Den 30. april 1945 åbnede en af 2. verdenskrigs mest forhadte mænd for sidste gang mikrofonen i det tyske propagandaministeriums radiostudie i Hamburg. I næsten seks år havde William Joyce – bedre kendt som Lord Haw Haw – været Hitlers stemme i æteren og ugentligt hånet den britiske regering.
Men nu var det slut. Intet kunne længere afværge katastrofen, og ude på gaden væltede Joyces verden i bogstaveligste forstand.
Britiske styrker havde to dage forinden indledt et storstilet angreb på Hamborg, og uden for studiet lød de dumpe brag fra artilleri og granater.
Da han begyndte at tale, stod det klart, at den førhen så storsnudede propagandamager var hønefuld. Med snøvlende stemme rablede han løs om skæbnekampen i Berlin og insisterede på, at intet tyranni ville kunne knuse Tyskland.
I vil ikke høre fra mig i nogle måneder. William Joyce, 30. april 1945
Herefter tog William Joyce sin afsked: “I vil ikke høre fra mig i nogle måneder. Jeg siger 'Længe leve Tyskland'. Heil Hitler og farvel“.
Da britiske soldater få dage senere indtog radiostudiet, fandt de optagelserne af radioudsendelsen samt den flaske gin, som Joyce havde tømt.
Lord Haw Haw selv var pist forsvundet – i hvert for en tid.
Joyce elskede det britiske imperium
Manden, som endte med at blive Hitlers mest kendte propagandastemme i æteren, blev født i New York i 1906 af britiske forældre. Faren var af irsk afstamning, og tre år senere vendte familien hjem til Irland, hvor Joyce voksede op.
Allerede fra en ung alder lærte Joyce at elske det britiske imperium og blev som teenager under den irske frihedskrig i 1921 rekrutteret som kurer af den britiske hær. Få år efter læste han på universitetet i London og begyndte at sværme for fascismen.
Under et politisk møde blev Joyce angrebet af en kommunist, som skar højre side af hans ansigt op fra øret til mundvigen og efterlod ham med et markant ar. Hændelsen cementerede hans had til kommunismen og dedikation til dens hovedfjende, fascismen.
Den retorisk velbegavede Joyce blev i 1932 optaget i Den Britiske Union af Fascister, hvor han viste sig som en fantastisk taler. Den iltre Joyce kom imidlertid snart på kollisionskurs med unionens leder, Oswald Mosley, som til sidst smed den unge hedspore ud af partiet.
I stedet oprettede Joyce sit eget, mere radikale fascistparti. Men da han i 1939 fik nys om, at de britiske myndigheder ville arrestere ham, flygtede han til Tyskland.
Og her havde kunne hans talegaver for alvor bruges.
Goebbels: “Lord Haw-Haw er genial”
Kort efter William Joyces ankomst til Tyskland blev han rekrutteret af det tyske propagandaministerium, som mente, at hans tillærte overklasse-accent ville give ham troværdighed hos briterne.
Og radioudsendelserne da også hurtigt opsigt i England, hvor den britiske presse gav ham øgenavnet “Lord Haw-Haw” pga. hans overdrevne overklasse-accent.
I sine propaganda-udsendelser til England tæskede Lord Haw-Haw verbalt løs på den britiske regering og overklasse, mens han forsøgte at overbevise landets arbejdere om, at deres politikere var uduelige og at krigen mod Nazityskland var en fejltagelse.
Joyces udladninger morede mange briter – ikke mindst, når han fra tid til anden teatralsk imiterede Winston Churchill. Og snart lyttede op imod seks millioner briter til hans radioudsendelser.
William Joyce blev under krigen en af det tyske propagandaministeriums vigtigste stemmer. Her ses han under krigen stå nonchalant med en cigaret i Berlins centrum.
Den tyske propagandaminister Goebbels kunne derfor næsten ikke få armene ned af bare begejstring:
“Lord Haw-Haw er genial”, skrev han i sin dagbog i september 1940.
Udsendelserne var ifølge Goebbels det perfekte instrument til at skabe “terror og panik”
I England lyttede myndighederne også til udsendelserne, men med anderledes rynkede bryn: “Jeg er ikke sikker på, om Lord Haw-Haws konstante gentagelser ikke har en dårlig indflydelse”, udtalte BBC's generaldirektør, der måtte erkende, at udsendelserne var overraskende opfindsomme.
Bekymringen var dog unødig. Selv om briterne morede sig, så betød det ikke, at de brød sig om Lord Haw-Haw – tværtimod.
Med sine radioudsendelser splittede Joyce ikke briterne, men gav dem i stedet et fælles mål for deres had.
Flugt gik helt galt
Da det henimod krigens slutning stod klart for William Joyce, at Tyskland ville tabe krigen, begyndte han at forberede sin flugt. Han vidste kun alt for godt, at han ville være ilde stedt, hvis briterne tog ham til fange. Han fik derfor udfærdiget et falsk pas under navnet Wilhelm Hansen.
Kort efter den sin sidste radioudsendelse den 30. april 1945, flygtede han fra Hamborg med kurs mod den danske grænse.
Den 28. maj 1945 stødte to britiske soldater, der var i gang med at samle brænde i en skov få kilometer fra den danske grænse, på en kontaktsøgende vandringsmand. Manden pegede med sin stok på noget brænde, som de havde overset og talte til dem på fransk.
Soldaterne kunne ikke fransk og takkede derfor i stedet på tysk, men ignorerede ham derudover. Men pludselig slog manden over i engelsk: “Her er noget mere”.
“Jeg genkendte straks stemmen som tilhørende radioværten William Joyce fra den tyske radio”, forklarede soldaten efterfølgende.
Han informerede straks sin kammerat om mistanken og spurgte så pludselig manden: “De skulle vel ikke være William Joyce?”
Det fik øjeblikkeligt Joyce - for det var ham, der ikke havde kunnet nære sig for at snakke med sine landsmænd – til at gribe efter noget i lommen. Soldaterne skød ham prompte i den ene balle, og Joyce faldt til orden.
Da soldaterne ledte hans lommer igennem, fandt de udover det falske pas også hans tyske hærpas med navnet William Joyce.
Lord Haw-Haw blev efter sin retssag dømt for forræderi mod den britiske krone og hængt den 3. januar 1946.