Klokken et om natten den 26. juli 1941 åbnes døren til den finske løjtnant Fred Luthers kammer med et brag. En ung menig råber:
“Russerne!”
Luther har kommandoen over en deling finske soldater, der bevogter fyrtårnet på klippeøen Bengtskär. Den 25-årige løjtnant vågner med et sæt og springer hen til vinduet. Fra anden sal af fyrtårnets sidebygning kan han se nogle skikkelser springe rundt i den lyse sommernat.
Luther tror, det er hans egne mænd, og råber “bemand stillingerne!” til dem. Svaret kommer prompte: En salve fra en russisk maskinpistol knuser ruden, så løjtnanten må kaste sig ned på gulvet.
Barfodet spæner han ned ad trapperne. I et spring er han ude på klippeafsatsen foran hovedindgangen, hvor tre af hans soldater febrilsk forsøger at få et maskingevær til at virke. Mens de fumler med våbnet, bliver to af dem dræbt af russiske kugler.
Få sekunder senere vakler den sidste hen til Luther og synker sammen i hans arme.
“En fuldtræffer”, fremstønner soldaten og udånder.
Bengtskär ligger knap 25 km fra det finske fastland. Klippeøen er på størrelse med fire fodboldbaner.
Russerne er kun lige gået i land, og flere af Luthers soldater er allerede faldet. Men angrebet er kun begyndelsen på det blodige slag om Bengtskär.
Øens diminutive forsvarsstyrke får brug for alt det mod, som Vinterkrigen har gjort de finske soldater verdenskendte for.
Fyrtårnet spionerer mod russerne
Trods deres tapperhed havde Vinterkrigen fra 1939 til 1940 kostet finnerne dyrt. For at slutte fred måtte de afgive Hanko-halvøen til Sovjetunionen. Derud over fik russerne Det Karelske Næs, hvor 11 pct. af Finlands landbrugsjord lå, og hvor 20 pct. af industriproduktionen fandt sted. 420.000 finner mistede deres hjem.
Da Nazityskland invaderede Sovjetunionen den 22. juni 1941, mente mange finner, at tiden var inde til at erobre det tabte land tilbage. Finland gik ind i krigen på tysk side, og Vinterkrigens efterfølger – Fortsættelseskrigen – brød ud.
Stalin vidste, at Sovjetunionens flåde skulle have fuld kontrol over Den Finske Bugt, så finner og tyskere ikke kunne trænge frem til storbyen Leningrad via Østersøen. Derfor blev fyrtårnet på Bengtskär en vigtig brik i krigen.
Fra toppen af fyrtårnet, der ligger 25 km sydvest for Hanko-halvøen, kunne finnerne overvåge den store sovjetiske flådebase, der bevogtede indsejlingen til Den Finske Bugt. Den observationspost skulle for alt i verden fjernes, mente de sovjetiske admiraler.
“Det skal gøres hurtigt, uden støj og uden at tiltrække fjendens opmærksomhed. Jeg ønsker jer et succesfuldt togt”, lød det fra officeren, der sendte 70 sovjetiske stormtropper afsted mod Bengtskär kort efter midnat.
Russerne var bevæbnede med automatvåben, håndgranater og sprængstoffer. Deres ordre gik ud på at storme klippeøen, tage de finske vagter til fange og sprænge fyrtårnet i luften, før de sejlede bort igen.
Stormtropperne vidste dog ikke, at Bengtskär var blevet forstærket. Under Fortsættelseskrigens første træfninger havde russerne angrebet flere småøer i den finske skærgård, og derfor var løjtnant Luther blevet sendt til Bengtskär for at forstærke forsvaret af fyrtårnet med godt 30 mand og en danskbygget, 20 mm stor Madsen-maskinkanon.
Bengtskärs 20 mm store Madsen-maskinkanon kunne affyre 250 skud i minuttet. På 500 meters afstand gik projektilerne gennem 3 cm tykke panserplader.
Finnerne havde rullet pigtråd ud over store dele af klippeøen og opført fremskudte forsvarsstillinger, men da den sovjetiske angrebsstyrke nærmede sig først på natten, hvilede en tæt tåge over bugten og skjulte dens ankomst. Ingen af finnerne rykkede derfor frem til stillingerne.
De sovjetiske både satte soldater i land tre steder på øen, og i løbet af få minutter var de på plads foran fyrtårnet.
Finnerne forskanser sig
Løjtnant Luther konstaterede hurtigt, at hans mænd var blevet taget på sengen. Inden løjtnanten selv havde fået støvler på, var tre af hans landsmænd blevet dræbt for øjnene af ham. Mens han lå i dækning ved maskingeværstillingen, eksploderede en håndgranat få meter fra ham.
“Der lød et stort brag, men det gav også en fin adrenalinindsprøjtning”, forklarede han senere.
“Tilbage til huset”, råbte Luther til sine mænd.
De sovjetiske stormtropper overraskede finnerne og omringede hurtigt fyrtårnet.
Tilbagetrækningen til fyrtårnet skete i en regn af kugler. Mens alle ruder i bygningen blev knust, kastede Luther og hans forposter sig i sikkerhed bag fyrtårnets tykke mure.
Under et af vinduerne lå menig Anjalin i dækning – en bjørn af en mand, der knugede en improviseret sprængladning på et skaft. Luther gav ham ordre til at slynge den såkaldte kasapanos mod en gruppe
russere, der havde søgt dækning bag nogle store sten.
Sekunder efter lød der et drøn, og afrevne lemmer fløj gennem luften. Anjalin fik dog ikke tid til at nyde sin triumf. Kort efter blev han ramt i hovedet af en russisk kugle.
På grund af larmen og kugleregnen havde flere af Luthers mænd ikke hørt ordren om retræte. Korporal Harry Bjelke og tre menige bemandede fortsat deres fremskudte post ved bygningens nordside.
Herfra beskød de alle, der forsøgte at rykke frem mod fyrtårnet. En menig ved navn Torsten Eriksson præsterede at træffe ikke færre end 14 russere i løbet af halvanden time.
En finsk soldat med en kasapanos. Ifølge finske instruktionsbøger kunne en kasapanos med 4 kg TNT ødelægge et 30 tons tungt panserkøretøj.
Først da en af Bjelkes mænd sank død sammen, trak han og de to andre overlevende sig omsider tilbage til fyrtårnet.
Bengtskär var forvandlet til et inferno.
Fire russiske kanonbåde affyrede 45-mm-granater mod hovedbygningen, så vinduesrammerne blev skudt i stykker. Tykke granitvægge beskyttede dog fortsat Luther og hans mænd.
Over radioen anmodede løjtnanten om ildstøtte fra finnernes svære kanoner på øen Örö, og snart efter begyndte granater at regne ned blandt russerne.
“Selvom vores kanoner skød fra 13-14 kilometers afstand, ramte de så godt, at de aldrig slog ned tættere på huset end 5-10 meter”, fortalte Luther senere anerkendende.
Den unge løjtnant bad også om at få forstærkninger sejlet ind, men det første hold af hjælpetropper måtte vende om ved 2.30-tiden på grund af kraftig beskydning fra de sovjetiske kanonbåde.
Svære skibskanoner på Örö sørgede for en yderst risikabel ildstøtte: Kanonerne affyrede 444 kg tunge granater mod Bengtskär.
Trods bombardementet fra de finske kanoner lykkedes det russerne at trænge ind i hovedbygningens stueetage. I hast måtte Luther og hans mænd trække sig tilbage til førstesalen.
Russerne var nu skræmmende tæt på, og finnerne havde ikke nået at få ret meget ammunition med sig. Størstedelen af deres patroner og granater lå nendenunder.
Synet af de store mængder ammunition fik en russisk officer til at råbe: “Overgiv jer!”
Men finnerne nægtede stædigt at give fortabt.
Forstærkning når frem
Mens de sovjetiske styrker udenfor beskød vinduerne, forsøgte andre at forcere de indvendige trapper i fyrtårnets hovedbygning. Flere finner faldt under nærkampene, og også Luther mærkede pludselig en voldsom smerte, da granatsplinter ramte ham i maven, og en kugle borede sig gennem armen.
Hans mænd forbandt sårene, men løjtnanten måtte overlade kommandoen til korporal Bjelke. Kort efter rådførte Bjelke sig med Luther, da han holdt finnernes sidste granat i hånden.
“Brug den”, svarede Luther udmattet.
Den 25-årige Fred Luther havde kommandoen over Bengtskär. I kampens hede måtte han træffe mange vanskelige beslutninger.
Forsvarerne rådede nu kun over geværer og stikvåben, men til deres lettelse dukkede finske skibe omsider op ved daggry. Forstærkningerne blev mødt af intens beskydning fra russerne, og først efter halvanden times kamp formåede de første finner at komme i land.
Trods faren for at få en kugle i panden dirigerede Bjelke undsætningsstyrken fra et vindue på tredje sal, hvorfra han kunne se alt, hvad der rørte sig på øen.
83 finske soldater trængte kun langsomt frem fra øens vestside, og selvom der var under 30 m til fyrtårnet, tog det dem mere end en time at nå frem. Russernes modstand i stueetagen fortsatte indædt, og først kl. 9.15 var de nedkæmpet.
“Det var en af de værste nætter, jeg har oplevet”, udtalte Luther senere.
Selvom hele fyrtårnsbygningen igen var på finske hænder, rasede kampene resten af dagen. Russerne sendte sågar endnu to både med soldater mod Bengtskär, men de finske fartøjer forhindrede dem i at nå frem. Én efter én blev de sidste russere taget til fange.
Den Røde Hærs angreb skal beskytte gigantisk flådebase
25.000 russere har besat halvøen Hanko. Herfra kontrollerer de indsejlingen til Den Finske Bugt, mens finnerne fra Bengtskär kan holde øje med de russiske skibe. Udsigtsposten skal fjernes.
Elitestyrke indsættes
Fra den besatte ø Gustavsvärn lige syd for Hanko sender russerne både med 60-70 mand mod Bengtskär. Den natlige mission skal tage finnerne på sengen.
Finnerne slår alarm
I sidste øjeblik opdager en vagt de russiske troppers landgang på Bengtskär. Snart genlyder øen af eksplosioner og maskinpistolsalver.
Artilleri støtter forsvaret
Den finske løjtnant Fred Luther og hans mænd forskanser sig i fyrtårnsbygningen og tilkalder artilleristøtte fra kanoner på de finske øer Örö og Granholm. Med kompas og radio guider de beskydningen af russerne på de nøgne klipper.
Russisk jernbanekanon svarer igen
Da stormløbet mod fyrtårnet slås tilbage, begynder en kanon på den russisk besatte Russarö samt en jernbanekanon i Hanko at beskyde Bengtskär. Granaterne spreder død blandt de russiske angribere og ryster fyrtårnsbygningen.
Tidligt næste morgen, den 27. juli, begyndte oprydningsarbejdet. Ifølge en af Bengtskärs menige forsvarere så klippeøen “uhyggelig” ud med de mange lig, som lå “i pøle af blod”.
Bengtskär løfter moralen
Under slaget om Bengtskär mistede i alt 36 sovjetiske tropper livet, og 28 blev taget til fange. På finsk side mistede 31 mand livet, og 45 blev såret – blandt dem korporal Bjelke, som mistede højre hånd og synet på det ene øje under et sovjetisk luftangreb senere på dagen.
Roen kunne atter sænke sig over Bengtskär, men beretningen om den heroiske kamp på klippeøen spredte sig i den finske hær og løftede moralen.
Under Fortsættelseskrigen generobrede finnerne hurtigt de områder, som de havde mistet under Vinterkrigen, også Hanko-halvøen. Da Hitlers arméer blev knust på Østfronten, vendte krigslykken dog, og Finland mistede de fleste generobringer. Hanko-halvøen forblev dog finsk.