Piloten Finn Thorsager knuger hårdt om styrepinden, mens han kæmper for at holde sit lille fly på vingerne. Turen op over de norske fjelde er ofte turbulent, men uvejret denne nat er af en helt særlig kaliber. Maskinen ryster så meget, at radiooperatøren ved siden af ham er ved at falde ud af sædet.
Uvejret er desværre ikke Finn Thorsagers største problem. En hvid lampe på instrumentbrættet sender sit blege lys ud i cockpittet. Lampen fortæller ham, at det værst tænkelige er sket: En tysk jager har fanget ham på radaren. Flyet med lastrumet fyldt af passagerer på flugt fra det tysk-besatte Skandinavien kan hvert øjeblik forsvinde i et flammehav.
Thorsager er blot én af de hundredvis af piloter, som under 2. verdenskrig trodser uvejr og tyske jagerfly på ruten mellem Bromma-lufthavn i Stockholm og byen Leuchars på den skotske nordøstkyst.
Piloterne sikrer, at tusinder slipper væk fra det tyskbesatte Norden, og at vigtigt svensk krigsmaterial når frem til Storbritannien. Evakueringen af mennesker og godstransporten over Nordsøen skal blive afgørende for den allierede krigsindsats.
Mellem 1943 og 1945 fløj piloter hele 55.000 tons kuglelejer fra Sverige til Skotland. De sikrede bl.a. præcisionen i artillerikanonerne.
Kuglelejer var livsnødvendige for briterne
Sverige var en af Europas førende producenter af kuglelejer. Den vigtige komponent blev smuglet til Skotland ad Stockholmsruten og brugt i den britiske krigsindustri.
Stockholm bandt Norden sammen
Skandinaviske og britiske selskaber havde siden 1920’erne betjent ruterne mellem Nordens hovedstæder og Storbritannien.
Krigsudbruddet i september 1939 ændrede imidlertid betingelserne for lufttrafikken, og med den finske vinterkrig fra november 1939 lukkede ruten fra Helsinki til England.
Få måneder senere, den 9. april 1940, invaderede tyskerne Danmark og Norge, og besættelsen betød enden på forbindelserne til endnu to nordiske hovedstæder. Nu var kun ruten mellem Skotland og Stockholm åben.
Sveriges neutralitet og landets beliggenhed tæt ved de tysk-besatte lande Norge og Danmark gjorde ruten særdeles interessant blandt de allierede – ikke mindst for den norske eksilregering.
Nordmænd trak læsset
Efter Norges overgivelse til Tyskland i 1940 var den norske konge, regeringen og den militærledelse flygtet til England, og nu ønskede nordmændene hjælp til at få landsmænd smuglet over Nordsøen via Sverige.
Særlig vigtig var ruten for de mange nordmænd, som ønskede at slutte sig til de allierede styrker, og ruten blev hurtigt så populær, at briterne hverken havde fly eller mandskab nok til at klare opgaven.
Den norske militærattaché i Washington overtalte derfor amerikanerne til at forsyne ruten med flere fly, så de allierede kunne intensivere flyvningerne.
Flere piloter måtte der også til. De fleste blev rekrutteret blandt nordmænd fra Royal Norwegian Air Force, en særlig enhed oprettet af den norske eksilregering.
Blandt dem var Finn Thorsager, som efter besættelsen af Norge var flygtet til Canada, hvor de norske piloter blev uddannet.
I 1944 spredte V2-raketterne død og ødelæggelse. Via Stockholmsruten nåede fragmenter til England, hvor de blev studeret nøje.
V2-rakettens hemmelighed blev smuglet ud
Flyene på Stockholmsruten medbragte meget andet end mennesker. Eneste fællesnævner var, at alt, hvad der gemte sig i flyenes indre, for alt i verden ikke måtte falde i tyskernes hænder.
Flyene på Stockholmsruten medbragte – ud over vigtige passagerer – rutinemæssigt efterretningsrapporter og andre hemmelige papirer. Spionage-papirer og andet følsomt materiale var ofte camoufleret som diplomatpost, så dokumenterne ikke umiddelbart skulle vække mistanke.
Flyene kunne dog også rumme mere håndgribelige vidnesbyrd om fjendens aktiviteter; fx transporterede Stockholmsruten i 1944 et fragment af en tysk V2-raket, som var styrtet ned over det sydlige Sverige. Raketdelen blev ved ankomsten – ligesom det øvrige materiale – overgivet til den britiske efterretningstjeneste MI6.
Piloterne risikerede livet
Ved sin tiltrædelsen blev Thorsager gjort til britisk statsborger og forsynet med et britisk pas, så han kunne få ansættelse i det britiske luftfartsselskab BOAC, der officielt drev ruten til Sverige.
Selvom Thorsager og de andre piloter optrådte i civil uniform, og flyene var malet i BOAC’s farver, vidste tyskerne, hvad rutens sande formål var – og de satte alt ind på at stoppe flyene fra Sverige til Skotland.
Lufthavnen i Stockholm var infiltreret af tyske spioner, og på nazisternes luftbaser i det sydlige Norge og nordlige Danmark søgte radaranlæg efter de neutrale fly, når de fløj hen over Norge og ud over Nordsøen. Tyske jagereskadriller stod klar til at skyde flyene og deres passagerer ned.
De norske piloterne forsøgte at undgå de tyske radarer ved at flyve lavt over jorden, men manøvren var næsten umulig, når flyene skulle over de høje norske fjelde, og piloterne navigerede i de voldsomme kastevinde, som bjergene skabte.
Et rødt lys i cockpittet viste, at en tysk radar havde opfanget flyet.
“Den kritiske del var, når vi kom op i højderne, tæt ved kysten. Hvis et af lysene blev tændt, var vi blevet set”, berettede Thorsager senere.
Et rødt lys i cockpittet viste, at en tysk radar havde opfanget flyet. Et hvidt lys – som det, der tændte sig på Thorsagers instrumentbræt – betød, at flyet var blevet opfanget af en radar ombord på en af Luftwaffes maskiner.
Blev flyet fanget på radaren, skulle piloten straks forsøge at undslippe ved at kaste flyet op og ned eller fra side til side.
Finn Thorsager husker selv situationen, hvor hans fly blev låst fast på en tysk radar. Han sendte flyet nedad i et stejlt dyk og så herefter det hvide lys forsvinde. Men bedst som roen sænkede sig i kroppen, tændte lyset igen.
I flere minutter lod den norske pilot flyet dykke og stige i et desperat forsøg på at ryste den usynlige forfølger af. Han forsøgte sig med at flyve i zig-zag, men de hårde drej udmattede, og bedst som Thorsager var ved at give op, forsvandt det hvide lys.
“Det lykkedes os at komme hjem til Skotland i ét stykke. De hårde manøvrer gjorde, at de fleste af passagererne, som lå på nogle store madrasser bag i flyet, havde kastet op”, fortæller Thorsager.
Viden kom hurtigt videre
Hovedparten af passagererne var unge mænd, som ville slutte sig til de norske eksil-styrker. Blandt passagererne var imidlertid også personer, som fik afgørende betydning for krigen.
Den 28. februar 1943 trængte norske SOE-agenter ind i nazisternes tungtvandsanlæg, Vemork, ved Rjukan i Telemarken. Fabrikken producerede tungt vand, som var nødvendig for nazisternes mulighed for at udvikle en atombombe.
Under aktionen ødelagde agenterne 900 kg tungt vand samt fabrikkens produktionsanlæg. De flygtede derefter på ski. Efter 400 km nåede de norske agenter til lufthaven i Stockholm, hvor et fly stod klar til at bringe dem i sikkerhed i Storbritannien.
Den effektive flugt sikrede, at nordmændene hurtigt kunne briefe den britiske militære efterretningstjeneste, MI6, om situationen og videregive nyttig viden om nazisternes teknologiske formåen.
Finn Thorsager tjente på Stockholmsruten fra 1943 til 1945. Piloterne bar civil uniform, men tyskerne var klar over rutens formål.
Niels Bohr flygter fra nazisterne
Et halvt år efter Vemork-aktionen i Norge var den danske atomforsker Niels Bohr blevet lidt for interessant for nazisterne. Hitler kendte alt til Bohrs banebrydende atomforskning, så da forskeren i september 1943 hørte, at nazisterne ville arrestere ham, krydsede Bohr Øresund med hjælp fra den danske modstandsbevægelse.
Nogle dage senere kom han til lufthavnen i Stockholm. Her ventede et britisk Mosquito-bombefly på ham.
Tyskerne havde i løbet af 1943 anlagt endnu flere radarstationer og intensiveret overvågningen af den norske kyst og farvandet Skagerrak.
Oprustningen gjorde Stockholmsrutens fly endnu mere sårbar over for de hurtige tyske jagere, og for at imødegå truslen havde BOAC fået råderet over et antal af de hurtige men markant mindre Mosquito'er.
Hvor flyene førhen kunne tage omkring 35 passagerer med, havde Mosquitoen kun plads til en enkelt – liggende på en briks over lugerne i flyets bomberum.
Allierede piloter blev i 1944 sat på opgaven med at forsyne Norge med krigsmateriel.
Norge fik mad og våben
Det nordlige Skandinavien manglede desperat forsyninger under krigen. Heldigvis var den norske pilot Bernt Balchen og hans folk leveringsdygtige i alt fra ammunition til hestefoder og felthospitaler..
Blandt Stockholmsrutens mest ambitiøse missioner var “Operation Where and When”, der blev ledet af den norskfødte pilot Bernt Balchen.
Balchen gjorde som amerikansk statsborger tjeneste i USA’s luftvåben, da han i 1944 fik til opgave at forsyne det nordlige Norge med krigsmateriel og andre fornødenheder. Området var blevet forladt af tyskerne efter kampe mod Den røde hær og med en flåde af B-24 Liberator-bombemaskiner holdt Balchen de nordlige egne af Norge og Sverige forsynet med alt fra radioer til hø og foder til landbrugsdyr i de øde områder.
Mellem juli og oktober 1944 alene lykkedes det desuden Balchen og hans folk at levere hele 64 tons ammunition og våben til den norske modstandsbevægelse.
Dertil kom et komplet felthospital med tilhørende læge og sygeplejerske, som blev kastet ned med faldskærm. Som tak for indsatsen blev Bernt Balchen belønnet med bl.a. Den Kongelige Norske St. Olavs Orden og den danske Kong Christian den Tiendes Frihedsmedalje.
Om aftenen den 6. oktober indtog Bohr pladsen iført sin sædvanlige påklædning – brunt jakkesæt og sixpence. Bohr fik udleveret en hjelm med indbygget kommunikationsanlæg, så han kunne høre, hvad piloten sagde, men hjelmen passede ikke.
“Han fortalte mig, at hans hoved var så stort, at han ikke kunne få hjelmen, som skulle holde ham i kontakt med piloten, på. Derfor fik han ikke åbnet for ilten, da piloten bad ham om det. Resultatet var, at han besvimede. Der var intet, piloten kunne gøre – ud over at flyve så hurtigt og så lavt som muligt”, beretter fysikeren og militæreksperten Reginald Victor Jones, som mødtes med Bohr kort efter ankomsten.
Bohrs vellykkede flugt gjorde, at fysikeren kort efter kunne slutte sig til det forskerhold, som i forskningsanlægget Los Alamos i New Mexico arbejdede på at udvikle en atombombe til USA. Hans bidrag blev af stor betydning for arbejdet med bomben, som i august 1945 var med til at sikre de allierede den endelige sejr i 2. verdenskrig.
Da krigen sluttede, havde Stockholmsruten fragtet flere end 3.000 passagerer over Nordsøen.
Tabene var relativt små: I alt omkom 11 af Stockholmsrutens stab og 18 passagerer.
Blandt det store flertal af overlevende var Finn Thorsager. Han tilbragte efterkrigsårene som pilot i SAS – Stockholmsrutens fredelige arvtager.