Kampen om Norge: Churchill ledte efter ny slagmark

Den 9. april 1940 invaderede tyskerne Norge, men briterne var lige ved at nå først frem. Winston Churchill havde planer om at sprede krigen til Skandinavien.

20. marts 2015 af Jakob Eberhardt

Churchill ville ramme tyskerne i norsk farvand

Winston Churchill er kampklar, da han 3. september 1939 bliver udnævnt til marineminister i Storbritannien. Samme dag har den britiske regering erklæret Nazi-tyskland krig.

“Vi kæmper for at redde verden fra nazityranniets pestilens”, bekendtgør Churchill i underhuset.

Trods krigserklæringen har de allierede hverken lysten eller styrken til at angribe selve Tyskland. I stedet ønsker Churchill at indlede krigen i nord. Da den nyudnævnte minister møder op i det britiske kabinet 19. september, anbefaler han at udlægge miner i de norske farvande for at ramme tyskernes transporter af jernmalm, som er vitale for den tyske rustningsindustri.

Størstedelen af Tysklands malmimport kommer fra de nordsvenske miner ved Kiruna og Gällivare. En stor del af malmen bliver udskibet i den svenske havneby Luleå og transporteret gennem Østersøen til Tyskland. Men knap en tredjedel af malmen fragter tyskerne fra den isfrie norske by Narvik. Og netop her vil Churchill slå til. Mineringen af farvandet ud for Norge skal provokere tyskerne til en modaktion, som vil give den overlegne britiske flåde mulighed for nogle lette sejre og måske samtidig få Sverige og Norge til at tilslutte sig de allierede. Desuden vil en tysk reaktion give briterne en undskyldning for at rykke ind i Skandinavien og etablere baser i Norge.

De britiske ministre er ikke helt trygge ved Churchills forslag. En voldsom fremfærd over for et neutralt land som Norge stemmer ikke overens med billedet af Storbritannien som de små staters beskytter. Marineministerens forslag kan måske også i sidste ende tvinge Norge over på tysk side. Men pludselig dukker en anden mulig løsning op.

Den finsk-russiske krig bryder ud

30. november 1939 bryder vinterkrigen mellem Finland og det mægtige Sovjetunionen ud. De allierede beslutter sig for at at sende hjælp til finnerne. Hermed får de allierede en oplagt chance for at afbryde Tysklands malm-forsyninger. De allierede planlæggere konkluderer nemlig, at både Narvik og de svenske jernmalm-områder kan blive besat som led i en hjælpeaktion.

Støtteaktion ender i total fiasko

Franskmændene er meget positive over for planen om en aktion i Nordskandinavien. Den vil give dem en mulighed for at føre krigen over på et andet lands territorium. 1. verdenskrigs blodsudgydelser i de nordfranske skyttegrave står stadig­ i frisk erindring.

Men de allierede kan ikke blive enige om den præcise fremgangsmetode, og først 12. marts stævner britiske ubåde som de første fartøjer mod Skagerrak. Allerede­ næste dag får de allierede imidlertid besked om, at Finland har indgået våbenstilstand med Sovjetunionen. Operationen­ bliver afblæst, og ubådene kaldes tilbage.

Storbritanniens premierminister Chamberlain føler sig presset til at vise handlekraft og tager derfor Churchills tidligere forslag om minering af de norske farvande frem fra skuffen. Og på et møde i det allierede krigsråd 28. marts beslutter Frankrig og Storbritannien at minere de norske farvande.

Aktionen hedder “Wilfred” og skal finde sted 5. april. I en anden aktion dagen før vil de allierede lade mange hundrede specialdesignede miner flyde ned langs franske floder og kanaler og videre ind i de tyske kanaler. Denne operation får navnet “Operation Royal Marine”.

De allierede ved, at der er en fare for, at Wilfred kan resultere i en tysk invasion i det sydlige Norge. Hvis det sker, vil de allierede landsætte tropper i Narvik, Trondheim, Bergen og Stavanger. Operationen hedder “R4”, og det er meningen, at Narvik-styrken også skal besætte de svenske malmminer.

Planen er, at de første tropper beregnet for R4 skal afsejle fra Skotland 8. april. Men nu får franskmændene kolde fødder. De er bange for, at Operation Royal Marine vil få tyskerne til at angribe franske industriområder. Dermed risikerer også operation Wilfred at falde til jorden. Det vil nemlig se mærkeligt ud, hvis de allieredes første offensiv udelukkende er rettet mod et neutralt land og ikke mod selve Nazi-tyskland.

5. april sender en irriteret Chamberlain sin marineminister til Paris for at overtale franskmændene til Royal Marine. Churchills møde ender uden resultat. Alligevel beslutter den britiske regering at iværksætte operation Wilfred. I stedet for 5. april skal aktionen nu løbe af stablen kl. 04.30 mandag 8. april – en forsinkelse, der skal få fatal betydning.

Briterne bliver igen i tvivl

Samme dag, som operation Wilfred er sat til at gå i gang, bliver briterne igen i tvivl. De har svært ved at tolke meldinger om tyske flådebevægelser i Nordsøen – er tyskerne ved at foretage et udbrud mod Atlanterhavet, eller er der tale om en reaktion på briternes egen operation? En tysk invasion på nøjagtigt samme tidspunkt som Wilfred er svær at tro på. Alligevel opgiver briterne at landsætte tropper i Norge og satser i stedet på et altafgørende slag mod den tyske flåde. Som planlagt sender de også skibe ud for at minere de norske fjorde.

Men ved middagstid sænker en allieret ubåd et tysk troppetransportskib ud for Sydnorge. Norske fiskerbåde redder flere hundrede tyske soldater. De fortæller, at de var på vej til Bergen for at beskytte byen imod en britisk landsætning. Chefen for den britiske Home Fleet, admiral Charles Forbes, får imidlertid først besked kl. 23.00.

Tiden er ved at løbe ud for briterne, og næste dag, 9. april klokken 04.15, invaderer tyskerne – de allierede har tabt kapløbet­ om Norge.

Måske er du interesseret i...

Læs også