Katyn-start-pistol

Katyn-massakren: Stalin ville knække polakkerne

Midt under 2. verdenskrig finder tyske soldater en massegrav. Ved den sovjetiske by Katyn ligger polakker i tusindvis bagbundet og skudt. Fundet kan splitte de allierede og øge Hitlers sejrschancer.

Midt under 2. verdenskrig finder tyske soldater en massegrav. Ved den sovjetiske by Katyn ligger polakker i tusindvis bagbundet og skudt. Fundet kan splitte de allierede og øge Hitlers sejrschancer.

Mary Evans/Af Archive/Ritzau Scanpix & Shutterstock

Adam Solski er krigsfange. Siden september 1939 har den polske major siddet i en sovjetisk fangelejr, mens han i hemmelighed fører dagbog. Den 9. april 1940 gør Solski sit sidste notat:

“Kl. 5.00. Dagen er begyndt usædvanligt. Afgang med fængslets ambulance (forfærdeligt). De bragte os til et sted inde i en skov. Her blev vi grundigt visiteret. De tog mit ur fra mig, det viste 6.30. De forlangte at få min vielsesring. Også rubler, bælte og lommekniv blev taget fra mig”.

Stedet, som Solski er ankommet til, kaldes Katynskoven og ligger 400 km vest for Moskva. Ingen ser ham nogensinde igen i live. Sammen med 11.000 andre henrettes majoren ved nakkeskud under en massakre, der hører til blandt historiens dystreste kapitler.

Da nyheden når London, stiger mistilliden til Stalin og truer med at ødelægge de allieredes samarbejde om at besejre Hitler.

Polakker sendes i lejre

I september 1939 blev Polen invaderet – først af Nazityskland fra vest og siden af Sovjetunionen fra øst.

Adam-gammel-pic

45-årige Adam Solski var major i Polens 14. infanteridivision. Han blev myrdet den 9. april 1940 i Katynskoven. Samme sted blev hans bror, kaptajn Kazimierz Solski, også skudt.

© Public domain

I fem uger kæmpede polakkerne mod overmagten, men til sidst måtte landet kapitulere. De to stormagter delte derpå Polen imellem sig i henhold til den såkaldte Molotov-Ribbentrop-pagt – en hemmelig aftale, som de to udenrigsministre forud havde indgået.

Alle polske officerer, som Den Røde Hær tog til fange, blev i løbet af efteråret 1939 sendt mod øst. I lejre i Sovjetunionen blev de afhørt i månedsvis og deres forklaringer efterprøvet af Stalins efterretningstjeneste NKVD.

Russerne forsøgte at skille såkaldt kontrarevolutionære fra brugbare ledere, som fremover ville hjælpe dem med at gøre Polen kommunistisk.

Officerer blev holdt i separate interneringslejre, mens politikere, embedsmænd og andre veluddannede sad indespærret andre steder. Forholdene var forfærdelige i de i alt ni lejre. I ugevis blev fangerne sultet, truet og tortureret for at få dem til at knække og indrømme deres ægte følelser for kommunismen.

Nazi-tyskerland
© Shutterstock

Hitler og Stalin delte Europa

Tyskland og Sovjetunionen delte Polen imellem sig i 1939. Da al modstand var nedkæmpet, oprettede Stalins efterretningstjeneste NKVD lejre for at sortere i de polske krigsfanger. Gode kommunister fik lov at leve, mens resten blev likvideret.

En af fangerne hed Stanisław Swianiewicz, og han var med hele vejen til Katynskoven, før et mirakel reddede ham.

Nazi-tyskland-krig
© Shutterstock

Swianiewicz tog flugten

Stanisław Swianiewicz deltager i slaget ved Krasnobród den 23. september 1939, hvor polsk kavaleri med sabler og lanser fordriver en tysk enhed. Kort efter omringes de imidlertid og må overgive sig.

Sammen med flere andre forsøger Swianiewicz derpå at flygte til Ungarn, men bliver taget til fange af russerne.

pil-viser-kort
© Shutterstock

Seks måneders forhør

Russerne sender Swianiewicz til en af deres største forhørslejre i Kozelsk, der ligger 250 km sydvest for Moskva. Her forhøres han i et halvt år.

Kort-over-nazisternes-besættelse
© Shutterstock

Døden ventede i Katyn

I løbet af april 1940 fragter NKVD fangerne fra Kozelsk-lejren med tog til Katyn.

Swianiewicz kigger ud gennem sprækkerne i en kreaturvogn og ser, hvordan fangerne stiger over i busser, der kører dem ud i skoven, hvor massegravene senere bliver fundet.

Swianiewicz overlever kun, fordi han er økonomiprofessor, og NKVD i sidste øjeblik beslutter, at han derfor kan blive nyttig.

I Katyn bliver 11.000 skudt, mens godt 10.000 andre myrdes fire andre steder i Sovjetunionen.

Mange af fangerne begyndte at indse, at de aldrig ville se Polen eller deres kære igen. Andre forblev optimistiske til det sidste. I en af de største forhørslejre, Kozelsk, der lå 250 km sydvest for Moskva, sad Kazimierz Szczekowski.

Majorens hemmelige dagbog afslører, hvordan fangerne svingede mellem håb og desperation:

“16. marts. Fængselsmyndighederne har travlt med at færdiggøre vores papirer. Noget er i gære – men ingen ved hvad”.

“19. marts. Det rygtes, at vi måske skal sendes til neutrale lande – det er noget nyt!”

“1. april. Bomben er faldet. I dag blev den første transport med 100 mand af forskellig rang, alder og baggrund sendt afsted. Hvortil ved vi ikke”.

Når polakkerne spurgte, hvor de var på vej hen, løj NKVD-officererne og fortalte, at de skulle mod vest til en lejr, der lå tættere på fangernes familier – og at de derefter ville blive løsladt.

fut-fut-tog

Som i filmen “Katyń” blev de polske fanger under skarp bevogtning kørt i kreaturvogne til deres henrettelse.

© Artificial Eye/Allstar/Ritzau Scanpix

Løgnen virkede. I løbet af april blev jublende fanger kørt væk i lastbiler. Flertallet så forventningsfuldt frem til gensynet med deres kære og til igen at nyde friheden.

Stalins løgn afsløres

Den opløftede stemning skiftede dog brat, når lastbilerne ankom til den nærmeste jernbanestation. Her ventede ikke et lokomotiv med almindelige passagervogne, men derimod kreaturvogne, hvor alle vinduer var dækket med brædder, så fangerne intet kunne se.

Enkelte optimister holdt fast i troen på, at de skulle slippes fri, men mange fik bange anelser. Pessimisterne fik ret. I løbet af april og maj blev 21.857 polakker fra forhørslejrene myrdet af NKVD.

Hovedparten endte livet i Katynskoven, der ligger 25 km vest for Smolensk, nær nutidens grænse til Hviderusland. Adam Solski og Kazimierz Szczekowski var blandt de henrettede.

Stalin og hans håndlangere regnede med, at de havde begået en forbrydelse, som verden aldrig ville høre om. Men sådan kom det ikke til at gå.

jødiske-fanger-på-række

Polske krigsfanger blev i første omgang marcheret til lejre, hvor menige soldater blev skilt fra officererne.

© ullstein bild Dtl./Getty Images

Stalin frygtede polsk oprør

240.000 polakker blev taget til fange af Sovjetunionen under erobringen af Polen i 1939. Mens menige soldater hurtigt blev afvæbnet og hjemsendt, ventede der officererne langt flere kvaler.

Sovjetunionens diktator, Josef Stalin, frygtede, at polakkerne ville modarbejde hans kommunistiske diktatur. Især veluddannede polakker udgjorde ifølge diktatoren en betydelig risiko.

Officerer, politikere og universitetsuddannede havde evnerne til at lede et oprør i den sovjetisk besatte del af Polen. Og den trussel måtte for alt i verden elimineres.

Omvendt havde kommunisterne brug for intelligente håndlangere, hvis den polske befolkning skulle holdes i et jerngreb. Hvem der var villige til at støtte kommunismen, og hvem der kunne tænkes at bekæmpe den, skulle afhøringer og tortur afsløre.

40.000 polske officerer og civile med fremtrædende poster blev derfor sendt til efterretningstjenesten NKVD’s forhørslejre i Sovjetunionen. Ville de ikke støtte kommunismen, var deres skæbne beseglet.

Hemmeligheden om Katyn slap ud, fordi Hitler i sommeren 1941 brød ikke-angrebspagten med Stalin. Tyske tropper invaderede Sovjetunionen og trængte Den Røde Hær tilbage til Moskva. Katynskoven kom derved på tyske hænder, men først i foråret 1943 opdagede de massegravene.

Den 9. april 1943 kunne Hitlers propagandaminister, Joseph Goebbels, derfor gøre et triumferende notat i sin dagbog:

“Polske massegrave er fundet nær Smolensk. Bolsjevikkerne har simpelthen skudt og derefter begravet 10.000 polske fanger i massegrave. Blandt dem er civile fanger, biskopper, intellektuelle, kunstnere osv.”.

Goebbels havde ret. Ud over officerer havde russerne også henrettet fx Polens advokater. 20 professorer lå også i gravene sammen med andre veluddannede polakker. En prins og talrige journalister var også blevet henrettet.

For propagandaministeren var opdagelsen en gave. Nu måtte verden kunne se, at nazisterne kæmpede en retfærdig krig for at frelse Europa fra bolsjevikkernes barbari, mente Goebbels.

Goebbels-mand-portræt

Propagandaminister Goebbels var kendt for at dække over Nazitysklands forbrydelser, så derfor troede de færreste på hans nyheder om Katynmassakren.

© German Federal Archives

“Jeg sørgede for, at massegravene blev undersøgt af neutrale journalister. Jeg fik polske intellektuelle sendt dertil, så de ved selvsyn kunne se, hvad der ventede dem, hvis deres ønsker om et tysk nederlag til bolsjevikkerne skulle blive en realitet”, skrev Goebbels i sin dagbog.

Den 13. april begyndte propagandakrigen, da Radio Berlin bragte nyheden om massakren i Katyn. To dage senere svarede Radio Moskva igen på beskyldningerne:

“I de seneste par dage har Goebbels’ løgnere spredt de onde og fabrikerede historier, der anklager sovjetiske myndigheder for at have udført en massenedskydning af polske officerer i foråret 1940”.

Moskva skyder skylden på Hitler

Russerne spredte i stedet deres egen version af sagen. Ifølge Sovjetunionens officielle forklaring havde polakkerne stadig været i live i 1941. Ved Smolensk byggede krigsfangerne veje, da tyske tropper omringede dem. Derpå havde tyskerne likvideret alle polakkerne.

Ingen øjenvidner havde set russiske soldater henrette polakkerne, men alle fund i massegravene pegede på, at Stalins håndlangere stod bag massakren.

flere-krigs-beviser-grav
© ullstein bild Dtl./Getty Images & Shutterstock

Bevis 1

Polakker, som russerne fandt brugbare, noterede, i hvilken rækkefølge deres dødsdømte landsmænd forlod forhørslejrene. I massegravene lå de polakker nederst, som først var blev kørt bort af NKVD.

krigs-beviser-grav
© ullstein bild Dtl./Getty Images

Bevis 2

Ingen af ligene havde breve, dagbøger eller aviser på sig, der stammede fra perioden efter foråret 1940. Likvideringerne måtte altså have fundet sted, mens officererne var i sovjetisk varetægt. Et af ligene blev identificeret som Adam Solski. Gemt i majorens uniform lå hans hemmelige dagbog.

ældre-mand-blandt-mennesker
© ullstein bild Dtl./Getty Images

Bevis 3

Civile russere kunne fortælle, at der var kommet fangetransporter til skoven ved Katyn i foråret 1940. Herefter havde der lydt skud og skrig. Ingen havde derimod observeret det vejarbejde, som Sovjetunionen påstod, at fangerne udførte i området.

rester-af-lig
© ullstein bild Dtl./Getty Images & Shutterstock

Bevis 4

Ligene var iklædt nye støvler og vinterfrakker uden tegn på slid. Hvis polakkerne havde udført krævende arbejde som at bygge veje, havde det kunnet ses på deres påklædning.

Goebbels vidste, at det var løgn, og satte den tyske hær til at sætte navn på så mange af ofrene som muligt. Hurtigt stod det klart, at gerningsmændene aldrig havde troet, at ligene en dag ville blive fundet.

Mange ofre havde stadig deres pas i lommen, så de var nemme at identificere. Og de bar et utal af indicier på, at de ikke havde levet længere end til foråret 1940.

Især i det besatte Polen blev Katynmassakren omgående brugt i forsøget på at øge tyskernes popularitet. Overalt i landet forkyndte højttalere navnene på de senest identificerede ofre – uden hensyntagen til, om deres efterladte var blevet informeret eller ej.

Polske aviser blev desuden pålagt at bringe lister over ofrene. En hustru, der længtes efter nyt om sin forsvundne mand, fik på denne skånselsløse måde omsider nyt om hans skæbne:

“På min vej hjem fra skolen købte jeg avisen Kurier. Jeg kiggede ned over listen, og alting blev sort. Jeg besvimede. Under udgravningsnummer 2.658 fandt jeg navnet på min mand”.

Stanislaw-portræt

Stanisław Swianiewicz (1899-1997) overlevede Katyn-massakren. Efter to års fangenskab løslod russerne ham, da Tyskland invaderede Sovjetunionen. I 1942 nåede han i sikkerhed i England.

© Centralne Archiwum Wojskowe

Polsk Røde Kors nægtede i begyndelsen at deltage i arbejdet med massegravene i Katyn. Som mange andre var nødhjælpsorganisationen overbevist om, at den påståede massakre blot var endnu et ondskabsfuldt tysk propaganda-kneb.

Nazisternes nådesløse offentliggørelse af ofrenes identitet fik imidlertid Røde Kors-ledelsen til at tage til Katyn. En lille polsk delegation ankom til skoven og forsøgte at indlede dagen med en bøn, men præsten besvimede.

“Den stakkels mand. Han kunne ikke klare stanken. Vi måtte vække ham til live igen”, forklarede generalsekretæren for det polske Røde Kors, Kazimierz Skarzinski, senere.

Efterhånden som massegravene blev åbnet, bredte en grusom stank af forrådnelse sig. Tyskerne ville omgående have Skarzinski til at udpege Sovjetunionen som forbrydelsens bagmand, men af frygt for repressalier fra den polske modstandsbevægelse tøvede han.

krigs-udgravning

I april 1943 rapporterede tyske medier første gang fra Katyn. “En 28 m lang og 16 m bred grav er fundet. I den ligger ligene af 3.000 polske officerer i 12 lag”, fortalte rigssenderen i Berlin.

© SZ Photo/Scherl/Bridgeman Images

Med sans for diplomati accepterede Skarzinski kun at skrive under på et papir, der konkluderede, at massemordet efter alt at dømme havde fundet sted i 1940 – altså mens fangerne havde været i sovjetisk varetægt.

Polsk læge finder død kollega

Goebbels havde for længst indset, at få lande stolede på informationer fra Nazityskland. For at øge troværdigheden beordrede han derfor polske retsmedicinere til Katyn, så de i stedet kunne håndtere udgravningen og identifikationen af de mange lig. Arbejdet viste sig at være vanskeligt af flere årsager.

Den 29-årige læge Marian Wodziński blev fx konstant afbrudt i sit arbejde, når tyskerne skulle vise nye grupper af tilrejsende VIP-gæster rundt ved massegravene for at udbrede budskabet om den sovjetiske forbrydelse.

Samtidig yndede tyskerne at lægge så mange lig frem til skue som muligt, når der var gæster, hvilket også forstyrrede retsmedicinerens arbejde.

Alt dette var dog intet imod de gange, hvor Marian Wodziński til sin gru opdagede, at det lig, han netop var i færd med at identificere, var en af hans nære bekendte. I alt viste det sig, at 300 polske læger lå i Katynskovens massegrave.

Fra en tysk krigsfangelejr sendte Goebbels også den polske oberstløjtnant Stefan Mossor til Katyn for at bevidne grusomhederne. I sin rapport skrev officeren:

“Den 17. april kl. 8.30 kørte vi ud til området, hvor udgravningen fandt sted nær Katynskovene. Ligene var svært nedbrudte. Mundene åbne – enten af gråd eller fra at skrige i smerte”.

Mossor noterede sig også, at alle lig bar spor af den samme grusomme behandling:

“Kranierne var blevet gennemboret af revolverskud fra en kraftig kaliber. Nogle lig havde fået deres hænder bundet på ryggen med en kraftig, men tynd ledning, der skar gennem hud og sener ind til knoglen”.

Katyn-mand-uniform

Den polske officer Stefan Mossor (1896-1957) blev taget til fange af tyske tropper i 1939. Knap fire år senere sendte Goebbels ham til Katyn for se, hvad russerne havde gjort mod deres polske fanger.

© Public domain

Mens polske retsmedicinere arbejdede i stanken fra helvedes forgård, forsøgte Goebbels at få flere udenlandske eksperter til Katyn for at bevidne kommunismens grusomheder.

Propagandaministeren kunne umuligt invitere eksperter fra England, USA eller andre allierede lande, som Nazityskland nu var i krig med.

I stedet måtte han nøjes med at presse tyskbesatte lande og Hitlers allierede til at sende læger til Katyn. Også neutrale nationer som Sverige og Schweiz modtog opfordringen til at komme til det erobrede område. Kun Schweiz accepterede.

Med møje og besvær lykkedes det tyskerne at skrabe et hold sammen bestående af bl.a. en rumænsk, en finsk og en italiensk patolog.

Modvillige eksperter ankommer

I den 12 mand store, internationale ekspertgruppe befandt sig også en 33-årig dansk læge og retsmediciner ved navn Helge Tramsen.

Som de andre skulle han vælge et tilfældigt lig i massegravene, hvorefter arbejdsmænd gravede det fri og bar det op til retsmedicinerens arbejdsbord.

ung-mand-katyn

Ligenes uniformer bar polske skuldermærker.

© ullstein bild Dtl./Getty Images

Her undersøgte Tramsen lig efter lig – bl.a. de jordiske rester af en midaldrende polsk officer ved navn Ludwik Szymanski, der tydeligvis var blevet henrettet ved nakkeskud. Hans 11 kolleger nåede igen og igen frem til den samme konklusion.

Tramsen og hans kolleger fandt adskillige lig med savsmuld i munden. NKVD-officerer havde tvunget deres mund åben og fyldt den med savsmuld for at kvæle deres skrig. Mens de fleste lig var bagbundet med almindelige reb, havde en del skæremærker om håndleddene af den ståltråd, som skulle forhindre dem i at stritte for meget imod og dermed forsinke bødlernes blodige arbejde.

Tramsen og de andre retsmedicinere ville nødigt hjælpe Goebbels med hans store propaganda-nummer, men samtidig kunne de ikke benægte, at alle beviserne pegede på, at Sovjetunionen stod bag massakren.

orene-af-krig-undersøges

Helge Tramsen (øverst til venstre med piben) var med til at undersøge ofrene for Katyn-massakren. I uniform (bagerst) ses den finske patolog Arno Saxén.

© Imperial War Museums/Digitised by Andy Anderson

Patolog skjulte hemmelighed i polsk kranie

Helge Tramsen var ikke kun en dygtig retsmediciner, men også dansk modstandsmand. Det sidste vidste tyskerne naturligvis ikke, da de bad ham rejse til Katyn i april 1943. Her udførte han pligtskyldigst det opslidende arbejde med at undersøge lig efter lig i massegravene.

Da han i begyndelsen af maj var færdig med opgaven, fik han ligesom flere af sine udenlandske kolleger lov til at tage beviser med hjem. Tramsen valgte et halv-mumificeret hoved fra et af ofrene – med skudhul i.

På vejen mod København stoppede han i Berlin, hvor han fik en stak spionfotos af Möhne- og Eder-dæmningerne i Ruhrdistriktet af en anden frihedskæmper. Billederne gemte han i kraniet fra Katyn.

Det lykkedes Tramsen at smugle billederne til Danmark, og via Sverige nåede de frem til England. To uger senere blev begge dæmninger jævnet med jorden under et britisk bombetogt.

Da Gestapo senere afslørede Tramsens rolle i modstandsbevægelsen, torturerede de ham grusomt, men han fik lov at leve, fordi han var et potentielt nyttigt vidne til Katynmassakren.

I sin korte redegørelse konkluderede den internationale gruppe af retsmedicinere den 30. april 1943:

“I Katynskoven er der af kommissionen undersøgt massegrave af polske officerer. Ligene viser som dødsårsag udelukkende nakkeskud. Af breve, dagbøger, aviser osv. fundet på ligene fremgår det, at nedskydningerne har fundet sted i månederne marts og april 1940”.

I foråret 1940 var der stadig over et år til, at tyskerne iværksatte invasionen af Sovjetunionen. Og Katynskoven lå dengang mere end 600 km fra de nærmeste tyske tropper.

Så forbrydelsen måtte tydeligvis være Stalins værk, selvom Katyn-kommissionen afholdt sig fra at konkludere dette indlysende faktum i sin rapport.

Alligevel vakte rapporten opsigt i London, hvor den ikke mindst forargede medlemmerne af den polske eksil-regering. Den sovjetiske ambassadør i England benægtede hovedrystende alt, men de færreste troede på ham.

Kommissionens rapport var så overbevisende, at eksilregeringens tillid til Sovjetunionen led et knæk. Stalin besluttede sig for at afbryde alt samarbejde med polakkerne i London og dannede i stedet en kommunistisk polsk eksilregering i Moskva.

allierede-katyn-krig

Dokumenter fra krigen viser, at både Churchill (th.) og USA’s præsident, Roosevelt, (i midten) vidste, at Stalin (tv.) var ansvarlig for Katyn-massakren.

© Oulds, D C (Lt), Royal Navy official photographer

De allierede ignorerede forbrydelsen

Da nyheden om Katynmassakren nåede London, henvendte den polske eksilregering sig til Storbritanniens premierminister, Winston Churchill. Men hans svar var skuffende.

I London sad de polske politikere og officerer, som havde haft held til både at undslippe tyskerne og Den Røde Hær i 1939. Nu forlangte de at høre, hvad Vestens ledere havde tænkt sig at gøre ved nyheden om, at deres sovjetiske allierede stod bag så forfærdelig en forbrydelse.

“Bolsjevikkerne kan være meget skånselsløse”, indrømmede Churchill. Og tilføjede, at når det kom til at ødelægge Tyskland, ville det være en fordel.

Både Storbritannien og USA havde hårdt brug for Sovjetunionen til at bekæmpe Tyskland. Uanset hvor tunge beviserne var, havde landene brug for alt andet end en intern konflikt i alliancen.

I USA fulgte regeringen samme linje. Først da verdenskrigen var overstået, og Den Kolde Krig brød ud, tog amerikanerne som de første Katynmassakren op igen.

Mange af detaljerne om massehenrettelsen stammer fra Kongressens undersøgelseskomité, som i 1952 afhørte bl.a. den danske retsmediciner Helge Tramsen og andre af hans kolleger, der boede i Vesten.

Goebbels frydede sig. I sin dagbog skrev han:

“Alle fjendtlige radioudsendelser og aviser er enige om, at dette brud er en 100 pct. sejr for den tyske propaganda og især for mig personligt”.

Mens polakkerne i London afbrød al kontakt med Stalin, lykkedes det ikke Goebbels at skabe splid mellem Sovjetunionen og Storbritannien. Dertil havde de to allierede for hårdt brug for hinanden. I stedet valgte briterne at se gennem fingre med forbrydelsen.

Som den britiske viceudenrigsminister, sir Alexander Cadogan, noterede i margenen på en rapport om situationen:

“Jeg indrømmer fejt, at jeg hellere vil vende øjnene bort fra begivenhederne i Katyn – af frygt for, hvad de måtte se der”.

Russerne generobrer Katyn

I løbet af 1943 vendte krigslykken, og Hitlers tropper blev trængt tilbage. I efteråret blev skovene omkring Katyn generobret af Den Røde Hær.

Sovjetunionen gik omgående i gang med at lede efter spor, der kunne tolkes på en favorabel måde, så skylden kunne skydes på tyskerne.

Katyn-mand-jakkesæt

Mikhail Gorbatjov (1931-2022) sørgede for, at Polen modtog et hemmeligstemplet memorandum fra 1940, hvor Stalin havde underskrevet dødsdommen over de polske krigsfanger.

© Bryn Colton/Getty Images

Gorbatjov indrømmede alt

I årtier benægtede Sovjetunionen hårdnakket, at landet havde noget med Katynmassakren at gøre. Det kommunistiske diktatur tvang også flere af de 12 retsmedicinere fra Katyn-kommissionen til at skifte forklaring – nemlig dem, der boede i Østeuropa. Først da kommunisterne slap deres jerngreb, fik russerne lov at høre sandheden.

I slutningen af 1989 fandt russiske historikere de hemmeligstemplede dokumenter, som viste, at ordren om at likvidere polske krigsfanger kom fra Kreml. Året efter indrømmede Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov, officielt, at det var NKVD, der havde stået bag grusomhederne. I 2010 bekendtgjorde Ruslands parlament, at landets soldater havde udført ordren.

Under Vladimir Putin er fortidens synder imidlertid blev fejet ind under gulvtæppet igen. I 2021 udsendte Ruslands kulturministerium nyt informationsmateriale om soldatergravene i Katyn. Heri kan det læses, at “de polske officerer blev skudt af nazister i 1941”.

Repræsentanter fra USA’s ambassade i Moskva blev kørt til Katyn. Herfra kunne amerikanerne rapportere, at russiske retsmedicinere hævdede, at ligene slet ikke var så opløste, at de kunne have ligget i jorden siden 1940.

Russerne var også ivrige efter at vise amerikanerne de mange tysk-fremstillede patronhylstre, som var fundet i massegravene. Men allerede i 1943 havde tyskerne forklaret de internationale retsmedicinere, at Sovjetunionen havde købt tysk ammunition før verdenskrigens udbrud, og at patronerne passede til NKVD’s pistoler.

Derudover tvang NKVD beboere i Katyn-området til at skrive under på vidneudsagn, der forklarede, at de døde polske officerer havde været i færd med at anlægge veje i området som krigsfanger og var blevet dræbt af tyskerne efter september 1941. Fysiske beviser på påstanden kunne de sovjetiske myndigheder derimod ikke fremlægge.

rapport-katyn-krig

Dokumentet, som Gorbatjov sendte til Polen i 1991, afslører alt. NKVD-chefen, Berija, foreslog den 5. marts 1940 likvideringen af de polske fanger. Stalin, udenrigsminister Molotov og flere andre godkendte forslaget med deres underskrift.

© Public domain

Amerikanerne valgte ligesom briterne at vende det blinde øje til Katynmassakren, hvilket gav Stalin mod på mere. Efter Tysklands kapitulation i 1945 forsøgte den sovjetiske diktator igen at tørre blodbadet af på nazisterne.

Under retsopgøret med Göring, von Ribbentrop og andre topnazister – den såkaldte Nürnbergproces – blev flere tyskere anklaget for at have beordret polakkerne skudt i Katyn. Men manglende beviser fik de vestlige allierede til at frafalde disse anklager.

Under den efterfølgende Kolde Krig mellem Vesten og det kommunistiske Østeuropa fortsatte russerne hårdnakket med at benægte, at de stod bag massakren.

Alle dokumenter om forhør, transport og likvidering af de polske fanger forblev hemmeligstemplede indtil Sovjetunionens fald. Først i 1989 fik den russiske befolkning lov at høre sandheden.