Modstandsbevægelsen i Danmark startede langsomt ud
Den danske modstandsbevægelse rørte på sig allerede i starten af besættelsen, men det var først efter 1942, at aktionerne tog til i styrke.
I 1943 fik den britiske organisation SOE bedre fodfæste i Danmark, og med samarbejdspolitikkens sammenbrud den 29. august 1943, blev modstandsarbejdet yderligere intensiveret.
Der er flere årsager til, at det tog lidt tid før modstandsbevægelsen var fuldt etableret i Danmark. Først og fremmest var der i de tidlige år af besættelsen af Danmark i en vis grad opbakning til regeringens samarbejdspolitik.
Fra 1940 til 1943 var modstandsbevægelsen desuden ukoordineret, da den primært bestod af mindre og uafhængige grupper.
Churchill-klubben, også kaldet Churchill-gruppen, var én af de første organiserede modstandsgrupper. Gruppen blev oprettet allerede i 1940, og beskæftigede sig primært med hærværk, ildspåsættelse og våbentyveri.
På trods af fængsling i maj 1942 formåede nogle af Churchill-gruppens medlemmer at forblive aktive til krigens afslutning.
Modstandsbevægelsen havde politiske rødder
Modstandsbevægelsen var ikke som sådan en folkelig bevægelse, selvom man umiddelbart skulle tro det. I stedet opstod flere grupper med udgangspunkt i politiske holdninger.
F.eks. var BOPA kommunistisk, Ringen socialdemokratisk og Studenternes Efterretningstjeneste konservativ og antikommunistisk.
Studenternes Efterretningstjeneste uddeler løbesedler på Rådhuspladsen, 5. maj 1945.
De forskellige modstandsgrupper havde desuden hver deres opbygning. Nogle var blot én fælles gruppe, mens andre var delt ind i flere mindre grupperinger, således at hvis én gruppe blev opsnappet, kunne modstandsarbejdet fortsætte ufortrødent.
Tingene ændrede sig dog den 16. september 1943, da Danmarks Frihedsråd blev etableret. Formålet var at have ét overordnet organ for den danske modstandsbevægelse frem for en masse uafhængige grupper.
Frihedsrådet bestod af repræsentanter fra flere etablerede illegale organisationer, heriblandt Frit Danmark, Ringen, Dansk Samling og DKP.
Efter 2. verdenskrigs afslutning og Danmarks befrielse spillede Frihedsrådet en afgørende rolle – bl.a. i forhold til Retsopgøret.
Formålet med modstandsbevægelsen
Formålet med modstandsbevægelsen var bl.a. at vise utilfredshed over for den danske samarbejdspolitik og modarbejde den tyske værnemagt i Danmark. Enkelte grene af modstandsbevægelsen ønskede også at etablere en form for undergrundshær.
På den måde kunne danske aktivister bistå i tilfælde af en allieret invasion. Og dette var ikke utænkeligt, da sådanne planer var på tegnebordet hos englænderne.
BOPA-medlemmer poserer foran en pansret bus under Besættelsen.
I Jylland kom der stor fokus på jernbanesabotage. Den tyske værnemagt fragtede nemlig både råvarer, materiel og mænd gennem Jylland, da det var den bedste rute bl.a. til og fra Norge.
I alt blev der begået 1.526 jernbanesabotager i Danmark i perioden november 1942 til maj 1945. 1103 af sabotagehandlingerne blev begået i 1945. Altså da Tyskland allerede var nede på knæ.
Blot 321 af de i alt 1.526 jernbanesabotager blev udført på Fyn og Sjælland – resten fandt sted langs jernbanelinjerne i Jylland.
I København og omegn var modstandsbevægelsen særligt aktiv, når det kom til industrisabotage og likvideringer. De spillede også en vigtig rolle i evakueringen af de danske jøder i oktober 1943.
Medlemmerne Gudrun Fiil og Ole Geisler fotograferet foran Hvidsten Kro efter befrielsen.
Kendte danske modstandsgrupper:
- Churchill-klubben var én af de første organiserede modstandsgrupper i Danmark. Gruppen bestod af unge drenge og mænd fra Aalborg
- Hvidstengruppen var en såkaldt ”modtagegruppe”, der opsamlede ammunition, våben, mænd m.m. som SOE kastede ned over Randers-området
- BOPA hed oprindeligt KOPA for Kommunistiske partisaner. Det blev senere ændret til Borgerlige partisaner, men gruppen var fortsat kommunistisk. BOPA udførte adskillige sabotageaktioner
- Holger Danske udførte både likvideringer og sabotageaktioner. Blandt deres mest kendte medlemmer står Flammen og Citronen
- Ringen blev ledet af Frode Jakobsen, der senere var med til at stifte Frihedsrådet. Ringen hed tidligere Dansk Studiering, og var bl.a. aktiv med distribution af illegalt materiale
- L-grupperne stod i spidsen for likvideringer af danskere i tysk tjeneste, stikkere, medlemmer af værnemagten etc.
- Studenternes Efterretningstjeneste bestod primært af studerende fra gymnasiet og universitetet. De uddelte bl.a. et illegalt blad og indsamlede militære efterretninger
Flere typer af modstandsaktioner
Mange tror fejlagtigt, at alle grene af den danske modstandsbevægelsen begik sabotagehandlinger og likviderende højtstående tyskere og stikkere – det er dog langt fra tilfældet.
For selvom en stor del af de kendte modstandsgrupper i Danmark, såsom BOPA og Holger Danske, var kampgrupper, så gjaldt det ikke alle.
Jernbanesabotage på Fyn under besættelsen
For at opnå succes med sabotagehandlinger, måtte man have våben, sprængstof og soldater med viden om processen. Nogle typer af sprængstof og våben kunne stjæles direkte fra værnemagten, mens andre måtte leveres.
Af den grund blev der etableret modstandsgrupper, som primært stod for opsamling og transport. Hvidstengruppen er nok den bedst kendte opsamlingsgruppe.
Modstandsbevægelsen blev populær i slutningen af krigen
På trods af den tiltagende fare ved at være modstandsmand eller –kvinde, meldte flere og flere sig frivilligt til modstandsbevægelsens arbejde i de sidste år og måneder af besættelsen.
Statistikkerne viser, at især yngre mænd meldte sig til modstandsbevægelsen, men det var nu ikke unormalt at se ældre personer eller kvinder i modstandsbevægelsen.
Efter samarbejdspolitikkens nedbrud slog den tyske værnemagt hårdt ned på illegale aktiviteter. Der var således risiko for tortur, fængsling, arbejdslejr, henrettelse etc., hvis man blev fanget. Alligevel blev flere danskere en del af modstandsbevægelsen.
Ifølge Nationalmuseets og Frihedsmuseets modstandsdatabase nåede antallet af medlemmer i modstandsbevægelsen over 88.500 mennesker inden besættelsens ophør.
En stor del kom dog først til i slutningen af besættelsen, da det blev tydeligt, at de allierede var på sejrskurs.
Medlemmer af Holger Danske-gruppen anholder mistænkte nazi-sympatisører i maj 1945.
Nordisk modstand og samarbejde under 2. verdenskrig
Skandinavien var indtænkt som en del af Hitlers ”Lebensraum”. Danmark, Norge og Sverige håndterede dog alle 2. verdenskrig forskelligt.
Hvor Danmark tog udgangspunkt i en samarbejdspolitik efter at være blevet besat af tyskerne den 9. april 1940, reagerede vores nordiske naboer anderledes.
Sverige forholdt sig neutral under hele 2. verdenskrig – men var stadig i høj grad undertvunget tyskernes nåde. Landet støttede dog den norske modstandsbevægelse og tog imod de danske jøder i 1943
Norge forsøgte også at holde sig neutral, men bl.a. landets jernmalmproduktion gjorde dem til en attraktiv allieret. Den 9. april 1940 flygtede både den norske regering og kongefamilie. Der blev oprettet modstandsgrupper i Norge, men disse havde primært til formål at indsamle informationer frem for at udføre sabotagehandlinger, da man var nervøs for tyskernes hævntogt mod befolkningen.
Finland indgik våbenaftaler med Nazi-Tyskland og havde et militært samarbejde med dem gennem 2. verdenskrig. Finlands indædte kamp rettede sig mod Sovjetunionen, og udnyttede hjælpen fra den tyske værnemagt frem for at bekæmpe denne trussel.
Betydningen af den danske modstandsbevægelse
Flere forskere påpeger, at den danske modstandsbevægelse ikke havde en afgørende betydning for tyskernes fremrykning eller modtagelse af materiel. Dette gælder især jernbanesabotagen i Jylland.
Nogle transporter blev forsinket i slutningen af 2. verdenskrig, mens de kørte igennem Jylland, men en stor del af transporterne blev gennemført uden forsinkelser som følge af jernbanesabotage.
Dette skyldes i høj grad, at modstandsbevægelsen aldrig fik tilstrækkelig instruktion og vejledning i, hvorledes sabotageaktionerne mod jernbanerne skulle planlægges og gennemføres operativt.
Man kan dog argumentere for, at modstandsbevægelsen som symbol og deres aktioner var afgørende for, at Danmark efter besættelsen blev set som et allieret land. For selvom Danmark var besat og ikke havde et decideret valg, gav samarbejdspolitikken et andet indtryk.
Den britiske premierminister Winston Churchill kaldte f.eks. Danmark for ”Hitlers tamme kanariefugl”, inden modstanden tog til. Churchill trak dog denne udtalelse tilbage igen senere.
Danmark havde således stået i en mere prekær situation, hvis ikke modstandsbevægelsen havde været aktiv, og dermed vist, at besættelsen ikke var et accepteret forhold.
Den politiske betydning af sabotagehandlingerne og modstandsbevægelsernes aktiviteter var dermed mere fremtrædende end deres militære betydning.