Kamikaze-pilotens afskedsbrev: “Totalitære lande bukker altid under”

Chiran Luftbase, Japan, 10. maj 1945

Mine tanker

Intet er så ærefuldt som at blive udvalgt til at gøre tjeneste i Hærens Særlige Angrebskorps, en enhed, der står som et lysende eksempel for alle angrebsstyrker i Japan, mit glorværdige hjemland.

Når jeg tænker logisk, sådan som jeg har lært det gennem mine mange år i skolen, kommer jeg til det indlysende resultat, at friheden vil sejre. Det siger jeg, selvom det nok skal få nogle til at udråbe mig til liberalist.

Ligesom italieneren Croce tror jeg, at frihedstrangen er en afgørende del af menneskets natur, som intet kan ødelægge.

Selvom det lige nu ser ud, som om længslen efter frihed er trådt under fode, så lever den videre under overfladen, og den vinder til sidst.

Diktaturer får måske fremgang for en tid. Men totalitære lande bukker altid under. Sådan er kendsgerningerne, og sådan forholder det sig også med Aksemagterne i den krig, som nu udspiller sig.

Se blot, hvordan det står til med det fascistiske Italien. Nazityskland er besejret, og det ene autoritære regime efter det andet kollapser ligesom en bygning, når dens fundament styrter sammen.

Såvel historien som den nuværende krig beviser, at det, jeg siger, er sandt: Friheden sejrer altid.

At det forholder sig sådan, virker måske umiddelbart skræmmende for befolkningen i mit hjemland, men jeg er glad.

Grundlaget for den nuværende konflikt er nemlig modsatrettede ideologier, og da friheden altid sejrer, er udfaldet givet på forhånd.

Min drøm om at være med til at gøre mit elskede Japan til et mægtigt imperium, ligesom det britiske engang var, tjente til sidst ikke noget formål.

Men hvis folk, som i sandhed elsker Japan, i tide havde fået lov til at udtale sig frit, ville det efter min mening aldrig være gået så galt, som det nu er gået.

Sandt er det, som en ven formulerede det, en pilot fra Det Særlige Angrebskorps er ikke andet end en maskine.

Maskinen griber blot styrepinden. Den indeholder hverken personlighed, følelser eller fornuft.

Den er intet andet end et jernmolekyle i en magnet, der målrettet søger mod det fjendtlige hangarskib.

Hvis man betragter fænomenet med sin fornuft, er det helt uforståeligt. Når man er tvunget til det, kan det så i virkeligheden betragtes som selvmord?

Den slags kan kun ske i et land som Japan, hvor det åndelige spiller en stor rolle. Hvad mig angår, så er jeg jo blot en maskine uden ret til at udtale mig om noget som helst.

Hvis jeg tager afsted i den sindstilstand, jeg nu befinder mig i, gør det sandelig ingenting, hvis jeg dør.

Derfor forholder det sig sådan, at jeg – som jeg skrev i begyndelsen af dette brev – er beæret over at være blevet udvalgt til Det særlige Angrebskorps.

Jeg er intet ud over en maskine, når jeg sætter mig ind i mit fly. Men eftersom jeg selvfølgelig er et menneske, når jeg kommer ned igen, så har jeg også følelser og er i stand til at føle lidenskab.

Da min elskede gik bort, døde jeg i ånden med hende. Når jeg tænker på, at hun venter på mig i himlen, så bekymrer døden mig ikke, da døden kun udgør indgangsvejen til himlen.

Jeg flyver i morgen. Mine ekstreme tanker må aldrig offentliggøres, men jeg har nu – uden at skjule noget – givet udtryk for, hvad der ligger mig på sinde.

Tilgiv mig, at mine idéer er lige så uorganiseret fremsat, som de er tænkt. I morgen vil en liberalist forlade denne verden. Set udefra virker det ensomt, men hans hjerte er tilfreds.

Chiran Luftbase, Japan, 10. maj 1945

Kære forældre

I de lidt over 20 år, som er gået, siden jeg fik skænket livet, har jeg været så heldig aldrig at være nødt til at bekymre mig om noget.

Mine gode forældres kærlighed og mine brødre og søstres hårde arbejde gjorde, at jeg kunne leve et behageligt liv.

Jeg var til tider selvcentreret og gav jer flere bekymringer, end tilfældet var med mine søstre og brødre. Det gør mig ked af det, at jeg ikke en dag får mulighed for at gengælde jeres godhed.

I Japan er loyalitet og en søns hengivenhed over for sin far imidlertid én og samme ting, og det siges, at det at tjene sit land loyalt er det samme som at vise kærlighed til sin far. Jeg håber derfor, at I vil tilgive mig.

Da skyerne er min arbejdsplads, lever jeg hver dag i forventning om døden. Hvert tegn jeg skriver, og hvert ord jeg ytrer, udgør mit sidste brev og mit endegyldige testamente.

Højt til himmels frygter jeg ikke døden. I den ånd vil jeg udføre mit angreb og måske dø.

Jeg er ikke bange for døden. Snarere føler jeg mig glad. Grunden er, at jeg tror, at jeg på den måde snart vil møde Tatsu, min kære storebror. Mit største ønske er at møde ham i himlen.

Jeg tænker ikke på liv og død som sådan. Hvis jeg gjorde, ville døden få for stor betydning, og jeg ville frygte den.

I stedet tænker jeg, at jeg gennem døden vil møde mine kære igen, og derfor kan jeg forlade denne verden helt uden frygt.

For et menneske er et lands opstigen og fald en stor sag, men når man ser det i det store perspektiv, så er det trivielt.

I skal vide, at jeg har gemt en bog i den højre skuffe i min bogreol i det tilstødende værelse. Hvis I ikke kan åbne den, så luk skuffen til venstre op, og træk derefter sømmet ud.

Jeg beder jer om at passe godt på jer selv. Mine bedste hilsner til min ældste bror, Kiyoko, og til jer alle.

Farvel og hav det godt. Farvel for evigt.

Fra Ryoji

Efterskrift

Ryoji Uehara omkom næste dag, den 11. maj 1945, i et kamikaze-angreb mod den amerikanske flåde vest for Okinawa.

Japan overgav sig fire måneder senere til de allierede. Landets demokratiske forfatning trådte i kraft den 3. maj 1947, to år efter Ueharas død.