Konvoj gennem is-helvedet

Sovjet måtte ikke kollapse

De arktiske konvojer blev født af desperation. Efter at have underlagt sig det meste af Europa tromlede Hitlers krigsmaskine i juni 1941 ind over Sovjetunionen. De tyske tropper syntes ustoppelige, og i Storbritannien frygtede Winston Churchill, at Sovjet ville kapitulere.

Hvis det skete, ville Tyskland ikke alene kunne overføre alle styrker til den vestlige front – nazisterne ville også få adgang til uanede mængder råstoffer, som kunne gøre Det Tredje Rige nærmest uovervindeligt. Churchill besluttede derfor, at Sovjet “for enhver pris” skulle støttes med forsyninger. Da nazisterne kontrollerede store dele af Nordafrika og Middelhavet, kunne transporten ikke ske i syd. Eneste løsning var at sende konvojer gennem den nordlige polarcirkel til de sovjetiske havnebyer Murmansk og Arkhangelsk.

Den første konvoj, navngivet Dervish, afsejlede den 21. august 1941. Den bestod af blot seks fragtskibe med ni krigsskibe som beskyttelse. Som de fleste af de følgende konvojer samledes skibene, der kom fra flere nationer, ved Hvalfjödur i Island. Herfra sejlede de mod Arkhangelsk lastet med bl.a. 15 Hurricane-jagerfly og 10.000 tons gummi. Udturen foregik fredeligt, og det samme gjorde hjemturen.

“Tyskerne opdagede slet ikke, hvad vi var i gang med”, erindrede radaroperatøren Eric Alley, der gjorde tjeneste på en af konvojens destroyere. Heller ikke de følgende transporter, der nu blev angivet med betegnelserne PQ for udgående konvojer og QP for konvojer på vej hjem, oplevede andet end sporadiske angreb. Dog fik konvojen PQ 8, der afsejlede fra Island 8. januar 1942, en uhyggelig forsmag på, hvor dødsensfarligt det iskolde vand var.

Dagen før konvojen nåede i havn i Murmansk, blev destroyeren Matabele torpederet af en tysk ubåd. Selvom et redningsskib nåede frem inden for minutter, blev kun to mand ud af en besætning på over 200 reddet op af havet. Resten var alle frosset ihjel.

I foråret 1942 begyndte tyskerne for alvor at mærke virkningen af det militære materiel, der strømmede ind i Sovjetunionen via de arktiske konvojer. Den 14. marts 1942 tog Adolf Hitler konsekvensen og erklærede konvojerne et strategisk mål af vital betydning.

“Den maritime forbindelse mellem angelsakserne og russerne tværs over Det Arktiske Ocean, som hidtil er foregået nærmest uhindret, skal stoppes”, erklærede diktatoren.

Isen dækkede alt

Tyskerne havde besat Norge i 1940 og derved fået adgang til havne og flyvepladser, som de nu udnyttede til kampen mod de arktiske konvojer. I de norske fjorde samledes store tyske krigsskibe, bl.a. det frygtede slagskib Tirpitz. Fra de norske havne stævnede ubåde ud, og fra flyvepladserne, hvoraf de nordligste kun lå 80 km fra Murmansk, lettede jager­- og bombefly – alle på jagt efter Churchills arktiske konvojer.

PQ 13, som afgik fra Island den 21. marts 1942, var en af de første konvojer, som kom til at mærke den tyske oprustning. Konvojen fik en uheldig begyndelse, da den efter blot fire dages sejlads løb ind i en voldsom storm.

“Barentshavet blev frådende”, erindrede Ronald Adds, fyrbøder på den britiske destroyer Fury: “Bølgerne rejste sig til enorme bjerge af vand, 18 til 24 meter høje. Og så var der kulden. De iskolde søer blev til is, så snart de ramte skibets dæk og ræling”.

En måling viste, at det frøs 33 grader, og mændene måtte bruge hvert ledigt øjeblik til at banke is af dæk og ræling for at undgå, at ismassernes enorme vægt kæntrede skibene.

“Overisningen var så slem, at man skulle se den for at tro det. Selv i den øverstkommanderendes kahyt var indervæggen dækket af mere end 2,5 cm is”, huskede Harald O’Neill, som var sømand­ på eskorteskibet Sumba.

I de tidlige forårsmåneder strakte polarisen sig længere sydpå end på noget andet tidspunkt på året. Skibene måtte derfor sejle tættere på den norske kyst, og det gjorde dem mere sårbare over for tyske luftangreb. Den 28. marts kl. 10 om formiddagen blev konvojen opdaget af et tysk rekognosceringsfly. To timer senere brummede en sværm af JU 88-bombefly hen over skibene.

To skibe blev sænket, og de overlevende sendt ud i redningsbåde på det iskolde hav. Luftangrebene fortsatte nådesløst de følgende dage. Kanonbesætningerne prøvede at svare igen, men ifølge sømanden Harald O’Neill, der hjalp til, med begrænset succes: “I begyndelsen af angrebet tog vi opstilling ved kanonen, som stod foran styrehuset, men da vi forsøgte at affyre den, fløj løbet af – det var fyldt med is”.

Overisningen af skibene var så voldsom, at de lignede isbjerge. O’Neill bemærkede bl.a., at det lille eskorteskib Sulla var fuldstændig indkapslet i is: “Jeg kunne se Sulla ved siden af os. Næste gang jeg kiggede, var hun væk: ingen lyd, ingen vragdele – intet. Jeg antog, at hun væltede rundt og sank på grund af isens vægt”.

Med sig i dybet trak Sulla 21 mand, men konvojens strabadser var ikke ovre. Nu angreb tyske ubåde også og sænkede yderligere tre skibe, herunder fragtskibet Induna, hvor William Shorts gjorde tjeneste og derfor måtte springe i havet for at redde livet. Da konvojen endelig nåede Murmansk, var seks skibe og 148 mand gået tabt.

Tyskerne oprustede

Ud af de otte konvojer, bestående af i alt 163 skibe, der sejlede imellem marts og maj 1942, slap kun en enkelt igennem uden tab. Dette sammenholdt med PQ 13’s skæbne skabte bekymring i den britiske flåde. Fjenden var, skrev admiral sir John Tovey senere, “fast besluttet på at gøre alt, hvad der stod i hans magt, for at stoppe denne trafik”.

Både britiske og sovjetiske flådeofficerer advarede mod at sende flere konvojer afsted. Det ville hverken Churchill­ eller Stalin dog høre tale om. Den 8. april 1942 blev endnu en konvoj, PQ 14, derfor sendt ud. Sejlads på den tid af året var yderst risikabel. Fra slutningen af april har døgnet i Arktis 20 lyse timer, så skibene ville være oplyst stort set konstant.

Konvojen, som bestod af 16 skibe, blev fulgt af en stor og kraftfuld eskorte. Foruden fem destroyere og en krydser blev fragtskibene også fulgt af en minelægger og to bevæbnede trawlere. Dertil kom en fjern­eskor­te bestående af bl.a. to slagskibe, to krydsere og 12 destroyere, der skulle følge konvojen på afstand og gå i aktion, hvis de tyske slagskibe viste sig.

Men selv denne store styrke var ikke nok beskyttelse. I de lyse nætter havde havet forvandlet sig til et rent skydetelt, og fire fragtskibe – svarende til 25 pct. af konvojen – blev sænket af fly og ubåde.

PQ 16 gik det ikke meget bedre. Konvojen, der bestod af 35 fragtskibe samt eskorte, afsejlede i maj 1942 og blev opdaget af tyske rekognosceringsfly. Snart sværmede over 100 bombe- og torpedofly over konvojen.

“Det var helvede. Jeg kender intet andet ord for det. Hvor end du kiggede mod himlen, så du dem krydse hen over os, styrtdykkende ned og op igen. Bomberne var brune og glatte, skrigende, indtil de eksploderede rasende hvidt i havet”, berettede sømanden Robert Carse efterfølgende.

Han var vidne, da skibet forrest i hans kolonne blev ramt af en bombe: “Der lød et enormt, frygteligt brag. Hun gik ned på 15 sekunder i et flammende tæppe af dybrød og gul med et ætsende bid af varme, som nærmest føltes som et slag”. Otte af konvojens 35 fragtskibe blev sænket, hovedparten af bombefly.

“Vi har oddsene imod os i snart enhver henseende”, skrev admiral Dudley Pound efterfølgende i et notat.

Churchill nægtede imidlertid at indstille konvojsejladsen. Truslen mod Sovjetunionen var langtfra ovre, og konvojerne havde indtil videre kun sejlet omkring halvdelen af den planlagte mængde udstyr frem.

“Gennemførelsen af konvojerne er en pligtsag”, skrev Churchill til flådestaben.

PQ 17 blev ladt i stikken

Flådechefen parerede ordre, men privat var han af en anden mening. “Det er det glade vanvid”, skrev han i sin dagbog.

Hvor vanvittig afsendelsen af PQ 17, der den 27. juni satte ud fra Island, var, skulle snart vise sig. Tre dage efter konvojens afsejling opdagede tyskerne den fra luften. Den 2. juli slog de til og sænkede tre skibe. To dage senere gik det løs igen. Det skulle dog blive meget værre, for i London modtog flåden i mellemtiden meddelelse om, at det tyske slagskib Tirpitz var afsejlet. I panik udsendte flådens øverste chef ordre om, at konvojen skulle spredes og eskorteskibene trække sig tilbage.

Fragtskibene var dermed overladt til sig selv og måtte ubeskyttede sejle gennem den lyse arktiske sommernat. Den 5. juli sænkede det tyske Luftwaffe hele syv skibe på kun 30 minutter. Først den 10. juli stoppede luftangrebene, da der ifølge tyskerne selv “ikke var flere skibsmål”. 24 ud af 35 fragtskibe var på det tidspunkt gået tabt. Med sig i dybet havde de taget 153 søfolk. Derudover gik også 3.350 motorkøretøjer, 430 kampvogne og 210 bombefly til bunds.

Da Stalin hørte, at de britiske krigsskibe havde overladt PQ 17’s fragtskibe og deres værdifulde last til deres egen skæbne, blev han rasende: “Ejer den britiske flåde ikke skam i livet?” spurgte han retorisk og krævede, at en ny konvoj skulle afsejle straks.

Det nægtede briterne. Dertil skræmte sporene fra PQ 17 for meget. I stedet indgik de et kompromis: Frem for at vente, til vintermørket satte ind, skulle PQ 18 stå ud allerede i september.

De allierede fik adgang til Suez

Konvojen PQ 18 afsejlede fra Loch Ewe på Skotlands nordvestlige kyst. Med lektien fra PQ 17 i baghovedet var konvojen ledsaget af en enorm ildkraft: Hele 44 krigsskibe fulgte de 40 fragtskibe på vej. Også tyskerne gjorde sig klar. Luftwaffes fly, udstyret med torpedoer, stod parat, og op imod 10 tyske ubåde lagde sig på lur langs PQ 18’s rute.

Det blev en af konvojkrigens største styrkeprøver. De tyske fly og ubåde angreb igen og igen i forsøget på at stoppe konvojen, der lige så beslutsomt nægtede at vende om trods mange tab. Sømanden Aran Morris ombord på en destroyer så fragtskibet Mary Luckenbach forsvinde uden spor efter en fuldtræffer.

“Hun var et gigantisk tankskib, som fragtede benzin og ammunition, og hun blev torpederet. Der lød et forbandet stort brag, og vi så en kæmpe skygge af røg. Der var intet andet tilbage af hende. Sådan noget glemmer man aldrig”.

Da konvojen kom i havn i Arkhangelsk, havde den mistet 13 fragtskibe, men 28 var kommet helskindede frem. Og samtidig havde eskorteskibene tildelt angriberne store tab. For briterne var det en stor og nødvendig sejr.

Den følgende konvoj blev aflyst, da den britiske flåde havde brug for alle enheder til at gennemføre invasionen af Nordafrika i november 1942. De allieredes sejr i først Nordafrika og siden Italien gav fra efteråret 1943 flåden adgang til Middelhavet. Forsyninger til Sovjetunionen kunne nu sejles igennem Suezkanalen og derfra til havne i Den Persiske Golf, en længere, men langt sikrere rute end den arktiske.

Søfolkene glemte aldrig mareridtet

Trods åbningen af Suez fortsatte de arktiske konvojer helt indtil maj 1945. Ubådene forblev en trussel til det sidste, men deres storhedstid var ovre. Konvojerne blev nu beskyttet af langt flere eskortefartøjer, som ikke længere kun beskyttede konvojerne, men også blev brugt offensivt mod ubådene. Fra august 1944 til april 1945 lykkedes det derfor kun de tyske ubåde at sænke syv handelsskibe og fire eskorteskibe. Tre af eskorteskibene blev sænket i løbet af krigens sidste ni uger.

De arktiske konvojer havde på det tidspunkt mistet 87 fragtskibe og 18 eskorteskibe. Med sig i dybet havde skibene trukket næsten 3.000 søfolk. Til gengæld havde søfolkene leveret millioner af tons livsvigtige forsyninger.

De, der overlevede “verdens værste rejse”, bar dog mareridtet med sig. Sømanden­ Aran Morris, der sejlede med konvojen PQ 18, udtalte mange år efter krigen i et interview, at han ikke længere frygtede døden: “For jeg har allerede­ rejst til helvede og tilbage igen, så jeg ved, hvordan det er”.