gebrokkent engelsk, da han den 12. december banker på hawaiianerens dør.

Kaleohano fremviser kortet over Oahu med overstregninger og japanske gloser.

“Ikke det. Det andet papir”.

Kaleohano går igen ind i huset og kommer tilbage med dokumenterne, som rummer skitser og fotos af amerikanske skibe og japanske instruktioner. Men da Shintani vil have dem udleveret, får han et afslag. Japaneren forsøger nu at lange ca. 200 dollars frem mod Kaleohano.

“Nej, disse dokumenter kan være vigtige”, lyder det fra hawaiianeren.

“Hvis ikke give papir – problemer”, fortæller Shintani, som beder Kaleohano om i det mindste at brænde dokumenterne. Som svar beder Kaleohano japaneren om at “skride”.

Fortvivlet og bange for konsekvenserne tør Shintani ikke gå tilbage til piloten. Senere på eftermiddagen sætter Nishikaichi og Harada derfor en mere drastisk plan i værk for at skaffe papirerne, der rummer hemmelige japanske koder.

Harada sniger sig hen til Aylmer Robinsons ranch, hvor Harada stjæler øens eneste gevær, som han gemmer i et honninglager nær sin bolig. Da han vender tilbage til sit hus, nikker han roligt til Nishikaichi, uden at vagten ser det.

Kl. 16.30 sætter Irene Harada en plade på grammofonen og skruer højt op, så tonerne drøner ud over området og de nærliggende hytter. Nishikaichi fortæller herefter vagten, at han gerne vil se honninglageret, og sammen med Harada spadserer de hen til den lille bygning.

Døren når kun lige at lukke i, før vagten får et geværløb stukket op i ansigtet – piloten har fået den haglbøsse, Harada stjal hos Robinson. Hvis vagten siger det mindste pip, vil piloten plaffe knoppen af ham.

De sammensvorne japanere låser deres fange inde i honninglageret og tager afsted i hestevogn mod Kaleohanos hjem nogle kilometer derfra. Nu skal dokumenterne for alt i verden sikres.

Ved 17.30-tiden hører Kaleohano hestevognen skrumle hen ad vejen mod sit hus. Tilfældigvis sidder hawaiianeren på lokum i et lille skur nogle meter fra huset, men gennem sprækker i væggen kan han se japanerne i hestevognen – den ene med en haglbøsse i favnen.

Kaleohano kan godt mærke, at der ikke er tale om et høflighedsvisit, og bliver på dasset for at se situationen an.

Vognen stopper, mændene hopper ned, og Harada råber Kaleohanos navn. Intet svar. Japanerne buldrer ind i huset, opsatte på selv at finde dokumenterne. Skuffer flås ud og skabe gennemrodes.

Frustrationen emmer ud af dem, i takt med at papirerne ikke dukker op. Kaleohano har nemlig gemt dem hos sin svigermor efter biavlerens besøg. Nishikaichi finder dog sin tjenestepistol, så nu er begge japanere bevæbnede.

Efter ransagningen går makkerparret hen til det ødelagte fly for at se, om radioen stadig virker. Lige meget hvad de prøver, forbliver den dog tavs. I stedet afmonterer de flyets maskingeværer og stabler ammunition på hestevognen.

Mens Nishikaichi og Harada er travlt optagede med arbejdet, åbner Kaleohano forsigtigt toiletdøren. Han sniger sig ud, men japanerne opdager ham alligevel.

“Stop! Stop!” brøler Harada.

Kaleohano tænker kun på at slippe væk, og da han hører et skud, spæner han alt, hvad han kan, til han endelig er uden for skydevåbnenes rækkevidde. Stakåndet når Kaleohano frem til landsbyen, hvor de fleste af øens indbyggere bor.

Han farer fra hus til hus og opfordrer alle til at stikke af. Fangen er flygtet med Haradas hjælp, og japanerne er bevæbnede. Krigen er kommet til Niihau.

Beboere flygter op i bjergene

Efter den pludselige advarsel stikker de fleste af landsbyens beboere af mod bjergene på Niihaus østlige side. Samme plan har Kaleohano, som låner en hest, efter at han har advaret det sidste hjem i landsbyen.

“Jeg tager til Paniau for at lave et bål”, fortæller Kaleohano, inden han svinger sig i sadlen og galoperer afsted mod Niihaus højeste punkt.

Uden kommunikationsmidler er indbyggerne på Niihau vant til at bruge bål, når de vil bede om hjælp fra naboøen Kauai 25 km mod øst.

Hvis en af øboerne kommer slemt til skade eller bliver alvorligt syge, stiger niihauanerne op på det 1.281 m høje bjerg, men i dag er hjælpen vigtigere end nogensinde.

Ingen ved, hvad den japanske pilot og hans lokale kumpan kan finde på, og de er de eneste på øen med skydevåben.

Snart blusser flammerne, men indbyggerne er enige om, at signalbålet ikke er nok. Sammen med fem mænd sniger Kaleohano sig ned til øens eneste redningsbåd og sætter kurs imod Kauai – en rotur, der vil tage omkring 10 timer.

Et par af folkene foreslår, at de først må sikre sig, at deres familier og venner er i sikkerhed. Men Kaleohano afslår:

“I kan ikke se jeres familier nu. De gemmer sig alle nu. Vi må hente hjælp”.

Japanerne skyder vildt om sig

Mens Kaleohano sidder i båden med kurs mod Kauai, er Nishikaichi og Harada stadig på jagt efter ham. De kører rundt i hestevognen med flyets store maskingeværer ud over siden og forsøger at finde nogle af øboerne.

De opdager dog hurtigt, at landsbyen er næsten forladt.

“Kaleohano!” råber Harada igen og igen, mens de to opstemte asiater skyder vildt om sig med pistol og haglgevær i håb om, at hawaiianeren vil overgive sig.

Da ingen kommer ud, begynder japanerne at slå husenes døre ind. Harada braser ind til en gammel kone, der sidder i sin gyngestol og læser Biblen.

Han forlanger, at hun afslører Kaleohanos gemmested, men den rynkede kvinde er tavs og fortsætter blot læsningen.

“Skal jeg skyde hende?” spørger Harada højlydt sig selv. For 24 timer siden var japansk-amerikaneren et vellidt og respekteret medlem af øsamfundet, nu peger han et haglgevær direkte mod en gammel, hjælpeløs kvinde.

Men den gamle lader sig ikke skræmme og svarer blot “Kun Gud kan slå ihjel” på hawaiiansk.

Japaneren kan ikke få sig selv til at dræbe kvinden, men skyder i frustration op i luften med haglgeværet i et forsøg på at understrege, hvad der sker, hvis folk i landsbyen ikke makker ret.

Uden for huset ser japanerne den midaldrende Kaahakila Kalimahuluhulu, der har fået gennet sin familie i sikkerhed, men ikke selv er nået ud af byen.

Med et geværløb i ansigtet bliver familiefaren taget som gidsel og hans hænder bundet om bag på ryggen. Han får at vide, at japanerne har patroner nok til at “dræbe alle mænd, kvinder og børn på øen”.

Med den trussel hængende over hovedet får de ham til at råbe på andre for at lokke dem frem. Japanernes håb er, at nogle vil titte frem fra deres skjul og dermed afsløre, hvor Kaleohano befinder sig.

Men ingen viser sig.

De tapre niihauanere vil ikke sende deres ven i favnen på fjenden.

Frustrationerne vokser

Efter at have opgivet landsbyen bevæger de to japanere sig ca. kl. tre om natten tilbage til Kaleohanos hus.

Hvis japanerne ikke kan få fingre i Kaleohano selv, kan de i det mindste forsøge at få destrueret de fortrolige dokumenter, som muligvis stadig gemmer sig i huset. Japanerne hælder benzin ud over træbygningen, som hurtigt forvandles til et flammehav.

Efter snart et døgn uden søvn er japanerne ved at blive desperate. Intet går planmæssigt, og energien ebber ud af dem. Den krigeriske gnist i deres øjne er erstattet af et opgivende blik.

Næste morgen går japanerne igen på jagt efter øboer, der ved noget om Kaleohano, og støder ind i Benehakaka Kanahele og hans kone, Ella.

Den to meter høje, indfødte mand, der oftest omtales som Ben, er kendt for sin fysiske styrke, og han ses tit kaste øens fuldvoksne får op på sine brede skuldre.

Ben og Ella havde skjult sig i en hule ved stranden, men sulten har tvunget ægteparret tilbage til landsbyen, hvor japanerne pludselig står over for dem med hævede våben.

De beordrer Ben til at drage ud for at finde Kaleohano, mens de beholder Ella som gidsel. Selvom japanerne har brændt Kaleohanos hus af, frygter Nishikaichi stadig, at hawaiianeren har hans papirer – og japanerens eneste mål i livet er at finde dem igen.

Kort efter forsvinder Ben ind i buskadset. Han er klar over, at Kaleohano er taget til Kauai, men lader, som om han leder.

Nervøs for, hvad der vil ske med hans kone, beslutter Ben dog til sidst at trave tilbage og fortælle, at han ikke kan finde landsmanden. Den besked falder ikke i god jord.

“Hvis du ikke finder ham, vil vi dræbe dig og alle folk i landsbyen”, siger Nishikaichi. Den trussel vil motivere den store mand, mener japaneren. Men ordene har den modsatte effekt.

Niihaus kæmpe går til angreb

Ben føler vreden blusse op i sig. Normalt kommer den fredsommelige mands blod aldrig på kogepunktet, men en fremmed skal ikke komme til hans fødeø og gøre beboerne ondt.

“Fjern hans pistol, før han dræber nogen”, udbryder Ben på hawaiiansk i et forsøg på at få Harada til at råde bod på sit forræderi.

“Hvis jeg forsøger på det, dræber han også mig”, svarer Harada på hawaiiansk. Formentlig er han ved at indse, at han er havnet i et slemt dilemma – de japanske styrker ankommer næppe til øen, som Nishikaichi har bebudet, og Harada har svigtet indbyggerne på Niihau i en grad, der ikke kan tilgives.

Med splittet sind tager Harada et par patroner frem og viser, at han vil lade haglgeværet, som piloten står med.

Nishikaichi rækker ham geværet, og i samme nu kaster Ben sig frem mod piloten. Nishikaichi har stadig sin lille pistol siddende i støvlen; med en hurtig manøvre affyrer han håndvåbnet og rammer Ben i brystet, hoften og lysken.

Selv tre træffere stopper dog ikke Ben. Mens hans kone slår pistolen ud af pilotens hånd, rejser Ben sig, griber fat om Nishikaichis hals og ben og slynger af alle kræfter japaneren mod en stenmur.

Nishikaichi falder bevidstløs til jorden. Ben sætter straks efter Harada, men når kun at se, at japaneren retter haglgeværet mod sin egen mave og afslutter sit eget liv ved at trykke af på aftrækkeren – givetvis i erkendelse af, hvilke grusomheder hans handlinger har sat i gang på Niihau.

Da Ben vender sig imod den bevidstløste Nishikaichi, ser han Ella hamre en sten imod hans hovedskal. Han følger trop, trækker sin jagtkniv frem og skærer halsen over på den japanske pilot.

“Jeg var så rasende!” forklarede Ben Kanahele senere, men havde kun ros tilovers for sin kone, som “gjorde et godt stykke arbejde”, da hun knuste japanerens hoved med en sten.

Først næste dag ankommer hjælpen fra Kauai. På det tidspunkt har niihauanerne allerede begravet Shigenori Nishikaichi. Kun et halvbrændt jagerfly står tilbage og vidner om pilotens ugelange ophold på øen.

Men ingen på Niihau glemmer nogensinde den uge, hvor krigen landede på den lille stillehavsø.

Blot 1/16 japansk blod var nok til, at en borger risikerede at blive interneret, og ca. 120.000 amerikansk-japanere fra 1942 og frem måtte afhænde deres hjem og ejendele og lade sig føre til en af lejrene rundtom i landet.

Her blev de indkvarteret i barakker, der var sparsomt indrettet med tynde madrasser på gulvet og en nøgen pære dinglende fra loftet. Lejrene var omkranset af pigtrådshegn, og bevæbnede vagter sørgede for, at ingen stak af.

Alle raske måtte arbejde 48 timer om ugen til en ussel løn, men kunne ellers foretage sig, hvad de ville på lejrens område.

Den usikre tilværelse og evige mangel på privatliv tog hårdt på de fleste, men de, der ­brokkede sig, blev overført til isolationslejre, hvor forholdene var endnu dårligere.

De fleste japanere sad i såkaldte interneringslejre, som kunne huse op til 18.000 mennesker, mens japanere, som blev vurderet til at være særlig oprørsk anlagte, blev smidt i fængselslejre.

Det inkluderede også japanske ledere såsom buddhistiske præster, der i fængselslejrene sad sammen med tilfangetagne nazister og fascister.