Klaus Barbie

Klaus Barbie: Nazisternes værste torturbøddel

Glødende nåle, pisk og kogende vand – Gestapo-chefen Klaus Barbies sadistiske metoder kendte ingen grænser.

Getty Images, Shutterstock

Blot en enkelt pære kaster et blegt lys ud i Suite 68 på Hotel Terminus ved Lyons hovedbane-gård. På en træstol midt i rummet sidder den jødiske videnskabsmand Marcel Gompel og stirrer tomt ned i gulvet.

Gompel er faldet i kløerne på Klaus Barbie – Gestapos berygtede chef. Den 29-årige nazist har allerede slået Gompel med køller og holdt hans hoved under vand, til hans lunger var ved at sprænges.

Men da den stolte Gompel ikke har givet tyskeren andet end vrede blikke, sætter Klaus Barbie ind med sit nøje udtænkte trumfnummer.

Nu fastgør en assistent kæder til fangens ankler, og via et spil i loftet hejser han Gompel op, så han hænger med hovedet nedad.

Assistenten finder en skarp kniv frem, og i de følgende timer skærer og flår han systematisk huden af videnskabsmanden, hvis skrig ikke kan høres på den travle gade udenfor.

Men Barbie har ikke fået nok. Et badekar fyldes med skarpt lugtende salmiakspiritus, og på Gestapo-chefens ordre sænkes Gompel ned i karret.

Han stønner og vrider sig, og da han besvimer, vækker Barbie sit offer ved at kaste kogende vand på den mishandlede krop, så afhøringen kan fortsætte.

I tre døgn efter forhøret vakler Gompel rundt mellem sine rædselsslagne medfanger.

Smerten er så intens, at han hverken kan ligge eller sidde ned. Da han til sidst udånder, afsynger de øvrige fanger Marseillaisen med hinanden i hænderne.

Alene ordet Gestapo, navnet på nazisternes hemmelige politi, gav enhver jøde og modstandsmand i tyskbesatte områder koldsved.

De frygtede betjente var ligeglade med Genève-konvention­ernes regler og udviklede stadig grusommere torturteknikker.

I Lyon gik én mand længere, end selv den øverste leder, Heinrich Himmler, kunne drømme om: Klaus Barbie var Gestapos mest brutale bøddel.

Verdenskrigen splittede familien

Da Klaus Barbie fødes i 1913, tyder intet på, at han vil blive andet end en blid og regelret samfundsborger.

Forældrene, Anna og Nikolaus Barbie, er vellidte katolikker og respekterede lærere i den lille landsby Udler syd for Bonn.

De lokale kender Klaus som en venlig og opvakt knægt, der taler med alle på sin vej.

Men 1. verdenskrig river familieidyllen i stykker.

Faren vender hjem fra et langtvarigt fangenskab i Frankrig – et land, han under sit ufrivillige ophold er kommet til at hade. Han er traumatiseret efter kampene og har granatsplinter i nakken.

De forfærdelige minder holder han på afstand med alkohol og blind vold mod sin kone og de to sønner.

Derfor er det en lettelse for Klaus at blive sendt på kostskole i Trier i 1923, hvor han viser sig at være så flittig og dygtig, at han efter skolen sætter kurs mod teologistudier på universitetet.

Så kommer skæbneåret 1933. Først tager nazisterne magten i Tyskland, og i juni dør Barbies yngre bror af sygdom.

Da også den alkoholiserede far dør, synker den unge Klaus ned i dyb depression.

Ovenikøbet kan han glemme alt om sine kostbare studieplaner. Klaus Barbie er nemlig født uden for ægteskab, og i det stokkonservative Tyskland står han dermed ikke til at arve en eneste mark – fremtiden virker håbløs.

Den unge og intelligente Klaus Barbie finder dog hurtigt en anden kar­rie­re­vej.

Efter to år som et villigt og fanatisk medlem af Hitlerjugend optages han i september 1935 i SS-efterretningstjenesten SD, hvor han får følelsen af at have fundet en ny familie med et stærkt sammenhold og klart definerede fjender.

Gennem de næste år trænes Barbie intenst i politiarbejde og afhøringsteknikker, hvor alle “fjender af staten” kan knækkes.

Fra 1940 går det stærkt. I april forfremmes Klaus Barbie til SS-Un­ter­sturm­füh­rer (sekondløjtnant).

Han gifter sig fem dage senere og udstationeres derefter i det besatte Amsterdam i maj, hvor han går til arbejdet med stor ildhu.

Barbie samler konstant efterretninger og tilbageholder arresterede jøder i en nyoprettet ghetto, før han sender tusinder med togene til koncentrationslejrene Buchenwald og Mauthausen.

Effektiviteten giver genlyd i Gestapos ledelse: Barbie forfremmes til kaptajn og sendes i november 1942 til Lyon i Frankrig som chef for Gestapo.

“Jeg er kommet for at dræbe” erklærer Lyons nye Gestapo-chef Klaus Barbie ved sin tiltræden.

© Bundesarchiv, Getty Images

Klaus Barbie er kommet for at dræbe

Nazisterne betragter Lyon som en tikkende bombe – jøder, kommunister og modstandsfolk har siden krigsudbruddet opbygget vidtforgrenede netværk i byen.

Da Klaus Barbie for første gang taler til sine underordnede i Gestapo-hovedkvarteret på 2. sal i Hotel Terminus, er hans budskab klart: “Ich bin gekommen um zu töten”, erklærer han – jeg er kommet for at dræbe.

Barbie trækker på sin erfaring fra Amsterdam og får hurtigt fyldt Montluc- fængslet med jøder, men modstandsbevægelsen, ledet af Jean Moulin, er en sværere nød at knække.

De er så frygtløse og gode til at gemme sig blandt lokalbefolkningen, at caféen La Concorde på samme tid er mødested for både Gestapo og modstandsbevægelsen – ofte sidder dødsfjenderne få meter fra hinanden, mens de drikker espresso.

Lidt efter lidt får Barbie sluset op mod 20 agenter ind i modstandsbevægelsen, og efterretningerne begynder langsomt at pible ind til Gestapos hovedkvarter i Hotel Terminus’ kælder, hvor opslagstavlen gradvist fyldes med billeder og informationer, der viser forbindelserne mellem de mistænkte.

Klaus Barbie fanger fransk modstandshelt

I juni 1943 kommer det store gennembrud. En velplaceret fransk forræder giver Barbie oplysninger om et hemmeligt møde i en villa i Lyon, hvor hele modstandsbevægelsens top vil være til stede.

Samme aften når Jean Moulin knap at åbne mødet, før døren sparkes ind, og rummet fyldes med vrede tyske kommandoråb, og alt ender i håndgemæng.

Barbie har taget franskmændene på sengen – og inden for få minutter er de alle lagt i håndjern og kørt bort. Da Gestapos sorte vogne kører ind gennem porten til Montluc-fængslet, ved alle, hvad der nu skal ske – alle franskmænd har hørt rygter om torturen.

Klaus Barbie har for vane at begynde med at charmere sine fanger til at tale.

Derfor byder han Moulin på en drink og en cigar i Hotel Terminus’ elegante bar. En pianist spiller Chopin, mens portrætter af Hitler, Göring og Goebbels stirrer ned fra væggene. Men Moulin nægter at tale; han stirrer blot ned i bordet og forbliver tavs.

Barbie, der bliver rasende over denne uforskammethed, får slæbt franskmanden til Suite 68. Her gør assistenten dr. Bartelmus instrumenterne klar til Barbies tortur: knojern, pisk, håndjern med pigge, nåle, et tændt stearinlys og Bar­bies sorte totenschlæger.

Dr. Bartelmus holder Moulins hånd ind mellem dør og karm, så Barbie kan smække døren i igen og igen.

Én for én knuses knoerne i franskmandens hånd, mens skrigene kvæles i det lydisolerede rum. Nåle varmes op, til de er rødglødende, og presses op under neglene på Moulin. Med knojern og kølle tæskes han, til blodet siver fra utallige sår.

“Hvem er lederne? Hvor opholder de sig?” lyder det igen og igen fra Barbie, men Moulin forbliver tavs.

Da franskmanden besvimer af smerte, presser Barbie hans hoved ned i et badekar med isvand, til modstandsmanden næsten bliver kvalt. Gispende trækkes han atter ud af vandet, og de samme spørgsmål fyger gennem luften, før han presses under vandet igen.

Senere får Moulin håndjern med indvendige pigge lagt om håndleddene. Håndjernene strammes, indtil piggene borer sig ind i kødet, blodet pibler frem, og knoglerne knuses.

Torturen fortsætter i dagevis. Moulin får negle rykket ud, kanyler stukket ind i kroppen, han bliver brændemærket og søndertævet. Hver aften bliver han kørt tilbage til Montluc-fængslet, hvor medfangerne forsøger at pleje hans sår. En af fangerne, Christian Pineau, huskede de lange nattetimer med gru:

“Han var bevidstløs. Hans øjne sad dybt i kraniet, som om de var blevet slået ind. Et grimt blåt sår skar sig ind i hans ene tinding.

En sagte rallen kom ud mellem hans hævede læber”. Imens hygger Barbie sig i Lyons natteliv, hvor sprutten flyder, og letlevende piger stimler om de magtfulde officerer. Flere af dem – herunder Barbie selv –bliver behandlet for kønssygdomme. Barbie elsker at spille klaver og synge tyske slagere under de lystige drikke-lag, og fingrene bevæger sig elegant over tangenterne.

Hans tilhørere er fuldstændig uvidende om, at de samme fingre få timer tidligere har været indsmurt i en landsmands blod.

I begyndelsen af juli fragtes Jean Moulin til Hotel Terminus for sidste gang. Barbie stiller atter de samme spørgsmål – han vil have navne og adresser på flere modstandsfolk – men Moulin enten kan eller vil ikke ytre så meget som et eneste ord.

“Jean Moulin gjorde Barbie berømt”, lød det fra en fransk modstandsmand efter krigen. Moulin blev et lysende symbol på fransk résistance (modstand)under den tyske besættelse.

© Album/Scanpix

Til sidst slipper Barbies tålmodighed op, og noget slår klik for tyskeren, der nu giver fanden i oplysninger. I ren frustration slår og sparker han den mishandlede franskmand med fornyet styrke, indtil Moulin besvimer og falder i en dyb koma.

Franskmandens arme og ben og flere ribben er brækket. Barbie har indset, at han har tabt nervekampen mod Jean Moulin.

Han trækker den livløse krop ind i et tilstødende rum og får de øvrige modstandsfolk bragt ind – synet skal få dem til at tale. De ser Moulin ligge livløs på en elegant salonsofa. Huden er nærmest gul, vejrtrækningen tung, og hovedet viklet ind i bandager.

Dybt rystede bliver mændene atter ført bort.

Kort efter sendes Moulin med et militærtog mod Frankfurt i Tyskland, hvor afhøringerne skal fortsætte. Men toget når ikke længere end til Metz, før modstandslederen Jean Moulin udånder efter et 18 dage langt martyrium.

Hitler giver Klaus Barbie et Jernkors

Barbie har ikke fået én eneste brugbar oplysning ud af Jean Moulin, men Hitler er alligevel imponeret.

Han sender et Jernkors af 1. grad afsted til sin ihærdige Gestapo-chef i Lyon. Mens de frie franske styrkers leder, general Charles de Gaulle (landets senere præsident), svarer igen fra eksilet i London ved at tildele Moulin den franske Befrielsesorden.

Efter afhøringen og torturen af Jean Moulin skifter Klaus Barbie det egentlige afhøringsarbejde gradvist ud med sadistiske torturseancer og deciderede massemord på de indsatte.

Da Lyons vicepolitichef, Adrien Richard, besøger Gestapos hovedkvarter, tror han knap sine egne øjne.

“Vi gik ned i kælderen”, forklarede han senere.

“Da vi nåede ned i gangen, blev vi overvældede af den umiskendelige stank af varmt blod. Vi gik videre og så en pøl af størknet blod foran en celle: Lig var blevet stablet i en bunke i et hjørne af cellen, der svømmede i blod. De var alle unge mænd, der var blevet skudt med maskingeværer. Nogle var blevet bundet sammen, og jeg husker, at postmanden, stadig klædt i sin uniform, havde trukket sig selv op på en stol, før han var blevet myrdet”.

Barbie nød selskabslivet i Lyon, når han ikke torturerede sine fanger.

© Getty Images

Klaus Barbie torturerer en kvindelig kurer

I marts 1944 anholdes den 43-årige Lisa Lesevre af Gestapo. Hun er en vigtig kurer for modstandsbevægelsen og bærer på et brev til nøglefiguren “Didier”.

I Montluc-fængslets kælder bliver hun hængt nøgen op ved hjælp af håndjernene med pigge på indersiden. En ulidelig serie af tortur og overgreb tager sin begyndelse: spørgsmål, voldtægt, tæsk, flere spørgsmål, endnu en voldtægt, tæsk og så de samme spørgsmål.

“Hvem er Didier? Hvor er Didier?” spørger Barbie igen og igen, mens han stirrer koldt på Lisa Lesevre.

“Hans øjne var klare og usædvanlig levende”, huskede hun stadig mange år senere. “Han var som et dyr i bur. Det var rendyrket terror, og han nød det”.

Selv når Barbie ikke er i hendes celle, plager han sin fange ved konstant at smække en ride-pisk mod sine højskaftede støvler, mens han går rundt i kældergangene. På et tidspunkt beordrer Barbie en assistent til at slå Lisa Lesevre med en kæde med en kobberkugle for enden.

En ryghvirvel knuses, og da hun besvimer, tilkalder Barbie en læge for at få hende kvikket op.

Da hun vågner, står han lænet ind over hende, mens et klaver spiller i baggrunden. Barbie tilbyder Lisa Lesevre et glas lemonade og stryger hendes hænder:

“Hvad du har udrettet, min kære, er storslået”, siger han. “Ingen har holdt ud så længe som dig. Det er næsten slut. Jeg er meget ked af det, men lad os nu få det afsluttet. Hvem er Didier?” Tavshed.

Klaus Barbie dræber mand og barn

Barbie spiller sit sidste kort og henter Lisa Lesevres mand og 15-årige søn ind i cellen. Her tortureres de foran hendes øjne, men hun forbliver tavs, og de føres atter bort. Hun får dem aldrig at se igen. Barbies sadistiske værktøjskasse er dermed udtømt.

Han slår sin fange i ansigtet med en knytnæve og skriger frustreret: “Jeg vil ikke se denne stupide kvinde igen! Likvidér hende!”

Men Barbies ordre følges ikke af hans assistenter, der i enkelte tilfælde forbarmer sig over deres ofre. En menig tysk soldat henter kaffe til Lisa Lesevre om natten og forsøger at tale hende til ro. Dagen efter sendes hun med tog til koncentrationslejren i Ravensbrück – efter mødet med Barbie føles det næsten som frihed. Hun overlever krigen efter to år i fangenskab.

Jødiske børn sendt til Auschwitz

Mellem mishandlingerne af Lisa Lesevre i Lyon har Barbie travlt med at støvsuge byens opland for de sidste skjulte jøder, og den 6. april 1944 er han klar til sin mest kyniske aktion under krigen.

Morgenen begynder roligt på børnehjemmet i bakkerne uden for landsbyen Izieu. Børnene er sendt herop af deres forældre for at komme i sikkerhed for Gestapo og koncentrationslejrene. Langt de fleste er jødiske, og det har

ledelsen forsøgt at skjule for den tyske besættelsesmagt. Denne morgen sidder børnene alle i spisesalen og drikker varm kakao, da to lastbiler og en personbil pludselig drøner ind på gårdspladsen, hvor de bremser hårdt i gruset.

En kvindelig ansat indser straks, hvad der er ved at ske: “Det er tyskerne. Løb for livet!” råber hun af sine lungers fulde kraft. En gruppe SS-soldater stormer ind i bygningen og river de skrigende børn ud af armene på de ansatte og smider dem op på ladet af lastbilerne. De få, der når at løbe ud på markerne, indhentes hurtigt, får luften sparket ud af brystet og bæres grædende tilbage mod pladsen.

En enkelt ansat, den 27-årige Lea Feldblum, når at undslippe og gemmer sig i et nærliggende skovbryn, hvorfra hun bevidner aktionen. I forvirringen bliver et ikke-jødisk barn også smidt på ladet, men bliver taget af igen, da hans identitet bekræftes af hjemmets register.

Imens står Barbie med sin assistent dr. Bartelmus ved et stengærde lidt derfra og betragter begivenhedernes gang. Da lastbilerne når tilbage til Lyon, nedfælder Klaus Barbie en kort notits til den tyske over-kommando:

“Det jødiske børnehjem i Izieu blev lukket i morges. I alt 41 børn, mellem 3 og 13 år gamle, blev alle arresteret. Herudover blev alt jødisk personale, 10 personer – heraf 5 kvinder – også arresteret. Ingen penge eller værdigenstande blev fundet. Alle overflyttes til Drancy den 7. april”. Den korte note er underskrevet “Barbie”.

Drancy er et samlingspunkt for arresterede franske jøder, hvor børnene og børnehjemmets ansatte bliver presset ind i uhumske kvægvogne på banegården og kørt til Auschwitz, hvor de kort efter dræbes i gaskamrene.

Det yngste barn var fire år , det ældste 17, da Klaus Barbie sendte de 44 børnehjemsbørn fra Izieu i døden.

© Getty Images

Klaus Barbie smiler venligt under tortur

Den 6. juni 1944 begynder de allieredes invasion af Frankrig, d-dag, og mens blodet flyder på strandene i Normandiet, har Barbie travlt med at arrestere de få tilbageværende jødiske familier i Lyon. Ægteparret Lagrange og deres blot 13-årige datter, Simone, tror, at hjælpen er nær, da de hører nyheden om de allieredes invasion i radioen den morgen. Kort efter buldrer SS-soldater på døren.

Mens den lille familie føres bort, lukker naboerne deres vinduer og ignorerer råbene om hjælp. Det blev “en dag, der begyndte så lykkeligt og sluttede så sørgeligt for os”, fortalte Simone

Lagrange senere. Familien bliver placeret i en af hotellets suiter, og ind træder Barbie, klædt i et nydeligt gråt jakkesæt og med en lille kat i favnen. Han smiler til Simone, stryger hende over kinden og fortæller hende, at hun er køn.

“Han kan ikke være ond, når han holder af dyr”, tænker hun.

Barbie vil vide, hvor familiens to øvrige børn opholder sig, og går derfor direkte efter den 13-årige Simone for at presse dem. Han river hendes hår tilbage og giver hende lussinger og knytnæveslag. Forældrene græder og trygler om nåde, men Barbie er iskold.

Han isolerer Simone i Montluc-fængslet, og gennem den næste uge torturerer han den unge pige, som var hun en benhård modstandsmand. Hver dag kommer han ind i cellen med et smil og sparker hende direkte på de åbne sår. Til sidst slæber Klaus Barbie Simone ind i hendes forældres celle og holder hendes hævede, blodige ansigt op foran hendes mor.

Montluc-fængslet. Her spærrede Klaus Barbie tusindvis af modstandsfolk og jøder inde. Fra fængslet blev fangerne bragt til afhøring i Hotel Terminus’ kælder.

© Bridgeman

“Se, hvad du har gjort ved din datter”, hvæser Gestapo-chefen.

Barbie har atter vist sig at være en dårlig efterretningsofficer, for heller ikke Lagrange-familien giver ham brugbare oplysninger – og kort efter deporteres hele familien til Auschwitz, hvor de skilles fra hinanden. Moren bliver gasset på stedet, mens Simone og hendes far bliver sat til at arbejde. Et år senere, da lejren evakueres under krigens sidste kaotiske dage, får far og datter øje på hinanden og når næsten at give hinanden et kram, før faren beordres ned på knæ og henrettes med et enkelt skud. Mod alle odds overlever Simone La­grange krigen og kunne fortælle sin historie.

Tyskernes sidste massakre

Da allierede styrker nærmer sig Lyon i midten af august, sender Barbie så mange fanger som muligt med togene mod øst. Men han beholder 109 jøder og modstandsfolk, som han bruger som levende skjold, da han flygter til flyvepladsen i Bron den 23. august.

Da tyskerne er nået til flyene, beordrer Klaus Barbie koldt, at gidslerne skal skydes og lægges i massegrave. Kort efter sætter han sig ind i et Luftwaffe-fly og forlader Frankrig. Dagen efter ruller de allierede ind i Lyon og befrier 950 des­pe­ra­te fanger fra Montluc-fængslet – Gestapos terror er omsider slut.

Klaus Barbie deserterer efter nogle måneder på vestfronten og holder sig i de efterfølgende 38 år skjult i Tyskland og senere i Sydamerika – blandt andet med hjælp fra amerikanske CIA. Først i 1983 bliver han endelig indhentet af fortiden.

Den tidligere Gestapo-bøddel opspores af nazijægerne Serge og Beate Klarsfeld i Bolivia og udleveres til Frankrig, hvor han dømmes for forbrydelser mod menneskeheden efter en langvarig retssag.

Her bliver det uhyrlige omfang af Klaus Barbies forbrydelser klart. Tyskeren myrdede eller beordrede mordene på 4.342 franske modstandsfolk og deporterede 7.591 jøder – mænd, kvinder og børn – til tyske koncentrationslejre, hvor flertallet af dem omkom.

42 år efter at 2. verdenskrig sluttede, blev Klaus Barbie endelig dømt for sine ugerninger. En domstol i Lyon tildelte Barbie en livstidsdom for hans forbrydelser under krigen.

© AFP/Scanpix

Læs også:

Nazisme

Jagten på de sidste naziforbrydere

16 minutter
2. verdenskrig

Gestapo spredte rædsel i Europa

13 minutter
2. verdenskrig

Japans Gestapo skyede ingen midler

13 minutter
Mest populære

Log ind

Fejl: Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
VisSkjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!