Kvinder i krig

“Den Røde Død” skabte rædsel på Østfronten

På Østfronten skabte ét navn rædsel blandt de tyske tropper i 1941. Lyudmila Pavlichenko havde i juni 1941 meldt sig til Den Røde Hær, og efter en kort uddannelse blev hun sendt til fronten som snigskytte. Her dræbte hun mere end 300 tyskere og blev hurtigt frygtet og forhadt af fjenden.

Efter at Pavlichenko blev såret af en mortérgranat, forflyttede hæren hende til Moskva, hvor hun blev indrulleret som løjtnant og stod for uddannelsen af andre russiske snigskytter.

“Den Røde Død”, som Lyudmila Pavlichenko blev kendt som, var en ud af ca. 2.000 kvindelige snigskytter i Stalins tropper. Kun omkring 500 overlevede krigen. I det år Pavlichenko tjente ved fronten, skrev hun sig ind som den mest dødbringende kvindelige snigskytte i historien – en rekord, hun stadig holder.

Kontornussere blev brutale fangevogtere

“Aufseherin” lød stillingsbetegnelsen for en række af 2. verdenskrigs brutaleste bødler. De kvindelige vagter i de nazistiske koncentrationslejre blev efter krigen kendt som nogle af krigens mest sadistiske fangevogtere.

I 1942 ankom de første kvindelige vagter til Auschwitz på grund af mangel på mandlige vagter, og inden krigen sluttede, var ca. hver 10. vagt en kvinde.

De kvindelige bødler kom generelt fra den lavere middelklasse, men havde tidligere haft så forskellige jobs som syersker, frisører eller lærere. De frivillige blev rekrutteret via annoncer i tyske aviser, der bad kvinder om at vise deres kærlighed til riget og tilslutte sig SS-korpset.

I lejrene dyrkede vagterne både deres sadistiske tendenser og ofte også kærlighedsforhold til lejrenes mandlige vagter – noget, som var accepteret af SS-chefen, Heinrich Himmler.

Selv prinsessen trak i trøjen

I september 1939 blev Storbritannien kastet ind i 2. verdenskrig, og med truslen fra Nazityskland overvejede den britiske regering at sende prinsesse Elizabeth i sikkerhed i Canada.

Forslaget blev forkastet af den kongelige familie, som ønskede at blive i England og opildne befolkningen. Under resten af krigen blev Elizabeth et samlingspunkt for briterne. Allerede i 1940 lavede den 14-årige Elizabeth sin første radioudsendelse og henvendte sig med støttende ord til børn, der var blevet evakueret fra byerne.

Da hun nærmede sig sin 18-års fødselsdag, ændrede parlamentet loven, så hun kunne fungere som en af fem statsrådgivere i tilfælde af hendes fars uarbejdsdygtighed eller fravær i udlandet, og året efter – mod krigens slutning – blev hun udnævnt til æresmedlem i Auxiliary Territorial Service og fik tjenestenummer 230873. Her uddannede hun sig til chauffør og mekaniker og blev brugt i propagandaen til at vise briternes kampvilje.

Hævngerrig russer købte en kampvogn

Da Mariya Oktyabrskaya mistede sin mand på Østfronten, ulmede hævngerrigheden i hende. Vreden mod tyskerne voksede sig så stor, at hun fik opildnet beboerne i sin hjemby til at indsamle nok penge til at købe en T-34-kampvogn og endda overtalt den lokale kommunistleder til at få lov at deltage i krigen som fører af kampvognen. I følge den sovjetiske propaganda døde Oktyabrskaya i 1944 under offensiven for at befri Leningrad.

Om historien er russisk propaganda eller ægte, er historikerne stadig i tvivl om, men sikkert er det, at en anden kvindelig kampvognsfører Aleksandra Samusenko blev hædret for sit mod på slagmarken og særligt indsatsen ved slaget ved Kursk, hvor Samusenko i et vanvidsridt angreb tre tyske Tiger-kampvogne uden støtte fra sin enhed og satte dem ud af spillet.

Da hendes bataljonschef senere døde, fik Samusenko ansvaret for kampvognsbataljonen og tjente som chef i 1943-1944. Samusenko døde efter at være blevet såret i den tyske landsby Zülzefirz 70 km fra Berlin under den østpommerske offensiv.

Sygeplejerskerne kæmpede ved fronten

Hundredtusinder af sygeplejersker var en del af hærene under 2. verdenskrig og ganske ofte helt tæt på frontlinjerne. Som sygeplejerske kunne kvinderne blive sendt ombord på krigsskibe, være tilknyttet luftvåbnet eller være afgørende i hæren. Dermed oplevede kvinderne nogle af krigens brutaleste scenarier, skamskudte mænd og døende drenge, og ofte blev felthospitalerne løbet over ende af fjenden, når blitzkrigen tromlede frem, og sygeplejerskerne selv endte i farezonen.

Arbejdet var samtidig opslidende i de ofte underbemandede hospitaler, hvor hundredvis af soldater med grusomme sår og læsioner hver dag røg på operationsbordet og enten videre til rehabilitering eller endte med at dø.

Kvinderne sad bag rat og ror

Et af de mindre farlige jobs, men uden tvivl nok et af de sjoveste, var arbejdet som truckfører med at køre forsyninger i hjemlandene eller som testpilot på kampfly, inden de skulle sendes til fronten.

I en tid, hvor kvinder ikke ofte kom i nærheden af store maskiner, var det et sandt gennembrud, at de fik lov at køre og flyve for hæren under krigen.

Også i Nazityskland fik kvinder lov at flyve, og et af de største flyveresser var Hanna Reitsch, der som indædt SS-medlem, pilot i Luftwaffe og nær ven med topnazisterne bl.a. testfløj de første jetjagere og endda fløj en redningsmission ind i Berlin i april 1945 for at redde Hitler ud af Førerbunkeren. Missionen slog fejl, da Hitler afslog at forlade Berlin, og i stedet lettede Reitsch i det sidste fly ud af Berlin.

Piloter terroriserede tyskerne om natten

Enhver nyankommen tysk rekrut, som blev kastet ind i kampene på Østfronten, lærte hurtigt det ildevarslende ord “nathekse” at kende.

Bag ordet gemte sig øgenavnet for kvinderne fra det russiske 588. Natbomberegiment, der blev oprettet i 1940, selvom kvinder officielt var udelukket fra at deltage i krigshandlinger på det tidspunkt. Alligevel fik Den Røde Hær et korps af flyvende hekse, da den russiske pilot Marina Raskova brugte sine personlige kontakter med den sovjetiske leder, Josef Stalin, til at få tilladelse til at danne en kvindelig enhed af bombepiloter.

Regimentet blev hurtigt berygtet for sine snigangreb, som foregik i nattens mørke. Her satte natheksene motoren i tomgang nær tyske stillinger og gled lydløst mod fjenden. Kun vindmodstanden mod flyet kunne afsløre bombeflyene, når de nærmede sig, og tyske soldater sammenlignede lyden med et kosteskaft, som flyver gennem luften, og kaldte derfor piloterne “nathekse”.

Kvinden var den perfekte spion

Forførelse, snedighed og nerver af stål. Det var kvindernes mest udbredte våben under 2. verdenskrig, når de tjente i spionkorps i alle lande. Samtidig med at tyskerne havde infiltreret store dele af England med et korps af sukkersøde spioner, tjente allierede spioner som kurerer med afgørende beskeder og organiserede netværk for modstandsfolk og allierede soldater på flugt.

Særligt britiske Nancy Wake kom i Gestapos søgelys. Hun stod bag et gigantisk netværk, som spredte kaos i det besatte Europa og hjalp allierede fanger fra tyske fangelejre til England via Spanien. Wake var så dygtig og afgørende for krigens gang, at hun endte med at være nummer et på Gestapos liste over de mest eftersøgte personer – dusøren for at fange Wake var på det tidspunkt fem millioner franc.

Hun blev med tiden administrativ chef for omkring 7.000 franske modstandsfolk og koordinerede våbennedkastninger og sprængstoffer og deltog endda i modstandsaktioner, hvor hun – ifølge rygterne – dræbte tyskere med sine bare hænder. En fransk modstandsmand kaldte Wake “den mest feminine kvinde, jeg kender – indtil kampene begynder. Så er hun som fem mænd”.