Det enorme kejserlige palads i Tokyo udgjorde rammen om et høj-spændt drama, der udspillede sig natten før 2. verdenskrig sluttede.

Militærkup skulle lægge Japan i ruiner

Efter bombningen af Hiroshima og Nagasaki er Japans kejser klar til at kapitulere. Men en lille gruppe fanatiske officerer nægter at acceptere ydmygelsen ved et nederlag. De sætter alt ind på at stoppe kejseren og fortsætte krigen til den bitre ende.

5. oktober 2015 af Andreas Ebbesen Jensen

Et blodigt drama begynder

Klokken er et om natten den 15. august 1945 i Tokyo. Det er kun en uge siden, atombomberne udslettede Hiroshima og Nagasaki.

Ildevarslende hyler sirener, mens amerikanske bombefly skærer sig gennem nattehimlen. Mænd, kvinder og børn kryber sammen i deres små træhuse og beder til, at de ikke bliver de næste ofre for en atombombe. Samtidig tager et drama sin begyndelse bag det japanske kejserpalads’ mure.

Den øverstbefalende for kejserens livgarde, general Mori, kigger op på uret i sit kontor. I modsætning til resten af den japanske befolkning ved han, at krigen snart er slut. Om 11 timer, når radiostationen NHK afspiller optagelserne med kejser Hirohitos overgivelsestale, vil befolkningen vide, at 2. verdenskrig er ovre, og Japan har tabt.

Over for general Mori sidder to unge officerer: oberst Ida og oberst Shiizaki. De tilhører en hemmelig gruppe af officerer, som mener, det er beskæmmende at overgive sig. De ser kun én vej: at kæmpe til den bitre ende og dø en ærefuld død på slagmarken.

For at undgå nederlagets skam har de sat gang i en plan, der skal forhindre kejserens tale i at blive udsendt. Derefter satser de på, at landets officerer vil støtte op om deres ærefulde kamp.­

De to oberster sidder tavse og venter på, at komplottets hjerne, major Hatanaka, skal dukke op. Ventetiden er ulidelig, og til sidst føler Ida sig tvunget til at tage ordet:

“General Mori, vi tror stadig, at der er en chance for at redde Japan fra en beskæmmende overgivelse til fjenden. Men vi har brug for, at kejserens vagter slutter sig til os”, siger han.

“Jeg sympatiserer med jer, og jeg respekterer jeres foretagende. Under andre omstændigheder ville jeg måske endda have delt jeres synspunkter, men det er ikke længere muligt. Jeg har svoret at overholde kejserens ønske”, siger Takeshi Mori, som har ansvaret for at beskytte Japans guddommelige kejser, som lige nu befinder sig ganske få hundrede meter fra generalens kontor.

I samme øjeblik kommer major Hatanaka til syne i døråbningen. Han tror i første omgang, at Mori støtter kuppet, men da det går op for Hatanaka, at Mori ikke vil slutte sig til oprøret, ser han rødt. Han trækker sin pistol og dræber generalen. Sekundet efter bliver Moris mest betroede medarbejder halshugget.

Hovedet lander på det blodige gulv i kontoret, og oberst Ida ser forfærdet op på Hatanaka.

“Der var ikke tid nok til at diskutere det, så jeg slog ham ihjel. Hvad skulle jeg ellers have gjort?” råber Hatanaka retorisk ud i lokalet.

Nu er der ingen vej tilbage. Kuppet er i gang, og Hatanaka skrider resolut til handling. Han griber general Moris officielle stempel og presser det ned over en falsk ordre, som han har skrevet på forhånd. Ordren overdrager kommandoen over kejserens livgarde til Hatanaka, så han kan bruge tropperne til at gennemsøge paladset i jagten på optagelsen af kejserens tale.

Succes er trods Moris uforudsete modstand inden for rækkevidde – og Hatanaka ser frem til at kunne redde sin egen og Japans ære. Han er parat til at ofre sit eget og millioner af andre japaneres liv for sagen. Også selvom det betyder Japans totale udslettelse.

Et ultimatum fra Harry S. Truman

Forhistorien udspillede sig et par uger tidligere, torsdag 26. juli 1945, hvor kejser Hirohito og hans stab havde fået et ultimatum fra de allieredes topmøde i Potsdam.

Den amerikanske præsident, Harry S. Truman, den britiske premierminister, Winston Churchill, og lederen af den nationalistiske regering i Kina, Chiang Kai-shek, krævede japanernes øjeblikkelige og betingelsesløse overgivelse.

Konsekvenserne ved at ignorere kravene ville være skæbnesvangre:

“De allierede opfordrer den japanske regering til en betingelsesløs kapitulation af alle væbnede styrker. Alternativet hertil vil være øjeblikkelig og fuldstændig ødelæggelse”, lød ultimatummet.

Men den japanske regering overvejede ikke engang overgivelse. I stedet proklamerede Japans premierminister, Suzuki, den 28. juli 1945, at Japan ville ignorere Potsdam-erklæringen.

Suzuki slog fast, at de allieredes krav skulle mødes med mokusatsu – dræbende stilhed. Japanerne fik dog hurtigt at mærke, at kravet om overgivelse ikke var tom snak. Den 6. august kastede amerikanerne atombomben “Little Boy” over den japanske by Hiroshima og dræbte 80.000 japanere på sekunder.

Den 8. august erklærede Sovjetunionen, der hidtil havde holdt sig neutral over for Japan, krig mod Hirohitos kejserdømme, og dagen efter smed amerikanerne endnu en atombombe over Japan – denne gang udslettede atomeksplosionen Nagasaki.

“Japan kan forvente en atomar regn af ødelæggelse, hvis Tokyo ikke hurtigt overgiver sig”, lød det stålsat fra den amerikanske præsident, Harry S. Truman. Det afgjorde sagen for den japanske kejser, der havde fået rapporter om de altomfattende ødelæggelser i byerne Hiroshima og Nagasaki.­

Den 14. august ved middagstid mødtes en afklaret kejser Hirohito med sine ministre for at fortælle, at han havde tænkt sig at imødekomme fjendens krav om overgivelse.

“Jeg sætter pris på soldaternes beslutsomhed om at ofre deres liv for deres kejser. Men en fortsættelse af krigen vil medføre døden for hundredtusindvis af mennesker. Vores nation vil blive fuldstændig ødelagt og reduceret til aske. Jeg er ligeglad med, hvad der sker med mig. Det eneste, der betyder noget, er mit folks liv”, sagde Hirohito, mens tårerne løb ned ad hans ansigt. Snart brød alle i lokalet i gråd.

Hirohito forlod mødet for at optage sin kapitulationstale sammen med to radioteknikere. Efter planen skulle kejserens tale sendes ud i radioen dagen efter. Det japanske folk skulle høre fra deres egen kejsers mund, at krigen og rædslerne nu var endegyldigt forbi.

Kuppet sættes i gang

Om eftermiddagen den 14. august 1945 indkaldte krigsminister Anami sin stab til et møde, hvor han fortalte, at han sammen med de andre højtstående officerer i hæren støttede kejserens beslutning om at kapitulere.

“Jeg kan ikke længere modsætte mig kejserens beslutning. Og den japanske hær må handle helt i overensstemmelse med hans beslutning. Selv hvis konsekvensen er, at vi skal sove på græsset og leve af sten, så beder jeg jer om at gøre jeres ypperste til at opretholde den nationale stat”, sagde han.

Major Kenji Hatanaka, der var en del af krigsministerens stab, blev rasende. Indtil nu havde han troet, at krigsministeren, Anami – den mest magtfulde person i Japan efter kejseren selv – som en selvfølge ville gå forrest for at forhindre overgivelse. Det ramte ham derfor som et chok, at krigsminister Anami nu accepterede en skamfuld overgivelse.

Det rystede Hatanaka, at hans store idol var vendt på en tallerken. Blot få timer tidligere havde krigsministeren været indædt modstander af en overgivelse til fjenden. Nu indså Hatanaka, at han ikke kunne forvente, at krigsministeren ville være med til at redde Japans ære. Men tilbageslaget slog ikke Hatanaka ud. Han nægtede at give op.

“Jeg vil hellere kæmpe mod fjenden end overlade min kejser og mit land i dennes hænder”, fnøs han. Hatanaka levede efter samuraiens “bushido”-kodeks, der krævede loyalitet, mod og ære indtil døden. For ham var en overgivelse til de allierede styrker lig med den ultimative ubærlige skam, “haji”.

Hatanaka fortsætter selv

Med krigsminister Anami ude af billedet besluttede Hatanaka sig for at lede oprøret selv, og de næste mange timer brugte han på at indsamle så meget støtte som muligt til sit forræderi.

Klokken et om natten 15. august havde hans hastigt sammenstrikkede kupplaner fået opbakning fra seks oberster. Men den vigtigste brik manglede stadig i puslespillet: Hvis Hatanaka ikke fik general Mori og den kejserlige livgarde over på kupmagernes side, ville aktionen være dødsdømt på forhånd.

Alligevel stod Hatanaka kort tid efter med sin rygende pistol i hånden og kiggede på liget af general Mori. Uden Moris støtte var kuppet nu blevet endnu vanskeligere at udføre. Hatanaka var dog ikke et sekund i tvivl om, at han gjorde det nødvendige for at opretholde nationens ære.

Men han stod med to alvorlige problemer. Moris blodige lig skulle gemmes af vejen, og hele paladset var mørklagt på grund af amerikanernes bombardement. Kejserpaladsets mange komplekser og gange var derfor indhyllet i mørke, hvilket gjorde det besværligt at finde de to plader med kejserens tale.

Ved hjælp af den falske ordre fra Mori fik Hatanaka derfor hurtigt sat fart i kuppet. Han beordrede kejserens livgarde til at afspærre og ransage paladset.

Følg dramaets udvikling natten til den 15. august 1945 ved at holde musen over punkterne.

 

 

Jagten på pladerne sætter ind

Tiden var den afgørende faktor for kupmagerne. Alt drejede sig nu om at få fat på optagelserne med kejserens tale, inden de nåede frem til den nationale radiostation,­ NHK. De tunge træporte ved indgangene blev spærret af, og kampklare gardister blev stationeret, så de havde overblik over voldgraven, klar til at skyde på alt, der bevægede sig. Indenfor genlød paladset af smadrede glas og væltede skabe, mens de udkommanderede soldater trampede rundt i de mørke korridorer og rodede i skabe og skuffer for at finde optagelserne med kejserens tale.

Da den intense ransagning blev sat i værk, skjulte kejser Hirohito sig skrækslagen i sit sovekammer og holdt vejret. Alle indgangene var forstærket med tremmer af jern, hvilket gjorde det umuligt for kupmagerne at trænge ind på værelset og få sig en alvorssnak med kejseren. Desuden var kejseren stadig i kupmagernes øjne en gud, som de ikke ville krumme et hår på – heller ikke selvom de mente, at det var i nationens interesse at lukke munden på ham.

Hatanaka beordrede derfor sine mænd til at hente lederen af radiostationen NHK. Håbet var, at han kunne afsløre de vigtige optagelsers gemmested. Selvom radioens leder, Yabe, blev konfronteret med en blodbestænkt Hatanaka, svarede han rystet, at han ikke vidste, hvor optagelserne var. Han havde givet dem videre til en af paladsets kammerherrer.

I de efterfølgende minutter blev chefen for NHK konfronteret med den ene skrækslagne kammerherre efter den anden. På et tidspunkt troppede soldaterne op med kammerherre Tokugawa. Tidligere på aftenen fik netop han til opgave at gemme kejserens tale et sikkert sted i paladset. Pladerne, der lå forseglet i to filmbeholdere, befandt sig lige nu i et pengeskab på et lille kontor hos en af kejserindens kammerpiger. Kammerherre Tokugawa var den eneste, der kendte til gemmestedet.

“Er det ham?” spurgte Hatanaka des­pe­rat, mens han holdt sit sværd op mod kammerherrens hals. Yabe rystede på hovedet. Hatanaka vendte sig om mod Tokugawa og truede med at fjerne hans indvolde med sit samuraisværd, hvis Yabe løj. Men både kammerherren og Yabe forblev tavse.

Samtidig stormede en gruppe oprørere premierminister Suzukis kontor i havnebyen Yokohama for at dræbe ham. Men premierministeren var blevet advaret om oprøret og var flygtet, blot få minutter før soldaterne slog hans dør ind. I frustration lod soldaterne en regn af kugler gennemhulle kontoret, som de derefter satte ild til.

 

Hæren nægter at støtte kuppet

Lidt over tre om natten modtog Hatanaka flere dårlige nyheder. Oberst Ida var vendt tilbage fra hærens hovedkvarter og aflagde rapport:

“Soldaterne i det østlige distrikt vil ikke slutte sig til os. Og når kejserens vagter opdager, at general Mori er blevet myrdet, vil de helt sikkert lægge våbnene fra sig. Hvis dette kup fortsat tvinges igennem, venter der et kaos. Der er ikke noget alternativ: Træk alle dine tropper tilbage før daggry”, tryglede Ida.

Det stod nu klart, at eftersøgningen af optagelserne af kejserens tale var frugtesløs. Det sidste håb om at overtale krigsminister Anami til at slutte sig til oprøret forduftede også.
Krigsministeren begik selvmord på samuraimanér ved at skære sin mave op. Afskedsbrevet var et gammelt digt:

“Jeg har solet mig i kejserens uendelige godhed og kan ikke finde ord til at udtrykke min taknemmelighed her i livets­ sidste time”.

Halvanden time senere kom det endelige dødsstød i form af en telefonopringning fra general Takeshima, der var chef for hæren i det østlige distrikt. Også han nægtede at bakke op om Hatanakas kup. Han beordrede samtidig Hatanaka til at give op:

“Situationen er håbløs. I er alene. Du tror måske, at din mission vil lykkes, fordi du har midlertidig kontrol over paladset, men du er besejret. I er som soldater, der forsvarer en håbløs position i en grotte uden udgang. Hør godt efter! Gør ikke noget overilet – du vil kun ofre flere liv i en ubrugelig sags tjeneste. Som officer i den japanske hær er du nødt til at adlyde kejseren. Lytter du efter major? Japans største dyd er at adlyde”, rasede general Takeshima.

Hatanaka nægtede at lytte mere til generalen og smed røret på. Han ville ikke acceptere, at slaget var tabt. Ledsaget af to soldater stormede han hen til radiostationen NHK, der lå et stenkast fra paladset. Klokken var fem om morgenen, og der var kun få timer til kejserens tale.

“Giv mig mikrofonen, så jeg kan tale direkte til hele nationen”, beordrede Hatanaka med en skarpladt pistol i sin hånd og sveden løbende ned ad ansigtet, mens han greb ud efter sit manifest, han havde i baglommen.

“Vi har ikke lov til at sende under en luftalarm, uden at vi har fået tilladelse af hæren i det østlige distrikt”, forklarede en ansat i radiohuset, mens Hatanaka råbte og skreg ad radiopersonalet. Men personalet gav sig ikke. Intet kunne få dem til at gå imod kejserens ønske om kapitulation, heller ikke selvom det ville koste dem livet. Samtidig afbrød statsradiofoniens teknikere forbindelsen fra radiobygningen til sendemasten, så selv hvis den desperate Hatanaka med vold erobrede mikrofonen, ville ingen alligevel kunne høre ham tale.

Forlader tårevædet radiostationen

Langt om længe besluttede Hatanaka sig for at droppe sit forsøg på at forklare sine handlinger til den japanske befolkning i æteren, og han forlod slukøret NHK-bygningen med tårerne strømmende ned ad kinderne. Efter en nat med blodsudgydelser, forræderi og voldsomme ransagninger af paladset stod det nu klart, at kuppet var mislykket.

Da klokken slog 11 den 15. august 1945, var den smukke plads foran kejserpaladset fyldt til bristepunktet. Mænd, kvinder og børn var kommet fra nær og fjern for at høre kejserens tale.
Der var endnu en time til, at kejserens stemme ville gjalde ud over pladsens højttalere for at fortælle det japanske folk, at kejserriget Japan overgav sig, og krigens mareridt var forbi.
Hatanaka kørte ind på pladsen på en motorcykel. Ved hans side red en anden af oprørslederne, oberst Shiizaki, på en nøddebrun hingst.

I et sidste forsøg på at retfærdiggøre deres mislykkede kupforsøg kastede de nu hundredvis af små pamfletter ud på pladsen med den tale, Hatanaka prøvede at få sendt ud i radioen natten før.
“Vi beder til, at det japanske folk og landets hær sætter pris på betydningen af vores handlinger, og at I vil slutte jer til os i kampen for bevarelsen af vores nation”, lød den sidste sætning i kupmagernes manifest.

Derefter fortrak Hatanaka og Shiizaki til udkanten af pladsen. Oberst Shiizaki knappede sin uniform op og skar maven op med sit sværd. Derefter fyldte braget fra et pistolskud et kort øjeblik pladsen, da Hatanaka satte sin pistol op til tindingen og trykkede af. I hans lomme lå et afskedsbrev i form af et kort digt.

“Jeg har intet at fortryde nu, da de mørke skyer er forsvundet fra kejserens regiment”.

Da nyheden om kejserens tale når til Det Hvide Hus i Washington den 14. august (en dag før på grund af tidsforskellen, red.), erklærer præsident Harry S. Truman, at “dette, mine damer og herrer, er enden på 2. verdenskrig”.

Måske er du interesseret i...

Læs også