Katyn-massakren: Stalin ville knække polakkerne

I fem uger kæmpede polakkerne mod overmagten, men til sidst måtte landet kapitulere. De to stormagter delte derpå Polen imellem sig i henhold til den såkaldte Molotov-Ribbentrop-pagt – en hemmelig aftale, som de to udenrigsministre forud havde indgået.

Alle polske officerer, som Den Røde Hær tog til fange, blev i løbet af efteråret 1939 sendt mod øst. I lejre i Sovjetunionen blev de afhørt i månedsvis og deres forklaringer efterprøvet af Stalins efterretningstjeneste NKVD.

Russerne forsøgte at skille såkaldt kontrarevolutionære fra brugbare ledere, som fremover ville hjælpe dem med at gøre Polen kommunistisk.

Officerer blev holdt i separate interneringslejre, mens politikere, embedsmænd og andre veluddannede sad indespærret andre steder. Forholdene var forfærdelige i de i alt ni lejre. I ugevis blev fangerne sultet, truet og tortureret for at få dem til at knække og indrømme deres ægte følelser for kommunismen.

Mange af fangerne begyndte at indse, at de aldrig ville se Polen eller deres kære igen. Andre forblev optimistiske til det sidste. I en af de største forhørslejre, Kozelsk, der lå 250 km sydvest for Moskva, sad Kazimierz Szczekowski.

Majorens hemmelige dagbog afslører, hvordan fangerne svingede mellem håb og desperation:

“16. marts. Fængselsmyndighederne har travlt med at færdiggøre vores papirer. Noget er i gære – men ingen ved hvad”.

“19. marts. Det rygtes, at vi måske skal sendes til neutrale lande – det er noget nyt!”

“1. april. Bomben er faldet. I dag blev den første transport med 100 mand af forskellig rang, alder og baggrund sendt afsted. Hvortil ved vi ikke”.

Når polakkerne spurgte, hvor de var på vej hen, løj NKVD-officererne og fortalte, at de skulle mod vest til en lejr, der lå tættere på fangernes familier – og at de derefter ville blive løsladt.

Løgnen virkede. I løbet af april blev jublende fanger kørt væk i lastbiler. Flertallet så forventningsfuldt frem til gensynet med deres kære og til igen at nyde friheden.

Stalins løgn afsløres

Den opløftede stemning skiftede dog brat, når lastbilerne ankom til den nærmeste jernbanestation. Her ventede ikke et lokomotiv med almindelige passagervogne, men derimod kreaturvogne, hvor alle vinduer var dækket med brædder, så fangerne intet kunne se.

Enkelte optimister holdt fast i troen på, at de skulle slippes fri, men mange fik bange anelser. Pessimisterne fik ret. I løbet af april og maj blev 21.857 polakker fra forhørslejrene myrdet af NKVD.

Hovedparten endte livet i Katynskoven, der ligger 25 km vest for Smolensk, nær nutidens grænse til Hviderusland. Adam Solski og Kazimierz Szczekowski var blandt de henrettede.

Stalin og hans håndlangere regnede med, at de havde begået en forbrydelse, som verden aldrig ville høre om. Men sådan kom det ikke til at gå.

Hemmeligheden om Katyn slap ud, fordi Hitler i sommeren 1941 brød ikke-angrebspagten med Stalin. Tyske tropper invaderede Sovjetunionen og trængte Den Røde Hær tilbage til Moskva. Katynskoven kom derved på tyske hænder, men først i foråret 1943 opdagede de massegravene.

Den 9. april 1943 kunne Hitlers propagandaminister, Joseph Goebbels, derfor gøre et triumferende notat i sin dagbog:

“Polske massegrave er fundet nær Smolensk. Bolsjevikkerne har simpelthen skudt og derefter begravet 10.000 polske fanger i massegrave. Blandt dem er civile fanger, biskopper, intellektuelle, kunstnere osv.”.

Goebbels havde ret. Ud over officerer havde russerne også henrettet fx Polens advokater. 20 professorer lå også i gravene sammen med andre veluddannede polakker. En prins og talrige journalister var også blevet henrettet.

For propagandaministeren var opdagelsen en gave. Nu måtte verden kunne se, at nazisterne kæmpede en retfærdig krig for at frelse Europa fra bolsjevikkernes barbari, mente Goebbels.

“Jeg sørgede for, at massegravene blev undersøgt af neutrale journalister. Jeg fik polske intellektuelle sendt dertil, så de ved selvsyn kunne se, hvad der ventede dem, hvis deres ønsker om et tysk nederlag til bolsjevikkerne skulle blive en realitet”, skrev Goebbels i sin dagbog.

Den 13. april begyndte propagandakrigen, da Radio Berlin bragte nyheden om massakren i Katyn. To dage senere svarede Radio Moskva igen på beskyldningerne:

“I de seneste par dage har Goebbels’ løgnere spredt de onde og fabrikerede historier, der anklager sovjetiske myndigheder for at have udført en massenedskydning af polske officerer i foråret 1940”.

Moskva skyder skylden på Hitler

Russerne spredte i stedet deres egen version af sagen. Ifølge Sovjetunionens officielle forklaring havde polakkerne stadig været i live i 1941. Ved Smolensk byggede krigsfangerne veje, da tyske tropper omringede dem. Derpå havde tyskerne likvideret alle polakkerne.

Goebbels vidste, at det var løgn, og satte den tyske hær til at sætte navn på så mange af ofrene som muligt. Hurtigt stod det klart, at gerningsmændene aldrig havde troet, at ligene en dag ville blive fundet.

Mange ofre havde stadig deres pas i lommen, så de var nemme at identificere. Og de bar et utal af indicier på, at de ikke havde levet længere end til foråret 1940.

Især i det besatte Polen blev Katynmassakren omgående brugt i forsøget på at øge tyskernes popularitet. Overalt i landet forkyndte højttalere navnene på de senest identificerede ofre – uden hensyntagen til, om deres efterladte var blevet informeret eller ej.

Polske aviser blev desuden pålagt at bringe lister over ofrene. En hustru, der længtes efter nyt om sin forsvundne mand, fik på denne skånselsløse måde omsider nyt om hans skæbne:

“På min vej hjem fra skolen købte jeg avisen Kurier. Jeg kiggede ned over listen, og alting blev sort. Jeg besvimede. Under udgravningsnummer 2.658 fandt jeg navnet på min mand”.

Polsk Røde Kors nægtede i begyndelsen at deltage i arbejdet med massegravene i Katyn. Som mange andre var nødhjælpsorganisationen overbevist om, at den påståede massakre blot var endnu et ondskabsfuldt tysk propaganda-kneb.

Nazisternes nådesløse offentliggørelse af ofrenes identitet fik imidlertid Røde Kors-ledelsen til at tage til Katyn. En lille polsk delegation ankom til skoven og forsøgte at indlede dagen med en bøn, men præsten besvimede.

“Den stakkels mand. Han kunne ikke klare stanken. Vi måtte vække ham til live igen”, forklarede generalsekretæren for det polske Røde Kors, Kazimierz Skarzinski, senere.

Efterhånden som massegravene blev åbnet, bredte en grusom stank af forrådnelse sig. Tyskerne ville omgående have Skarzinski til at udpege Sovjetunionen som forbrydelsens bagmand, men af frygt for repressalier fra den polske modstandsbevægelse tøvede han.

Med sans for diplomati accepterede Skarzinski kun at skrive under på et papir, der konkluderede, at massemordet efter alt at dømme havde fundet sted i 1940 – altså mens fangerne havde været i sovjetisk varetægt.

Polsk læge finder død kollega

Goebbels havde for længst indset, at få lande stolede på informationer fra Nazityskland. For at øge troværdigheden beordrede han derfor polske retsmedicinere til Katyn, så de i stedet kunne håndtere udgravningen og identifikationen af de mange lig. Arbejdet viste sig at være vanskeligt af flere årsager.

Den 29-årige læge Marian Wodziński blev fx konstant afbrudt i sit arbejde, når tyskerne skulle vise nye grupper af tilrejsende VIP-gæster rundt ved massegravene for at udbrede budskabet om den sovjetiske forbrydelse.

Samtidig yndede tyskerne at lægge så mange lig frem til skue som muligt, når der var gæster, hvilket også forstyrrede retsmedicinerens arbejde.

Alt dette var dog intet imod de gange, hvor Marian Wodziński til sin gru opdagede, at det lig, han netop var i færd med at identificere, var en af hans nære bekendte. I alt viste det sig, at 300 polske læger lå i Katynskovens massegrave.

Fra en tysk krigsfangelejr sendte Goebbels også den polske oberstløjtnant Stefan Mossor til Katyn for at bevidne grusomhederne. I sin rapport skrev officeren:

“Den 17. april kl. 8.30 kørte vi ud til området, hvor udgravningen fandt sted nær Katynskovene. Ligene var svært nedbrudte. Mundene åbne – enten af gråd eller fra at skrige i smerte”.

Mossor noterede sig også, at alle lig bar spor af den samme grusomme behandling:

“Kranierne var blevet gennemboret af revolverskud fra en kraftig kaliber. Nogle lig havde fået deres hænder bundet på ryggen med en kraftig, men tynd ledning, der skar gennem hud og sener ind til knoglen”.

Mens polske retsmedicinere arbejdede i stanken fra helvedes forgård, forsøgte Goebbels at få flere udenlandske eksperter til Katyn for at bevidne kommunismens grusomheder.

Propagandaministeren kunne umuligt invitere eksperter fra England, USA eller andre allierede lande, som Nazityskland nu var i krig med.

I stedet måtte han nøjes med at presse tyskbesatte lande og Hitlers allierede til at sende læger til Katyn. Også neutrale nationer som Sverige og Schweiz modtog opfordringen til at komme til det erobrede område. Kun Schweiz accepterede.

Med møje og besvær lykkedes det tyskerne at skrabe et hold sammen bestående af bl.a. en rumænsk, en finsk og en italiensk patolog.

Modvillige eksperter ankommer

I den 12 mand store, internationale ekspertgruppe befandt sig også en 33-årig dansk læge og retsmediciner ved navn Helge Tramsen.

Som de andre skulle han vælge et tilfældigt lig i massegravene, hvorefter arbejdsmænd gravede det fri og bar det op til retsmedicinerens arbejdsbord.

Her undersøgte Tramsen lig efter lig – bl.a. de jordiske rester af en midaldrende polsk officer ved navn Ludwik Szymanski, der tydeligvis var blevet henrettet ved nakkeskud. Hans 11 kolleger nåede igen og igen frem til den samme konklusion.

Tramsen og hans kolleger fandt adskillige lig med savsmuld i munden. NKVD-officerer havde tvunget deres mund åben og fyldt den med savsmuld for at kvæle deres skrig. Mens de fleste lig var bagbundet med almindelige reb, havde en del skæremærker om håndleddene af den ståltråd, som skulle forhindre dem i at stritte for meget imod og dermed forsinke bødlernes blodige arbejde.

Tramsen og de andre retsmedicinere ville nødigt hjælpe Goebbels med hans store propaganda-nummer, men samtidig kunne de ikke benægte, at alle beviserne pegede på, at Sovjetunionen stod bag massakren.

I sin korte redegørelse konkluderede den internationale gruppe af retsmedicinere den 30. april 1943:

“I Katynskoven er der af kommissionen undersøgt massegrave af polske officerer. Ligene viser som dødsårsag udelukkende nakkeskud. Af breve, dagbøger, aviser osv. fundet på ligene fremgår det, at nedskydningerne har fundet sted i månederne marts og april 1940”.

I foråret 1940 var der stadig over et år til, at tyskerne iværksatte invasionen af Sovjetunionen. Og Katynskoven lå dengang mere end 600 km fra de nærmeste tyske tropper.

Så forbrydelsen måtte tydeligvis være Stalins værk, selvom Katyn-kommissionen afholdt sig fra at konkludere dette indlysende faktum i sin rapport.

Alligevel vakte rapporten opsigt i London, hvor den ikke mindst forargede medlemmerne af den polske eksil-regering. Den sovjetiske ambassadør i England benægtede hovedrystende alt, men de færreste troede på ham.

Kommissionens rapport var så overbevisende, at eksilregeringens tillid til Sovjetunionen led et knæk. Stalin besluttede sig for at afbryde alt samarbejde med polakkerne i London og dannede i stedet en kommunistisk polsk eksilregering i Moskva.

Goebbels frydede sig. I sin dagbog skrev han:

“Alle fjendtlige radioudsendelser og aviser er enige om, at dette brud er en 100 pct. sejr for den tyske propaganda og især for mig personligt”.

Mens polakkerne i London afbrød al kontakt med Stalin, lykkedes det ikke Goebbels at skabe splid mellem Sovjetunionen og Storbritannien. Dertil havde de to allierede for hårdt brug for hinanden. I stedet valgte briterne at se gennem fingre med forbrydelsen.

Som den britiske viceudenrigsminister, sir Alexander Cadogan, noterede i margenen på en rapport om situationen:

“Jeg indrømmer fejt, at jeg hellere vil vende øjnene bort fra begivenhederne i Katyn – af frygt for, hvad de måtte se der”.

Russerne generobrer Katyn

I løbet af 1943 vendte krigslykken, og Hitlers tropper blev trængt tilbage. I efteråret blev skovene omkring Katyn generobret af Den Røde Hær.

Sovjetunionen gik omgående i gang med at lede efter spor, der kunne tolkes på en favorabel måde, så skylden kunne skydes på tyskerne.

Repræsentanter fra USA’s ambassade i Moskva blev kørt til Katyn. Herfra kunne amerikanerne rapportere, at russiske retsmedicinere hævdede, at ligene slet ikke var så opløste, at de kunne have ligget i jorden siden 1940.

Russerne var også ivrige efter at vise amerikanerne de mange tysk-fremstillede patronhylstre, som var fundet i massegravene. Men allerede i 1943 havde tyskerne forklaret de internationale retsmedicinere, at Sovjetunionen havde købt tysk ammunition før verdenskrigens udbrud, og at patronerne passede til NKVD’s pistoler.

Derudover tvang NKVD beboere i Katyn-området til at skrive under på vidneudsagn, der forklarede, at de døde polske officerer havde været i færd med at anlægge veje i området som krigsfanger og var blevet dræbt af tyskerne efter september 1941. Fysiske beviser på påstanden kunne de sovjetiske myndigheder derimod ikke fremlægge.

Amerikanerne valgte ligesom briterne at vende det blinde øje til Katynmassakren, hvilket gav Stalin mod på mere. Efter Tysklands kapitulation i 1945 forsøgte den sovjetiske diktator igen at tørre blodbadet af på nazisterne.

Under retsopgøret med Göring, von Ribbentrop og andre topnazister – den såkaldte Nürnbergproces – blev flere tyskere anklaget for at have beordret polakkerne skudt i Katyn. Men manglende beviser fik de vestlige allierede til at frafalde disse anklager.

Under den efterfølgende Kolde Krig mellem Vesten og det kommunistiske Østeuropa fortsatte russerne hårdnakket med at benægte, at de stod bag massakren.

Alle dokumenter om forhør, transport og likvidering af de polske fanger forblev hemmeligstemplede indtil Sovjetunionens fald. Først i 1989 fik den russiske befolkning lov at høre sandheden.