Luftwaffe voksede frem i hemmelighed

Tyskland havde tabt 1. verdenskrig, og Versaillestraktaten skulle efterleves, hvis riget ville undgå, at krigen blev gen­optaget og Tyskland udslettet.

Da det tyske luftvåben formelt blev nedlagt den 8. maj 1920, var styrken i praksis ­allerede ophørt med at eksistere – alle fly var destrueret eller konfiskeret.

Sejrherrerne forlangte dog mere end blot afvæbning; Tyskland skulle fratages muligheden for at genopruste, og derfor rummede fredstraktaten krav, der havde til mål at ødelægge landets flyindustri.

“I seks måneder efter tiltrædelsen af denne traktat vil produktion og import af fly, dele af fly, flymotorer og dele af flymotorer være forbudt på tysk ­­­territorium”, foreskrev paragraf 201.

Det tvungne produktionsstop skulle drive flyfabrikkerne ud i konkurs – og planen var tæt på at lykkes.

Krigsårenes største tyske flyleverandør, Anthony ­Fokker, reagerede på de dystre fremtidsudsigter ved at pakke hele sit industri-apparat på togvogne, som han sendte over grænsen til Holland.

Andre fabrikker forsøgte at hutle sig ­videre med en lille produktion af civile fly – eller også begyndte de at fremstille landbrugs­maskiner.

Med luftvåbnet nedlagt og den tyske fly­­­­­­­industri i ruiner havde Storbritannien, Frankrig og USA nået deres mål – men kun tilsyneladende.

For knap var ­blækket på ­Versaillestraktaten tørt, før tyske ­officerer begyndte at omgå paragrafferne.

I hemmelighed forberedte de sig på den dag, hvor hæren kunne bryde sine ­lænker og genindtage positionen blandt verdens ­førende slagstyrker.

Versaillestraktaten havde dikteret, at det slagne Tysklands generalstab skulle ophøre med at eksistere – på samme måde som luftvåbnet.

Men midt i alle omstruktureringerne bemærkede ingen af de fjendtlige kontrolofficerer, at den tyske overkommando havde åbnet et nyt kontor kaldet Truppenamt, hvilket kan oversættes til “Personaleafdelingen”.

Bag dette uskyldige dæknavn samlede hæren sine skrappeste og mest opfindsomme folk, som fik til opgave at føre general­stabens arbejde videre i ­hemmelighed.

60 elite­officerer blev håndplukket til denne inderkreds, og af dem var seks tidligere piloter. Her mødtes de med adskillige gamle kamp­fæller, som formelt havde forladt militæret, men nu var hyret til ­afdelingen som civile specialister.

I begyndelsen medførte de begrænsede muligheder, at Truppen­amt måtte koncentrere sig om at skabe et luftforsvar, der kunne sikre landet mod fjendtlige angreb. På ­længere sigt var målet dog, at ­Tyskland igen skulle have sit eget ­luft­våben.

Det krævede trænede ­piloter og en ­hjemlig flyindustri, der var på højde med den nyeste ­teknologiske ­ud­vikling.

Dette kunne ikke lade sig gøre i Tyskland, så Truppen­amt ­sendte en ­diskret føler til en anden af 1. ­verdenskrigs store tabere.

Ligesom Tyskland var Sovjet­unionen en international paria i årene efter 1918. Resten af verden ­frygtede det kommu­nistiske ­regime, som var isoleret og ­omgivet af fjendtlige magter. For russere var selv en budbringer fra den gamle fjende ­Tyskland velkommen.

Fælles interesser smedede et fornuftsægteskab mellem tyskernes hemmelige generalstab og Den Røde Hær.

De indgik en handel, der ville give Tyskland ­adgang til baser på sovjetisk territorium, hvor de kunne teste nyt krigsmateriel og træne mandskab. Til gengæld fik værterne lov til at kigge deres gæster over skulderen under øvelserne og afprøve de tyske fly.

I 1926 ankom det første hold tyske jagerpiloter til den hemmelig luft­base i ­Lipetsk 400 km syd for Moskva. Her, langt væk fra nysgerrige blikke, kunne 300 tyske piloter teste nye fly, ­afprøve angrebs­teknikker og øve sig på luft­observation.

Kapaciteten var begrænset, så alle elever var blevet udvalgt omhyggeligt ud fra deres evner i et cockpit og deres lederpotentiale.

Når de vendte hjem til Tyskland, skulle de nemlig være i stand til at instruere næste hold piloter og udarbejde nye taktikker. Mange af eleverne fra pilotskolen i ­Li­petsk endte siden på Luftwaffes øverste rangtrin under 2. verdenskrig.

Første hold bestod af veteraner fra 1. verdenskrig, men efter dem fulgte unge mænd, der var udset som grundstammen i fremtidens luftvåben. De skulle være i stand til at flyve i forvejen, og for at sikre en tilpas stor pulje af kandidater demonstrerede den tyske ­hærledelse nok en gang sin evne til at manøvrere uden om Versaillestraktaten.

Raske unge tyskere – og især officererne – blev opmuntret til at melde sig ind i de svæveflyveklubber, der i 1920’erne skød op overalt i Tyskland.

De motorløse fly var en billig og enkel måde at træne ­basale flyvefærdigheder på i et land, hvis ­flyindustri stadig var tvunget i knæ.

Ved ankomsten til Lipetsk kunne de unge piloter for første gang sætte sig ind i et ægte tysk kampfly. Træningen med de uprøvede fly var dog ikke ufarlig, og flere piloter døde under øvelserne. Deres lig blev sendt hjem til ­Tyskland i kasser markeret som “Maskin­dele”.

En af de tyske producenter, der i hemmelighed afprøvede nye maskiner, var Hugo Junkers. Hans fabrik i Tyskland producerede civile fly, men han begyndte at udvikle kampfly vha. et virvar af udenlandske skuffeselskaber.

Først i Sovjet­unionen og fra 1925 i Sverige under det anonyme navn AB Flyg­industri. De fleste flydele blev fremstillet på hoved­fabrikken i Tyskland, hvorpå Junkers sejlede dem til ­Sverige, hvor flyene blev samlet og eksporteret til luftvåbner i Syd­amerika, Asien og Europa.

Da Hitler blev tysk kansler, stod det hurtigt klart, at Tyskland prioriterede flyvevåbnet højt. Et nyt luftfartsministerium blev oprettet og underlagt den magtfulde ­Hermann Göring.

Han var ­en højt ­dekoreret pilot fra 1. verdenskrig og indtog pladsen som nummer to i det nazistiske partihierarki, lige bag Hitler.

Göring viste sig som den perfekte ­chef for Tysklands spæde luftvåben. I kraft af sin position kunne han sikre, at fly­styrkerne fik rigeligt med penge, og at ­fabrikkernes kapacitet ekspanderede – og så blandede han sig ellers ikke.

I ­realiteten tog Göring sjældent plads bag skrivebordet i sit rummelige ministerkontor i Berlin – han foretrak parader og selskabsliv.

Luftwaffe opstod omsider officielt i marts 1935, da Hitler forkastede alle Versailles­traktatens militære begrænsninger. Hverken briter, franskmænd eller ­amerikanere stillede sig i vejen. Nu kunne Tysklands oprustning tage fart uden hemmeligheds­kræmmeri. ­

Prin­cippet var fremover, at hvis noget i det tyske ­militær kunne flyve, tilhørte det Hermann Göring.

Tysklands nyoprettede flyverkorps skulle have en øverstbefalende, og valget faldt på general Walther Wever. Det var hans opgave at lægge Luftwaffes mission helt fast. Wever mente, at nøglen til sejr var tæt samarbejde med militæret.

Tyske bombefly skulle bruges til at ødelægge fjendens baser og blokere transportruter, så det blev umuligt for fjenden at bevæge sine tropper:

“Luftvåbnet vil sætte vores hær i stand til at vinde et komplet tilintetgørelsesslag ved at holde fjendens reserver, selv hele reserve-arméer, væk fra slagmarken”, slog Wever fast over for en gruppe luftwaffe-­officerer.

Han anså også ­fjendens fabrikker som oplagte mål, men troede ikke på, at flystyrker kunne vinde krige på egen hånd ved at terrorbombe stor­byer.

Nogle af tidens militær­teoretikere mente ­ellers, at ødelæg­gelserne på kort tid ville tvinge en fjende til kapitulation.

Wevers ord blev en nøjagtig ­beskrivelse af den måde, Luftwaffe kom til at operere på under 2. verdenskrig.

Frem for at søge en helt selvstændig rolle, som britiske Royal Air Force og det amerikanske flyvevåben, ville han sam­arbejde med hæren. Kursen var lagt for Luftwaffe, og fundamentet støbt for store triumfer og bitre fiaskoer. ­Allerede i 1936 kunne det tyske flyvevåben gå i aktion for første gang.

I Spanien gjorde fascistiske ­kræfter oprør mod landets venstreorienterede regering, og en tre år lang borgerkrig brød ud.

Hitler besluttede at blande sig, og Luftwaffe skulle føre kampen. En af de piloter, der deltog, var Günther Scholz. Som officer tjente Scholz i Spanien i et år, hvor han var på bombe­togter, fløj eskortemissioner og udkæmpede luftdueller.

“Missionerne, nogle gange flere per dag, krævede det ­yderste af piloter og fly”, skrev han siden i sine erindringer.

­“Aktioner i lav højde mod mål ved fronten var ekstremt farlige og medførte ofte en hel del flyvende bly”.

Inden tyskerne lettede, var de som regel til fods helt fremme i forreste linje for at ­studere deres mål på tæt hold.

Denne ­støtte til tropper på jorden blev én af Luftwaffes stærkeste ­kapaciteter og mest brugte taktikker.

Under den spanske borgerkrig udførte tyske fly et angreb, der sværtede Tysklands ry til i udlandet: 26. april 1937 lagde tyske bombefly byen Guernica i ­ruiner, og i den internationale presse herskede der ingen tvivl om, at nazisterne brugte terrorbombning som strategi.

Omstændighederne omkring angrebet er aldrig blevet fuldstændig klarlagt, men tæppebombning for at bryde fjendens modstandsvilje var ikke en del af Wevers læresætninger.

Ødelæggelsen af ­Guernica skete formentlig på anmodning fra Franco, og de tyske piloter i “Legion Condor” ­leverede det ønskede resultat uden at ­bekymre sig om civile ofre.

Kampene i Spanien gav mulighed for at teste taktikker og materiel – samt at få rettet alvorlige ­problemer – inden det forestående opgør med Tysklands ærkefjender.

Jagerflyet ­Heinkel He 51, der blev betragtet som Luftwaffes stolthed, viste sig at være en flyvende skrammelkasse.

Den var så underlegen i kamp med fjendens sovjetiskfremstillede fly, at de tyske piloter måtte søge tilflugt midt i de forma­tioner af bombefly, som de ­ellers havde til opgave at beskytte.

Arbejdet med at færdigudvikle den langt mere effektive Messer­schmitt Bf 109 blev skruet voldsomt i vejret.

Krigsindsatsen viste også, at præcisionsbombning med bl.a. den ­nyudviklede Stuka gav langt bedre ­resultater, end nogen havde turdet håbe på.

Erfaringen bekræftede de tyske teore­tikeres tro på, at fjendens land­styrker var det vigtigste mål, og frem­tidens måde at bruge flystyrker i kamp.

Den spanske borgerkrig sluttede i foråret 1939, og allerede i sensommeren brød 2. verdenskrig ud.

Luftwaffe var nu ­perfekt udrustet til at udføre den type luftkrig, styrken havde lagt sig fast på. Messerschmitt Bf 109 var bedre end næs­ten alle de modstandere, som jagerflyet kom til at kæmpe mod i de første krigsår.

Stukaer og lette bombefly ­pulveriserede de mål, der spærrede vejen for de tyske panserdivisioner.

Og mobile værksteder fulgte lige i hælene på ­hærens forreste enheder, så fly kunne repareres på rekordtid og ­sendes på ­vingerne igen.

Ingen fjende kunne følge med i det tempo, som den tyske hær og Luftwaffe ­opererede i, da de banede sig vej ­gennem Polen, Skandinavien og Vesteuropa.

Modgangen fik Hermann Göring til at tage en større del af Luftwaffes ledelse på sig. Men det blev vanskelighederne blot større af. Göring udslyngede urealistiske løfter til Hitler, og han greb til desperate lappe­løsninger, når de forudsigelige ­problemer meldte sig.

Allerede før krigen sluttede i 1945, var Luftwaffe ophørt med at ­eksistere som et operativt våben.

Resterne af det tyske flyvevåben stod ­stille på jorden – uden brændstof, piloter og reservedele. Imens blev de tyske byer reduceret til ruiner af ­allierede bombefly, som nu havde frit spil på himlen.

For Günther Scholz sluttede krigen i Stavanger, hvor han ­havde anført det tyske luftforsvar i Norge.

Den sidste gang, han fløj i Luftwaffes uniform, var som krigsfange – og med britisk brændstof i tanken. Briterne ville have tyske fly bragt tilbage til Tyskland, og ­Scholz styrede en transportmaskine fuld af sårede soldater og norske kvinder med tyskerbørn i maven.

Efter krigen

Efter krigen fik Scholz arbejde på sine svigerforældres fabrik. Hans egne ­foræld­re var omkommet under et britisk terrorbombardement af byen Magdeburg. Günther Scholz døde i 2014 som den sidste pilot fra Legion Condor.