Al luksus var borte, og den lille dreng mærkede, at mørke mennesker blev ydmyget. De venlige ansigter, som den tre-årige dreng var vant til, afløstes af onde blikke og tilråb som “bastard” og “neger”.
Som tiden gik, lykkedes det dog Hans-Jürgen at blive integreret i sit nye kvarter.
Den mørke dreng fik lyshårede kammerater og begyndte i skole. I januar 1933 – tre måneder før Hans-Jürgen begyndte i 2. klasse – blev Adolf Hitler udnævnt som Tysklands rigskansler.
Snart marcherede endeløse rækker af uniformerede nazister i gaderne, hvor fakkelparader lyste byens bygninger op.
Fra talerstolen kappedes vrede, skingre stemmer om at rose landets nye Fører til skyerne. Entusiasmen bredte sig – også til Hans-Jürgen:
“Nazisterne havde de mest imponerende shows af alle de politiske partier”, sagde han senere.
En solrig forårssøndag i 1934 var den nu otte-årige Hans-Jürgen tilskuer til en parade. Og da en kammerat fra skolen, som marcherede i en af de forreste kolonner, vinkede til ham og smilte, var den mørklødede dreng ved at revne af stolthed.
Opildnet og nysgerrig kiggede Hans-Jürgen forsigtigt ind i de lokale nazisters forsamlingshus.
Lokalet var proppet med højrøstede mænd. Mens han forundret betragtede forsamlingen, greb to store næver pludselig Hans-Jürgen bagfra og løftede ham i vejret.
Drengen sprællede som en fisk på en krog, slap fri og spurtede af sted. To andre nazister blokerede imidlertid flugtvejen, og snart samlede manden atter sit forsvarsløse offer op.
Triumferende slæbte han drengen af sted med kurs mod talerstolen.
Knægten var ved at kaste op af lyden fra de hujende, hæse mandestemmer og stanken af tobak og øl. Idet manden skulle til at løfte Hans-Jürgen op på talerstolen – som et underholdende indslag og eksempel på et undermenneske – blev han standset af en fast hånd.
En rasende kvindestemme fik alle til at forstumme. Hans-Jürgens mor nægtede at acceptere, at hendes søn blev behandlet som et dyr. Den berusede nazist slap lamslået sit greb.
Hitlerjugend lokkede med rejser
På trods af episoden mistede drengen ikke trangen til at finde en plads i det miljø, som gjorde alt for at holde ham ude.
En dag lancerede rektoren på Hans-Jürgens skole en konkurrence: Den klasse, hvis drenge hurtigst blev medlemmer af nazisternes ungdomsorganisation, Hitlerjugend, ville blive belønnet med ferie.
En opfordring, som Hans-Jürgens klasselærer herr Schürmann fluks tog til sig. Han forsøgte ihærdigt at overtale drengene, mens han hver dag krydsede navnene på de elever, der havde meldt sig, af på tavlen.
Den 10-årige Hans-Jürgen ønskede stadig brændende at deltage i fællesskabet. En morgen fratog klasselæreren ham endeligt håbet:
“Du er fritaget fra konkurrencen, for du kan jo slet ikke blive medlem af Hitlerjugend”.
Hans-Jürgen følte sig som ramt af lynet. Ikke alene fik han altid at vide, at han var anderledes – nu var han også mindre værd end andre.
En morgen stod hadet skrevet sort på hvidt. Et skilt hang på lågen til legepladsen, hvor Hans-Jürgen opslugt i leg havde brugt mange af sin barndoms eftermiddage:
“Det er strengt forbudt for ikke-ariere at benytte legepladsen”.
Hans-Jürgens eneste faste holdepunkt var forbudt område.
“Du må slet ikke være her på legepladsen. Kan du ikke læse?” vrissede en dame til ham og pegede på skiltet.
“I har haft jeres tur! Nu er det vores tur”.
Han fandt sin plads i Nazityskland
I 4. klasse fik Hans-Jürgen besked på, at han til trods for sine gode karakterer aldrig ville kunne komme i gymnasiet.
Men moderen insisterede på, at sønnen skulle have en uddannelse. Hun stemte dørklokker og skaffede en læreplads som maskinarbejder.
Med sin ukuelige mor som vedholdende støtte overlevede Hans-Jürgen Massaquoi krigen og nazisternes forfølgelser.
Sammen besejrede de den konstante frygt for døden – både for Gestapo og de allieredes bombninger – og overlevede, indtil de britiske tropper befriede Hamborg i 1945.