Med et smæld rammer bambusstokken ryggen på Sybil Kathigasu. Den 44-årige sygeplejerske krymper sig under smerten, men efter mere end tre måneders fængsling har hun vænnet sig til ikke at skrige, når hun forhøres. Heller ikke selvom hendes ryg er ét stort kødsår efter utallige stokkeslag.
Den malaysiske kvinde med europæiske aner har endnu intet afsløret om de modstandsfolk, som hun i løbet af 1943 har hjulpet i kampen mod Japan.
“Tal så, din modstandskælling”, skråler sergent Yoshimura og fortsætter med den torturmetode, som bragte japanerne på sporet af sygeplejersken.
En modstandsmand var efter hundredvis af stokkeslag brudt sammen og havde afsløret Sybils identitet.
Som sergent i Japans berygtede militærpoliti, Kempeitai, skyr Yoshimura ingen midler for at afsløre komplotter mod kejserriget, og nu mener han at have fundet et middel, som kan få den genstridige fanges tunge på gled: Hans assistent kommer slæbende med Sybils syvårige datter.
Fra pælen, hvor Sybil står fastbundet, kan hun med rædsel se, hvordan Yoshimura vikler et reb om pigens spinkle krop og hejser hende op i et træ.
Snart kribler store myrer fra træstammen rundt på pigen, men Yoshimura stopper ikke her – sergenten tænder også et bål under træet, så røgen indhyller datteren, og flammerne rejser sig truende et par meter under hendes fødder.
“Tal, eller jeg skærer rebet over og brænder din datter levende på bålet”, truer Yoshimura.
“Nej”, svarer Kathigasu beslutsomt. Hun er nået til den erkendelse, at de begge vil dø, uanset om hun taler eller ej. Og hvis hun afslører alt, vil mange modstandsfolk komme til at gennemgå det samme helvede, som hun og datteren nu befinder sig i.
“Vær tapper, mor. Sig ikke noget. Lad os bare begge dø”, råber datteren pludselig, og det modige udsagn får Yoshimura til i raseri at give sin assistent ordre på at skære rebet over.
Sergent Yoshimuras metoder er hverken usædvanlige eller specielt mafstumpede i forhold til, hvad andre forhørsledere i Kempeitai – Japans grusomme militærpoliti – benytter.
Under 2. verdenskrig udfører Kempeitai rutinemæssigt grusomheder mod krigsfanger, modstandsfolk og uskyldige civile. Rædslerne fortsætter helt frem til krigens sidste dage.
Japans officerer frygtede Kempeitai
Da Kempeitai blev oprettet i 1881, kunne ingen forudse, at styrken en dag ville terrorisere hele Fjernøsten. Navnet betød “lovens soldater”, og styrken på 349 mand skulle udelukkende sørge for, at japanske bønder mødte op til militær-tjeneste, når de blev indkaldt.
Blev bonden hjemme på gården, mødte en kempei – en soldat fra militærpolitiet – op og førte ham til nærmeste kaserne.
Med Japans annektering af Korea i 1910 rykkede Kempeitai for første gang udenlands og fik ansvaret for ro og orden i erobrede områder.
Enheden blev Japans svar på Hitlers Gestapo, og som sit tyske modstykke havde Kempeitai stort set uindskrænket magt til at arrestere og forhøre alle, de havde lyst til.
En kempei måtte sågar arrestere japanske officerer, selvom deres grader var langt over hans, samt straffe de anholdte med knippelslag, hvis han fandt det passende.
Af samme grund var Kempeitai også hadet og frygtet i egne rækker. Heller ikke Japans civilbefolkning kunne føle sig sikker, for Kempeitai fik i løbet af 1930’erne også til opgave at sikre ro i fædrelandet og ikke mindst ubetinget støtte til landets ekspansionspolitik, der for alvor tog fart i løbet af disse år.
Alene mellem 1933 og 1936 arresterede politistyrken 59.013 mennesker i Japan og de besatte dele af Korea og Kina for at have “farlige tanker”. Og Kempeitais jagt på statsfjender skulle blot tage til i omfang og grusomhed.
Kempeitai slog hårdt ned på kritikere i Japan og var grusom i jagten på modstandsfolk i besatte lande.
Kobraen slog til
Hurtigt fik militærpolitiet ry for at være uhyggelig effektivt til at opspore eftersøgte.
“Hvis de havde dig under mistanke, var de som kobraslanger. At have dem på nakken var som at befinde sig i et lille, mørklagt rum med en kobra. Dit problem var at nå kontakten uden at forstyrre kobraen”, forklarede den tidligere tyske officer Walther Stennes, der var flygtet fra
Hitlers Tyskland til Kina og befandt sig i Shanghai, da japanerne i 1937 erobrede byen.
Han kom straks i Kempeitais søgelys, fordi han fungerede som rådgiver for den kinesiske leder, Chiang Kai-shek. Da Kempeitais chef i Shanghai inviterede Stennes på middag, turde tyskeren derfor ikke afslå og mødte op.
“Det var heldigt for dig, at du kom til os af egen fri vilje. Din sagsmappe var to centimeter tyk, og vi havde faktisk besluttet os for, at du skulle likvideres”, fortalte japaneren ham.
Stennes’ sagsmappe var bare én blandt titusinder, som Kempeitai på bedste Gestapo-vis samlede. Fra Korea til Kina og Filippinerne stod arkivskabe proppede med rapporter om personer mistænkt for “antijapansk adfærd”.
Oplysningerne i sagsmapperne stammede fra Kempeitais utrættelige skygning af mistænkte, telefonaflytning og viden indsamlet blandt informanter.
Både i Japan og de besatte områder hvervede Kempeitai i hemmelighed civile til at spionere for sig. De heldigste blev betalt for deres stikkervirksomhed, men mange arbejdede gratis og under trusler, fordi Kempeitai havde en alvorlig klemme på dem.
Tusindvis af tjenestefolk måtte rapportere om samtaler og aktiviteter hos deres arbejdsgivere, og havde de intet at fortælle, risikerede de selv at
blive straffet for manglende samarbejdsvilje. En desperat informant i Tokyo udbrød derfor til en kollega: “Åh, giv mig et stykke papir med noget – hvad som helst – skrevet på det. Jeg skal aflægge rapport til Kempeitai i dag!”
Lyden af tortur gjorde alle møre
Når sagsmappen rummede tilpas meget belastende materiale, blev den mistænkte arresteret og kørt til nærmeste Kempeitai-forhørscenter.
I løbet af 2. verdenskrig skød sådanne centre op overalt i Det Japanske Imperium og jog en skræk i områdets civile.
“Hver dag spredtes rygterne om nye anholdelser. Alt, vi kunne gøre, var at vente anspændte – ramt af lammende frygt.
Søvnløse lå vi i vores senge, mens lyden af fodtrin gav os koldsved og fik hjertet til at galopere”, beskrev den britiske journalist Ralph Shaw sit liv i Shanghai, da Kempeitai rykkede ind.
Hvert af Kempeitais forhørscentre var indrettet med både fængselsceller og torturkamre. En del af centerets psykiske tortur bestod i, at alle anholdte fra deres celler kunne høre skrigene fra andre fanger, som en kempei var i gang med at torturere. De nyankomne kunne bare sidde og vente på, at det blev deres tur.
Under uddannelsen i Japan blev en kempei ikke trænet i torturteknikker – dem skulle han nok få lært under sit arbejde i felten.
Kempeitais manual nøjedes med at fremhæve, at alene “trusler om fysiske lidelser, for eksempel tortur, henrettelse, udsultning, isolation og berøvelse af søvn”, var yderst brugbare under forhør.
Samme manual understregede desuden, at anvendelsen af “tortur, herunder spark, prygl og i det hele taget alt, hvad der fremkalder fysisk smerte”, var tilladt i kampen mod Japans fjender.
Hvilken tortur kempeien ønskede at benytte, var op til ham selv. Især personer mistænkt for at være spioner eller modstandsfolk blev rutinemæssigt udsat for tortur, hvis de ikke omgående afslørede alt.
Den malaysiske sygeplejerske Sybil Kathigasu blev i efteråret 1943 udsat for adskillige former for tortur, før hendes datter til sidst blev hængt op over et knitrende bål. Kempeitai lagde blandt andet jernstænger ind i et ildsted for derefter at presse det rødglødende metal mod Sybils bare hud, så hendes skrig rungede i hele fængslet.
Andre gange blev sygeplejersken hængt op i ét ben med hovedet nedad i timer ad gangen eller fik metalsplinter presset op under neglene.
Men Sybil brød aldrig sammen – selv ikke da hendes datter skulle brændes for øjnene af hende. I sidste øjeblik kom en højt-stående kempei forbi og stoppede sergent Yoshimura i at gøre alvor af sine trusler.
Datteren blev sendt hjem, og Sybil smidt i arbejdslejr.
Kempeitai udvalgte krigsfanger, som skulle bruges til medicinske forsøg.
Sexslaver tjente penge til hæren
Ud over at opspore og forhøre mistænkte tog Kempeitai sig også af propaganda. I hjemlandet pyntede militærpolitiet på hærens bedrifter, så befolkningen blev forledt til at tro, at sejren var inden for rækkevidde, helt indtil krigens slutning og Japans kapitulation.
I besatte lande fremstillede Kempeitai plakater og producerede radioudsendelser, der fremstillede Japan som den store befrier, der var kommet for at give befolkningen et bedre liv.
I skyggen af den rosenrøde propaganda løste Kempeitai en anden beskidt opgave: at skrabe penge sammen til Japans krigsførelse. Militærpolitiet beslaglagde banker, mens andre
kempeier opsøgte virksomheder og krævede beskyttelsespenge for ikke at brænde deres fabrikker og lagere ned.
En tredje indtægtskilde for Kempeitai var deres enorme net af bordeller rundtom i riget. Her kunne japanske soldater få dækket deres seksuelle behov, selvom de var udstationeret langt fra konen.
Bordellerne skulle højne soldaternes moral og lå såvel i byerne som umiddelbart bag fronten. Enkelte steder blev jernbanevogne ligefrem indrettet til rullende horehuse.
Bordellernes prostituerede var frem til begyndelsen af 1930’erne frivillige, som havde desperat brug for pengene, men i takt med at Japan besatte store dele af Sydøstasien og kæmpede på mange fronter, fik Kempeitai brug for flere og flere piger.
Derfor blev titusindvis af asiatiske teenagere lokket med falske løfter om jobs eller ganske enkelt bortført og under trusler om dødsstraf for flugtforsøg placeret på soldaterbordellerne. I Indonesien flåede japanerne også australske og hollandske piger ud af interneringslejre.
“De slæbte os væk én efter én. Der var skrig overalt, og en stor, fed, skaldet japansk officer stod bare og grinede ad mig”, fortalte hollandske Jan Ruff, som efter nogle dage på bordellet klippede sig skaldet i håb om at blive så utiltalende, at de japanske tropper mistede
lysten til hende. Men det havde ingen effekt. Ofte stod soldater i lange rækker foran bordellerne, og sexslaverne blev tvunget til at være sammen med 20-60 mænd om dagen.
“Jeg blødte så meget og havde så store smerter, at jeg ikke kunne stå op. Hver dag fra to om eftermiddagen til ti om aftenen stod soldaterne i kø. Jeg havde ikke engang tid til at vaske mig efter hvert overgreb”, berettede en filippinsk pige.
Soldaterne betalte mellem to og tre yen for et besøg på bordellerne, og pengene sendte Kempeitai retur til krigsministeriets slunkne kasse. I alt formodes mere end 200.000 kvinder at være blevet udnyttet som sexslaver – eller “glædespiger”, som Kempeitai kaldte dem.
Krigsfanger skulle pacificeres
Heller ikke tilfangetagne allierede soldater slap for Kempeitai. Selvom japanernes hundredvis af fange- og arbejdslejre stod under hærens kommando, overtog militærpolitiet det beskidte arbejde med at kue de indsatte og forhindre kontakt med modstandsgrupper uden for pigtrådshegnet.
Japanerne var panisk angste for, at fanger i stort tal skulle flygte fra lejrene og begynde at sabotere nationens hårdt belastede forsyningslinjer til tropperne langs fronten.
Derfor blev selv de mindste forseelser i fangelejren straffet brutalt.
Havde fingernemme fanger eksempelvis bygget en radiomodtager, risikerede ham, der skjulte apparatet, at blive tævet ihjel med økseskafter, men først efter timers tortur, hvor Kempeitai forsøgte at få ham til at afsløre sine medsammensvorne.
Langvarig ophængning i benene, isolationsfængsling i mørke kældre og brændemærkning med cigaretter hørte til Kempeitais faste arsenal, men placeret over for en fjende, der ovenikøbet havde været så fej at overgive sig, udviklede nogle kempeier helt særlig brutale torturteknikker, som en australsk løjtnant oplevede på egen krop.
“Forhørslederen skar et lille grillspyd af træ, skubbede det ind i mit øre og slog på det med en lille hammer. Jeg tror, at jeg besvimede, lidt tid efter at den gik gennem min trommehinde”.
Torturen foregik ofte for øjnene af lejrens andre fanger – for at terrorisere dem mest muligt og forebygge, at andre fik mod på at udarbejde flugtplaner, tale med lokalbefolkningen gennem pigtrådshegnet og andre ulovligheder.
Den britiske militærlæge Ken Adams blev i en japansk fangelejr i Thailand tvunget til at se en kammerat blive mishandlet til døde af Kempeitai.
“Svinene vidste, hvordan de kunne trække torturen ud, og ville ikke have ham til at dø for hurtigt. Jeg kan stadig høre de skrig for mig. Hvis formålet med volden var at give os en lærestreg, var det meget effektivt”.
Modstandsfolk, krigsfanger og uskyldige civile blev henrettet under Kempeitais ledelse.
Bødler fik travlt med at slette spor
Mens krigen gik godt for Japan, bekymrede Kempeitai sig ikke over, hvor
mange ofre deres bødler pinte ihjel, men da krigslykken vendte, fik de travlt med at slette deres spor.
Mens kejser Hirohito 15. august 1945 meddelte over radioen, at Japan havde kapituleret, flammede store bål op foran Kempeitais forhørscentre overalt i imperiet. Alle sagsmapper blev kastet i flammerne for at slette sporene efter årelange grusomheder.
Til sidst smed kempeierne også deres hvide armbind på bålet, og mens beviserne blev forvandlet til aske, kørte de væk fra forhørscentrene og fangelejrene i lastbiler og forsvandt.
Amerikanske kilder vurderer, at Kempeitai mod krigens slutning var svulmet op til en styrke på “70.000 kempeier – heraf 24.000 officerer”, men af dem blev meget få retsforfulgt på grund af manglende beviser.
Ofre, der havde overlevet militærpolitiets grusomheder, kunne dog udpege og vidne mod de kempeier, som det lykkedes allierede tropper at pågribe.
I Malaysia var det nok til, at 35 kempeier kom for retten. Sygeplejersken Sybil Kathigasu var et af de mange ofre, som i februar 1946 vaklede op i vidneskranken og berettede om de uhyrligheder, som sergent Yoshimura havde udsat hende for.
29 af de 35 tiltalte kempeier fra lejrene i Malaysia blev hængt for deres forbrydelser. Yoshimura var én af dem.