Kansk, USSR, 20/9 1944
Min kære tålmodige Niushenka!
Mine søde børn, Dimochka og Zhenichka!
Snart to måneder er gået, siden vores modige og snarrådige Røde Hær befriede vores fødeby Dvinsk fra de forbandede invasionsstyrker.
Dengang forventede jeg straks at modtage det første brev fra jer.
Brevet ville enten bringe mig ubeskrivelig glæde ved nyheden om, at I lever og har det godt, eller meddele mig noget så forfærdeligt, at jeg ikke tør tænke tanken til ende.
Som du kan se, er jeg i live og har det godt (min myokardieiskæmi* ikke medregnet!).
Jeg har igennem alle disse frygtelige år levet i håbet om, at du ville om ikke besøge mig, så at vi i det mindste ville få muligheden for at skrive sammen.
Jeg har ikke mistet en eneste tand, og mit hår har kun få grå stænk. Mit syn fungerer perfekt, og fritiden bruger jeg på at læse og skrive poesi.
Jeg har heldigvis undgået at blive mentalt affældig. I 1941 besluttede jeg mig for at lære at spille skak. På blot to uger blev jeg så god til det, at jeg vandt over ham, som underviste mig i det.
“Jeg har igennem alle disse frygtelige år levet i håbet”. Arsenii Formakov, 1944.
Fra den 28. august til den 16. september rejste jeg 65 kilometer med bil til et statsbrug.
Jeg var en del af den gruppe på syv personer, som udgør agit-brigaden for vores lejr (Kansk-lejren under NKVD’s Kraslag-lejrsystem).
Vi gav koncerter for de indsatte, tvangsarbejderne, frie arbejdere og de folk, der var indkaldt til at hjælpe med høstarbejdet. Den friske luft, solskinnet, den fysiske aktivitet og den gode mad gav mig styrke.
Arsenii Formakov
Levetid
1900-1983.
Nationalitet
Lettisk-russisk.
Erhverv
Lærer, skoleinspektør, redaktør, digter, økonom og systemkritiker.
Civilstand
Gift og far til to børn.
Kendt for
Arsenii Formakov skrev en række digte, romaner og artikler, men huskes bedst for de breve, han fra fangenskabet i Gulag sendte til sin familie.
Brevene udkom i bogform efter Formakovs død og er sammen med andre tidligere fangers værker og breve med til at dokumentere forholdene i Sovjetstaten.
Her arbejder jeg fra klokken syv om morgenen og til klokken seks om aftenen (med pause mellem 12 og 13). Jeg arbejder i metalværkstedet, hvor jeg med en speciel maskine slår huller i nåle til symaskiner.
Normen er at lave 900 nåle om dagen, men jeg producerer konsekvent det dobbelte.
Det indbringer mig en ration på 700 gram brød, 750 gram suppe og 200 gram grød om aftenen.
Derudover modtager jeg 100 rubler i kontant bonus hver måned.
Vi sover i køjesenge, som er lavet af planker og anbragt ligesom køjerne i en sovevogn i et tog. Jeg ligger i den nederste køje helt henne ved vinduet.
Lige nu skriver jeg ved natbordet. Underlaget gør, at min skrift er skæv, men jeg har ikke lyst til at sidde ved fællesbordet, når jeg skriver.
De andre sover. Vi har fri i dag. Vi har én dag fri for hver tiende arbejdsdag.
Jeg blev dømt til otte år i en arbejdslejr og har allerede aftjent fire. Desuden har jeg gjort mig fortjent til et særligt dokument, som udpeger mig som en eksemplarisk arbejder.
Papiret udtrykker lejrkommandantens taknemmelighed for mit kulturelle virke og gør, at jeg måske kan blive anbefalet til at få min straf nedsat.
Du kan skrive til mig, når som helst du vil, kære Niushenka. Men jeg kan kun sende få breve herfra.
Lad derfor være med at holde regnskab med brevene, men skriv til mig fast en gang om ugen. Det vil glæde mig meget.
"Mere end noget andet ønsker jeg, at du sender mig nogle billeder." Arsenii Formakov, 1944.
Send mig en lille pakke med sovjetiske aviser til mine venner, som ryger. Her kan man få en hel middag for en avis.
Jeg ved, at du ikke vil synes, at det er nok, og at du vil ønske at hjælpe mig mere, men det kan kun ske på én betingelse: Børnenes behov skal sættes først.
Men hvis det ikke går ud over børnene, må du gerne telegrafere mig nogle hundrede rubler til denne adresse.
Eller – og dette vil være en luksus for mig, der i årevis har levet uden noget som helst af den slags – en pakke med fornødenheder.
Et særligt cirkulære tillader dette for indsatte i arbejdslejre.
De ting, jeg mangler, er: Sæbe, varmt undertøj, en tandbørste, to skjorter og et slips, tynde og tykke sokker og så nogle lommetørklæder.
Hvis den sweater, du strikkede i slutningen af 1940, stadig findes, så send mig denne dyrebare genstand. Jeg har stadig dit ski-halstørklæde.
Jeg skammer mig over at skrive så meget om mig selv, men jeg ved, at det er det, du vil høre.
Og det vil være spild af tid at spørge om noget, som har med dig at gøre. Jeg ved intet om, hvordan det går hjemme hos dig.
Når vi får mulighed for at skrive sammen, får vi en rigtig samtale i gang.
Jeg vil sende dig digte og plage dig med alle mine spørgsmål.
Mere end noget andet ønsker jeg, at du sender mig nogle billeder. Jeg vil også sende dig et af mig selv.
Jeg får en ven, som er kunstner, til at tegne et portræt.
Hils alle, som kan huske mig. Må Kristus holde hånden over dig.
Din
Senia
Se tegninger fra virkelighedens GULag:
Efterskrift
Arsenii Formakov blev løsladt i 1947 og straks genforenet med Anna og børnene, som da var hhv. 12 og syv år.
Formakov fik arbejde som økonom, men blev i 1949 igen arresteret og sendt til Sibirien.
Først i 1955, to år efter Stalins død, slap han endegyldigt for Gulags rædsler.