Kz-fanger byggede Hitlers V2-raket

Regeringen tav om V2

Modsat befolkningen kendte landets regering til tyskernes nye supervåben, men var alligevel overrasket.

Året forinden havde briterne nemlig gennemført en vellykket bombning af V2-basen i Peenemünde ved Østersøen. Indtil et par uger før eksplosionen i stormagasinet anede nationens ledere ikke, at det trods angrebet­ var lykkedes­ tyskerne­ at opretholde produktionen af terrorraketterne.

Den foregik nu i lange, mørke og fugtige tunneler under­ jorden­, hvor sultende­ kz-fanger­ arbejdede i døgndrift under konstant fare for at blive henrettet.

Den britiske premierminister Winston Churchill informerede nu parlamentet om, at England var under angreb af et helt nyt våben – tyske raketter, som kom helt ude fra rummet.

Raketterne fløj langt hurtigere end lyden, så ingen hørte dem. Først efter nedslaget fulgte lyden, både fra raketten og eksplosionen.

På den måde adskilte V2- raketterne sig fra V-1, de små førerløse bombefly med jetmotorer, som tyskerne også i stort tal satte ind mod England i krigens sidste år. De var så langsomme, at de med lidt held kunne­ skydes ned.

I modsætning til dem kom V2-raketterne helt bogstaveligt som lyn fra en klar himmel, og desuden var de så tunge, at de typisk borede sig dybt ned i jorden, inden de eksploderede.

Som regel efterlod de sig et 10 meter dybt og 10-15 meter bredt krater.

De første angreb med V2 fandt sted i begyndelsen af september 1944, knap tre måneder før eksplosionen i Woolworth, men for ikke at opskræmme befolkningen holdt den britiske regering i begyndelsen angrebene hemmelige.

Det kunne lade sig gøre, netop fordi nedslagene var så tilfældige og skete­ med en sådan hastighed, at ingen nåede at se raketterne.

At England var under angreb med et nyt og skræmmende våben, var en bitter pille at sluge for de britiske politikere, som ellers havde­ forsikret befolkningen om, at London ikke længere var alvorligt i fare, og at krigen snart var ovre.

Hitler gav selv ordren

Rent teknisk var der tale om verdens første ballistiske missil – altså et missil, der akkurat som en kanonkugle fulgte en buet bane gennem luften, når først brændstoffet var brugt op.

I alt nåede tyskerne at affyre­ 1115 raketter mod England, hvoraf 517 ramte London-området. I den værste periode slog 60 raketter­ ned i Storlondon om ugen.

Hitler frygtede, at V2 blev brugt for tilfældigt og mod sekundære mål, og gav derfor besked om, at beskydningen skulle koncentreres­ om London og Antwerpen.

I alt blev den belgiske by ramt af lige så mange raketter som London. Antwerpen var til tyskernes store fortrydelse blevet befriet af de allierede, og det skulle nu hævnes.

Især var tyskerne opsatte på at gøre havnen ubrugelig, men akkurat som i London ramte raketterne meget tilfældigt.

Nogle slog ned uden at forårsage synderlig skade, andre udløste tragedier. Det var ikke mindst tilfældet, da en V2 den 16. december 1944 ramte Rex Cinema, en fyldt biograf. Alene ved den lejlighed­ omkom 561.

V2 skulle sprede rædsel

For tyskerne var V2-raketterne et sidste og desperat håb om at vende krigslykken.

Formålet var netop, at raketterne skulle skabe frygt og rædsel blandt civilbefolkningen, for de var så upræcise, at de ikke kunne rettes mod militære mål.

Det var derfor også meget bevidst, at den tyske propagandaminister Goebbels gav dem navnet V2, hvor V står for Vergeltungswaffe, det tyske ord for gengældelsesvåben.

Set med tyske øjne var V2 nemlig en passende gengæld for de allieredes bombardementer af Tyskland. Indtil navneforandringen var raketten blandt tyske teknikere kendt som A-4.

Første fabrik blev bombet

Da de tyske nazister kom til magten i 1933, lagde lederne ikke skjul på deres fascination af moderne våben.

Da de snart efter kom i kontakt med en flok amatører, der eksperimenterede med raketter i fritiden, var nazisterne ikke sene til at se perspektiverne. Med raketter kunne de få et våben, der rakte længere end selv det bedste artilleri.

En af de mest ivrige raket-amatører hed Wernher von Braun. Han var uddannet fysiker og foreslog nazisterne at oprette en base, hvor man kunne udvikle og teste det nye våben.

Han fandt også det rigtige sted, et øde område ved byen Peenemünde på øen Usedom i Østersøen.

Med Wernher von Braun som leder blev der her opbygget en hemmelig base. Det skete i maj 1937.

Basen voksede hurtigt og beskæftigede talrige ingeniører og teknikere, hvortil kom tusinder af arbejdere­. Endnu var der tale om et forskningsprojekt.­

Wernher von Braun var overbevist om, at fremtiden lå i raketter med flydende brændstof.

Tidligere havde man brugt fast brændstof, men det var tungt og ikke nær så effektivt. Til gengæld gav det flydende brændstof hele tiden problemer, og i basens første år gik man nærmest fra fiasko til fiasko.

Ofte eksploderede raketterne, inden de kom i luften.

“Det tog os et halvt år at bygge raketten, men bare et halvt sekund at destruere den,” som Wernher von Braun bemærkede.

Briterne troede det var løgn

Der skete trods alt tekniske fremskridt, og den 3. oktober 1942 lykkedes det for første gang at gennemføre en langdistanceflyvning.

En raket fløj 190 km og landede tilmed bare fire kilometer fra det udpegede mål.

Succesen fik måneden efter­ Hitler til at godkende en plan for serieproduktion af raketten. De nazistiske ledere­ knyttede større og større forventninger til V2, i takt med at de blev trængt på alle krigens­ fronter­.

I lang tid lykkedes det tyskerne at holde Peenemünde-basen hemmelig – trods dens omfang. Men den 5. november 1939 blev der på den britiske ambassade i Oslo afleveret en anonym pakke underskrevet af “en tysk forsker, som ønsker jer det bedste”.

I pakken lå en nøje beskrivelse af de eksperimenter, der var i gang i Peenemünde.

De lød så utrolige, at briterne i første omgang mente, der var tale om et falskneri, der skulle føre dem på vildspor.

Men efter udbruddet af 2. verdenskrig indløb der flere og flere foruroligende meldinger om mystiske aktiviteter ved østersøkysten.

Blandt andet rapporterede bornholmske fiskere i flere tilfælde om underlige, flyvende genstande på himlen, ligesom den polske modstandsbevægelse forsynede englænderne med foruroligende information.

520 fly bombede basen

I april 1943 sendte englænderne rekognosceringsfly ind over basen. De billeder, de kom hjem med, afslørede med al ønskelig tydelighed, at der foregik noget stort i Peenemünde.

Det blev derfor besluttet at gennemføre et luftangreb på raketbasen. Tidspunktet blev sat til natten mellem 17. og 18. august 1943.

Den nat gjorde fuldmånen det nemmere at gennemføre Operation Hydra.

Der var tale om et massivt angreb med 520 bombefly, der tilsammen kastede 1875 tons bomber over basen, hvor 735 mennesker omkom. De fleste var polske arbejdere og russiske fanger.

40 britiske fly gik tabt under­ raidet, som trods sit omfang kun blev en delvis succes. Det lykkedes fx kun at dræbe et par af de tyske ingeniører, som arbejdede på udviklingen af raketten.

Ikke desto mindre fik angrebet vidtrækkende følger. Tyskerne indså, at anlægget på øen var alt for sårbart.

Kz-lejr blev ny raketfabrik

Kort efter bombardementet besluttede den tyske ledelse at henlægge produktionen af raketterne til et underjordisk anlæg i Harzen.

Her i det bjergrige område midt i Tyskland lå allerede to kilometerlange tunneler, som var opstået gennem mange års minedrift.

De blev nu udpeget til at huse en samlebåndsfabrik, der efter planen skulle fremstille 900 af de 14 meter lange V2-raketter om måneden.

Produktionen skulle et regeringskontrolleret firma, Mittelwerk, stå for, og ordrerne oppefra var kontante, for raketterne var ifølge Hitler blevet altafgørende for krigens udfald.

Mittelwerk løb hurtigt ind i store problemer. Et af de største var mangel på arbejdskraft, men det påtog det nazistiske elitekorps SS sig gerne at løse. SS oprettede koncentrationslejren Dora, i første omgang som en underlejr til koncentrationslejren Buchenwald, senere som en selvstændig lejr.

Inde i de mørke tunneler blev der banket lange rækker barakker op, og i september 1943 begyndte “leverancerne” af arbejdskraft at ankomme.

Tusindvis af fanger kom til lejren, især var mange unge ukrainere.

De første fire måneder bestod deres arbejde i at klargøre tunnelerne, som dels skulle­ udvides og forbindes med talrige tværtunneler­, dels omdannes­ til fabriksområde­.

Helvede på Jorden

Dora blev snart berygtet som et helvede på Jorden. Og med god grund. Når nye fanger ankom, forlod de dagslyset.

Gennem store porte blev de lukket ind i minens dunkle underverden, hvor svejseflammer jævnligt lyste op, og luften var tyk af støv.

Døgnet rundt genlød klippehulen af tryklufthamre og de sprængninger, der skulle udvide tunnelen.

Klippesiderne var glatte af fugt, men ellers var der knaphed på vand.

Fx kunne tvangsarbejderne ikke vaske sig, så efter 12 timers støvet arbejde måtte de smide sig uvaskede og fuldt påklædte på de usle og lusebefængte madrasser, hvor de i bedste fald fik nogle få timers søvn – som regel forstyrret af larmen og sprængningerne.

Toiletterne bestod af primitive latriner i form af overskårne olietønder, og maden var mere end sølle.

Roesuppe, en humpel brød og en klat harsk margarine gav slet ikke nok energi til fangernes hårde fysiske arbejde. Fange efter fange­ bukkede under.

Mange døde pludseligt, midt under arbejdet, hvorefter ligene blev stablet i et hjørne og kørt bort en gang i døgnet.

Nogle dage blev 100 lig transporteret til krematoriet­ i Buchenwald, hvor de blev brændt.

Fanger saboterede V2

Efter fire måneder var tunnelen klar til at huse fabrikken. I december 1943 stod det hemmelige samlebånd i tunnelen klar, og på årets sidste dag rullede de tre første V2-raketter ud.

Fangerne blev opdelt, så nogle blev tildelt tungt, manuelt arbejde med at transportere materialer og dele til raketterne, mens andre blev sat til at samle delene til hele raketter.

De heldigste fanger var de, der havde en faglig baggrund, for de slap ofte for det fysisk hårdeste arbejde.

En ung franskmand, der inden krigen havde studeret kunst, fik fx fast job med at male halefinnerne­.

Alt arbejde blev inspiceret af ingeniører, og SS sørgede for jernhård disciplin. Var der det mindste at påtale, faldt straffen omgående: tæsk eller døden ved hængning.

Og de henrettede hang til skue over hovederne på de arbejdende – på et tidspunkt så mange som 200 på én gang.

Ikke desto mindre lykkedes det ofte tvangsarbejderne at obstruere produktionen ved at være kluntede eller langsomme i deres arbejde.

Alt i alt var den tyske overkommando utilfreds, både med tempoet og kvaliteten af raketterne. Hundredvis af raketter måtte skrottes.

Selv om de mishandlede og sultende tvangsarbejdere ingen interesse havde i at udføre det teknisk komplicerede arbejde fejlfrit, så insisterede nazisterne på at bruge lejren Dora som raketfabrik.

Affyringen blev mobil

Det var ikke kun selve raketten, der afgjorde, hvorvidt den nåede frem med sin dødbringende last eller ej.

Metoden til affyring førte til lange diskussioner blandt tyske officerer, allerede inden produktionen begyndte i kz-lejren.

Nogle raketofficerer var tilhængere af mobile affyringsanlæg, som kunne skjules for fjenden, og andre af faste ramper, der var mere stabile.

Diskussionerne nåede efterhånden op på højeste plan, da Adolf Hitler i marts 1943 skar igennem og beordrede, at der skulle opføres store bunkers så tæt på England som muligt.

Herfra skulle raketterne i en lind strøm sendes ind over især­ London. Den første massive bunker blev placeret i en skov ved byen Watten.

Snart var 4000 mand i døgndrift beskæftiget med at støbe beton og konstruere bunkeren, der efter planen skulle rumme 34 raketter­ og kunne klare­ fire daglige affyringer­.

Men de allieredes efterretningstjeneste fik nys om planerne, og den 27. august 1943 blev ikke færre end 187 bombefly sat ind.

Tidspunktet var valgt med omhu, for meget af betonen var endnu våd, og det betød, at ødelæggelserne blev totale.

Bombningerne tvang tyskerne til at skifte strategi. De valgte nu at konstruere mobile anlæg til affyring.

Men lige meget hjalp det. Raketteknologien var ikke færdigudviklet, og de første mange prøveaffyringer var en total­ fiasko­.

Af 57 raketter kom kun de 26 nogen sinde i luften, og af dem eksploderede mange kort efter start.

Og skete det ikke, eksploderede raketterne, mens de var på vej tilbage mod Jordens overflade.

Kun 7 af de 57 raketter fløj nogenlunde som planlagt, og af dem var det kun de fire, der ramte det udpegede målområde.

I efteråret 1944 var ingeniørerne så langt, at de første mobile affyringsenheder var klar. Hver enhed havde brug for 32 køretøjer og anhængere.

Blandt de mange køretøjer var bl.a. tankvogne med flydende ilt og anhængere med pumper.

I V2-manualen, mandskabet medbragte, stod der, at raketterne skulle behandles lige så forsigtigt som æg, men alligevel skete det gang på gang, at en raket eksploderede under klargøringen eller lige efter start.

Ikke desto mindre viste strategien med de mobile enheder sig at være rigtig set med tyske briller.

For selv om enhederne var store, kunne de fx let skjules i en skov, og ikke en eneste gang lykkedes det de allierede at spore og ødelægge en mobil enhed, mens den var ved at klargøre raketter – en operation, der typisk varede fire til seks timer.

Men lige meget hjalp det. Et halvt år senere var krigen slut, og nazisternes drøm om at knuse briterne med et nyt supervåben var bristet.

Kz-fabrikken blev indtaget

I april 1945 trængte de første allierede tropper ind i de godt skjulte bjergtunneler. De troede knap deres egne øjne.

“Det var som at stå i troldmandens værksted,” sagde major William Castille, US Army, da han stod midt i tunnelen­.

Ikke en sjæl var at finde i fabrikken, der til gengæld fremstod, som om der var en kort pause i produktionen, der kunne begynde, hvert øjeblik det skulle være.

Der herskede orden, og under loftet hang adskillige halvfærdige raketter. Selv ventilationen­ kørte endnu.

Desværre havde der hersket alt andet end orden, da fangerne kort inden amerikanernes ankomst blev evakueret.

SS ønskede at slette alle spor af deres grusomme behandling af fangerne. Det havde udviklet sig til et brutalt kaos, hvor fanger blev dræbt, hvis de viste det mindste svaghedstegn. Alene under evakueringen omkom adskillige tusinde.

Alt i alt mener historikerne, at mindst 15.000 tvangsarbejdere omkom som følge af produktionen af V2, paradoksalt nok omkring tre gange­ flere end de omkring 5000, der omkom under angrebene med V2.