Shawshots/Imageselect
Messerschmitt slaget om England

Matematikere: Hitler kunne have vundet Slaget om England

Historikerne har længe haft mistanke om, at det var tysk inkompetence, der afgjorde Slaget om England under 2. verdenskrig. Nu bakkes de op af matematisk computersimulering.

Nazityskland kunne let have vundet luftslaget om England, hvis ikke tyskerne havde lavet flere taktiske brølere.

Det konkluderer en gruppe matematikere fra universitetet i York efter at have brugt en computersimulator til at beregne, hvilken effekt ændringer i den tyske taktik kunne have haft.

Over 90 procents chance for tysk sejr

“Simuleringerne anslår, at hvis de havde indledt slaget tidligere og fokuseret på at bombe landingsbanerne, så var det britiske luftvåben måske blevet besejret og en tysk invasion gjort mulig”, skriver forskerne i en pressemeddelelse.

Hvis Storbritanniens vinderchance i det reelle slag lå på fx 50 pct., så var chancen ifølge beregningerne reduceret til mindre end 10 pct., hvis tyskerne havde fulgt de to taktikker.

Briterne havde for få piloter

Konkret skulle Luftwaffes chef, Hermann Göring, have indledt slaget den 18. juni – tre uger tidligere end han gjorde.

En af luftkrigens afgørende variabler var antallet af britiske piloter. Tyskerne havde langt flere piloter og fly, så ifølge forskerne skulle de kontinuerligt have angrebet flybaserne, indtil briterne løb tør for piloter eller fly.

Forskernes simulator anvender en statistikmetode kaldet “Weighted bootstrap”, som kan teste alternative scenarier, hvor slagets faser forlænges eller forkortes.

Den nye simulator kan ifølge forskerne også bruges på andre historiske begivenheder.