Josef Mengele - dødsenglen fra Auschwitz

Auschwitz' lejrlæge vender tilbage til sit sorteringsarbejde. Venstre, venstre, højre, venstre... En time senere er de fleste fanger døde.

De få, som blev sendt til højre, får lov at leve nogle uger eller måneder endnu som slavearbejdere.

I lejrlægens private laboratorium ligger de små piger fastspændt på operationsbordet. Foran dem står dr. Josef Mengele.

Nu bærer han en lægekittel over SS-uniformen. Smilet er borte. I hånden holder han en skalpel. Eksperimentet kan begynde.

Josef Mengele drømte om storhed

Allerede som barn drømte Josef Mengele om en plads i historiebøgerne.

Barndommen i Bayern – som det ældste barn af velstående katolske forældre – var præget af konkurrence og kamp om forældrenes anerkendelse.

I sine dagbøger beskrev Mengele både sin far og mor som følelseskolde, og forholdet til de to brødre var præget af bitter jalousi.

Josef følte, at han konstant skulle bevise sit værd, og ungdomsvennen Julius Diesbach beskrev ham som en voldsomt ambitiøs ung mand:

“Han ønskede ikke bare at lykkes, men at skille sig ud fra mængden. Han hungrede efter berømmelse. Engang sagde han til mig, at jeg ville læse om ham i opslagsværkerne”.

Anerkendelsen skulle komme via en fin uddannelse og et velbetalt job som videnskabsmand, vurderede Josef. Efter sin studentereksamen i 1930 besluttede han derfor at flytte til München for at læse medicin på universitetet.

“Min familie bliver mægtig imponeret, når jeg bliver Mengele-familiens første videnskabsmand”, skrev Josef til en ven.

I begyndelsen af 1930'erne sydede München af politisk uro. Nazisterne var på fremmarch, og Mengele selv valgte hurtigt side:

“Det var umuligt at stå på sidelinjen i disse politisk turbulente tider, hvis man ville undgå, at vort fædreland faldt for bolsjevik-marxisternes angreb”, skrev han i sin dagbog.

Josef Mengele melder sig ind i nazipartiet

I sine studier blev Mengele hurtigt mere optaget af racemæssig udvikling end af at kurere sygdomme.

Teorier om den ariske races renhed og overlegenhed var centrale i nazisternes ideologi, og Mengele studerede selv under flere af de fremmeste autoriteter på området.

En af dem var Theodor Mollinson, som hævdede at kunne afgøre, om en person havde jødiske aner, blot ved at se på et fotografi.

I 1935 opfyldte han Mengeles drøm om en akademisk karriere ved at tildele ham en doktorgrad for en afhandling om “underkæben hos fire racegrupper”.

Nu var vejen til et respektabelt job banet. I 1937 blev Mengele ansat på “Institut for arvebiologi og racehygiejne” ved universitetet i Frankfurt.

Her kom han i lære hos en af Tysklands fremmeste raceteoretikere, professor Otmar von Verschuer, der hyldede Adolf Hitler som “den første statsleder, der har indset betydningen af biologisk arv og racehygiene”.

På samme tid meldte Josef Mengele sig ind i nazipartiet NSDAP og blev snart også optaget i SS. Med Verschuers støtte steg han hurtigt i graderne og blev SS-officer.

Verschuer beskrev Josef Mengele som en mand med “en stærk interesse for medicinsk forskning og kirurgi. Han var også intelligent og kultiveret”.

Men den tyske historiker Andreas Hillgruber brugte helt andre ord til at beskrive Mengele, der stod på tærsklen til sin karriere:

“Han var overbevist om, at han tjente en stor sag: Hitlers forsøg på at forhindre menneskehedens undergang. Josef Mengele var blevet legemligørelsen af nazismen i sin mest ekstreme form”.

Josef Mengele sendte ivrigt fanger til gaskammeret

Mengele blev overflyttet til kz-lejren Auschwitz-Birkenau i efteråret 1943. Forinden havde han kæmpet ved østfronten og var blevet tildelt jernkorset for sin tapperhed.

Krigshelten Josef Mengele blev mødt med respekt i Auschwitz, men de andre officerer bemærkede hurtigt, at den nye læge var anderledes.

Josef Mengele var påfaldende ivrig i tjenesten og altid optaget af et eller andet hemmelighedsfuldt projekt. Desuden drak han næsten aldrig alkohol – selv ikke, når det var hans tur til at foretage “die Selektion” – udvælgelsen.

Hver gang et nyt, overfyldt tog ankom med fanger, skulle lejrlægerne vurdere, hvilke fanger som skulle leve, og hvilke som skulle til gaskammeret.

Opgaven var yderst upopulær, og rollen som herre over liv og død sled så meget på lægerne, at de bedøvede sig med morfin, æter og sprit for at klare arbejdet. Mange var så påvirkede, at de knap kunne stå på benene på jernbanerampen.

Men ikke Mengele. Han meldte sig ofte frivilligt og udførte “die Selektion” med entusiasme, mens han gerne fløjtede et stykke klassisk musik.

Tit sprang han – ivrig som et barn – ned blandt fangerne og udplukkede én eller flere, som blev sendt til hans laboratorium. For at sikre sig, at han fik fat i de rette fanger, dukkede han også op på sine fridage.

Josef Mengele var stadig drevet af et brændende ønske om at blive en anerkendt videnskabsmand.

“De er en middelmådig akademiker, herr Mengele, men flittig og arbejdsom. Jeg kan forestille mig, at De om en 20 års tid kan blive professor ved et af Tysklands mindre universiteter”, havde en af Mengeles universitetsprofessorer udtalt.

Men Mengele kunne ikke vente; han ville vise sine forældre og resten af Mengele-familien, at han havde nået sit mål. Han arbejdede nu for sin race.

Al sin fritid i Auschwitz tilbragte Mengele i laboratoriet, hvor han “undersøgte” sine udvalgte fanger.

Lejren fungerede som et enormt laboratorium med ubegrænset adgang til forskningsmateriale, og ofte sad Mengele til langt ud på natten – optaget af at skrive rapporter eller stirre i sit mikroskop.

Tvillinger var Mengeles favoritter

Blandt de nyankomne fanger plukkede Mengele de halte, pukkelryggede og vanskabte ud til sine forsøg.

Målet var at undersøge, hvordan disse deformiteter opstod, og hvordan de kunne fjernes fra samfundet, så den ariske race blev holdt ren og stærk.

Mest begejstret var Josef Mengele, når de nyankomne kreaturvogne indeholdt tvillinger. Mengele mente, at svaret på, hvordan den germanske race kunne overtage verden, lå hos tvillingerne.

Ved at studere og eksperimentere med dem håbede han at udvikle en metode, som kunne fremkalde tvillingefødsler hos germanske kvinder, så den ariske race voksede hurtigere end andre racer.

Han var især fascineret af, at én tvilling kunne være stærk og velproportioneret, mens den anden kunne være svag og deform.

Han forsøgte at finde svaret på denne gåde ved at give tvillinger fælles blodomløb ved at splejse den enes blodårer til den andens. Andre gange gik Mengele endnu længere, som fangen Vera Alexander bevidnede:

“SS-mændene kom og tog to af børnene, Tito og Nino, med sig. Et af dem var pukkelrygget. To-tre dage senere bragte en SS-mand dem tilbage, og de var i en forfærdelig tilstand.

De var blevet opereret. Barnet med pukkelryggen var syet fast til det andet barn, ryg mod ryg, og også håndleddene var syet sammen. De lugtede forfærdeligt af koldbrand”.

Josef Mengele var også fascineret af tanken om at skabe blå øjne og udførte utallige eksperimenter for at ændre farven på sine forsøgspersoners iris.

Engang sendte han bud efter 36 småbørn fra en af fangebarakkerne. De fik sprøjtet farve i deres brune øjne.

Mange mistede straks synet, men blå øjne fik de ikke, og Josef Mengele beordrede dem gasset.

Andre gange så det ud til, at han havde held: “I juni 1943 gik jeg ind i et rum i sigøjnerlejren i Birkenau”, fortalte lægen Vexler Jancu.

“Der stod et bord fyldt med øjne. De havde alle et nummer og et bogstav. Øjnene var lysegule, knaldblå, grønne og violette”.

Fangen Vera Kringel havde en lignende oplevelse, da hun en dag fandt en hel væg dækket af øjne i Mengeles private laboratorium.

“De var alle sat fast med nåle som sommerfugle. Jeg troede, jeg var død og havnet i Helvede”.

Josef Mengele kogte far og søn

I Auschwitz fik Mengele mulighed for at gennemføre alle de eksperimenter, han kunne forestille sig – så længe de blev begrundet i nazismens racelære.

Og Mengele holdt gerne lange forelæsninger om sine seneste resultater for sine kollegaer i Auschwitz.

En dag opdagede Josef Mengele en pukkelrygget far og hans deforme søn blandt fangerne. Mengele følte, at han var nødt til at undersøge disse “eksemplarer” nærmere, og beordrede, at far og søn straks skulle henrettes.

Deres kroppe blev ført til hans laboratorium, hvor de først blev kogt, så hud og kød lettere kunne fjernes. Derefter blev de lagt i et bad af petroleum, så knoglerne blev hvide og lugtfrie.

Da dette var gjort, sendte Mengele bud efter sine kollegaer. Ledet af Mengele kredsede de sortklædte SS-officerer rundt om skeletterne, mens Mengele i højtidelige vendinger forklarede betydningen af dette eksperiment.

Han pegede og beskrev, mens de andre SS-officerer lyttede ærbødigt og nikkede anerkendende til Mengeles “videnskabelige” udredning.

Fangen Alex Dekel, en rumænsk jøde, var vidne til, hvordan Mengele i videnskabens navn opererede sine “patienter” i bl.a. maven og hjertet uden bedøvelse.

“Ingen stillede nogen sinde spørgsmål – hvorfor døde denne fange? Hvorfor gik denne til spilde? Patienterne betød ikke noget. Så han fortsatte med at føre sig frem i videnskabens navn, men i virkeligheden handlede det om storhedsvanvid”, skrev Dekel senere i sine memoirer.

Børnefanger brændte levende

Under sin tid i Auschwitz forsøgte Mengele at opretholde et indtryk af kølig distance til de uhyrlige eksperimenter, han foretog – han var ingen bøddel, men en forsker.

Dette indtryk blev understreget af, at han altid var ulasteligt klædt og gerne holdt sig i baggrunden ved sociale begivenheder.

Men enkelte gange sprak Mengeles maske, og vilddyret, der lå skjult under overfladen, kom til syne.

Lejrlægen Gisella Perl var vidne til, hvordan Mengeles raseri gik ud over en kvindelig fange, som havde forsøgt at flygte: “Han greb hende om nakken og blev ved med at slå hende i ansigtet, indtil det var en blodig masse.

Han bankede hende hele tiden i hovedet, mens han skreg: ‘Du vil flygte, vil du? Du kan ikke flygte nu.

Du skal brænde som alle de andre. Du skal dø, din skide jøde!’ Mens jeg så på, forsvandt hendes to smukke, intelligente øjne under et lag af blod.

Hendes ører var der ikke længere – måske havde han revet dem af. Og i løbet af nogle sekunder var hendes lige, skarpe næse en knust, blødende masse”.

Annani Silovitj Petko, en russisk fange, beskrev, hvordan en gruppe SS-officerer med Mengele i spidsen fik gravet et stort hul, som blev fyldt op med benzin.

Den brandbare væske blev stukket i brand, og omkring ti lastbiler fyldt med børnefanger bakkede og hældte dem ned i hullet.

“Børnene begyndte at skrige; nogle formåede at kravle op af det brændende hul. En officer gik rundt om hullet med en stok og skubbede de flygtende ned igen. Höss (den øverstbefalende i Auschwitz, red.) og Mengele var til stede og gav ordrerne”.

Josef Mengele foretog eksperimenter til det sidste

I efteråret 1944 lød luftværnssirenerne stadig oftere over Auschwitz. Enkelte gange faldt også bomber. Efterhånden som det blev klart, at nederlaget var uundgåeligt, blev Mengele stadig mere deprimeret.

Øjenvidner fortæller, at han i tavshed gik frem og tilbage på sit kontor med ansigtet begravet i hænderne. Men eksperimenterne fortsatte til det sidste.

I december 1944 hentede han 16 kvindelige dværge fra lejrhospitalet og udførte forskellige eksperimenter på dem. Blot fem af dem overlevede.

Dag for dag rykkede den russiske hær nærmere, og Mengele forstod nu, at han måtte væk. Den sidste person i Auschwitz, som så ham, var fangelægen Martina Puzyna.

Hun havde haft ansvaret for at nedfælde alle detaljer om de tvillinger, som blev udsat for Mengeles eksperimenter.

Den 17. januar 1945 så hun Josef Mengele for sidste gang: “Han kom ind på mit kontor uden et ord. Han tog alle mine papirer, lagde dem i to æsker og fik dem båret ud i en ventende bil”.

Derefter forsvandt Dødsenglen fra Auschwitz.

Doktor Mengele blev selv brugt til medicinske studier

Mere end 70 år efter sine grusomme forbrydelser og over tre årtier efter sin død blev Mengele placeret under en skarp lægelampe på universitetet i den brasilianske by Sao Paolo.

Mengeles knogler bliver brugt til at uddanne fremtidens læger i Brasilien, og du kan læse hele historien her.