Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Japaner invaderer Hawaii

Efter angrebet på Pearl Harbor må en japansk pilot nødlande på den lille hawaiianske ø Niihau. I ledtog med en lokal japaner udsætter han snart Niihaus 136 indbyggere for flere dages terror, så blodet flyder på den ellers så fredelige ø.

James L. Amos / Getty Images & National Museum of the U.S. Navy & Shutterstock

Klonk! Klonk! Klonk!

Mislyden fra flyets motor er ikke til at tage fejl af. In­gen lyd er værre for en pilot, og den 22-årige Shigenori Nishikaichi ved med det samme, at hans fly er ramt.

Gennem cockpittets plexiglas ser den japanske jagerpilot en ildevarslende tågestreg vælde ud under højre vinge. Brændstoftanken på hans Mit­su­bi­shi A6M2 Zero er punkteret.

Til Nishikaichis held fungerer instrumenterne i cockpittet stadig, men japaneren ved, at han nu ikke længere kan følge planen og flyve tilbage til det japanske hangarskib Hiryu, som hans eskadrille tilhører.

Dagens overraskelsesangreb, søndag den 7. december 1941, har ellers været en stor succes for Nishikaichi og hans kammerater.

Japanerne har bombet den amerikanske flådebase Pearl Harbor på Hawaii-øen Oahu, og Nishikaichi har sendt ødelæggende salver ned over flyvebasen Bellows Field på øens østkyst.

Med sin lækkende brændstoftank er sejrsfølelsen dog skiftet ud med bekymring hos Nishikaichi.

Men den unge japaner husker den sidste briefing på Hiryu og styrer sin maskine mod den lille ø ­Niihau, som ifølge japanske efterret­ninger er ubeboet. Her vil nødstedte ­piloter blive hentet af en japansk ubåd.

Da Nishikaichi gentagne gange suser hen over øen, ser piloten til sin store overraskelse, at her står adskillige bygninger. Men han har intet valg. Omkring kl. 12 styrer han sin Zero mod den mark, han har udset sig som landingsplads.

På vejen ned filtrer et trådhegn sig fast i landingshjulene og flår dem af. Flyet knalder ned i den tørre jord med næsen forrest, og kollisionen slår Nishikaichi bevidstløs, mens flyet kurrer hen ad den stenede mark.

Flere af indbyggerne på ­Niihau ser maskinen dykke. Men ingen af dem har nogen anelse om, hvad den nødlandede pilot vil bringe med sig af ulykker.

Den nødlandede pilot Shigenori Nishikaichi brugte nationalfølese til at vende japanerne på Niihau imod de andre øboere.

© Patricia Beekman

Hawaiianer kommer til undsætning

Flyet pløjer hen over marken og stopper bare 70 meter fra Hawila Kaleohanos bolig. Den 29-årige hawaiianer spæner straks hen til det medtagede fly og hopper op på vingen. Ligesom alle andre på Niihau kender Kaleohano intet til angrebet på Pearl Harbor, men han kan hurtigt se, at flyet er fremmed.

Piloten er ved at komme til sig selv og kigger med forbløffelse på Kaleohano, der stå på vingen. Den sårede pilot fumler efter sin pistol, men Kaleohano griber hurtigt fat i våbnet og river det til sig, inden han trækker den fremmede ud af cockpittet.

Øboen fisker også nogle papirer og et kort over Oahu op af japanerens lommer, før han tager den omtågede pilot med hjem.

“Er du japaner?” fremstammer Nishikaichi, der kun har et meget begrænset kendskab til engelsk.

“Nej, jeg er hawaiianer”, kommer det fra Kaleohano, som har levet de sidste 11 år på Niihau.

Hjemme i Kaleohanos køkken får den fremmede pilot med vanlig hawaiiansk gæstfrihed serveret fisk, pandekager og kaffe. Han spiser og drikker begærligt, og føden giver ham kræfter til at bekymre sig om de dokumenter, han har mistet:

“Giv papir tilbage”, lyder det.

Men Kaleohano afslår. Han har øens kvikkeste hoved og læser de aviser, som øens ejer, Aylmer Robinson, medbringer på sine ugentlige inspektionsbesøg.

Derfor ved Kaleohano, at forholdet mellem USA og Japan har været betændt længe. Niihaus øvrige beboere har ikke samme indsigt i verdenssituationen. De fleste er analfabeter og har aldrig forladt øen. ­Niihau råder ikke engang over en radio, så kendskabet til omverdenen er lig nul.

Da en del af øens 136 indbyggere stimler sammen senere på dagen, vejer Kaleohanos ord derfor også tungt. Den fremmede pilot er muligvis havnet på Niihau som følge af konflikten mellem USA og Japan.

Øboerne er enige om, at japaneren skal holdes under opsyn.

Pearl Harborin hyökkäyksen jälkeen Shigenori Nishikaichi lensi vahingoittuneen Zero-hävittäjänsä 240 kilometriä Niihaun saarelle, josta japanilaisen sukellusveneen piti noutaa hänet.

Piloten har landsmænd på øen

For at få informationer ud af piloten sender Kaleohano bud efter Niihaus japanske indbyggere. Hawaii har siden 1880’erne fået mange japanske immigranter, som især arbejder på plantagerne. I 1941 bor over 150.000 japanere i øriget, men kun tre lever på Niihau.

Biavleren Ishimatsu Shintani er den første, som Kaleohano bruger som tolk. Men da den 60-årige taler med piloten, bliver Shintani hvid i hovedet og går uden at fortælle, hvad piloten har sagt.

I stedet forsøger den 38-årige Yoshio Harada. Han er født på Hawaii og kom til Niihau for to år siden med sin kone, Irene, da han fik arbejde hos Aylmer Robinson.

Den tilflyttede japansk-amerikaner er respekteret på øen, og senest har Robinson betroet ham hvervet som Niihaus regnskabsfører.

Men heller ikke Harada videregiver meget af sin samtale med piloten – end ikke, at Japan har angrebet USA.

Til gengæld overtaler Harada de øvrige øboere til at lade japaneren bo hos ham og Irene, hvor han dog skal overvåges af vagter.

Ingen af indbyggerne aner, at Nishikaichi har overbevist sin landsmand om, at Japan står over for en snarlig krigssejr – og at det eneste rigtige derfor vil være at hjælpe piloten med at få sine dokumenter tilbage, så de ikke falder i hænderne på den amerikanske flåde. En farlig alliance er skabt.

Japanerne mistede 64 mænd under angrebet på Pearl ­Harbor, hvor 2.335 amerikanske søfolk blev dræbt.

© U.S. Navy

Niihau skulle være et samlingssted

Ifølge de japanske efterretningsrapporter var Niihau en ubeboet ø. Derfor fik de japanske piloter besked på at nødlande her, hvis de kom i vanskeligheder efter angrebet på Pearl Harbor. Senere ville de blive reddet af en ubåd.

Den japanske flåde tog dog grueligt fejl i sin beskrivelse af øen: I 1941 havde Niihau 136 indbyggere, men i modsætning til de andre hawaiianske øer var her ingen radiotelegrafer eller andre kommunikationsmidler, som den japanske efterretningstjeneste kunne opsnappe livstegn fra.

I stedet havde nødstedte piloter særdeles ringe muligheder for at redde livet på Niihau.

Øens ejer, Aylmer Robinson, havde nemlig pløjet jord op og lagt sten på mulige landingssteder for at forhindre uvedkommende i at lande på øen.

Arbejdet var udført på opfodring fra de amerikanske myndigheder, men Robinson havde ikke afsløret årsagen over for øboerne, da han ikke ønskede at gøre dem nervøse.

Jagten på papirerne sætter ind

I første omgang vil Nishikaichi og Harada forsøge at lokke den ydmyge landsmand Shintani til at hjælpe dem med at få fingre i papirerne. Den 60-årige biavler er hunderæd for, at konflikten skal udvikle sig, og indvilger i at opsøge Kaleohano.

“Har du papir?” spørger Shintani på gebrokkent engelsk, da han den 12. december banker på hawaiianerens dør.

Kaleohano fremviser kortet over Oahu med overstregninger og japanske gloser.

“Ikke det. Det andet papir”.

Kaleohano går igen ind i huset og kommer tilbage med dokumenterne, som rummer skitser og fotos af amerikanske skibe og japanske instruktioner. Men da Shintani vil have dem udleveret, får han et afslag. Japaneren forsøger nu at lange ca. 200 dollars frem mod Kaleohano.

“Nej, disse dokumenter kan være vigtige”, lyder det fra hawaiianeren.

“Hvis ikke give papir – problemer”, fortæller Shintani, som beder Kaleohano om i det mindste at brænde dokumenterne. Som svar beder Kaleohano japaneren om at “skride”.

Fortvivlet og bange for konsekvenserne tør Shintani ikke gå tilbage til piloten. Senere på eftermiddagen sætter Nishikaichi og Harada derfor en mere drastisk plan i værk for at skaffe papirerne, der rummer hemmelige japanske koder.

“Hvis ikke give papir tilbage – problemer”.
Jagten på Nishikaichis ­angrebsplaner fik helvede til at bryde løs på Niihau.

Harada sniger sig hen til Aylmer Robinsons ranch, hvor Harada stjæler øens eneste gevær, som han gemmer i et honninglager nær sin bolig. Da han vender tilbage til sit hus, nikker han roligt til Nishikaichi, uden at vagten ser det.

Kl. 16.30 sætter Irene Harada en plade på grammofonen og skruer højt op, så tonerne drøner ud over området og de nærliggende hytter. Nishikaichi fortæller herefter vagten, at han gerne vil se honninglageret, og sammen med Harada spadserer de hen til den lille bygning.

Døren når kun lige at lukke i, før vagten får et geværløb stukket op i ansigtet – piloten har fået den haglbøsse, Harada stjal hos Robinson. Hvis vagten siger det mindste pip, vil piloten plaffe knoppen af ham.

De sammensvorne japanere låser deres fange inde i honninglageret og tager afsted i hestevogn mod Kaleohanos hjem nogle kilometer derfra. Nu skal dokumenterne for alt i verden sikres.

Ved 17.30-tiden hører Kaleohano hestevognen skrumle hen ad vejen mod sit hus. Tilfældigvis sidder hawaiianeren på lokum i et lille skur nogle meter fra huset, men gennem sprækker i væggen kan han se japanerne i hestevognen – den ene med en haglbøsse i favnen.

Kaleohano kan godt mærke, at der ikke er tale om et høflighedsvisit, og bliver på dasset for at se situationen an.

Vognen stopper, mændene hopper ned, og Harada råber Kaleohanos navn. Intet svar. Japanerne buldrer ind i huset, opsatte på selv at finde dokumenterne. Skuffer flås ud og skabe gennemrodes.

Frustrationen emmer ud af dem, i takt med at papirerne ikke dukker op. Kaleohano har nemlig gemt dem hos sin svigermor efter biavlerens besøg. Nishikaichi finder dog sin tjenestepistol, så nu er begge japanere bevæbnede.

Efter ransagningen går makkerparret hen til det ødelagte fly for at se, om radioen stadig virker. Lige meget hvad de prøver, forbliver den dog tavs. I stedet afmonterer de flyets maskingeværer og stabler ammunition på hestevognen.

Mens Nishikaichi og Harada er travlt optagede med arbejdet, åbner Kaleohano forsigtigt toiletdøren. Han sniger sig ud, men japanerne opdager ham alligevel.

“Stop! Stop!” brøler Harada.

Kaleohano tænker kun på at slippe væk, og da han hører et skud, spæner han alt, hvad han kan, til han endelig er uden for skydevåbnenes rækkevidde. Stakåndet når Kaleohano frem til landsbyen, hvor de fleste af øens indbyggere bor.

Han farer fra hus til hus og opfordrer alle til at stikke af. Fangen er flygtet med Haradas hjælp, og japanerne er bevæbnede. Krigen er kommet til Niihau.

Syv dages kaos på paradisøen

Pilotens nødlanding på Niihau bliver begyndelsen på en uge fyldt med farer for lokalbefolkningen, som ikke har radiokontakt med omverdenen. I stedet må øboerne selv tage affære.

Japaneren nødlander på en mark

Søndag den 7. december ved 12-tiden: Den japanske jager-pilot Nishikaichi nødlander sit Zero-fly på en mark nær øboen Kaleohanos hjem. Kaleohano afvæbner piloten og fjerner dokumenter fra flyet, inden han hjælper ham ud af vraget. Nishikaichi bliver behandlet pænt, for øboerne har endnu intet hørt om Pearl Harbor-angrebet.

Beboerne holder Nishikaichi fanget

Søndag den 7.-11 december. Beboerne på Niihau beslutter at holde Nishikaichi i fangeskab og afvente Aylmer Robinsons ankomst – øen Niihaus ejer. Men Robinson når ikke frem, for al trafik i Hawaiis farvande er indstillet efter den japanske krigserklæring.

Photos of Pearl Harbor Memorial

Piloten får hjælp af en japansk indvandrer

Fredag den 12. om eftermiddagen: Efter flere dage i fangenskab hos den japansk-amerikanske familie Harada overtaler piloten manden i huset til at hjælpe sig. Haradas forældre kom til USA fra Japan.

De to mænd afvæbner vagten i Haradas hjem og opsøger Kaleohano, som imidlertid når at flygte og advare landsbyen om, at japanerne nu har våben. De fleste beboere flygter op i bjergene.

Shutterstock & Maps4Media / Getty Images

Et signalbål bliver tændt

Fredag den 12. omkring kl. 21: Beboerne på Niihau har ingen radiosender til at kommunikere med omverdenen. De ejer ikke engang en radio – og ved stadig intet om Pearl Harbor. På øens højeste punkt tænder de bål for at signalere til indbyggerne på naboen Kauai, at noget er galt.

Seks mand vil hente hjælp

Lørdag den 13. kl. 0.30: Fra landgangsstedet Kii i det nordøstlige Niihau ror Kaleohano og fem andre mænd mod naboøen Kauai for at hente hjælp. På grund af modvind kommer turen til at vare mere end 10 timer.

De to japanere hærger landsby

Lørdag den 13. kl. 3.00: Nishikaichi og Harada har i timevis terroriseret de få indbyggere, der er tilbage i landsbyen, og taget fanger. Derefter brænder de Kaleohanos hjem ned til grunden, i håb om at pilotens dokumenter, som Kaleohano havde beslaglagt, vil gå op i flammer.

Modigt ægtepar tager affære

Lørdag den 13. kl. 10.00: Ben Kanahele og hans hustru, Ella, er taget til fange af de to japanere, men til sidst får Ben nok og angriber Nishikaichi, der affyrer tre skud. Hårdt såret lykkes det Ben at sætte japaneren ud af spil. Harada skyder sig selv, da han ser piloten blive dræbt.

Bettmann / Getty Images

Hjælpen når endelig frem

Søndag den 14. kl. 7.30: Et redningshold med soldater fra Kauai ankommer omsider til Niihaus sydlige spids, hvorfra de marcherer mere end seks timer for at nå frem til landsbyen. Her har de lokale allerede begravet den døde japanske pilot.

Beboere flygter op i bjergene

Efter den pludselige advarsel stikker de fleste af landsbyens beboere af mod bjergene på Niihaus østlige side. Samme plan har Kaleohano, som låner en hest, efter at han har advaret det sidste hjem i landsbyen.

“Jeg tager til Paniau for at lave et bål”, fortæller Kaleohano, inden han svinger sig i sadlen og galoperer afsted mod Niihaus højeste punkt.

Uden kommunikationsmidler er indbyggerne på Niihau vant til at bruge bål, når de vil bede om hjælp fra naboøen Kauai 25 km mod øst.

Hvis en af øboerne kommer slemt til skade eller bliver alvorligt syge, stiger niihauanerne op på det 1.281 m høje bjerg, men i dag er hjælpen vigtigere end nogensinde.

Ingen ved, hvad den japanske pilot og hans lokale kumpan kan finde på, og de er de eneste på øen med skydevåben.

Snart blusser flammerne, men indbyggerne er enige om, at signalbålet ikke er nok. Sammen med fem mænd sniger Kaleohano sig ned til øens eneste redningsbåd og sætter kurs imod Kauai – en rotur, der vil tage omkring 10 timer.

Et par af folkene foreslår, at de først må sikre sig, at deres familier og venner er i sikkerhed. Men Kaleohano afslår:

“I kan ikke se jeres familier nu. De gemmer sig alle nu. Vi må hente hjælp”.

I slutningen af 1800-tallet boede ­indbyggerne på Niihau stadig i ­hytter lavet af græs.

© Auckland War Memorial Museum Library Catalogue

Den Forbudte Ø er stadig forbudt

Inden kongeriget Hawaii blev en del af USA, købte den rige skotske Sinclair-Robinson-familie den 180 km2 store ø Niihau for 10.000 dollars. Den nye ejer tjente penge på øens produktion af uld, men sørgede samtidig for, at øen forblev et uforstyrret sted, som kun de færreste fik lov til at betræde.

I 1915 lukkede familien øen fuldkommen for besøgende, medmindre de var i familie med beboerne – og besøget krævede en tilladelse. Dette gav Niihau sit tilnavn, “Den Forbudte Ø”.

I dag er Niihau stadig en af de meste isolerede pletter på kloden – ikke mindst fordi Robinson-familien ønsker at beskytte øen mod bakterier og sygdomme.

Modsat de øvrige Hawaii-øer findes her ingen hoteller, og kun ganske få turister får lov til at lande på øen i helikopter. Et ophold må kun vare en halv dag – vel at mærke med det udtrykkelige forbehold, at turisterne ikke forstyrrer de lokale.

Robinson-familien værner strengt om øboernes kultur – og selv i dag har Niihau hverken telefoner, asfalterede veje eller rindende vand. Elektricitet er først kommet til øen for nylig og findes kun i form af solenergi.

Japanerne skyder vildt om sig

Mens Kaleohano sidder i båden med kurs mod Kauai, er Nishikaichi og Harada stadig på jagt efter ham. De kører rundt i hestevognen med flyets store maskingeværer ud over siden og forsøger at finde nogle af øboerne.

De opdager dog hurtigt, at landsbyen er næsten forladt.

“Kaleohano!” råber Harada igen og igen, mens de to opstemte asiater skyder vildt om sig med pistol og haglgevær i håb om, at hawaiianeren vil overgive sig.

Da ingen kommer ud, begynder japanerne at slå husenes døre ind. Harada braser ind til en gammel kone, der sidder i sin gyngestol og læser Biblen.

Han forlanger, at hun afslører Kaleohanos gemmested, men den rynkede kvinde er tavs og fortsætter blot læsningen.

“Skal jeg skyde hende?” spørger Harada højlydt sig selv. For 24 timer siden var japansk-amerikaneren et vellidt og respekteret medlem af øsamfundet, nu peger han et haglgevær direkte mod en gammel, hjælpeløs kvinde.

Men den gamle lader sig ikke skræmme og svarer blot “Kun Gud kan slå ihjel” på hawaiiansk.

Japaneren kan ikke få sig selv til at dræbe kvinden, men skyder i frustration op i luften med haglgeværet i et forsøg på at understrege, hvad der sker, hvis folk i landsbyen ikke makker ret.

Uden for huset ser japanerne den midaldrende Kaahakila Kalimahuluhulu, der har fået gennet sin familie i sikkerhed, men ikke selv er nået ud af byen.

Med et geværløb i ansigtet bliver familiefaren taget som gidsel og hans hænder bundet om bag på ryggen. Han får at vide, at japanerne har patroner nok til at “dræbe alle mænd, kvinder og børn på øen”.

Med den trussel hængende over hovedet får de ham til at råbe på andre for at lokke dem frem. Japanernes håb er, at nogle vil titte frem fra deres skjul og dermed afsløre, hvor Kaleohano befinder sig.

Men ingen viser sig.

De tapre niihauanere vil ikke sende deres ven i favnen på fjenden.

I 2017 blev Nishikaichis nafudakake – træplader der symboliserer sammenhold mellem fx soldater – endelig leveret ­tilbage til hans familie i Japan.

© U.S. Army Signal Corps & Pearl Harbor Aviation Museum

Heltene fra Niihau blev hædret efter krigen

Både Kaleohano og Ben Kanahele fik medaljer for deres modige indsats. Men også piloten Nishikaichi bliver mindet i sit hjemland.

Da den amerikanske hær havde fået overblik over, hvad der var foregået på Niihau, blev det tydeligt, hvor modigt øens indbyggere havde handlet.

Hawila Kaleohano, der afvæbnede piloten, modtog 800 dollars til genopbygningen af sit nedbrændte hus og en “Medal of Freedom”, fordi han stædigt havde modsat sig at udlevere den japanske pilots kort og dokumenter.

Ben Kanahele, der afvæbnede piloten, kom sig over sine skudsår og modtog efter krigen både fortjenstmedaljen “Medal for Merit” og et “Purple Heart”, der tildeles sårede soldater.

I Japan anede ingen noget om hændelserne på Niihau indtil 1956, da piloten Nishikaichis aske blev sendt hjem til hans familie i byen Hashihama.

Her troede alle, at Nishikaichi var styrtet i døden under Pearl Harbor-angrebet den 7. december 1941. En mindesten var derfor blevet opstillet i Hashihama, hvor det stod mejslet i granit, at Nishikaichi “døde i kamp”, og at “hans pris­værdige gerning vil leve evigt”.

Mindestenen står der stadig, men langtfra alle tidligere soldater støtter i dag Nishikaichis handlinger.

“Nishikaichi skulle have dræbt sig selv, da han indså, at han ikke ville blive reddet. Han valgte at leve og skadede endda uskyldige civile.

Hans handlinger bragte skam over os alle”, udtalte bombeflysnavigatøren Haruo Yoshino flere årtier efter krigen.

Frustrationerne vokser

Efter at have opgivet landsbyen bevæger de to japanere sig ca. kl. tre om natten tilbage til Kaleohanos hus.

Hvis japanerne ikke kan få fingre i Kaleohano selv, kan de i det mindste forsøge at få destrueret de fortrolige dokumenter, som muligvis stadig gemmer sig i huset. Japanerne hælder benzin ud over træbygningen, som hurtigt forvandles til et flammehav.

Efter snart et døgn uden søvn er japanerne ved at blive desperate. Intet går planmæssigt, og energien ebber ud af dem. Den krigeriske gnist i deres øjne er erstattet af et opgivende blik.

Næste morgen går japanerne igen på jagt efter øboer, der ved noget om Kaleohano, og støder ind i Benehakaka Kanahele og hans kone, Ella.

Den to meter høje, indfødte mand, der oftest omtales som Ben, er kendt for sin fysiske styrke, og han ses tit kaste øens fuldvoksne får op på sine brede skuldre.

Ben og Ella havde skjult sig i en hule ved stranden, men sulten har tvunget ægteparret tilbage til landsbyen, hvor japanerne pludselig står over for dem med hævede våben.

De beordrer Ben til at drage ud for at finde Kaleohano, mens de beholder Ella som gidsel. Selvom japanerne har brændt Kaleohanos hus af, frygter Nishikaichi stadig, at hawaiianeren har hans papirer – og japanerens eneste mål i livet er at finde dem igen.

Kort efter forsvinder Ben ind i buskadset. Han er klar over, at Kaleohano er taget til Kauai, men lader, som om han leder.

Nervøs for, hvad der vil ske med hans kone, beslutter Ben dog til sidst at trave tilbage og fortælle, at han ikke kan finde landsmanden. Den besked falder ikke i god jord.

“Hvis du ikke finder ham, vil vi dræbe dig og alle folk i landsbyen”, siger Nishikaichi. Den trussel vil motivere den store mand, mener japaneren. Men ordene har den modsatte effekt.

Kanaheles “Medal for Merit” var den højeste udmærkelse, en civil kunne modtage i USA.

© U.S. Army Signal Corps & Pearl Harbor Aviation Museum

Niihaus kæmpe går til angreb

Ben føler vreden blusse op i sig. Normalt kommer den fredsommelige mands blod aldrig på kogepunktet, men en fremmed skal ikke komme til hans fødeø og gøre beboerne ondt.

“Fjern hans pistol, før han dræber nogen”, udbryder Ben på hawaiiansk i et forsøg på at få Harada til at råde bod på sit forræderi.

“Hvis jeg forsøger på det, dræber han også mig”, svarer Harada på hawaiiansk. Formentlig er han ved at indse, at han er havnet i et slemt dilemma – de japanske styrker ankommer næppe til øen, som Nishikaichi har bebudet, og Harada har ­svigtet indbyggerne på Niihau i en grad, der ikke kan tilgives.

Med splittet sind tager Harada et par patroner frem og viser, at han vil lade haglgeværet, som piloten står med.

Nishikaichi rækker ham geværet, og i samme nu kaster Ben sig frem mod piloten. Nishikaichi har stadig sin lille pistol siddende i støvlen; med en hurtig manøvre affyrer han håndvåbnet og rammer Ben i brystet, hoften og lysken.

“Vi har patroner nok til at dræbe alle mænd, kvinder og børn på øen”.
Shigenori Nishikaichi.

Selv tre træffere stopper dog ikke Ben. Mens hans kone slår pistolen ud af pilotens hånd, rejser Ben sig, griber fat om Nishikaichis hals og ben og slynger af alle kræfter japaneren mod en stenmur.

Nishikaichi falder bevidstløs til jorden. Ben sætter straks efter Harada, men når kun at se, at japaneren retter haglgeværet mod sin egen mave og afslutter sit eget liv ved at trykke af på aftrækkeren – givetvis i erkendelse af, hvilke grusomheder hans handlinger har sat i gang på Niihau.

Da Ben vender sig imod den bevidstløste Nishikaichi, ser han Ella hamre en sten imod hans hovedskal. Han følger trop, trækker sin jagtkniv frem og skærer halsen over på den japanske pilot.

“Jeg var så rasende!” forklarede Ben Kanahele senere, men havde kun ros tilovers for sin kone, som “gjorde et godt stykke arbejde”, da hun knuste japanerens hoved med en sten.

Først næste dag ankommer hjælpen fra Kauai. På det tidspunkt har niihauanerne allerede begravet Shigenori Nishikaichi. Kun et halvbrændt jagerfly står tilbage og vidner om pilotens ugelange ophold på øen.

Men ingen på Niihau glemmer nogensinde den uge, hvor krigen landede på den lille stillehavsø.

Omkring 120.000 amerikanere med japansk herkomst blev sendt i ­lejre fra 1942 til 1945.

© Library of Congress

Tusindvis af japanere blev sat i koncentrationslejre

Efter dramaet på Niihau tog den amerikanske regering drastiske midler i brug for at undgå, at personer med japanske aner igen skulle hjælpe fjenden.

Angrebet på Pearl Harbor sendte chokbølger gennem det amerikanske samfund, og racisme rettet mod japanere begyndte at florere.

Selv i USA’s militære ledelse bredte frygten sig, når to landsmænd med japanske aner uden at betænke sig skiftede over på fjendens side:

“At to japanere fra Niihau, som hidtil ikke havde vist nogen anti-amerikanske tendenser, kom piloten til hjælp, tyder på, at herboende japanere, som vi hidtil har regnet for loyale, muligvis vil komme Japan til hjælp”, konkluderede Irving Mayfield fra flådens efterretningstjeneste.

Resultatet blev, at amerikanske statsborgere af japansk herkomst blev set som farlige for staternes sikkerhed og fra foråret 1942 ­begyndte at blive deporteret til særlige lejre langt fra vestkysten, hvor risikoen for et japansk angreb var størst.

Japansk-amerikanere blev ­påkrævet at gå med en mærkat, så alle kunne se, de var på vej til en interneringslejr.

© Library of Congress

Blot 1/16 japansk blod var nok til, at en borger risikerede at blive interneret, og ca. 120.000 amerikansk-japanere fra 1942 og frem måtte afhænde deres hjem og ejendele og lade sig føre til en af lejrene rundtom i landet.

Her blev de indkvarteret i barakker, der var sparsomt indrettet med tynde madrasser på gulvet og en nøgen pære dinglende fra loftet. Lejrene var omkranset af pigtrådshegn, og bevæbnede vagter sørgede for, at ingen stak af.

Alle raske måtte arbejde 48 timer om ugen til en ussel løn, men kunne ellers foretage sig, hvad de ville på lejrens område.

Den usikre tilværelse og evige mangel på privatliv tog hårdt på de fleste, men de, der ­brokkede sig, blev overført til isolationslejre, hvor forholdene var endnu dårligere.

De fleste japanere sad i såkaldte interneringslejre, som kunne huse op til 18.000 mennesker, mens japanere, som blev vurderet til at være særlig oprørsk anlagte, blev smidt i fængselslejre.

Det inkluderede også japanske ledere såsom buddhistiske præster, der i fængselslejrene sad sammen med tilfangetagne nazister og fascister.

Japanere blev interneret væk fra vestkysten

❌ = Fængelslejre
⭕ = Interneringslejre
🔴 = Isolationslejre

Ronald Reagan skrev i 1988 under på loven om godtgørelse til de ­internerede japanere.

© Wally McNamee / Getty Images

Undskyldningen kom først årtier senere

Lige fra etableringen af lejrene i 1942 hørtes der kritiske røster om, at det var i strid med den amerikanske forfatning, at de internerede japanere ikke fik deres sag prøvet af en dommer.

Først den 18. december 1944 erklærede USA’s højesteret, at myndighederne ikke kunne internere borgere uden rettergang.

I løbet af 1945 fik de amerikanske japanere deres frihed. Den eneste kompensation, de fik, var 25 dollars og en togbillet hjem. Mange havde dog ikke længere en bolig at vende hjem til.

I årene efter krævede de internerede erstatning og en undskyldning fra den amerikanske regering, men den kom først fra Gerald Ford i 1976, der indrømmede, at interneringen var en “national fejltagelse”.

Der skulle gå yderligere 12 år, før de overlevende fra lejrene fik udbetalt en godtgørelse på 20.000 dollars – for mange en utilstrækkelig sum, i betragtning af at de havde været tvunget til, at sælge deres ejendomme til uhørt lave priser.

Læs også:

2. verdenskrig

Pearl Harbor: Døden kom fra himlen

12 minutter
Amerikas historie

Sygeplejerske ved Pearl Harbor: 'Skibet rystede, og alle løb op på dækket'

7 minutter
2. verdenskrig

Japansk ubåd løser Pearl Harbor-gåde

2 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul