Banegården i den litauiske by Kaunas var den 4. september 1940 fuld af desperate jøder. De var flygtet fra det tyskbesatte Polen, og nu forsøgte alle at komme hen til et tog, der stod klar til afgang.
Inde i toget arbejdede den japanske vicekonsul Chiune Sugihara på højtryk. Konsulatet i Kaunas var blevet lukket kort før og Sugihara kaldt hjem, men inde i sin kupé fortsatte han med at stemple transitvisa, der ville give indehaveren ret til at rejse med Den Transsibiriske Jernbane til Japan.
Jøderne drømte om USA
Sugihara var udstationeret i Kaunas, da Litauen blev besat af Den Røde Hær i juni 1940. Vicekonsulen blev på sin post og begyndte at udstede transitvisa til jødiske flygtninge.
Med hans transitvisa kunne jøderne nå det japanskbesatte Shanghai i Kina. Herfra kunne de sejle til Japan og videre til USA.
Besøgende på Sugihara House-museet i Kaunas kan i dag se en rekonstruktion af Sugiharas skrivebord fra 1940.
For at komme i betragtning til et japansk transitvisum skulle jøderne forevise et visum til deres endemål samt besidde en vis formue. Flertallet af jøder havde hverken visum eller penge – og Sugihara valgte at ignorere reglerne.
Historikerne anslår, at Sugihara i sommeren 1940 nåede at udstede 6.000 transitvisa. Hans sidste hilsen til jøderne på stationen lød:
“Tilgiv mig. Jeg kan ikke skrive flere. Jeg ønsker jer det bedste”.
Sugiharas dåd blev glemt
I årtier fik Sugihara ingen anerkendelse for sin indsats under 2. verdenskrig. Det ændrede sig i 1984, da det israelske holocaust-museum Yad Vashem gav den 84-årige japaner en medalje samt den ærefulde titel “Retfærdig blandt nationer”. Prisen hylder ikke-jøder for deres indsats under holocaust.
Det anslås, at efterkommere efter de jøder, Sugihara reddede, tæller over 100.000 mennesker.