MacArthurs vendetta

“Så snart vi har fodfæste på de kyster, er mit mål at sætte mod syd, før de ved, hvad der har ramt dem”, afslører MacArthur i de tidlige morgentimer over for en pressefotograf.

Præcis kl. 7 dundrer kanonerne på slagskibe, krydsere og destroyere. De infernalske brag skærer sig ind i sømændenes ører, mens de iagttager det frygtindgydende resultat. Det massive bombardement forvandler kysten til et månelandskab, og en af sømændene er forvisset om, at “intet levende væsen kan have overlevet”.

Inde fra land svarer japanerne ikke igen, men gennem de tykke skyer af røg sværmer kamikazefly pludselig frem. En af de japanske selvmordspiloter styrer sin maskine lige mod krydseren USS Columbia, der ligger tæt op ad MacArthurs flagskib, Boise. Ombord på Columbia og Boise skyder mandskabet febrilsk efter fjenden med deres 20- og 40-mm-maskinkanoner – forgæves.

Med 700 km/t. knuser piloten sit fly mod Columbia og dræber 24 mand på et splitsekund. Selvmordsangrebene taler deres tydelige sprog: Kejserrigets tropper vil kæmpe til døden. Kampen om Luzon og Manila kommer da også til at koste flere liv end noget andet slag mellem USA og Japan i Stillehavskrigen.

MacArthur tørstede efter hævn

For USA var en invasion af Filippinerne og Luzon ikke strengt nødvendig. I løbet af 1944 havde amerikanerne slået den japanske flåde i flere store søslag, og kejserriget havde mistet skibe på tilsammen over to millioner tons – svarende til flere end 30 hangarskibe.

Amerikanerne var blevet den overlegne magt på Stillehavet, og hovedmålet i slutningen af 1944 var det japanske hjemland. Filippinerne, der fra 1898 til 1942 havde været under amerikansk kontrol, husede dog flere luftbaser, som USA kunne få gavn af i senere fremstød mod Japan.

Med det argument fik MacArthur i efteråret 1944 gennemtrumfet sin plan over for præsident Roosevelt om at tilbageerobre det ørige, hvor han var vokset op som barn, og hvor han fra 1936 havde fungeret som feltmarskal for den filippinske hær og militærvejleder for præsidenten under landets nye delvise selvstyre.

“Filippinerne charmerede mig – holdt mig fast i et greb, der aldrig slap mig igen”, skrev MacArthur, som også var blevet udnævnt til chef for den amerikanske hær i Fjernøsten i juli 1941.

Kærligheden var gengældt, for det filippinske folk lærte også at holde af den bramfri amerikaner, der før krigen ofte blev set i Manilas gader i sin Cadillac.

“Han var sønderknust, bare sønderknust”, huskede hustruen, Jean, efter at MacArthur i marts 1942 måtte flygte sammen med familien under japanernes invasion af Filippinerne.

MacArthurs image led også et alvorligt knæk. Aksemagterne hånede den rutinerede militærmand, som omhyggeligt havde oparbejdet et ry som en ukuelig machomand. Tysklands propagandaminister, Joseph Goebbels, døbte ham “den flygtende general”, Mussolini kaldte ham “kujonen”, mens avisen Japan Times and Advertiser betegnede generalen som en “desertør”, der var “flygtet fra sin post”.

Derfor handlede MacArthurs plan ikke kun om Filippinernes strategiske værdi, men derimod om hævn og om at genetablere hans renommé, og derfor gjorde den femstjernede general også alt for at iscenesætte sin tilbagevenden, da han i oktober 1944 gik i land på den filippinske ø Leyte i spidsen for den amerikanske invasionsflåde.

MacArthur havde sendt fotografer ind på stranden, så de var klar til at filme, da han stred sig målrettet gennem vandkanten som en frelser. På land greb generalen radiomikrofonen:

“Dette er frihedens stemme. General MacArthur taler. Filippinere, jeg er vendt tilbage!”

Erobringen af Leyte gav USA landingsbaner i flyveafstand til Japans sydspids. MacArthur kunne have stoppet invasionen her, men generalen var på ingen måde færdig. Hovedøen Luzon og især Manila skulle hurtigst muligt indtages. Med sig i angrebet den 9. januar 1945 havde MacArthur derfor 280.000 tropper – en større invasionsstyrke end ved landgangen i Normandiet otte måneder forinden.

Tropperne gik i land uden modstand

Hundredvis af amerikanske landgangsbåde dansede på bølgerne i Lingayenbugten om formiddagen den 9. januar 1945. Klokken 9.30 skurede de første både imod sandbunden, og da stålramperne slog ned, stormede soldaterne ud og skød vildt omkring sig. Men ingen kugler eller granater mødte dem.

“Drengene er på stranden. Ingen modstand”, lød det snart over radioen til MacArthur ude på flagskibet.

I de følgende timer sejlede landgangsfartøjer ind til kysten med soldater og materiel. Små fem timer efter at de første tropper var kommet i land, dukkede MacArthur op på stranden i solbriller og kakiuniform og med majspiben stikkende ud mellem læberne.

“Japserne blev tilsyneladende taget med bukserne nede. Hele operationen har indtil videre været en komplet succes”, lød det med vanlig selvsikkerhed, da generalen stillede op til interview.

Selvom amerikanerne på landgangsdagen fik etableret et 34 km bredt brohoved i Lingayenbugten, var japanerne dog på ingen måde blevet overrumplet. Forsvaret af Luzon var i hænderne på Tomoyuki Yamashita og 275.000 japanske soldater, og den 59-årige general havde med fuldt overlæg ikke forsvaret Lingayenbugten.

Bugten var omgivet af flade rismarker, der gjorde et forsvar næsten umuligt. I stedet havde Yamashita valgt at forsvare de junglebeklædte bjerge i nord med størstedelen af sin styrke, som han selv havde kommandoen over.

En anden styrke på 30.000 mand forsvarede den vigtige lufthavn Clark Field, der lå på vejen mellem Lingayenbugten og Manila, mens selve hovedstadens forsvar lå i hænderne på kontreadmiral Sanji Iwabuchi og hans knap 20.000 marinesoldater.

“Kejserrigets skæbne hviler på dine skuldre”, havde kejseren sagt til Yamashita, som vidste, at hans vigtigste rolle var at gøre Luzon og Filippinerne til et langvarigt problem for amerikanerne, så Japan havde tid til at forbedre hjemmefronten.

MacArthur var dog ikke i tvivl om, at det var hans egen genialitet, der havde sikret en lovende start på felttoget. Allerede om eftermiddagen den 9. januar opsøgte han general Walter Krueger, som skulle lede den 6. armé sydpå mod Clark Field og Manila.

“Jeg kender hver eneste lille rynke i landskabet, og du kan klare det”, opildnede MacArthur.

Artilleri forsvarede luftbasen

Filippinerne modtog den amerikanske befrielseshær med jubel. Hver gang Kruegers 6. armé indtog en by på vejen mod syd, stimlede lokale sammen og vinkede. I begyndelsen mødte amerikanerne kun begrænset modstand omkring byerne, hvor japanere havde gravet sig ned i skyttegrave og lagt miner ud. Kampene holdt dog Kruegers fremrykning nede på ca. 6 km om dagen – et tempo, der ikke huede MacArthur.

Efter 14 dage fandt amerikanerne ud af, at japanerne havde koncentreret deres tropper omkring Clark Field, der med sine 12 startbaner var den største luftbase i det sydlige Stillehav. Da Sherman-kampvognene rullede fremad nogle kilometer uden for den vigtige base, haglede granaterne pludselig ned.

Bombardementet kom fra skjulte tunnelsystemer, som japanerne havde gravet ind i bjergene uden for Clark Field. Med i alt 485 stykker artilleri af forskellig kaliber holdt japanerne i dagevis amerikanerne væk fra luftbasen.

Til sidst lykkedes det dog et infanteriregiment under general Oscar Griswolds kommando at trænge ind på basen. Med livet som indsats rykkede amerikanerne frem fra fly til fly, der stod parkeret i hangarerne. Hver en erobret meter kostede blod, men efterhånden ebbede modstanden ud.

Indtagelsen af Clark Field tog amerikanerne en uge. Herefter kunne Krueger og Griswold omsider fortsætte mod Manila til deres chefs store lettelse. MacArthur vidste fra filippinske modstandsfolk, at hovedstadens indbyggere skreg på hjælp.

“Madproblemer er meget akutte, folk dratter døde om på fortovene hver dag”, lød det fra guerillaer i hovedstaden, hvor næsten 500 filippinere dagligt døde af sult, fordi japanerne havde beslaglagt alle fødevarer.

I en anden besked advarede modstandsfolkene om, at MacArthurs tropper skulle passe på:
“Mange japanere forsvarer Manila – vær på vagt”.

Amerikanerne befriede civile

Om eftermiddagen den 3. februar nærmede fronttropperne i Kruegers 6. armé sig Manila. Sherman-kampvognene trillede forrest, men kom straks under artilleribeskydning, da de lidt nord for Manila nåede en bro, der førte over en dyb kløft ved Tuliahan-floden. Japanerne havde gjort broen klar til sprængning, så amerikanerne måtte handle hurtigt.

Heldigvis var en modig sprængstofekspert ved navn James Sutton klar. I fuld fart zigzaggede løjtnanten ud på broen, mens fjendens maskingeværer forsøgte at fælde ham. Sutton nåede mirakuløst frem til ladningen, hvor han klippede lunten og dermed reddede broen.

Snart trak de resterende japanere sig tilbage fra sydsiden af broen, og amerikanerne myldrede over. Da tusmørket faldt på om aftenen, trængte amerikanerne ind i Manilas nordlige forstæder. En af deres kampvogne knuste porten ind til universitetet Santo Tomas, hvor soldaterne befriede næsten 4.000 civile allierede fanger.

“God bless America!” råbte en af fangerne.

I mellemtiden havde japanerne travlt med at sætte ild til store dele af det nordlige Manila og udrense bydelen for alle, som mistænktes for at tilhøre guerillabevægelsen. De ulykkelige blev brutalt hevet ud af deres boliger og henrettet på gaden. Ofte måtte hele familien – selv de allermindste – bøde, hvis bare ét familiemedlem var under mistanke.

“Nogle af børnene blev taget ud af favnen på deres mødre og blev holdt op i luften med to hænder af en af de japanske soldater. Så spiddede bødlen dem i den position”, berettede et vidne.

Mens røgsøjlerne rejste sig over det nordlige Manila, trak kejserrigets soldater sig tilbage til sydsiden af Pasigfloden, der delte Manila i to. Voldsomme eksplosioner rungede i byen, da japanerne sprængte broerne over Pasig en efter en, hvorefter de minerede vejene massivt. Alle høje bygninger blev bemandet med snigskytter, maskingeværer og artilleri, så de fortsat kunne ramme amerikanerne på den modsatte side af floden. På nordsiden betragtede general Griswold den flammende by med bedrøvelse.

“MacArthur har visioner om at redde denne smukke by intakt. Han ved ikke, som jeg gør, at himlen brænder rød hver eneste nat. Min personlige mening er, at japserne vil holde fast i Manilas sydlige del, til de alle er døde”, skrev Griswold i sin dagbog den 7. februar.

Han fik ret.

Bitter kamp i gaderne

Mens røgen fra brandene i Manila stadig lå tungt over byen, padlede to amerikanske bataljoner over Pasigfloden sidst på eftermiddagen den 7. februar. Soldaterne undgik større tab på selve overfarten over den knap 100 m brede flod, men da mændene først slæbte sig i land på sydsiden og stormede ind i gaderne, mødte de en japansk mur.

Lastvogne, biler og fabriksmaskiner lå væltede på asfalten og dækkede japanernes maskingeværstillinger, der mejede amerikanerne ned. Samtidig sad snigskytter i tårne og høje hotelbygninger og sendte kugler mod alle, der forsøgte at trænge frem i gaderne. Først da amerikanerne fik samlet en pontonbro, så de næste dag kunne fragte køretøjer over på sydsiden, oplevede de en lille fremgang.

Men selv kampvognene var sårbare over for general Iwabuchis velplanlagte forsvar. Hvert eneste vejkryds i byen var plastret til med 40-50 miner, som kampvognsførerne umuligt kunne undgå. Den menige soldat Deane Marks så chokeret, da en kampvogn ramte en mine:

“I et splitsekund så jeg kampvognen hænge med bunden i vejret helt oppe i telefontrådenes højde. Vragrester, jord og asfalt begyndte at lande på jorden. Da støvet lagde sig, lå alle 30 tons på ryggen”.

I stedet måtte amerikanerne angribe igennem bygningerne. Når infanteristerne buldrede ind ad dørene i stueplan, ventede der imidlertid en labyrint fuld af fælder. Miner lå gemt under gulvbrædder, og konservesdåser med fødevarer skjulte i virkeligheden sprængstoffer, der gik af ved den mindste bevægelse.

Fra de øverste etager kylede japanerne brændende molotovcocktails ned gennem åbningerne ved trappeopgangene, og selve trappetrinnene var beklædt med pigtråd og glas. Amerikanerne indså derfor, at de i stedet måtte erobre bygningerne oppefra.

Når de først med store tab havde sikret sig en bygning, hoppede de videre til næste tag, slog hul og kæmpede sig vej oppefra og ned. Soldaterne var bl.a. bevæbnet med flammekastere, der viste sig uvurderlige i bykamp. Flammerne kunne på et kort øjeblik dræbe flere modstandere – på ekstremt makaber vis.

“Varmen havde limet japserne fast til væggen. De lignede tapet”, huskede en amerikansk soldat.

Amerikanerne var uger om at presse Iwabuchis styrker baglæns, og tabene voksede på begge sider. Efter to uger følte japanerne, at nederlaget var uundgåeligt, og lod det gå ud over lokale.

“Nederlag er den ting, der kan gøre dem til de rene bæster”, konstaterede en filippiner, der med egne øjne så sine landsmænd blive slagtet.

Nogle ofre hang i lygtepæle, og andre lå i bunker på jorden i dagevis, til de blev til en sammenklistret, rådden ligbunke. Den 22. februar havde MacArthurs tropper dog tvunget japanerne så meget i knæ, at de få resterende styrker kun klamrede sig fast til Manilas gamle bydel, Intramuros.

MacArthurs vendetta var nær.

Japanerne nægter overgivelse

Det sidste fremstød i Manila var overladt til Griswolds tropper. Den 58-årige general gav de forskansede japanere i Intramuros et tilbud. “Jeres situation er håbløs – nederlaget uundgåeligt. Jeg tilbyder jer en ærefuld overgivelse”, lød det i en radiotransmitteret meddelelse.

Men Griswold fik kun tavshed som svar og konstaterede i sin dagbog, at dermed “er det altså en kamp til døden”. Ved daggry den 23. februar betragtede Griswold bydelen fra taget på et udbrændt hotel, mens han gav artilleriet ordre om at fyre løs på den gamle fæstningsmur. I 20 minutter haglede 185 tons granater mod det 6-12 m tykke murværk. Gejsere af sort røg og mursten skød op i luften og efterlod fæstningen i ruiner.

“De gamle, bløde sten kunne ikke modstå det moderne artilleris krudt”, noterede en amerikansk major sig.

I et røgslør krydsede tropper vandet ved 8.30-tiden og kæmpede sig ind over murbrokkerne til den gamle by. Bag de krakelerede mure klaprede japanske maskingeværer, men amerikanerne slog hurtigt modstanden ned. Om eftermiddagen flygtede de sidste levende japanere ned i fæstningsmurens underjordiske gange.

Af frygt for at lide store tab i den underjordiske labyrint greb amerikanerne til et mere kynisk våben. Benzin og olie blev hældt ned i gangene og antændt:

“Da det hele var kølet af, og vores mænd gik ned i disse kamre, fandt vi japserne i bunker. De havde lidt en lige så forfærdelig død som den, de havde påført tusinder af uskyldige civile”, lød det i en amerikansk militærrapport.

Heller ikke MacArthur følte med japanerne, da han efter indtagelsen af Manila skridtede rundt i ruinerne. Han havde befriet byen, men prisen havde været høj. Næsten 100.000 filippinere i hovedstaden havde mistet livet i den sidste måned af den japanske besættelse. Derfor var det også en bevæget MacArthur, der den 27. februar 1945 officielt overlod styret af Filippinerne til præsident Sergio Osmeña ved en ceremoni i Manila.

“Jeres hovedstad – så ondskabsfuldt straffet, den er blevet! – har genvundet sin retsmæssige position som demokratiets højborg i Østen”, fremstammede MacArthur på talerstolen, mens tårerne fyldte hans øjne.

Bjergkampe sluttede i september

Fjenden havde imidlertid stadig kontrol over de bjergrige egne i Luzon – både øst for Manila og i det nordlige Luzon, hvor Yamashita rådede over flere end 150.000 soldater. MacArthurs første skridt mod at befri Filippinerne helt var at sende enheder fra 11. og 14. armékorps ind i Marikinadalen øst for hovedstaden.

Her lå dæmningerne Wawa og Ipo. I uger forsøgte amerikanerne at angribe fjenden, men ofte blev soldaterne bare let bytte for de japanske mortérer, som stod gemt på de stejle bjergskråninger i området.

“Det eneste, der i dagevis virkelig skred fremad, var tiden. Tiden, som gik med at mase sig op ad vejene gennem bakkerne; få forsyninger frem og evakuere sårede”, lød det i 11. korps’ rapporter.

Det var først efter to måneder, da et filippinsk guerillaregiment stødte til, at MacArthurs tropper fik et gennembrud. I fællesskab sikrede amerikanerne og filippinerne dæmningerne i slutningen af maj, og truslen fra den japanske hær øst for Manila, som oprindeligt havde udgjort 50.000 mand, blev elimineret.

De overlevende japanske tropper trak sig dybt ind i Sierra Madre-bjergene længere nordpå, hvor de indtil krigens afslutning og Japans kapitulation kæmpede en sej kamp mod sygdom, sult og guerillaangreb. Kun 8.300 af den 50.000 mand store gruppe var i live på det tidspunkt.

På Nordluzon havde MacArthur endnu mere hyr med at få bugt med general Yamashita. MacArthurs styrker sad nærmest fast, fordi det var svært at transportere tungt udstyr på områdets smalle og stejle bjergstier.

Selvom infanteristerne ivrigt forsøgte at slide sig fremad gennem den tykke vegetation, var de især sårbare over for japanernes mange skjulte grottekrigere, der kun kunne nedkæmpes på tæt hold med flammekastere.

Med støtte fra de filippinske guerillaer lykkedes det den 27. april omsider amerikanerne at indtage den filippinske sommerhovedstad, Baguio, hvor Yamashita havde haft hovedkvarter. Men der var stadig et enormt jungleområde tilbage på Nordluzon, hvor den snu general og hans hær gemte sig.

MacArthur sørgede dog for at ødelægge Yamashitas forsyningslinjer, så fjenden ingen mad fik. Måned efter måned tog sult og sygdom langsomt livet af japanerne, som dog holdt stand frem til kejserrigets kapitulation den 2. september 1945.

På det tidspunkt var den 59-årige japanske general så afkræftet efter måneder i junglen, at han måtte støtte sig til en golfkølle. Han lignede nærmest et spøgelse, da han overgav sig til amerikanerne. Kun 55.000 af hans hærs oprindeligt 152.000 mand var endnu i live.

Hævnen havde en høj pris

Selvom MacArthur kunne bryste sig af at have befriet Luzon og Manila, var alle langtfra enige om, at felttoget havde været en succes. Flere højtstående amerikanske generaler kritiserede beslutningen om at erobre den filippinske hovedø, når flåden nu allerede havde invaderet Leyte og sikret sig baserne her.

8.310 amerikanske tropper mistede livet, og 30.000 blev såret i en hårdt tilkæmpet sejr, som ikke havde nogen synderlig strategisk værdi. Omtrent 8.000 guerillasoldater mistede også livet. Derudover havde de civile tab på mindst 100.000 mennesker været uhørt høj.

MacArthur kunne dog selv argumentere for, at havde han ikke indtaget store dele af Luzon i løbet af de første måneder af 1945, var langt flere amerikanske og allierede krigsfanger døde af sult og sygdom. Også i Manila havde titusinder flere lidt sultedøden, hvis MacArthur ikke var kommet frem i januar.

Men japanernes massakre på hovedstadens indbyggere fik dog alligevel tabstallet til at blive svimlende højt, og mange af de liv var muligvis blevet sparet, hvis ikke amerikanerne havde angrebet Luzon. Invasionen af Luzon gik dog allerværst ud over de japanske tropper. Mere end 200.000 døde i kamp eller af sult og sygdom. I alt kostede MacArthurs hævntogt dermed mindst 316.000 soldater og civile livet.