Monsterubåd skulle dominere verdenshavene

Surcouf var udset som havets skræk

Da kaptajn Martin i juni 1940 sejlede Surcouf til flådebasen Devonport i Plymouth, havde ubåden været aktiv i ­næsten 10 år.

Allerede efter 1. ver­dens­krig begyndte landets admiraler at flirte med tanken om at bygge ubådenes konge – en såkaldt un­der­vands­kryd­ser.

Tanken fik vind i sejlene efter ved­tagelsen af den internationale anti-­oprustningsaftale “Washington Naval Treaty” i 1922.

For at forhindre et ­våbenkapløb satte aftalen restriktioner på antal og størrelse af nationernes krigs­skibe. Aftalen indeholdt dog ingen regler for ubåde – et smuthul, som den franske flåde besluttede sig for at udnytte.

Byggeriet begyndte i 1927, og jern­kolossen fik navn efter den farverige franske pirat Robert Surcouf, som hærgede havene omkring år 1800.

Ubåden Surcouf skulle på samme måde dominere verdenshavene med sin 203-mm-tvillingekanon, som i teorien kunne ramme mål på 20 kilometers afstand.

Planen var, at Surcouf skulle stige op over havoverfladen, beskyde et fjendtligt skib og dykke ned igen, før fjenden forstod, hvad der ramte dem. Under vandet kunne besætningen genlade kanonen og gentage processen, til målet var skudt i sænk.

I juli 1931, da Surcouf foretog sit ­førs­te dyk, var den verdens suverænt største ubåd.

Selvom Surcouf var visuelt frygtindgydende og havde set lovende ud på tegnebrættet, bød virkeligheden på ­problemer. Det nye design var uprøvet, og som så ofte med nye idéer var det forud for den eksisterende teknologi.

Det betød, at mekaniske problemer hobede sig op, og ofte fandtes reservedelene kun hjemme i Brest, så Surcouf brugte i løbet af 1930’erne langt mere tid under ­reparation i dokken end på havet.

Da 2. verdenskrig brød ud i september 1939, var den 118 mand store besætning derfor ganske uøvet.

Mandskabet havde aldrig været i kamp, og mændene havde end ikke under træning prøvet at gennemføre en angrebsmanøvre med at dykke op til overfladen, affyre kanonerne og dykke ned igen.

Alligevel betragtede mange franske ledere på dette tidspunkt kæmpeubåden som et uvurderligt fartøj i flåden.

Derfor havde kaptajn Martin i juni 1940 også fået ordre om at sejle Surcouf i sikkerhed i det sydlige England.

Briterne stormede ubåden

Surcouf ankom i sikkerhed til britiske Devonport og var uden for tyskernes rækkevide, men kaptajn Martin kunne stadigvæk ikke slappe af. Kort efter ­ankomsten følte franskmanden, at noget var i gære hos de allierede briter.

Frankrig havde den 25. juni indgået våbenhvile, og briterne antog med rette, at tyskerne nu ville tvinge den franske flåde til at kalde alle fartøjer hjem.

Derfor iværksatte Churchill Operation Katapult, der skulle sikre, at franske skibe og ubåde ikke røg i hænderne på nazisterne. I Devonport betød det, at slagskibet Paris og Surcouf skulle entres af britiske tropper fra krigsskibet Revenge.

“Vi er blevet beordret at borde de franske fartøjer. Det er håbet, at magtanvendelse ikke bliver nødvendig, men I må være forberedt på modstand”, lød det ved 1.30-tiden den 3. juli, da Revenges kommandant, H.L. Jenkins, forberedte sine mænd på aktionen.

Få timer senere roede de britiske ­soldater hen til Surcouf i ly af natten.

Vagten i Surcoufs tårn anede ikke uråd, før det pludselig myldrede frem med soldater på den lange ubåd. På få øjeblikke stormede briterne ned i ubådens gange og overmandede franskmændene.

Kaptajn Martin nåede intet, før han og resten af hans officerer sad i messen med bevæbnede briter foran sig. Han kunne blot protestere over de allierede briters fremfærd.

“Jeg er ked af det. Jeg har mine ­ordrer”, svarede lokalets øverstbefalende brite, Denis Sprague, gentagne gange.

Mens diskussionen fortsatte i messen, rungede flere skud pludselig ud i ubåden.

To franskmænd forsøgte at modsætte sig, og resultatet blev, at den ene blev dræbt med riffelskud, mens den britiske drabsmand selv blev skudt.

Hændelsen førte til en yderligere ophidset stemning i messen, hvor det også kom til skyderier.

Sprague og en landsmand blev dødeligt såret af en bevæbnet fransk løjtnant, inden gemytterne igen faldt til ro, og alle franskmænd blev afvæbnet og ført væk. For første gang havde ubådsbesætningen på Surcouf været i kamp.

Efter Operation Katapult etablerede general Charles de Gaulle fra sit eksil i London Den frie franske flåde, som ­skulle fortsætte kampen mod Tyskland.

Surcoufs besætning kunne nu vælge, om de ville kæmpe videre i krigen på de allieredes side. Kun 16 af de oprindelige 118 besætningsmedlemmer valgte at ­tilslutte sig de Gaulle.

Kaptajn Martin var ikke blandt dem, så i stedet overtog den uerfarne Pierre Ortoli ledelsen af ubåden, som de Gaulle stædigt hold fast i, var et supervåben.

Ubåden var ifølge ­generalen et vigtigt symbol på, at Frankrig stadig var en stor flådenation.

Fiasko fulgte fiasko

Britiske flådeeksperter var af en noget anden opfattelse end de Gaulle, hvad angik Surcoufs værdi.

De ønskede at skrotte jernkæmpen. Efter franskmænd­enes modstand ved overtagelsen af Surcouf stolede briterne heller ikke på deres franske allierede.

Enkelte luftede bekymringer for, at Surcoufs besætning kunne gå så langt som at spionere for den franske Vichy-regering, der var begyndt at samarbejde med Hitler.

Men på Churchills nåde fik de Gaulle sin vilje. Det ­fallerede fartøj fik en overhaling samt nye franske besætningsmedlemmer.

Da Surcouf var klar igen i februar 1941, blev ubåden sendt til Canada.

Viceadmiral Max Horton, som havde kommandoen over ubåde på De Britiske Øer, ønskede Surcouf langt væk fra ­Europa, hvor det var farligst at færdes.

Den franske kæmpeubåd var nemlig meget langt fra at være et monster i vandet. Surcoufs største skavank var den ekstremt lange neddykningstid.

Mere end to minutter tog det for mastodonten at komme ned under havoverfladen – en evighed sammenlignet med de fleste andre ubåde, som kunne klare manøvren på under 30 sekunder.

Selvom Surcouf var skabt som en angrebsmaskine, der kunne sænke flere skibe i en konvoj, var sådanne missioner umulige.

Store konvojer blev ofte beskyttet af fly, som relativt let ville kunne nå at bombe Surcouf, inden ubåden forsvandt i dybet.

Surcouf blev i stedet brugt som eskorte­ubåd, men selv her udeblev ­succesen. Den franske kolos var så ­langsom, at skibene i konvojen måtte sænke farten for ikke at sejle fra den.

Herefter blev Surcouf beordret til Bermuda i kampen mod “fjendtlige forsyningsskibe”. Nu mente kaptajn Ortoli, at ubåden omsider kunne bevise sit værd:

“Surcouf er perfekt egnet til mission­en”, erklærede kaptajnen i maj 1941.

Alligevel sejlede ubåden fluks ind i nye problemer. En af de urutinerede folk ombord glemte at lukke lemmen til ubådstårnet, så vandet fossede ind i kontrolrummet og ned i batterierne. Den efterfølgende eksplosion ødelagde store dele af fartøjet, der måtte kæmpe sig ­tilbage til Bermuda.

Regningen for reparationerne lød på 800.000 dollars – mere end den op­rindelige pris på Surcouf. Briterne hev sig i håret, og tilliden til den franske ­besætning var helt i bund.

Ubåden havde to britiske forbindelsesofficerer ombord, som mente, at over halvdelen af franskmændene i fartøjet havde sympati for den pro-tyske Vichy-regering.

De fortalte, at franskmændene spyttede på dem i ubådens smalle gange.

Meldingen fra den britiske efterretnings­officer i Bermuda, Guy Ridgeway, var heller ikke til at tage fejl af – besætningen på Surcouf var “inkompetent”.

“Disciplinen er dårlig, og officererne har kun ringe kontrol. Surcouf er en stor, kompliceret og sjusket ubåd.

Hun er ikke af nogen operationel værdi”, skrev flådeefterretningsofficeren i et “tophemmeligt” telegram i februar 1942.

Monsteret forsvandt fra overfladen

De mistroiske briter ville have Surcouf så langt væk så muligt og endte med at sende ubåden til Tahiti, hvor den skulle beskytte øen imod et japansk angreb.

Den 12. februar 1942 sejlede Surcouf ­afsted mod sin nye destination og skulle planmæssigt have sejlet igennem Panama-kanalen syv dage senere.

Men Surcouf dukkede aldrig op, og besætningen sendte intet nødråb over radioen.

Ingen ved, hvad der skete med ubåden, men viceadmiral Horton og hans landsmænd begræd næppe tabet. Konspirationer opstod endda i kølvandet på ulykken om, at briterne selv skulle have orkestreret sænkningen.

Ifølge en teori skulle et mytteri ombord på ubåden være så kraftigt under opsejling, at briterne ville stoppe besætningen, inden de sejlede i hænderne på tyskerne.

For at undgå det skulle den britiske flåde have ladet bombefly rydde problemfartøjet af vejen.

Den sandsynligste forklaring på ­Surcoufs endeligt er dog, at ubåden blev ramt af et amerikansk militærtransportskib den 18. februar.

Skibet Thompson Lykes rapporterede den dag en kollision med “et uidentificeret fartøj, som tilsyneladende sank med det samme kl. 22.30”.

Skibskaptajnen beskrev, hvordan det fremmede fartøj lå “meget lavt i vandet eller delvist neddykket”, og at:

“Fragtskibet smadrede frontalt ind i objektet med et kraftigt stød og ­passerede hen over det”.

Alt tydede på, at transportskibet kolliderede med en ubåd, men amerikanerne fandt ingen spor efter det ukendte fartøj, og Surcoufs vrag er heller aldrig dukket op siden. Alligevel antog en undersøgelseskommission, at det trufne fartøj var den gigantiske ubåd.

I den franske lejr var sorgen over ­ubådens tilintetgørelse klar:

“Ulykkestabet af Surcouf er et ­ekstremt hårdt slag for Den frie franske flåde”, konstaterede flådens stabschef.

Alligevel forsøgte franskmændene ­aldrig siden at bygge en ny kæmpeubåd. Drømmen om en uovervindelig ubådskrydser gik til bunds med Surcouf.