Hele bunkeren ryster, mens 75-mm-kanonerne fra “Ouvrage de Fermont” åbner ild mod tyske stillinger få km borte.
“Allez! Allez!” lyder det konstant oppe fra tårnene – det skal gå hurtigere med at få granater frem til artillerifortets talrige kanoner.
Med sine 572 soldater og syv svære kanoner hører Fermont til blandt Maginotlinjens vigtigste fæstninger, og sammen med andre såkaldte gros ouvrages (store anlæg) dækker det Frankrigs grænse mod nordøst.
Fortet er flankeret af mindre betonfæstninger langs grænsen til det sydligste Belgien, hvor tyske tropper siden begyndelsen af invasionen i maj 1940 er myldret frem.
1.500 km grænse blev forseglet af Maginot-linjen.
Først nu – seks uger inde i tyskernes offensiv – kommer Fermont under direkte angreb.
Mens granater regner ned over fortets mure den 21. juni 1940, fortsætter soldater ufortrødent deres opgave med at læsse ammunition på små jernbanevogne i gange dybt nede i jorden.
Når vognene er fyldt, kører et elektrisk lokomotiv dem hen til transportbånd, som løfter granat efter granat op til panserkuplernes kanoner 30 meter højere oppe.
I en af dem er artillerister i fuld gang med at lade tre hurtigtskydende kanoner, da en næsten 400 kg tung, tysk granat fra en 305 mm mortér træffer kuplens betontag.
Flere af franskmændene mister fodfæstet på grund af rystelserne, men den bundsolide betonkonstruktion sikrer, at materiel og mandskab slipper uden en skramme.
Snart hamrer 75-mm-kanonerne igen løs på fjenden. 30 granater affyrer hver kanon i minuttet.
Kig ind i et artillerifort:
Blodet flød foran fortet
Observationsposter oppe på overfladen melder pludselig til Fermonts kommandant, kaptajn Daniel Aubert, at tyske fodfolk stormer frem.
Aubert griber telefonen og ringer til nabofortet “Ouvrage de Latiremont”. Han anmoder det om at bombardere området umiddelbart foran Fermont, og beskydningen forvandler slagmarken til et slagtehus.
Bitter må en tysk officer indstille angrebet og skrive til sin overordnede: “Angrebet på Fermont er mislykkedes. Artilleri, herunder 305-mm’eren, har ingen effekt mod denne fæstning”, slår han fast i sin rapport.
Foran Fermont ligger ligene af 46 tyske soldater, mens 200 sårede er ved at blive afhentet på bårer.
Kampene på denne varme junidag har demonstreret, hvilke ubehagelige overraskelser tyskerne kan vente, hvis de vover at angribe den franske Maginotlinje igen.
Maginotlinjen blev forsvaret af 200.000 franske soldater. De bar et emblem med teksten “On ne passe pas”, de kommer ikke forbi.
Franskmændene frygtede Tyskland
Planerne om at bygge den lange, sammenhængende linje af forsvarsværker begyndte allerede at tage form kort efter 1. verdenskrigs afslutning i 1918.
Glæden over, at skyttegravskrigens grusomheder var overstået, blev snart afløst af nye bekymringer.
Tyskland ville med sikkerhed rejse sig fra nederlaget og kræve hævn for de 440 ydmygende krav, som Frankrig og England havde diktereret under fredsforhandlingerne i Versailles.
Den franske by Verdun blev jævnet med jorden under 303 dages kampe om byen i 1916.
Frankrig lå i ruiner efter 1. verdenskrig
I fire år blev 1. verdenskrig udkæmpet i det nordøstlige Frankrig, og ødelæggelserne var enorme.
“Hele verden bærer sorg i hjertet ved synet af de smukke byer og marker i Frankrig, som er ramt af katastrofen”, udtalte den amerikanske præsident, Woodrow Wilson, da han besøgte landet i december 1918.
1,4 millioner franske mænd var faldet, og landbrugsjord ville i årevis være ubrugelig på grund af ueksploderede granater og miner. Ingen franskmænd var i tvivl: Deres land måtte aldrig blive en slagmark igen.
Fredsaftalen kostede Tyskland 13 procent af landets areal og syv millioner indbyggere; desuden skulle tyskerne hvert år betale lidt over fem procent af landets bruttonationalprodukt til sejrherrerne i krigsskadeserstatning.
Frankrig ville stå svagt, hvis 2. verdenskrig brød ud inden for de næste 25 år, for næsten 10 procent af den mandlige befolkning var omkommet under 1. verdenskrig. Det betød ikke kun mangel på tropper her og nu.
Tabet af de mange unge mænd medførte også, at færre børn ville blive født de kommende år, og i slutningen af 1930’erne ville Frankrig derfor få usædvanlig små årgange at udskrive værnepligtige fra.
Da Tyskland var næsten dobbelt så folkerigt som Frankrig – 70 mio. tyskere mod 40 mio. franskmænd – kunne Frankrig umuligt mønstre en lige så talstærk hær som den tyske. Noget måtte gøres for at kompensere for fjendens talmæssige overlegenhed.
Politikerne i Paris drøftede allerede i 1920 “et rationelt system til nationalt forsvar”, som kunne sikre Frankrig mod ærkefjenden Tyskland.
Frem til 1929 blev det dog ved snakken, men så udpegede regeringen André Maginot til krigsminister. Maginot var en folkehelt, som under 1. verdenskrig havde forladt sin sikre post i det franske parlament for at kæmpe som menig ved fronten.
Ligesom alle andre franskmænd ville han for alt i verden undgå, at Frankrig igen blev forvandlet til en slagmark:
“Uanset hvilken form en ny krig vil tage, hvor stor en del af den, der vil foregå i luften, med gas og med de forskellige destruktive former for moderne krigsførelse, er det bydende nødvendigt at forhindre, at fjendtlige hære betræder vores territorium. Vi kender alle invasionens omkostninger med dens triste
følger af materiel ødelæggelse og fortvivlelse”, lød det fra krigsministeren.
I januar 1930 overbeviste han parlamentet om at investere den dengang enorme sum af 2,9 milliarder franc i en forsvarslinje fra nord til syd. Franske aviser skrev begejstret om nationens helt egen Kinesiske Mur, og snart døbte journalisterne forsvarsanlægget Maginotlinjen efter betongigantens ivrigste fortaler.
Anlægget skulle bestå af massive artilleribunkere med en underjordisk mini-by nedenunder.
I provinserne Alsace og Lorraine, der udgjorde grænselandet mod Tyskland, skulle Maginotlinjen være ekstra stærk, men også grænserne mod Belgien, Luxembourg, Schweiz og Italien skulle befæstes.
Ved hjælp af artilleriforter, som ydede hinanden ildstøtte, kunne angribende fjender holdes i skak med relativt få soldater, mens resten af den franske hær mobiliserede og indledte et modangreb.
På den måde ville Frankrig udligne landets talmæssige underlegenhed i forhold til Tyskland. Planen var på plads, nu skulle der bygges.
Beskyttet af 60 m jord
Allerede få dage efter det franske parlaments vedtagelse af byggeriet rullede gravemaskiner til Fermont, hvor kaptajn Aubert 10 år senere fik sin ilddåb mod tyskerne.
Artillerifortet var en del af det 30 km lange fæstningsafsnit Crusnes. I alt skulle Maginotlinjen bestå af 25 sådanne afsnit, som dækkede hele Frankrigs grænse mod øst og nord.
Fra 1930 til 1935 prioriterede franskmændene at forsegle grænsen mod Tyskland – en strækning, som senere fik betegnelsen “den egentlige Maginotlinje”, fordi fæstningerne her blev anlagt, præcis som ingeniører og militærstrateger havde tænkt sig.
Her sparede franskmændene hverken på beton eller kanoner, og fortets vitale indre blev udgravet 30-60 meter under jorden, så fjendens kanoner ikke kunne ramme ammunitionsdepoter, mandskabsrum og kommandocentralen.
I 1935 stod linjen mod Tyskland færdig, men budgettet var overskredet, og resten af det i alt 1.500 km lange værn mod invasion måtte bygges ved hjælp
af en ekstrabevilling.
“Den tyske hær vil knuse sig selv mod vores forsvar”. Den franske general Henri Giraud, 1938
Da Belgien året efter løb fra en aftale om et fælles forsvar af grænsen mod Tyskland, opstod et akut behov for at styrke Maginotlinjens nordlige etape.
Frankrig havde dog hverken penge eller tid nok til at bygge lige så stærke artilleriforter som dem, der beskyttede den fælles grænse med Tyskland.
Svaghederne nordpå kunne dog ikke rokke ved, at Maginotlinjen i 1938 virkede frygtindgydende: “Den tyske hær vil knuse sig selv mod vores forsvar”, udtalte general Henri Giraud sejrsikkert samme år.
Præcis som resten af nationen så han, hvordan en ny verdenskrig måned for måned blev mere og mere sandsynlig.
Franske fodfolk gemte sig i underjordiske bunkere og satte overraskelsesangreb ind, hvis fjenden angreb et fort.
Forposter forsinkede fjenden
På selve grænsen
I små bunkere, der ofte var kamufleret som almindelige huse, holdt franske tropper nøje øje med, om Tyskland samlede tropper og forsyninger til et stort angreb.
To km bag grænsen
En linje af forposter skulle forsinke fjendens fremrykning med panserværnskanoner og maskingeværer. Forposterne bestod af små betonbunkere, som skulle forlades, hvis tyskerne var ved at omringe dem.
Otte km bag grænsen
Et bælte af jernbaneskinner, der var hamret i jorden på højkant, forhindrede kampvogne i at trænge igennem. Kampvognsspærringerne var ofte forstærket med pigtråd for at stoppe fodfolk.
Ni km bag grænsen
Få hundrede meter bag kampvogns-spærringerne lå hovedlinjen med sine mange “ouvrager” – forter af forskellig størrelse, der ydede hinanden ildstøtte under kampene.
Betongiganter chokerede tropperne
Løjtnant af reserven René de Chambrun var en af de 200.000 soldater, Frankrig i september 1939 indkaldte til at gøre tjeneste på Maginotlinjen.
Samme måned invaderede Hitler Polen, hvorpå Frankrig erklærede Tyskland krig, som landets forsvarsalliance med Polen dikterede.
33-årige Chambrun havde kun læst om Maginotlinjen i aviserne, så pariseren var ganske overvældet, da han nåede frem til Fort Rotherberg lidt nordøst for Metz.
Fortet var en af de bunkere, hvor de såkaldte intervaltropper opholdt sig. Når fjenden angreb, skulle de operere i terrænet foran og mellem artilleriforterne.
Mens Frankrig afventede Hitlers angreb, evakuerede Chambrun og hans deling civile fra området mellem Maginotlinjen og grænsen.
Inden da havde soldaterne sprængt broer i luften og oversvømmet marker ved hjælp af vand fra områdets kanaler.
Den 4. september rømmede Chambrun sin bekvemme indkvartering i en landsby og fik anvist en køje dybt nede i betonbunkeren.
Kilometer efter kilometer af kampvognsspærringer gennemskar det nordøstlige Frankrig.
Beton gav Frankrig frihed til at angribe
Med den stærke Maginotlinje til at stoppe tyske angreb fra øst kunne Frankrig samle sine styrker ved nordgrænsen og gå til modangreb.
Frankrig havde over 2.000 km grænse at forsvare, men især de 450 km mod Tyskland vakte bekymring.
Maginotlinjen var derfor ekstra stærk langs den fransk-tyske grænse, mens forsvarsværkets forter var mindre og lå mere spredt i den nordlige og sydlige del af linjen.
At nordgrænsen mod Belgien kun var let befæstet, betød mindre, eftersom Frankrig havde indgået en forsvarsalliance med sit lille naboland.
Truede en fjende med at invadere Belgien, skulle franske tropper rykker ind i god tid og forstærke nabolandets forsvar.
Da belgierne erklærede sig neutrale kort før 2. verdenskrigs udbrud, ændrede alt sig. Nu vidste de franske generaler, at det ville blive et kapløb med tiden at nå frem til de belgiske forsvarslinjer, inden tyskerne løb dem over ende.
Hovedparten af Fort Rotherberg lå i 45 til 60 meters dybde under en skov, og ligesom de fleste andre tropper måtte han vænne sig til fugten og den lave temperatur på 12 grader.
Værst var den klaustrofobiske følelse, som pariseren især mærkede den første nat, da dieselmotorerne i maskinrummet stoppede klokken 22, og alt blev mørkt:
“Man følte sig som fanget i en ubåd, der lå på oceanets bund med standsede maskiner”, skrev Chambrun, der til sidst ikke kunne holde det ud.
Med en lommelygte i hånden løb han gennem gangene for at finde en af fortets aflåste stålporte, åbne den og fylde lungerne med frisk luft.
Mørket og klimaet blev dog hurtigt hverdag for “betondrengene”, som soldaterne blev kaldt i den franske militærjargon.
De fleste steder langs Maginotlinjen kom fæstningstropperne til at kigge langt efter fjenden.
Tyske generaler kendte udmærket til betonkæmpen under jorden og så ingen grund til at kaste deres tropper ud i selvmorderiske frontalangreb på de svært bevæbnede stillinger.
I stedet sneg tyske soldater og kampvogne sig gennem Ardennerskoven i maj 1940.
Se tyskernes angrebsplan her:
Overraskelsesangreb afgjorde krigen
Franskmændene havde vurderet, at Ardennernes op til 700 meter høje, skovklædte bakker var ufremkommelige for kampvogne, og derfor var der her et hul mellem den stærke del af Maginotlinjen og den kampklare franske hær.
1.200 kampvotne og 134.000 tyske soldater snørklede sig gennem Ardennerne og trængte med støtte fra 1.000 fly ind i Frankrig, hvor de mødte forbløffende lidt modstand.
“Det var svært at forstå. Vi var kommet igennem den berømte Maginotlinje og kørte nu dybt ind på fjendens territorium. Det var ikke bare en smuk drøm. Det var virkelighed”, skrev en overrasket general Erwin Rommel, som stod i spidsen for en af de tyske panserdivisioner, der tromlede frem.
Tyskerne kunne nu rette angreb mod Maginotlinjen bagfra, men svingede i stedet mod vest for at afskære den fælles fransk-britiske styrke, som kæmpede mod tyske tropper i Belgien.
Betonbunkerne løb jo ingen vegne og kunne vente til senere i krigen med at blive knækket, mente tyskerne. Det betød, at kun få af Maginotlinjens fæstningsafsnit kom i ildkamp.
Tyskerne angreb udelukkende, hvis de umuligt kunne slippe forbi forterne ud at blive skudt i stumper og stykker. I alt lykkedes det blot den tyske hær at indtage 10 større og mindre forter på Maginotlinjen.
Franske infanterister patruljerede mellem forterne for at afsløre fjendens fremrykning.
Fransk propaganda overdrev linjens styrke
Dårlig fransk økonomi i sidste halvdel af 1930’erne betød, at Maginotlinjen ikke alle steder kunne blive så stærk som planlagt.
For at kompensere for besparelserne overdrev fransk militær bevidst forsvarsværkets styrke og omfang, så civilbefolkningen ikke skulle føle sig utryg. Mindst lige så vigtigt var det at afskrække tyskerne fra at angribe.
I slutningen af 1930’erne bragte aviserne fantasifulde tegninger af Maginotlinjen med enorme hangarer til kampfly, hundredvis af kampvogne i hemmelige gange under jorden og en underjordisk motorvej, som forbandt alle linjens forter – fra Rivieraen til Den Engelske Kanal.
Hitlers generaler havde dog et ganske klart billede af Maginotlinjens reelle styrke.
Fermont nægtede at give op
Kaptajn Auberts fort, Ouvrage de Fermont, var et af de steder, som tyskerne nødtvunget måtte angribe, fordi Fermonts tunge kanoner truede de tyske forsyningslinjer.
Da angrebet på selve Fermont slog fejl, forsøgte tyskerne i stedet at storme et afsidesliggende observationstårn, men ildstøtte fra artillerifortet kombineret med tårnets egne maskingeværer tvang igen fjenden til at trække sig tilbage.
Mens Fermont forsvarede sig forbilledligt, så det mere og mere sort ud længere vestpå. De tyske tropper havde for længst nået Den Engelske Kanal, briterne var flygtet over havet, og den 25. juni klokken 00.35 kapitulerede Frankrig.
Den tyske hær formåede at køre over 1.000 kampvogne gennem Ardennernes ufremkommelige skove.
Maginotlinjen holdt ud til det sidste
I sommeren 1940 invaderede Tyskland, og Frankrig måtte kapitulere efter blot 46 dages kamp. Maginotlinjen var på samme tid franskmændenes svaghed og styrke.
I efterkrigsårene blev Maginotlinjen latterliggjort og fik skylden for Frankrigs uventede kollaps efter mindre end syv ugers kamp.
Men mange historikere mener, at kritikerne tager fejl. Forsvaret af Frankrig mislykkedes, fordi de franske generaler ikke var dygtige nok.
Trods rigelige mængder kampvogne (ca. 2.500 – det samme antal som tyskerne) forstod de ikke at anvende pansrede køretøjer til mobil krigsførelse.
Havde resten af den franske hær løst sin opgave lige så godt som soldaterne i Maginotlinjens forter, ville Hitlers invasion være mislykkedes, hævder flere historikere.
Ikke desto mindre betød franskmændenes massive investering i betonforter, at landets forsvar blev påvirket – med positive og negative konsekvenser:
Selvom våbenhvilen var trådt i kraft, glødede kanonerne i Fermont stadig. Først to timer senere indstillede Aubert skydningen.
Kaptajnen nægtede dog stædigt at forlade sit fort, og sammen med sine tropper barrikaderede han sig nede i de underjordiske gange.
Næste dag modtog Aubert omsider en skriftlig ordre fra generalstaben om, at han skulle overgive sig.
Først da åbnede kaptajnen den tonstunge ståldør og rømmede fæstningen.
Frankrig var faldet, men betondrengene i Fermont havde bevist, at Maginotlinjens stærkeste afsnit kunne modstå alle tyske angreb.
