Jødisk partisan-gruppe jagtede nazister

Deres familie blev myrdet af nazisterne, og selv var de også tæt på at blive fanget. Men tre jødiske brødre nægtede at dø og dannede i stedet en af Polens mest frygtede partisan-grupper. Nu ville de have hævn.

De tre jødiske brødre Zus Bielski (t.v.), Asael Bielski (m.f.) og Tuvia Bielski (t.h.).

© Ushmm/Moshe Kaganovich & Yad Vashem

En mørk januar-aften 1943 nærmer en gruppe bevæbnede mænd sig et lille hus i udkanten af den polske by Abelkevitch. Ved dørtærsklen hæver den ene mand sin arm og banker hårdt på døren. På hans ærme sidder et rødt bånd med et hagekors.

“Hvorfor al den støj? Jeg kommer nu”, lyder en stemme inde fra huset.

Husets midaldrende beboer åbner forsigtigt døren, kigger kort på mændenes armbind og lukker dem ind.

“Hvordan går det”, spørger en af de fremmede og kigger på manden.

“Vi er i live, og vi dræber jøder”, svarer­ manden smilende.

“Vi fanger også jøder”, svarer den fremmede koldt og fortsætter:

“Men hvorfor er der så mange jøder på gaderne? Hvorfor har du ikke fanget flere?”

Husets beboer kigger usikkert på mændene: “Jeg har snuppet mange.­ For få dage siden fangede jeg to kvinder, to børn og to mænd og tog dem til politiet. Og for få uger siden fandt jeg 11 jøder”.

Mandens hustru og søn, der er kommet ud til selskabet, nikker ivrigt.

“Han er vor mand. Bare se, hvilket kæmpearbejde han har klaret”, siger den ene af de fremmede til en stor mand med et kraftigt overskæg, der hidtil har været tavs.

Den store mand kigger frem for sig og nikker kort. Pludselig ændrer hans udtryk sig til en hadefuld grimasse: “Hvordan kan du få dig selv til at gøre det? Hvordan kan en mand med samvittighed­ overgive folk til døden?”

Manden plirrer med øjnene: “Hvad mener De? Det er jo loven. Vi er nødt til at adlyde loven”.

“Ved du, hvem jeg er?”, spørger en af de andre og svarer selv: “Jeg er jøde”.

Sekundet efter slår han den midaldrende mand i ansigtet og beordrer hele familien til at lægge sig ned på gulvet.

Med udtryksløse ansigter afsikrer mændene deres geværer og gennemhuller de tre spjættende kroppe på gulvet: “Ikke en eneste levende sjæl blev efterladt, end ikke en kat eller en hund”, skrev gruppens leder – den store mand med overskægget – i sin dagbog 10 år efter afslutningen på 2. verdenskrig.

Hans navn var Tuvia Bielski – en polsk jøde, som under krigen opbyggede en af regionens mest frygtede partisangrupper og reddede flere hundrede jøder­ fra nazisternes massakrer.

Bielski-partisanerne: I løbet af tre år voksede antallet af Bielski-brødrenes jødiske partisaner fra under 100 til over 1.100 mennesker.

© Ushmm/Moshe Kaganovich & Yad Vashem

Bielski fandt sig ikke i noget

Tuvia Bielski var den næstældste af i alt 11 søskende. Hans familie flyttede i slutningen af 1800-tallet til byen Stankiewicze i nutidens Hviderusland, hvor den jødiske familie købte en mølle. Det var et hårdt liv, men familien fik mad på bordet.

Antisemitisme var udbredt i området, og kort efter Bielski-familiens ankomst til Stankiewicze bekendtgjorde den russiske zar, at rigets jøder ikke måtte bestride nogen form for offentlige embeder og heller ikke måtte eje ejendomme. Fremtiden så dyster ud for Bielski-familien.

Til alt held lykkedes det faren, David Bielski, at bestikke zarens embedsmænd til at lade ham beholde møllen og dermed­ familiens levebrød.

I 1919 erobrede polakkerne hele den vestlige del af Hviderusland, herunder Bielski-familiens by. Polakkerne viste sig at være værre end russerne, og dagligt måtte jøderne finde sig i at blive
hånet.

Tuvia Bielski var dog ikke en, de lokale skulle lægge sig ud med. Da nogle bønder en dag stjal en del af Bielski-familiens hø, konfronterede­ den blot 13 år gamle Tuvia­ frygtløst tyvene.

“Løb hjem, eller jeg giver dig tæsk”, grinede en af bønderne.

Tuvia tog hjem og hentede sine to yngre brødre, Asael på 11 og Zus på syv. Brødrene tog derefter tilbage og gik direkte til angreb på en af bønderne med en le uden at ramme. Brødrenes ind-ædte raseri og kampgejst­ forskrækkede bonden så meget­, at han flygtede.

Da en anden bonde kort tid efter også­ stjal Bielskis hø, slog Tuvia med ét knytnæveslag manden i jorden, mens bondens fire venner måbende så til. Fra da af generede ingen den jødiske dreng.

Hitler tromler russerne ned

I 1939, da Tuvia var blevet 33 år gammel, indgik Tyskland og Sovjetunionen aftale om at dele Polen, og på få uger erobrede russerne den østlige del af Polen samt det vestlige Hviderusland. Endnu en gang måtte Bielski-familien indrette sig under nye herrer.

Mange jøder hilste i begyndelsen erobrerne velkommen, men glæden varede kort. Russerne forbød som det første jøderne at tale jiddisch, og alle zionistiske grupper blev forbudt.

Mens Tuvia tog arbejde som bogholder, blev Zus og Asael Bielski indrulleret i Den Røde Hær. Tre år senere, 22. juni 1941, ramte katastrofen, da tre mio. tyske soldater angreb samtlige Ruslands erobringer i øst og undervejs flåede de russiske styrker i småstykker.

Tuvia var i byen Lida, da de tyske fly nåede frem: “Skrækken og panikken var ubeskrivelig, og der var en følelse af dommedag”, skrev han i sin dagbog.

Både Tuvia og hans brødre blev mobiliseret til hæren, men efter blot en halv dags kamp stod det klart, at alt var tabt.

“Kammerater, det er hver mand for sig selv nu”, brølede Tuvias kommandant og forsvandt, stort set inden ordene havde forladt læberne.

Tuvia smed sit våben og rejste hjem til Stankiewicze, forklædt som bonde.

I alle større polske byer oprettede tyskerne bevogtede ghettoer til jøderne.

© Getty Images

Far, mor og brødre blev myrdet

Da Tuvia nåede hjem til forældrenes mølle, blev han forenet med sine to brødre, Asael og Zus, som også var kommet hjem. For ikke at tiltrække opmærksomhed til møllen besluttede de tre brødre at bo i skoven, som omgav familiens hjem.

Zus tog dog jævnligt til nabobyen Novogrudek for at besøge sin unge hustru. Under et af besøgene iagttog han en scene, han aldrig skulle glemme.

På byens centrale plads havde tyske soldater samlet en stor gruppe jøder, som blev bevogtet af det lokale politi og tyske tropper. Pludselig åbnede soldaterne ild mod den første kolonne jøder, som faldt til jorden. Derefter gentog scenen sig igen og igen med de næste kolonner.

Da turen kom til den sidste kolonne, så Zus en lille, jødisk dreng kigge rædselsslagent på sin far: “Far, de slår os ihjel”, hviskede drengen.

Den sidste salve skud rungede. Ingen af områdets jøder var længere i tvivl om, at helvede ventede dem alle.

Snart efter sladrede nogle af Bielski-familiens naboer til tyskerne om, at de tre Bielski-brødre holdt sig gemt i skoven. En gruppe polske politifolk troppede op ved møllen og gennemsøgte skoven. Brødrene var blevet advaret og var over alle bjerge.

I stedet arresterede politifolkene de to yngre brødre Abraham og Yakov. Ingen af familiens bønner om frigivelse hjalp, og efter nogle uger fik familien besked om, at Abraham og Yakov var blevet skudt under et flugtforsøg.

Familien nåede knap at komme sig over tabet, før tyske soldater i december 1941 kom og hentede forældrene og kørte dem væk i en lastbil sammen med tusinder af andre jøder fra området, heriblandt Zus' hustru og deres lille baby.

Få dage senere blev de arresterede jøder gennet ud i skoven og tvunget til at tage tøjet af. Rystende af kulde blev jøderne stillet op ved kanten af to 40 m lange massegrave, hvorefter de blev mejet ned med maskingeværer.

Da dagen var omme, lå 4.000 døde, heriblandt ægteparret Bielski,­ svigerdatteren og barnebarnet.

På østfronten førte de tyske tropper en brutal­ krig mod de lokale partisaner, som blev hængt offentligt til skræk og advarsel.

© Yad Vashem

Hævnen måtte vente

Efter tragedien i Novogrudek mødtes Zus, Asael og Tuvia med deres yngre bror Aron. Optændt af sorg og hævntørst skaffede de sig nogle få våben og dannede en partisangruppe.

I løbet af de første måneder af 1942 hentede de flere familiemedlemmer ud i skoven, heriblandt søsteren Taibe, Tuvias hustru og fætteren Yehuda. Snart boede en snes mennesker i lejren i improviserede hytter lavet af grene og kvas.

På natlige udflugter fik eller stjal de mad fra de lokale bønder. Zus og Asael ville straks i gang med hævnaktioner mod tyskerne, men Tuvia ville først og fremmest redde liv. I hans lejr skulle alle være velkomne – børn, gamle og syge.

“Jeg vil hellere redde én gammel jødisk­ kvinde end slå 10 nazister ihjel”, forklarede­ han sine tilhængere.

Hævnen måtte komme senere. Da lejrens beboere valgte Tuvia som leder, bøjede brødrene sig for hans ønske.

I mellemtiden havde nazisterne etableret ghettoer i Novogrudek og Lida og gennemført flere massakrer. I maj 1942 blev 5.500 jøder fra Lida henrettet, og kort efter fulgte massakrer i andre byer, hvor flere end 7.000 mistede livet. Overbevist om, at massemordene langtfra var slut, organiserede Tuvia en flugt for jøder i de nærliggende ghettoer.

Efterhånden som gruppen i skoven voksede, indså Tuvia, at de havde brug for flere forsyninger og våben. Men kun få af de polske bønder havde modet til at hjælpe dem. Derfor besluttede brødrene at gå over til terrortaktik.

Om natten omringede partisanerne de lokale gårde og truede bønderne til at hjælpe dem. Adskillige gange tog Tuvia bøndernes sønner ud af syne, skød op i luften og kom tilbage alene:

“Vi har skudt én søn, lad os skyde én til!” råbte han til sine mænd.

Herefter fik Tuvia straks våben, mad og andre forsyninger udleveret.

Halshugget og hængt

Snart besluttede Tuvia, at tiden var kommet for gengældelse: “Vi skal fokusere på én ting: hævn og atter hævn over morderne”, proklamerede han.

Jøderne havde fået kontakt til en gruppe russiske partisaner, som holdt til i området. Trods stor mistro fra russernes side fik Tuvia den russiske partisanleder overbevist om, at de to grupper skulle samarbejde.

Den 1. september 1942 angreb russerne og Tuvias jøder de store siloer med korn, som tyskerne havde planlagt skulle transporteres til Tyskland. Siloerne blev sat i brand, og tusinder af tons korn ødelagt. Det var en kæmpesucces for partisanerne. Og snart efter fulgte flere aktioner med blodige angreb på tyske patruljer.

“Vi ville vise antisemitterne, der levede i luksus på vores bekostning, at Hitlers profeti – at jøder snart kun ville kunne ses på lærredet i biografen – var en løgn”, skrev Tuvia i sin dagbog.

Hans navn var nu frygtet overalt i lokalområdet, og tyskerne udlovede en dusør på 10.000 rigsmark for hans død.

I marts 1943 talte Bielskis gruppe over 300 mænd, kvinder og børn. En dag kom en gruppe partisaner tilbage fra et forsyningstogt med en fange. Asael Bielski genkendte manden. Det var en af Bielski-familiens naboer, som havde ladet sig rekruttere til det pro-nazistiske politi og været med til at jage jøderne.

“En af gutterne huggede hans hoved af med en økse”, skrev Asael.

Kort efter fangede jøderne også sønnen af en af Bielski-familiens tidligere ansatte. Han havde ledt litauiske hjælpetropper ind i skoven for at finde brødrenes lejr. Manden tryglede forgæves for sit liv. Tuvia beordrede sine mænd til at hænge den skrækslagne polak i et træ.

Hitler ville knuse partisanerne

I juli 1943 var partisan-jødernes antal svulmet op til 800 mennesker. Og nu indledte tyskerne den hidtil største offensiv mod partisanerne: Operation Hermann.

Nazisternes mest brutale soldater var sat på opgaven, herunder den berygtede Dirlewanger-gruppe, bestående af dømte mordere og voldtægtsmænd. 52.000 soldater om-ringede skovene og henrettede alle på deres vej.

Jøderne var chanceløse over for den enorme styrke, og Tuvia besluttede at lede partisanerne på flugt. Uden bagage bevægede flygtningene sig ud i en sump. Om natten bandt de sig selv fast til træerne for ikke at drukne, når søvnen overmandede dem.

Næste morgen nåede de frem til en lille, skjult ø. I næsten to uger forblev jøderne på øen uden mad, indtil de ikke længere kunne høre skud. Jøderne­ havde mod alle odds undsluppet Hitlers mest frygtede soldater.

Adskillige polske, russiske og jødiske partisangrupper holdt til i skovene. Herfra angreb de dagligt fjenden.

© Jewish Virtual Library

Den Røde Hær rykkede frem

I august 1943 opførte de jødiske partisaner en ny lejr i Naliboki-skoven. Her stod træerne tæt, og området var fuldt af andre partisangrupper. Inden længe voksede en lille landsby frem med huse, værksteder og stalde.

I juni 1944 trak de tyske tropper sig omsider tilbage fra Hviderusland på vild flugt fra Den Røde Hær. Det var hævnens time.

Bielski-partisanerne og de andre grupper dræbte tusinder af flygtende tyske soldater, som troede, de kunne finde skjul i Hvideruslands dybe skove.

En dag førte Bielski-partisanerne fire tyske fanger ind i lejren. Kort efter haglede skældsord og slag ned over soldaterne. Alle havde mistet familiemedlemmer. Nu skulle de fire tyske soldater stå til regnskab. I to timer slog mænd, kvinder og børn løs på de skrækslagne tyskere, der desperat forsøgte at overbevise angriberne om deres uskyld.

“Det er for min mor!”

“Det er for min søn!” råbte de rasende­ jøder for hvert eneste slag.

Til sidst smed jøderne soldaterne i en grøft og skød dem. Få dage senere var krigen forbi. I sin sidste rapport kunne Tuvia berette, at hans gruppe på tre år havde ødelagt 34 togvogne, sprængt 18 broer og dræbt 261 soldater.

Den største triumf var dog antallet af reddede liv. Takket være Bielski-brødrenes indsats kunne 1.140 jøder i juni 1944 forlade Naliboki-skoven som frie mennesker. Tuvia havde modbevist Hitler: Bielski-brødrenes jøder havde kæmpet,­ overlevet – og sejret.