SS-lederen Heinrich Himmler er syg. En grim kombination af overanstrengelse og influenza har udløst et lettere hjerteanfald, og nu er han indlagt på lazarettet Hohenlychen nord for Berlin.
For en sikkerheds skyld har bygningerne fået malet tagene hvide og er forsynet med store, røde kors – så de allierede bombefly ikke vælger dette mål under deres togter i februar 1945.
For første gang siden Himmler meldte sig ind i nazistpartiet 22 år tidligere, er han begyndt at tvivle på Adolf Hitler.
I sine mest ærlige stunder diskuterer Himmler med fortrolige i SS, om de skal afsætte Føreren ved et kup. Det bliver altid ved snakken.
Når emnet næste gang kommer op, forsikrer Himmler om sin ubrydelige loyalitet til Hitler.
Men SS-lederen har indset, at Tyskland er ved at tabe krigen. Og på lazarettet brygger han på en idé om at bruge landets 700.000 kz-fanger i en gigantisk byttehandel med USA og Storbritannien:
Hvis han slipper fangerne fri, skal kampene på Vestfronten ophøre. Og så kan tyskerne alliere sig med Vestmagterne og gå løs på Sovjetunionen.
Fornem gæst fra Sverige
19. februar 1945, Hohenlychen: Svensk Røde Kors forsøger at få lov til at redde alle norske og danske kz-fanger. Grev Folke Bernadotte er sendt til Tyskland for at forhandle.
Himmler opholder sig stadig på lazarettet Hohenlychen, da en ihærdig greve dukker op.
Den magre svensker med det faste blik forsøger at overbevise SS-lederen om, at alle de skandinaviske fanger i kz-lejrene bør evakueres til Sverige.
Til gengæld vil tyskernes anseelse blive meget bedre, lover Bernadotte.
Heinrich Himmler var øverste chef for SS og havde ansvaret for kz-lejrene.
Himmler finder forslaget absurd, men helt afvise svenskeren tør han ikke, for Folke Bernadotte er vicepræsident for det svenske Røde Kors og har gode kontakter til de svenske politikere.
Kun med deres hjælp kan hans kommende fredsudspil nå frem til de allierede.
Efter flere timers drøftelser får Bernadotte lov til at samle alle skandinaver i kz-lejren Neuengamme ved Hamborg – men svenskerne skal selv stå for transporterne og have deres egen benzin med, pointerer Himmler.
Bernadotte flyver tilbage til Sverige for at klare de praktiske problemer. Han skal have samlet 100 busser, lastbiler og ambulancer samt finde 300 frivillige til at gennemføre evakueringen.
Det gælder om at handle hurtigt, for ingen kan vide, hvor længe SS-lederens velvilje varer ved.
Kz-fanger bygger ubådsværft
Marts, bunkeren “Valentin” ved Bremen: Alle fanger i det tyske lejrsystem er SS’ ejendom. Ved Weser-flodens bred er de ved at bygge en gigantisk bunker, der gemmer et værft.
Hver morgen marcherer 3.000 fanger ud gennem kz-lejren Farges port. Efter 5 km når de ned til floden Weser, hvor en gigantisk betonbunker rejser sig.
Bunkeren med kodenavnet “Valentin” er 416 m lang og rager 26 m op i landskabet. I store kar blander fangerne med håndkraft 500.000 m3 beton for at støbe de 4,5 m tykke bunkervægge.
Når “Valentin” efter planen står færdig i august 1945, skal den fungere som et højeffektivt værft, der bygger ubåde på samlebånd.
Hver uge kan tre nye fartøjer lukkes direkte ud i floden via en sluse, og herfra vil fartøjerne sejle direkte i krig.
Fangerne fra Neuengamme blev bl.a. sat til at bygge et betonsikret ubådsværft ved Bremen. Det blev bombet inden ibrugtagningen.
Fangernes arbejdsdag er på 12 timer, forholdene på byggepladsen horrible, og maden ganske utilstrækkelig.
Hver dag omkommer fanger ved uheld eller af ren og skær udmattelse, når de skal slæbe tunge cementsække, der vejer mere end fangerne selv.
Naturligvis har briterne kig på den gigantiske betonkonstruktion, der er ved at tage form ved floden:
En dag i marts flyver Lancaster-bombefly ind over byggepladsen og kaster bl.a. 12 Grand Slam-bomber med hver 10 tons sprængstof i.
Eksplosionerne slår hul i bunkerens tag, sender en gravko til bunds i floden og ødelægger de store kar til betonblanding. Men SS tvinger kz-fangerne til at fortsætte med arbejdet.
Nye ordrer fra SS-lederen
12. marts, Hohenlychen: Heinrich Himmlers finske massør overtaler SS-lederen til en uventet humanitær gestus i kz-lejrene.
I årevis har Himmler været plaget af smertefulde mavekramper, som kun hans personlige massør, Felix Kersten, kan kurere.
Under de seneste behandlinger er det lykkedes Kersten at aftvinge Himmler et løfte om, at kz-lejrene skal overdrages til de allierede uden kamp.
De opslidende dødsmarcher, hvor sultende og udmattede fanger slæber sig fra lejr til lejr, skal indstilles, bestemmer SS-lederen. Et par dage senere beordrer han også et stop for drab på jøder i udryddelseslejrene.
De færreste SS-folk følger Himmlers overraskende ordre – og den bliver da også omstødt, da Hitler kræver alle kz-lejre tilintetgjort og alle fanger slået ihjel.
Lynhurtigt skifter Himmler mening og forklarer sine folk, at Førerens beslutning er rigtig, for nazismens fjender ikke skal have lov at triumfere efter krigen:
“Kz-fangerne skal gå under sammen med os. Det er Hitlers klare og logiske ordre, og jeg vil føre den ud i livet, grundigt og omhyggeligt”, ivrer han.
Men heller ikke Hitlers ordre om total udryddelse bliver ført ud i livet. I stedet fortsætter SS det kaotiske kapløb mod tiden:
Alle lejre, der er i fare for at blive erobret af fjenden, skal evakueres med jernbanevogne eller i store marchkolonner. Efterfølgende skal de tømte lejre renses for spor efter massemord og mishandling.
Mundhuggeri med Himmler
2. april, Hohenlychen: Himmler og Bernadotte mødes for anden gang i lazarettet, der fungerer som SS-lederens hovedkvarter. Bernadotte håber stadig at få lov at føre kz-fangerne til Sverige.
“Jeg er villig til at gøre alt for det tyske folk”, slår Himmler fast. “Men jeg må fortsætte kampen. Jeg har svoret Føreren en troskabsed, og den ed er jeg bundet af”.
Bernadotte tager ordet:
“Indser De ikke, at Tyskland i virkeligheden har tabt krigen?
Ved angrebet på Rusland i 1941 blev tofronts-krigen etableret.
Det er den, der har rykket sejren ud af Tysklands hænder.
De siger, at De er villig til at gøre alt for det tyske folk. De burde tænke mere på det end på troskabseden”.
Debatten ender uden resultat efter fire timer.
SS-oberst Max Pauly havde fra 1942 ansvaret for Neuengamme og 60 underlejre. Henrettet i 1946.
SS lejede fangerne ud som slaver
Siden nazisternes magtovertagelse i 1933 har SS opbygget et net af lejre til bl.a. jøder, kommunister, homoseksuelle og andre. Arbejdskraften lejer SS ud til tyske virksomheder.
De færreste har hørt om kz-lejren Farge, der lå på et militærområde vest for Bremen. Her boede 3.000 fanger under kummerlige forhold i et nedlagt, underjordisk olielager.
Deres opgave var at bygge bunkeren “Valentin”, som et halvt hundrede tyske virksomheder havde skrevet kontrakt med Kriegsmarine om at bygge.
For at gennemføre byggeriet billigst muligt lejede virksomhederne kz-fanger af SS.
Hver fange kostede ca. fire rigsmark om dagen – ca. en tredjedel af, havde en tysk arbejder skulle have i løn. Fangen fik intet.
I lejrsystemet blev Farge betegnet som en udekommando – eller underlejr – under kz-lejren Neuengamme.
I alt havde Neuengamme over 60 sådanne lejre, så fangerne kunne bo tæt på de byggepladser og virksomheder, de var udlejet til.
Samme system herskede i alle Nazitysklands hovedlejre, der lå spredt ud over især Tyskland og Polen:
Lejrene havde snesevis af underlejre, som gerne havde midlertidig karakter.
Dødeligheden var høj, for arbejdet var fysisk hårdt, og føden utilstrækkelig.
Fangerne endte med at slide sig ihjel.
“Valentin”-arbejdere på dødsmarch
6. april, kz-lejren Farge: Briterne trænger hurtigt frem i det nordlige Tyskland, og SS går i gang med en hastig evakuering af de udsatte kz-lejre. En af dem er lejren ved Weser.
Blandt fangerne i Farge er den franske sabotør Francois Hockenhauer. Han har arbejdet på “Valentin”-bunkeren siden august 1944, men først nu tør han fatte håb om, at de umenneskelige lidelser snart er forbi.
Vinden bærer den fjerne rumlen af kanonernes torden til ham – og for hver dag kommer lyden tættere på, fornemmer Francois.
Den 6. april begynder SS at tømme hans lejr, der administrativt er en underlejr under den store Neuengamme-lejr ved Hamborg.
Her skal Farge-fangerne bringes i sikkerhed – men de skal selv gå hele strækningen på 135 km.
“Vi forlod lejren til fods i lange kolonner, pjaltede og udmattede af sult.
Vi marcherede i fire dage fra tidlig morgen til sen aften uden mad og drikke.
I korte øjeblikke kunne vi hive græs og ukrudt til os og spise det. Ordren lød ‘march eller dø’.
Mange faldt døende om i vejgrøften”, forklarer Francois Hockenhauer efter krigen.
Massemord løser Jepsens problem
7. april, nær Lüneburg: Godstogsvogne og lange kolonner bringer tusinder af fanger væk fra fronten. Evakueringen er kaotisk og improviseret.
400 syge fanger fra Neuengammes underlejr Banter Weg i flådebyen Wilhelmshaven er et par dage tidligere blevet tvunget op i et godstog, der skulle bringe dem til kz-lejren Bergen-Belsen.
12 vagtmænd passer på, at ingen stikker af. Kommandoen har marineofficer Rudolf Engelmann og SS-Unterscharführer (sergent) Gustav Alfred Jepsen.
Danskfødte Jepsen har endda taget sin elskerinde, Ilse, med, så hun kan komme med ham hjem til Hamborg.
Da godstoget når frem til Lüneburg, bliver byens baneterræn angrebet af amerikanske bombefly.
Mindst 73 fanger mister livet, mens en snes fanger har held til at slippe væk i forvirringen.
De øvrige overlevende samler vagterne på en mark. Jepsen aner ikke, hvad han skal stille op, og sender en forespørgsel til Neuengamme.
To dage tilbringer fangerne på den bare mark uden at have noget at spise. Så kommer lastvogne fra Bergen-Belsen og henter 146 af dem.
Jepsen bliver ladt tilbage på marken med en stor gruppe sultne og pjalteklædte fanger. Hvad der nu skal ske, ved han fortsat ikke. Først den 11. april får han besked på at likvidere alle sine fanger.
“Der var kun 52 tilbage i live. Alle vagterne deltog i skydningen. Jeg skød selv seks”, forklarer han efter krigen. Ligene bliver smidt i en massegrav, der er gravet ud i en nærliggende skov.
De hvide busser er på vej
Begyndelsen af april: De hvide busser kører i rutefart for at hente skandinaviske fanger fra lejre i hele Tyskland og samle dem i Neuengamme.
Folke Bernadotte er på vej i bil gennem det nordlige Tyskland, da han ser to hvide busser komme kørende mod ham. Han får dem til at stoppe, så han kan høre, hvordan arbejdet skrider frem.
“Hvem har befalingen over konvojen?” spørger han. En ung, udmattet sygeplejerske i en nusset uniform træder frem.
“Har det ikke været svært, søster?” vil Bernadotte vide.
“Åh nej. Ikke værre end at det lod sig gøre”, svarer hun.
De to busser er kørt hele vejen fra kz-lejren Dachau ved München. Den første del af turen gik uden store problemer.
“Men uden for Magdeburg kom vi midt ind i et bombeangreb.
Byen stod i brand, da vi kom dertil, og vejene var oppløjede af bomber, så vi måtte køre en stor omvej.
Det gik... Men to af mine nordmænd kunne ikke mere”, siger sygeplejersken og peger op på taget af den ene bus, hvor to livløse legemer er pakket ind i en presenning og surret fast.
Fangerne i Neuengamme måtte grave en kanal, så lejrens produktion af mursten kunne fragtes ud til byggepladserne.
Fangerne skulle bygge Tyskland op
SS ville have del i det byggeboom, som Hitlers magtovertagelse førte med sig. Kz-lejren Neuengamme blev indrettet som nazisternes teglværk.
I 1938 opkøbte SS’ hovedforvaltningskontor et nedlagt teglværk ved Elben ca. 30 km fra Hamborg.
I løbet af de næste år opstod her en gigantisk produktion af mursten, som var tiltænkt nazismens prestigebygninger.
For at de brændte sten kunne komme videre fra Neuengamme fik SS anlagt både en jernbanelinje og gravet en kanal.
Arbejdet i et teglværk krævede ingen ekspertise, så her fandt SS anvendelse for et stort antal kz-fanger. Arbejdet sled dem op, men nye stod altid klar.
Fanger med håndværksmæssige uddannelser blev beskæftiget i lejrens våbenfabrik.
Bygningerne var forpagtet af våbenfabrikanten Carl Walther, der fik lavet 20.000 eksemplarer af det halvautomatiske gevær G43 her.
For at styrke arbejdsindsatsen indførte SS et perverst belønningssystem til effektive fanger:
De fik adgang til lejrens bordel, hvor fem kvindelige fanger under streng lægekontrol var tvunget til at give seksuelle ydelser.
Neuengamme var ikke en udryddelseslejr som Auschwitz, men den udviklede sig alligevel til en af de værste kz-lejre, hvor halvdelen af de i alt 106.000 fanger omkom.
Oprør mod SS i Buchenwald
8. april, Buchenwald: De amerikanske tropper støder frem mod Weimar, der er nabo til kz-lejren Buchenwald. SS har travlt med at tømme de overfyldte barakker for fanger.
Fingernemme Gwidon Damazyn fra Polen har siddet i lejren siden 1941. I hemmelighed har han konstrueret en primitiv radiosender, som han nu tager i brug:
“Til de allierede. Til general Pattons hær”, morser Gwidon. “Her er koncentrationslejren Buchenwald. SOS. Vi behøver hjælp. De vil evakuere os. SS vil ødelægge os”.
I tidens løb har fangernes undergrundsorganisation haft held til at stjæle en enkelt maskinpistol og nogle geværer, men det var ikke nok til at forsøge et oprør mod de velbevæbnede vagter – og SS kan uforstyrret fortsætte med at sende fanger væk i store marchkolonner.
Få minutter efter at Gwidon har sendt sin besked på engelsk, russisk og tysk, indløber det opløftende svar:
“KZ Bu. Hold ud. Iler til hjælp. Den 3. Armés stab”.
Gwidon Damazyn besvimer af glæde.
Mens fangerne i Neuengamme måtte nøjes med tynd suppe, forstod SS-vagterne at feste.
De følgende dage stikker flertallet af SS-vagter af, så fangerne tør nedkæmpe de sidste SS-mænd. Da amerikanerne når frem den 11. april, er lejren kontrolleret af fangerne.
Modsat andre lejre har SS ikke nået at rydde op i Buchenwald, så ligene flyder overalt.
Synet chokerer amerikanerne, og de tvinger Weimars indbyggere på en sightseeing-tur gennem lejren; alle skal se, hvad Tyskland har anstiftet.
Buchenwald kommer også som et chok for Himmler. Nyheden om fangeoprøret skræmmer ham og kort efter sender han et telegram til alle lejrkommandanter:
“Overgivelse kommer ikke på tale. Lejrene skal straks evakueres. Ingen fanger må falde levende i fjendens hænder”.
Det handler ikke kun om at fjerne vidnerne til nazismens grusomheder – Himmler vil have så mange fanger som muligt til sin byttehandel med Vestmagterne.
l.000 myrdet i en brændende lade
Første halvdel af april, Celle: Tog med mere end 3.000 fanger fra forskellige lejre står stille på rangerterrænet efter et allieret luftangreb.
Kz-lejren Mittelbau-Dora i det sydlige Harzen har været centrum for produktionen af V2-raketter.
I en underjordisk fabrik har fangerne samlet gengældelsesvåbnet, som blev affyret mod bl.a. London. Men for et par uger siden blev lejren tømt og fangerne sendt med tog mod Neuengamme.
Da fangerne den 5. april når Celle, går transporten helt i stå, fordi jernbanesporene er blevet bombet. I forvejen står her flere tog med strandede fanger – mere end 3.000 mennesker.
Den lokale nazi-leder, Gerhard Thiele, beslutter, at Mittelbau-fangerne skal marchere til byen Gardelegen. I tre kolonner begiver de udmattede mennesker sig afsted.
Omkring 400 omkommer på turen.
Den 12. april beordrer Thiele at henrette de fanger, der er for syge til at gå videre.
Næste morgen får han vagterne til at presse 1.000 fanger ind i en stor lade. Porten bliver blokeret og bygningen stukket i brand. Polske Stanislaw Waleszynski var én af bare seks overlevende:
“Laden er fyldt med halm i knæhøjde. Jeg kan lugte benzin. Portene lukkes, og jeg ser en SS-mand antænde halmen.
Ilden breder sig med lynets hast, og alle forsøg på at slukke den er forgæves.
Jeg nærmer mig porten og ser en fange, der med en ske kradser jorden væk under porten. Jeg hjælper til med mine bare hænder, indtil vi kan smyge os under.
Endelig står jeg uden for laden. Vi kryber gennem en kornmark og når ud i skoven”.
Fri bane til Sverige
18. april: Folke Bernadotte har omsider fået lov til at bringe de skandinaviske kz-fanger til Sverige.
“Hvor mange busser kan I have klar og hvidmalede?” Sådan lyder spørgsmålet til vognmand Christian Ovesen i Herning, da han tager telefonen kl. 16.30.
Han forelægger sagen for sine kolleger og rådfører sig med karrosserifabrikken – og når frem til, at han kan stille med syv busser. De skal være med til at fragte afkræftede danske og norske fanger til Sverige, får han at vide.
Siden marts har der været hektisk aktivitet for at hente fangerne fra lejre så langt væk som Mauthausen ved Linz i Østrig.
En del syge er allerede bragt til behandling i Danmark, de øvrige 4.255 fanger er efter aftale med Himmler samlet i den skandinaviske afdeling i Neuengamme.
Den danske generalkonsul i Hamborg, Marius Yde, forhandler stædigt med den nazistiske gauleiter Karl Kaufmann om at få den endelige fangefrigivelse godkendt.
Omsider bliver også Himmler overtalt, og om aftenen den 19. april kommer den formelle tilladelse.
Fra tysk side er det dog en betingelse, at evakueringen er afsluttet inden for 24 timer. 120 danske busser og fiskebiler samles i Padborg. Konvojen kan drage sydpå.
De sidste skandinaver er reddet
20. april: Adolf Hitler fejrer sin 56-års fødselsdag i Førerbunkeren. Trods al sin modvilje er Himmler mødt op for at gratulere. I Neuengamme nærmer Bernadottes evakuering sig afslutningen.
De hvide busser svinger ind på Neuengammes appelplads kl. 13.30. Den danske fange Poul Verner Nielsen fortæller:
“Nu var turen kommet til os. Alle stormede afsted for at få plads. Så snart der ikke kunne stoppes flere ind, kørte bussen. Vi drog allesammen et lettelsens suk, da vi kørte ud gennem porten”.
Dagen igennem overflyves lejren af engelske jagerfly, og der falder bomber uden for lejrområdet.
Imens er busserne på vej mod byen Friedrichsruh, hvor Bernadottes medarbejdere har opslået deres hovedkvarter og bor i telte.
Her samles de skandinaviske fanger, inden de skal køres videre mod den danske grænse og efterfølgende Sverige.
Sidst på aftenen tikker et telegram ind hos det svenske udenrigsministerium: “Friedrichsruh meddeler. 20/4 2130: Lejren Neuengamme fuldstændig tømt for skandinaver omkr. kl. 2100”.
Tilbage i lejren er 10.000 fanger, der ikke er så heldige.
Syge børn bliver hængt
20. april, sen aften: Så snart den sidste hvide bus er væk, kører en tysk postbil frem. Denne nat skal beviserne for den værste forbrydelse i Neuengammes historie forsvinde.
Siden november 1944 har 20 jødiske børn boet på et særligt sygeafsnit i Neuengamme.
De var blevet hentet i kz-lejren Auschwitz for at fungere som forsøgskaniner i SS-lægen Kurt Heissmeyers medicinske forsøg:
Som led i sin forskning i helbredelse af tuberkulose ville han se, hvad der sker, når man bortopererer børnenes lymfekirtler og indsprøjter de smitsomme bakterier i deres årer og lunger.
1.000 fanger omkom i en lade ved Gardelegen. Amerikanske soldater tvang tyske civile til at begrave de døde.
Nu vil Heissmeyer hurtigst muligt skaffe sig af med dem. SS-mænd hjælper de 20 syge børn op i den lille lastbil, og så går turen gennem natten til en nedlagt skole i gaden Bullenhuser Damm i Hamborg.
Børnene bliver ført ned i kælderen og klædt af. En SS-officer forklarer efter krigen:
“De sad på bænke og var glade og forventningsfulde, fordi de for første gang havde fået lov til at forlade Neuengamme. Børnene havde absolut ingen mistanke”.
SS-mændene giver dem morfin, hvorefter de bedøvede børn bliver hængt.
Samme skæbne får børnenes plejere fra Neuengamme.
Aftenen efter bliver ligene hentet og brændt i lejrens krematorium.
Afsted til Lübeck
21. april, Neuengamme: Rømningen af den store kz-lejr er i fuld gang.
“I den anden ende af lejren går et endeløst tog af muselmænd.
Fra sygebarakkerne vakler, kryber og bæres de frem. Mange har ikke andet end en skjorte over sig, de kryber på hænder og knæ eller slæbes af medfanger.
De bliver mast ind og stablet i godsvogne”, husker Conrad Vogt-Svendsen.
Til daglig er han norsk sømandspræst i Hamborg – den seneste tid har han opholdt sig i Neuengamme for at føre tilsyn med de hvide busser.
Tyskerne har fået travlt med at evakuere resten af lejren. De seneste dage er en del fanger sendt mod havnen i Lübeck, hvor de overflyttes til fragt- og passagerskibe, der ligger for anker i bugten.
Enkelte fanger må gå til fods, men størstedelen fragtes med tog. Den tyske fange Ernst Schneider skriver i sin dagbog:
“Efter at have ventet den halve nat i de beskidte godsvogne satte toget sig i bevægelse.
Omkring middag den 21. kom vi til havnen i Lübeck, hvor vi kom ombord på fragtskibet Thielbek.
Lastrummet var overfyldt. Det stank, og ikke en lysstråle kunne nå ned. I mørket sad folk og sked direkte på gulvet. Her tilbragte vi syv-otte dage”.
Efter krigen var Bernadotte FN-mægler mellem Israel og de arabiske naboer.
Nordisk pres drev de hvide busser frem
Før Folke Bernadotte kunne indlede sin evakuering, var der gået to år med forhandlinger og forberedelser.
Mens krigslykken vendte for Tyskland, forenedes politiske kræfter i Danmark, Norge og Sverige for at presse de tyske myndigheder til at frigive skandinaviske fanger i kz-lejrene.
I Danmark havde admiral Carl Hammerich arbejdet med hemmelige planer om et Jyllandskorps, der skulle hente fangerne ud.
Han havde kontakt med de norske sømandspræster i Hamborg, som havde lavet et register over fangerne.
Også den norske diplomat Niels Christian Ditleff var i offensiven. Han lagde pres på Sveriges regering for at få den med i en evakuering.
Med mandat fra den svenske regering rejste vicepræsidenten for svensk Røde Kors, Folke Bernadotte, i februar 1945 til Berlin for at mødes med Heinrich Himmler.
Han accepterede i første omgang kun at samle alle skandinaver i Neuengamme.
Den 8. marts rullede de første hvidmalede svenske busser mod Tyskland for at samle fanger op så langt borte som Mauthausen i Østrig.
Den norske fange Finn Hasselgård, som blev hentet i Sachsenhausen, fortæller:
“Vi fik et brutalt møde med Neuengamme. Det første, vi så, var en bunke lig uden for krematoriet. De havde ikke kapacitet til at brænde alle ligene, så de var bare smidt oven på hinanden”.
Marius Yde, den danske generalkonsul i Hamborg, pressede også på for at få gang i en evakuering af skandinaverne.
I april fik 120 danske busser og fiskebiler omsider grønt lys til at være med til at hente alle de skandinaviske fanger ud af Tyskland.
Fuld fart på oprydningen
22. april, Neuengamme: 10.000 fanger er nået til Lübeck, mens 700 er blevet tilbage for at rengøre samtlige barakker og bygninger.
Lejren skal renses for ethvert spor af grusomhederne.
Alle lig bliver brændt i krematoriet, og SS-folk har travlt med at destruere lejrforvaltningens papirer.
“SS-lægen Alfred Trzebinski kom for at kigge dokumenter igennem.
Så gik han ind i lægeværelset, hvor de hemmelige dødsbefalinger befandt sig.
Jeg skulle sørge for, at alle dokumenter blev brændt. Skorstenen røg hele dagen”, fortæller den tyske fange Emil Zuleger.
Bernadotte hjælper Himmler
Natten til den 24. april, Lübeck: SS-lederen fremsætter sit fredsudspil.
Den travle Heinrich Himmler har bedt om et nyt møde med Bernadotte, denne gang i det svenske gesandtskabs hus i Lübeck.
SS-lederen vil gerne præsentere sin fredsplan.
“Jeg erkender, at Tyskland er besejret”, siger Himmler bevæget og fortæller, at Hitler formentlig vil dø en af de nærmeste dage.
Derfor betragter Himmler sig som Tysklands egentlige leder, og for at redde sit land fra undergang vil han hurtigst muligt forhandle fred med den amerikanske øverstbefalende i Europa, general Eisenhower.
“Jeg er beredt til en betingelsesløs kapitulation på Vestfronten, og jeg er ligeledes villig til at diskutere den tekniske fremgangsmåde for en kapitulation af de tyske stridskræfter i Danmark og Norge”.
Busserne havde store, røde kors, men korsene var i flere tilfælde ikke nok til at beskytte mod luftangreb.
Bernadotte lover at fremlægge forespørgslen for den svenske regering, der skal give den videre til Eisenhower.
Til afsked erklærer Himmler, at han nu vil køre mod Østfronten for at kæmpe som almindelig soldat.
Langt når han ikke. Hans bil filtrer sig ind i den pigtråd, der er rullet ud omkring det svenske gesandtskabs ejendom.
Den flydende kz-lejr
26. april, Lübeck: Det sidste tog fra Neuengamme ankommer til Lübeck. På havnekajen afventer tusindvis af fanger deres videre skæbne.
Passagerskibet Cap Arcona ligger for anker et par sømil ude i bugten.
Den tidligere luksusliner har nedslidte maskiner og mangler brændstof, nu lastes det med størstedelen af de ventende kz-fanger i havnen.
To dage senere er antallet af fanger på Cap Arcona oppe på 6.500. Ombord hersker både håb og desperation.
Nogle rygter vil vide, at skibet skal sejle fangerne til Sverige – andre, at skibet bliver sænket med mand og mus.
Himmler bliver fyret
28. april, Førerbunkeren i Berlin: Mens de skandinaviske fanger kører over den danske grænse, får Hitler kendskab til Himmlers fredsbestræbelser.
Hitler udstøder en lyd som et såret dyr, da udenlandske radiostationer kan meddele, at de allierede har afvist Himmlers fredsforslag.
Hitler er helt perpleks. Af alle sine støtter har han altid betragtet Himmler som den mest trofaste – og som en mulig efterfølger som Nazirigets leder.
Nu er SS-lederens hæslige bedrag kommet for en dag.
“Aldrig må en forræder efterfølge mig som fører”, råber Hitler i afsindig vrede og kræver SS-lederen arresteret.
Med 206 meters længde var Cap Arcona en kæmpe i Hamborgs havn.
Sydatlantens dronning
Fra 1927 sejlede luksuslineren Cap Arcona mellem Hamborg og Sydamerika.
De 1.365 passagerer sad i silketapetserede saloner, og om aftenen bød et danseorkester op til pasodoble.
Men 25. oktober 1939 modtog kaptajnen radiosignalet “QW7”:
Rederiet skulle afstå skibet til krigsmarinen.
Fremover tjente Cap Arcona som beboelsesskib for hæren, inden det i februar og marts 1945 sejlede tyske flygtninge til København.
Herefter ankrede det udtjente skib op i Lübeck Bugt. Her blev det beslaglagt af Hamborgs gauleiter, Karl Kaufmann.
Nu skulle skibet stuves fyldt med kz-fanger.
Freden rykker tættere på
1. maj: Storadmiral Karl Dönitz meddeler i en radiotale, at Føreren er død, og at han nu er landets nye rigspræsident. Krigen fortsætter.
På Cap Arcona tager kaptajn Heinrich Bertram om aftenen kontakt til den tyske repræsentant for fangernes hemmelige organisation på skibet, Erwin Geschonneck.
Bertram fortæller, at Hitler er død, og at britiske tropper er på vej.
“I morgen er de måske allerede her i Neustadt”, funderer Bertram. Nyhederne breder sig som en løbeild. Humøret blandt fangerne stiger mærkbart.
Samtidig flyver en eskadrille engelske fly ind over bugten og registrerer det store opbud af skibe i Lübeck Bugt. Fangerne på Cap Arcona vinker begejstret til dem.
“Mine medfanger blev til zombier”, sagde Wim Aloserij.
Den sidste overlevende
Tvangsarbejderen Wim Aloserij fra Holland havde held til at flygte fra Cap Arcona, da britiske fly angreb skibet med tusinder af kz-fanger ombord.
Hollandske Wim Aloserij var 21 år, da han i 1943 blev tvunget til Tyskland.
Wim nægtede at arbejde for tyskerne og flygtede som blind passager i et tog tilbage til Holland.
Hans liv under jorden endte året efter. “Jeg blev arresteret under en razzia og ført til gennemgangslejren Amersfoort”, har han fortalt.
Allerede efter et par uger kom han til Neuengamme og videre til Husum-Schwesing for at bygge pansergrave.
Her huserede den alkoholiserede SS-Untersturmführer (sekondløjtnant) Hans Hermann Griem, som yndede at skyde mod sine fanger.
I december 1944 gik turen tilbage til Neuengamme, hvor Wim blev til det sidste for at fjerne sporene efter nazisternes forbrydelser.
Den 29. april stod han på havnekajen i Lübeck, og efter nogle dage ombord på fragtskibet Athen kom han over på den tidligere luksusliner Cap Arcona.
“Det var ligesom på Titanic, men dette skib var en flydende kz-lejr.
Jeg bemærkede hurtigt, at de planlagde at ødelægge skibet, og allerede den første dag undersøgte jeg, hvordan jeg kunne slippe væk.
Mens mine medfanger blev til zombier, forblev jeg klar i hovedet”, forklarede Wim.
Da RAF angreb skibet med raketter og bomber – og fangerne brændte ihjel under dæk – gemte Wim sig i skibskøkkenet.
Ved hjælp af et reb og en gummiflåde kunne han redde sig i land.
Wim Aloserij var den sidste overlevende, som kunne fortælle om rædslerne på Cap Arcona.
Hans erindringer, “De Laatste getuige”, skrevet af Frank Krake, udkom kort før hans død i 2018.
Wim blev 94 år gammel.
Tragedien på fangeskibet
3. maj, Lübeck Bugt: Natten har været rolig på Cap Arcona. Om morgenen gennemføres appellen som sædvanlig. Nattens døde kastes over bord.
Ombord på skibet er i alt 5.519 personer – fanger og mandskab.
Alle venter. Trods den trange plads og gnavende sult er stemningen høj.
Befrielsen synes ganske tæt på. Men det er en ulykkelig misforståelse.
Kl. 14 letter ni Hawker Typhoon-jagerbombere under ledelse af RAF-kaptajn Jonny Baldwin fra flyvepladsen ved Osnabrück.
Ifølge hans oplysninger er skibene i Lübeck Bugt fyldt med nazister på flugt. Baldwin udvælger sig Cap Arcona som mål for fem af sine fly.
Britiske Typhoon-fly affyrede i alt 40 raketter mod den flydende kz-lejr Cap Arcona, der omgående brød i brand.
Ingen af piloterne bemærker fangerne på dækket eller de hvide lagner, som er hængt op som tegn på overgivelse.
Flyene affyrer i alt 40 raketter mod den flydende kz-lejr, der sekunder senere er omdannet til et flammehav.
Den tyske fange Erwin Geschonneck på Cap Arcona:
“Sårede skriger. Fangerne er ude af sig selv, løber hen ad gangene. Panik! Russerne under dæk kan ikke komme op”.
Erwin lader sig falde de 15 m ned i vandet og redder sig i land. Som en af de få.
De engelske fly skyder på alt, der bevæger sig, i vandet, og de fanger, som har held til at nå ind på stranden, bliver beskudt af tyske soldater.
Fra Cap Arcona overlever kun 350 fanger. I dagevis driver ligene fra de mange omkomne ind på stranden.
Efterskrift
Historikere anslår, at i alt ca. 200.000 kz-fanger døde i de sidste krigsmåneder som følge af dødsmarcher, henrettelser og allierede angreb.
De hvide busser reddede 7.795 skandinaver.
Dertil kommer 7.550 andre, som Bernadotte og mandskabet på de hvide busser i løbet af aktionen fik lov at tage med. – bl.a. et stort antal franske, belgiske, hollandske og polske kvinder fra Ravensbrück.