Drengen med mørk hud, der drømte om Hitlerjugend
Tyske Hans–Jürgen var søn af en sort far og en hvid mor og voksede op til lyden af nazisternes støvletramp. Den lille dreng så med misundelse på de hvide kammeraters fællesskab – bygget på had og racisme.
Med sin søn, som hun fik med en liberiansk diplomatsøn, lykkedes det Bertha Baetz at overleve Hitlers regime.
Hans-Jürgen voksede op i en pragtvilla i udkanten af Hamborg, hvor den store stab af tjenestefolk reagerede på det mindste vink døgnet rundt.
Som søn af liberianske Al-Haj Massaquoi, hvis far var udstationeret som Liberias konsul i den nordtyske storby, nød han en særdeles priviligeret tilværelse.
“Jeg forbandt sort hud med overlegenhed. Vores tjenere var alle hvide”, fortalte han mange år senere.
Som tre-årig blev Hans-Jürgen Massaquoi i 1929 tvunget til at møde verden på den anden side af det høje hegn omkring den grønne have.
Farfaren havde ambitioner om at få politisk indflydelse i Liberia, og Hans-Jürgens far kunne ikke afstå fra at deltage i den kommende kamp.
Faren og farfaren forlod hjemmet og drog af sted til Liberia i Vestafrika – uden returbillet.
Moderen Bertha nægtede at rejse med og beholdt Hans-Jürgen hos sig.
Hans-Jürgen fik nye venner
I 1929 var tre millioner tyskere arbejdsløse. Nazisterne tordnede mod sejrherrerne fra 1. verdenskrig, jøderne og enhver uden “arisk blod”, og partiet voksede hastigt.
De sultende tyskere håbede, at den nationalsocialistiske politik kunne give dem brød på bordet.
Bertha var nu alenemor til en sort dreng. Det lykkedes hende at genoptage sit arbejde som sygeplejerske, og hun flyttede med sin søn ind i en trang og uisoleret etværelses lejlighed under taget på en faldefærdig bygning uden varmt vand. Intet var som før.
Al luksus var borte, og den lille dreng mærkede, at mørke mennesker blev ydmyget. De venlige ansigter, som den tre-årige dreng var vant til, afløstes af onde blikke og tilråb som “bastard” og “neger”.
Som tiden gik, lykkedes det dog Hans-Jürgen at blive integreret i sit nye kvarter.
Den mørke dreng fik lyshårede kammerater og begyndte i skole. I januar 1933 – tre måneder før Hans-Jürgen begyndte i 2. klasse – blev Adolf Hitler udnævnt som Tysklands rigskansler.
Snart marcherede endeløse rækker af uniformerede nazister i gaderne, hvor fakkelparader lyste byens bygninger op.
Fra talerstolen kappedes vrede, skingre stemmer om at rose landets nye Fører til skyerne. Entusiasmen bredte sig – også til Hans-Jürgen:
“Nazisterne havde de mest imponerende shows af alle de politiske partier”, sagde han senere.
Hans-Jürgen bar hagekorset med samme stolthed som hans hvide klassekammerater.
En solrig forårssøndag i 1934 var den nu otte-årige Hans-Jürgen tilskuer til en parade. Og da en kammerat fra skolen, som marcherede i en af de forreste kolonner, vinkede til ham og smilte, var den mørklødede dreng ved at revne af stolthed.
Opildnet og nysgerrig kiggede Hans-Jürgen forsigtigt ind i de lokale nazisters forsamlingshus.
Lokalet var proppet med højrøstede mænd. Mens han forundret betragtede forsamlingen, greb to store næver pludselig Hans-Jürgen bagfra og løftede ham i vejret.
Drengen sprællede som en fisk på en krog, slap fri og spurtede af sted. To andre nazister blokerede imidlertid flugtvejen, og snart samlede manden atter sit forsvarsløse offer op.
Triumferende slæbte han drengen af sted med kurs mod talerstolen.
Knægten var ved at kaste op af lyden fra de hujende, hæse mandestemmer og stanken af tobak og øl. Idet manden skulle til at løfte Hans-Jürgen op på talerstolen – som et underholdende indslag og eksempel på et undermenneske – blev han standset af en fast hånd.
En rasende kvindestemme fik alle til at forstumme. Hans-Jürgens mor nægtede at acceptere, at hendes søn blev behandlet som et dyr. Den berusede nazist slap lamslået sit greb.
Hitlerjugend lokkede med rejser
På trods af episoden mistede drengen ikke trangen til at finde en plads i det miljø, som gjorde alt for at holde ham ude.
En dag lancerede rektoren på Hans-Jürgens skole en konkurrence: Den klasse, hvis drenge hurtigst blev medlemmer af nazisternes ungdomsorganisation, Hitlerjugend, ville blive belønnet med ferie.
En opfordring, som Hans-Jürgens klasselærer herr Schürmann fluks tog til sig. Han forsøgte ihærdigt at overtale drengene, mens han hver dag krydsede navnene på de elever, der havde meldt sig, af på tavlen.
Den 10-årige Hans-Jürgen ønskede stadig brændende at deltage i fællesskabet. En morgen fratog klasselæreren ham endeligt håbet:
“Du er fritaget fra konkurrencen, for du kan jo slet ikke blive medlem af Hitlerjugend”.
Hans-Jürgen følte sig som ramt af lynet. Ikke alene fik han altid at vide, at han var anderledes – nu var han også mindre værd end andre.
“Jeg elsker det. Det er mit hjemland”. Hans-Jürgen mange år senere om sit forhold til Tyskland.
En morgen stod hadet skrevet sort på hvidt. Et skilt hang på lågen til legepladsen, hvor Hans-Jürgen opslugt i leg havde brugt mange af sin barndoms eftermiddage:
“Det er strengt forbudt for ikke-ariere at benytte legepladsen”.
Hans-Jürgens eneste faste holdepunkt var forbudt område.
“Du må slet ikke være her på legepladsen. Kan du ikke læse?” vrissede en dame til ham og pegede på skiltet.
“I har haft jeres tur! Nu er det vores tur”.
Han fandt sin plads i Nazityskland
I 4. klasse fik Hans-Jürgen besked på, at han til trods for sine gode karakterer aldrig ville kunne komme i gymnasiet.
Men moderen insisterede på, at sønnen skulle have en uddannelse. Hun stemte dørklokker og skaffede en læreplads som maskinarbejder.
Med sin ukuelige mor som vedholdende støtte overlevede Hans-Jürgen Massaquoi krigen og nazisternes forfølgelser.
Sammen besejrede de den konstante frygt for døden – både for Gestapo og de allieredes bombninger – og overlevede, indtil de britiske tropper befriede Hamborg i 1945.
Hans-Jürgen drog til Amerika efter krigen, hvor han i 40 år var han ansat på magasinet Ebony. Her interviewede han som redaktør adskillige berømtheder fx Dr. Martin Luther King (t.v.) og Muhammed Ali (t.h.).
Hans-Jürgen drog til Amerika
Den sorte dreng gik fra forfulgt i Nazityskland til redaktør i USA.
Hans-Jürgen Massaqoui var 19 år, da krigen sluttede. Efter et par år i faderens hjemland emigrerede Hans-Jürgen i 1950 til USA, hvor han stadig bor. Moderen Bertha fulgte to år senere. Han kæmpede på amerikanernes side i Korea-krigen, hvorefter han læste journalistik på University of Illinois.
I 40 år var han ansat på magasinet Ebony og interviewede som redaktør adskillige berømtheder. Hans-Jürgen har to voksne sønner, og på trods af nazisternes forbrydelser er han i dag ikke i tvivl om sit forhold til Tyskland: “Jeg elsker det. Det er mit hjemland”.