Nanjing-massakren overgår selv dit værste mareridt

Da japanske soldater indtog den daværende kinesiske hovedstad, Nanjing, efter hårde kampe, udviklede byen sig til et sandt helvede. Skrig fra voldtagne kvinder genlød i gaderne dag og nat, og soldaterne gjorde halshugninger til en sport.

Da japanske soldater indtog den daværende kinesiske hovedstad, Nanjing, efter hårde kampe, udviklede byen sig til et sandt helvede. Skrig fra voldtagne kvinder genlød i gaderne dag og nat, og soldaterne gjorde halshugninger til en sport.

Imageselect

Mens fanatiske japanske soldater presser de sidste rester af den kinesiske hær ud af Shanghai, mødes en gruppe højtstående japanske officerer den 15. november 1937 i et forladt hus. Her, hvor kanonernes torden kun kan høres som en fjern rumlen, har Japans 10. armé etableret et midlertidigt hovedkvarter.

Modstanden i Shanghai er ved at være nedkæmpet, men erobringen af den kinesiske havneby har taget ydmygende tre måneder og kostet 40.000 japanere livet. Den høje pris har overbevist den kejserlige hærledelse i Tokyo om, at al videre fremrykning skal stoppe. I stedet skal styrken etablere en forsvarslinje ca. 100 km inde på det kinesiske fastland.

Men ordren fra Tokyo vækker ingen begejstring blandt de forsamlede officerer. Allerhelst vil de storme videre ind i landet og erobre Kinas nye hovedstad, Nanjing. Major Terada Masao tager som den første ordet:

“Den kinesiske hær trækker sig lige nu tilbage mod hovedstaden. Vi er nødt til at krydse linjen og forfølge dem ind i Nanjing”.

Masaos ord har vægt. Han står som en stolt samurai i sin kaki-uniform – og officererne bifalder hans indlæg. De er overbeviste om, at al kinesisk modstand vil bryde sammen, når landets hovedstad er faldet. Nanjing er nøglen til Kina.

“Hvis vi skal løse den her krise hurtigt, er vi nødt til at udnytte, at fjenden slikker sine sår lige nu, og erobre Nanjing”. Den japanske general Iwane Matsui.

En spag stemme melder sig i debatten. Major Iketani Hanjiro minder forsamlingen om, at slaget om Shanghai har kostet dyrt, og at styrkerne er udmattede. I stedet for et massivt angreb mod Nanjing foreslår han nålestiksaktioner mod byen.

“Det er vigtigt, at vi fortsætter fremad med stor forsigtighed”, advarer Hanjiro, men hans ord falder for døve øren. Alle øvrige officerer tilslutter sig Masaos aggressive strategi: Den japanske hær skal marchere fuldtalligt mod Nanjing og knuse fjenden én gang for alle.

At officererne tilsidesætter hærledelsens ordre, er reelt mytteri, men de er enige om, at offensiven er den bedste måde at vinde krigen på. Selv den nyudnævnte øverstkommanderende for den 10. árme, Iwane Matsui, er med på idéen.

“Hvis vi skal løse den her krise hurtigt, er vi nødt til at udnytte, at fjenden slikker sine sår lige nu, og erobre Nanjing”, forklarer Matsui i et telegram hjem til Tokyo.

Tre dage senere befaler han sine tropper at støde frem mod den kinesiske hovedstad 270 km borte. Soldaterne er klar til at fordrive skammen over den langsommelige erobring af Shanghai. Nu gælder det Nanjing. Med dagsmarcher på 40 km stormer de frem mod det nye mål, og undervejs vokser deres kampvilje og hævntørst.

Ingen af soldaterne aner, at de i de kommende uger vil begå nogle af 2. verdenskrigs mest bestialske forbrydelser mod byens civilbefolkning.

Ved udgangen af 1937 havde Japan erobret tre af Kinas største byer. Soldaterne trængte bl.a. frem fra Manchuriet (mørkeblåt), som havde været på japanske hænder siden 1932.

© Shutterstock

Kinas soldater lignede hjemløse

Den militære offensiv mod Nanjing var kulminationen på årtiers stridigheder mellem Asiens to stærkeste magter. Men hvor Kina i 1920’erne var plaget af interne konflikter mellem nationalistpartiet Guomindang og kommunisterne, stod kejserriget Japan økonomisk og teknologisk så stærkt, at landet kunne stille territoriale krav til Kina.

Japanerne mente, at de havde ret til Manchuriet – et område i det nordøstlige Kina, som både Japan og Rusland siden 1800-tallet havde haft kontrollen over med jævne mellemrum.

Da den økonomiske depression ramte Japan i begyndelsen af 1930’erne, blev ønsket om at få kontrol over kinesiske råvarer kun endnu større. Striden blussede for alvor op med Japans invasion af Manchuriet i 1931.

Kineserne var ikke i stand til at tvinge Japan ud af landet, og efter seks års besættelse med spredte lokale sammenstød blev krigen en realitet i sommeren 1937. Japan angreb den tidligere hovedstad Beijing og indtog mere og mere af Kina, indtil hæren til sidst havde erobret den vigtige havneby Shanghai.

Men invasionen var ikke gået så let, som japanerne havde forudset. På tre måneder havde 100.000 japanske soldater mistet livet.

Mange af Nanjings nye bygninger var vestligt inspireret, bl.a. Det Nationale Teater, som stod færdigt i 1936.

© ScareCriterion12

Nanjing var Kinas mest moderne by

“Fra en kvælende, tilgroet landsby, gemt væk bag sin enorme bymur, har Nanjing nu udviklet sig til en af Kinas mest progressive metropoler”. Sådan skrev National Geographics journalist Julius Eigner efter et visit i den kinesiske hovedstad i 1937.

Eigner havde første gang besøgt Nanjing 10 år tidligere. Dengang var store dele af byen en ruin som følge af den kinesiske borgerkrig, hvor 300.000 indbyggere levede stort set uden elektricitet og kloaksystemer.

Men efter at nationalistpartiet Guomindang under ledelse af Chiang Kai-shek erobrede Nanjing og udnævnte byen til Kinas hovedstad i 1927, flyttede tusindvis af mennesker til, så indbyggertallet nåede op over én million. Talrige nye bygninger skød frem i landets nye hovedstad, mange i vestlig art deco-stil skabt af berømte arkitekter.

Det var derfor en hær af udmattede og vrede soldater, der marcherede mod Nanjing i slutningen af november 1937. Men der var ingen vej uden om – fjenden skulle nedkæmpes for enhver pris, hvis Japans position som Asiens supermagt skulle stadfæstes.

Hærledelsen i Tokyo anerkendte også hurtigt, at det var umuligt at stoppe de japanske generaler, og ændrede strategi. Den 28. november erklærede hærledelsen sig enig i missionen. Holdningen var nu, at indtagelsen af hovedstaden ville ydmyge Kinas leder, Chiang Kai-shek, i en sådan grad, at hans regime ville falde sammen.

Som forventet slog japanerne fjenden ned undervejs, men modstanden var større end forventet. I nogle af byerne havde de kinesiske soldater forskanset sig i såkaldte pill-boxes – små, befæstede betonbunkere – og japanerne mistede mange mænd i forsøget på at nedbryde de stærke forsvarsværn.

Chiang Kai-shek var ikke blot Kinas politiske leder, men også landets øverste hærfører.

© Flickr

De kinesiske tropper manglede dog både ressourcer og erfaring. Da krigen mod Japan brød ud, havde Chiang Kai-shek kun lige igangsat sin ambitiøse plan for at modernisere landets hær. De fleste soldater havde ikke fået ordentlig træning, og mange af dem var ganske unge. Som den japanske soldat Shiro Azuma skrev om en gruppe tilfangetagne kinesiske tropper:

“De lignede en flok hjemløse, og alle havde et idiotisk udtryk i ansigtet. Det føltes ret fjollet, at vi havde kæmpet med livet som indsats mod disse ignorante slaver. Nogle af dem var sågar 12-13-årige drenge”.

“Kæmp til døden”

Historierne om japanernes succesfulde offensiv skabte panik hos de tilbageværende indbyggere i Nanjing. De havde med egne øjne set, hvordan op mod 3.000 sårede soldater hver eneste dag ankom til byen i slutningen af november.

Da fjenden nærmede sig byportene i den første uge af december, var alle med penge og de rigtige forbindelser for længst flygtet ud af byen. Kun omkring halvdelen af byens ca. én million indbyggere var blevet tilbage.

Den 8. december blev truslen også for stor for landets leder Chiang Kai-shek. Han flygtede fra sin dødsdømte hovedstad sammen med sin kone.

Dagen før havde han beordret hærlederen Tang Shengzhi til at blive tilbage sammen med knap 90.000 kinesiske soldater og “kæmpe til døden”.

I et forsøg på at stoppe japanernes fremmarch ødelagde kineserne mange broer. Men de blev hurtigt genetableret.

© Ullstein bild Dtl./Getty Images

Kejserriget sejrede med blitzkrieg

Selvtilliden var i top hos den kejserlige japanske hær, da 80.000 soldater blev beordret til at invadere Kina. Flere topfolk i hærledelsen var overbeviste om, at hele det kinesiske fastland kunne være erobret på få måneder.

Siden 1931 havde Japan gennemført en militarisering af samfundet, og da kejserriget gik i krig med Kina i 1937, rådede det over Asiens stærkeste og mest moderne militær. Kina, derimod, var splittet af borgerkrig og havde kun en utrænet militærstyrke.

Japanernes strategi gik ud på at udnytte det ulige styrkeforhold og føre en lynkrig imod kineserne for at tage dem på sengen.

I krigens tidlige fase viste strategien sig utrolig effektiv. På få dage i slutningen af juli 1937 erobrede japanske styrker storbyerne Beijing og Tianjin. Angreb på flere byer samtidig med tropper fra hær, flåde og flyvevåben skulle blive en forsmag på nazisternes blitzkrieg, som erobrede store dele af Europa et par år efter.

Den japanske lynkrig gik i stå ved Shanghai, som kineserne stædigt forsvarede i tre hårde måneder. Herefter forsøgte de japanske generaler en hurtig erobring af Nanjing, men nu var fronterne mere fastlåste.

Den japanske hærs øverstkommandende, Iwane Matsui, håbede dog ikke, at kampene ville komme så vidt. I et forsøg på at undgå blodsudgydelser sendte han den 9. december en række fly i luften for at kaste i tusindvis af opråb ned over byen.

“Den bedste måde at beskytte uskyldige civile og kulturarven i Nanjing på, er ved overgivelse”, stod der på papirerne, som var underskrevet af generalen selv.

“Vi vil være strenge og ubarmhjertige mod dem, der modsætter sig os, men venlige og generøse mod dem, som ikke udviser noget fjendskab mod Japan. I har 24 timer til at overgive jer, ellers vil vi slippe krigens helvede løs”.

Desperat forsøgte den kinesiske hærfører, Tang Shengzhi, at få sine overordnede til at indvilge i en overgivelse. Chiang Kai-sheks svar var dog ikke til at misforstå.

“Vi må forsvare byen med alle vores kræfter. Vi kan ikke give så meget som en centimeter af vores jord fra os”, skrev han i et telegram til Tang den 10. december.

Samme eftermiddag beordrede general Matsui sine i alt 50.000 soldater til at angribe.

“Vi SKAL vinde, om det så kræver, at vi allesammen dør”. Den japanske general Wakizaka Jiro til sine mænd.

For at indtage Nanjing skulle de japanske soldater forcere en dyb voldgrav og finde en vej ind gennem den 20 meter høje mur, der omkransede byen og havde modstået angreb siden 1300-tallet.

Hos general Matsui var der ingen tvivl: En succesrig overtagelse af byen ville kræve en knibtangsmanøvre, hvor japanerne angreb fire nøglepunkter i byens forsvarsværk samtidig, så kineserne ikke havde mulighed for at samle deres styrker.

Hvis manøvren skulle lykkes, måtte bl.a. højsletten Yuhuatai forceres, men den viste sig hurtigt at blive et helvede for japanerne. Ud over det naturlige, ujævne terræn var sletten plastret til med barrikader af pigtråd. De kinesiske soldater forskansede sig i betonbunkere og skyttegrave, hvorfra de affyrede en regn af kugler mod fjenden.

Tusindvis af japanere lå såret på jorden, da sletten omsider var erobret, og stort set hele den kinesiske division på 8.000 mand var udryddet.

Også ved Nanjings historiske byporte flød blodet. Da japanerne fandt ud af, at kineserne endnu ikke havde fået sprængt broen over voldgraven til “Oplysningens port” i den sydlige del af byen, forsøgte de intensivt at bryde igennem den lille åbning, imens deres artilleri bombarderede husene bagved.

Men kineserne nægtede stædigt at overgive sig, og da fjenden nærmede sig bymuren, tyede kineserne endda til at smide brændende tømmer ned på de japanske tropper. Heller ikke denne desperate indsats kunne stoppe japanerne. Som general Wakizaka Jiro fortalte sine tropper:

“Vi SKAL vinde, om det så kræver, at vi allesammen dør”.

Japanske soldater krydser voldgraven foran Nanjing på spinkle flydebroer.

© Asahi Shimbun

Havn blev til et inferno

Efter to dages vanvittige kampe var det tydeligt, at de kinesiske tropper trods deres manglende træning var parate til at kæmpe til sidste blodsdråbe. Derfor kom det som noget af et chok, da general Tang den 11. december modtog et telegram fra Chiang Kai-shek, der fuldkommen modsagde hans tidligere ordre:

“Hvis du ikke kan holde situationen under kontrol, skal du gribe muligheden for at trække tropperne ud af byen for at opretholde hæren til fremtidige modangreb”.

Hvis der var én ting, Chiang Kai-shek frygtede mere end en japansk invasion af hovedstaden, så var det en yderligere svækkelse af hans magt. Lederen af nationalistpartiet var pludselig blevet nervøs for, at et langstrakt slag om byen ville gøre ham sårbar over for hans politiske modstandere i det kommunistiske parti, der altid forsøgte at vriste magten fra ham.

Selvom Tang læste beskeden fra landets leder med foragt, fulgte han ordren. Kl. 3.00 bad han sine underofficerer om at trække samtlige soldater ud af byen. Tilbagetrækningen, der blev iværksat næste dag, forvandlede Nanjing til et kaos.

Japanerne jubler oven på Nanjings historiske bymur efter flere dages hårde kampe.

© Mondadori Portfolio/Getty Images

De kinesiske soldater inde bag byens mure forsøgte at flygte ned til havnen, hvorfra de kunne sejle væk ad Yangtze-floden. Japanerne var begyndt at rende byen over ende, og alle, der var iført uniform eller blev mistænkt for at stå i ledtog med de kinesiske tropper, blev dræbt.

I et desperat forsøg på at ligne civile brød kinesiske soldater ind i butikker for at få fingrene i hverdagstøj. I desperation overfaldt nogle soldater endda almindelige borgere og flåede tøjet af dem på åben gade.

Ved byens havn blev adskillige hundrede mennesker trampet ihjel under horden af flygtninge, der kæmpede om at få plads på en af de få både, der var på vej væk fra det gryende helvede.

Hærlederen Tang Shengzhi fik plads på en af bådene og kunne med forfærdelse se tilbage på en by, der stod i flammer og var ved at drukne i skrigene fra de tilbageværende byboer.

Voldtægter og mord blev hverdag

Da de japanske soldater stormede Nanjing den 13. december, var byen næsten rømmet for soldater. Den tilbageværende civilbefolkning på godt en halv million håbede, at myrderierne ville stoppe nu, hvor japanerne overtog magten. Sådan skulle det ikke gå.

“En gris’ liv er mere værdifuldt end en kinesers liv. Af den simple årsag, at en gris er spiselig”. Den japanske soldat Shiro Azuma.

I årtier var det japanske folk blevet hjernevasket med hadsk propaganda rettet mod kinesere. Hos militæret blev soldaterne indoktrineret med, at et mord på en kineser ikke adskilte sig fra at knuse et insekt under støvlen. I sin dagbog skrev den japanske soldat Shiro Azuma:

“En gris’ liv er mere værdifuldt end en kinesers liv. Af den simple årsag, at en gris er spiselig”.

Samtidig blev soldater instrueret i, at deres vigtigste egenskab var loyalitet over for fædrelandet. Deres eget liv var stort set intet værd. Shiro Azuma beskrev tankegangen mange år efter:

“Hvis mit liv ikke var vigtigt, så blev fjendens liv så meget mindre værd”.

Indoktrineringen kombineret med det seneste halve års blodige kampe, hvor utallige japanere havde set deres kammerater blive dræbt, skabte en hadsk stemning, som eksploderede under besættelsen.

Allerede under erobringen af byen blev kinesere, som gik ud på gaden med armene over hovedet for at overgive sig, skudt ned. Hundredvis af mænd blev tortureret til døde – ofte som en form for sadistisk tidsfordriv for de japanske soldater – og op mod 80.000 kvinder blev voldtaget under japanernes seks uger lange og kaotiske besættelse af byen.

Som en kinesiske avis skrev i begyndelsen af 1938: “Hver eneste dag går der ikke en time, hvor en uskyldig kvinde ikke bliver slæbt væk af en japansk soldat for at blive voldtaget”.

De mest sadistiske japanere fandt hurtigt ud af, at de kunne gøre, hvad de havde lyst til, uden frygt for repressalier fra deres overordnede. Når voldtægterne begyndte at kede dem, tvang de i stedet familiemedlemmer til at begå incest mod hinanden.

På blot få uger blev Nanjing forvandlet til et helvede på jord.

“Der var blod over det hele. Det var, som om himlen havde åbnet sig med byger af blod”, huskede Nanjing-borgeren Tang Shunsan mange år senere.

Utallige uskyldige kinesere blev henrettet ved at få hugget hovedet af. Japanerne placerede mange afhuggede hoveder rundtom i byen til skræk og advarsel.

© Bettmann/Getty Images

Japanske soldater mistede al moral

Voldtægter, halshugninger, tvungen incest og levende afbrændinger blev hverdag for de kinesiske civile og krigsfanger under besættelsen af Nanjing, der fik det værste frem i de japanske soldater.

Tang var en af de heldige, der overlevede mødet med de japanske soldater. Den uskyldige skomager-lærling blev taget til fange af japanerne og sammen med hundredvis af andre ført hen til en massegrav i udkanten af byen. Det store hul var allerede fyldt med døde kinesere, og de friske fanger blev beordret til at stille sig op i rækker på hver side af den enorme grav.

Herefter begyndte soldaterne uhæmmet at henrette fangerne én efter én.

Først halshuggede de fangerne og hævede stolt deres blodige trofæer op mod himlen, inden de kylede dem ned i graven som kasserede kålhoveder på en mødding. Senere, da soldaterne blev trætte i armene af al halshugningen, nøjedes de med at skære halsen over på fangerne. Det blev Tangs redning.

Da en fange foran ham i rækken blev skåret op fra øre til øre, faldt han bagover og rev Tang med sig. Ingen af soldaterne bemærkede, at den unge mand ved et uheld var tumlet ned i massegraven. Tang lå helt stille, mens flere lig blev dynget over ham.

Da soldaterne forlod massegraven, blev et par stykker tilbage og stak bajonetter ned i de blodige lig for at sikre sig, at alle var døde. Tang sagde ikke en lyd, da bajonetterne gennemborede ham adskillige gange. Han blev fundet et par timer senere af to venner, som fik bragt ham i sikkerhed i deres hjem.

Danske Bernhard Sindberg reddede tusindvis af kinesere fra massakren ved at gemme dem på den cementfabrik, han arbejdede på.

© UtCon Collection/Imageselect

Et enkelt lys i mørket

Der fandtes dog én oase af godhed midt i al ondskaben. Vest for Nanjings centrum lå en international sikkerhedszone, der var oprettet for at beskytte civile kinesere mod de invaderende japanere. Området husede flere kinesiske regeringsbygninger samt den amerikanske ambassade og et hospital.

Initiativtagerne til zonen var 27 udenlandske missionærer, journalister og læger under ledelse af den tyske forretningsmand John Rabe. Egentlig skulle zonen være opløst få dage efter japanernes overtagelse af byen, men fordi blodsudgydelserne kun tog til i de efterfølgende uger, blev zonen bibeholdt.

Nazisten John Rabes heltemodige gerninger er blevet skildret i den kinesisk-tyske film “John Rabe” fra 2009.

© Imageselect

Officielt anerkendte japanerne aldrig den internationale sikkerhedszone, men eftersom Japan var i alliance med Tyskland og Rabe et prominent medlem af nazistpartiet, kunne han sikre, at de hærgende soldater stort set respekterede områdets neutralitet.

Tusindvis af kinesere blev bl.a. skjult på Rabes Siemens-fabrik og fik mulighed for at flygte, uden at japanerne anede uråd.

Efter seks ugers kaotisk besættelse erklærede Japan, at Nanjing nu var under japansk herredømme. Kort efter stoppede blodsudgydelserne, og mange af soldaterne blev trukket ud af byen for at kæmpe andetsteds. Mere end 100.000 kinesere var på dette tidspunkt blevet dræbt – og en tredjedel af byen brændt ned.

Det blev anslået, at japanerne ødelagde ejendom for i alt 972 millioner dollars, hvilket svarer til 18,2 milliarder dollars i dag.

Hjemme i Japan blev erobringen af Nanjing mødt med jubel i befolkningen, mens massakrerne blev mørklagt. De fleste forventede, at nu ville hele Kina falde, men da de arrogante japanere fremsatte nogle meget hårde betingelser for en kapitulation, blev de afvist af kineserne.

På museet for massakren i Nanjing står tusindvis af tomme par sko på rad og række for at symbolisere de kinesiske ofre.

© Jie Zhao/Getty Images

Spøgelserne fra Nanjing påvirker stadig

I 2014 blev datoen 13. december, dagen for udbruddet af Nanjing-massakren, gjort til national mindedag i Kina. Imens har japanerne i årtier haft svært ved at anerkende deres lands rolle i uhyrlighederne.

Siden 1955 har Nanjing været nævnt i japanske skolebøger, men massakrens omfang er blevet censureret eller fjernet helt af den japanske regering. Og først siden 1994 er eleverne blevet undervist i, at landets hær under 2. verdenskrig var skyld i 20 millioner dræbte, særligt i Kina.

De få japanske soldater, der er stået frem og fortalt om deres medvirken i massakren, er blevet kritiseret i medierne og har sågar modtaget dødstrusler. Det ledende medlem af Det Liberale Demokratiske Parti, Shintaro Ishihara, udtalte i 1990:

“Folk siger, at japanerne stod bag et holocaust i Nanjing, men det passer ikke. Det er en historie, som kineserne har fundet på”.

Den dag i dag sår nogle japanske historikere tvivl om massakrens omfang.

I stedet blev kampene blot endnu hårdere, og da Japan bombede Pearl Harbor i 1941, måtte det mægtige kejserrige snart kæmpe på mange fronter. Den 8. september 1945, otte år efter den uhyrlige massakre, mødtes kinesiske og japanske generaler i Nanjing for at underskrive kapitulationen af de omkring én million japanske tropper, som stadig stod i Kina.

I 1948 blev general Iwane Matsui dømt til døden ved Den Internationale Domstol i Haag som ansvarlig for Nanjing-massakren. Samme år blev tre japanske militærfolk henrettet af den kinesiske regering for deres medvirken til de forfærdelige begivenheder. Herefter begyndte det mørke kapitel i historien at blive skubbet i baggrunden, og i årtier var massakren nærmest ukendt uden for Kina.

I Japan diskuteres omfanget af uhyrlighederne stadig, men vidnesbyrdene taler for sig selv. Amerikaneren George Fitch opholdt sig i Nanjings internationale sikkerhedszone. Hos ham var der ingen tvivl – de krigsforbrydelser, der blev begået i Nanjing, var uden fortilfælde:

“Det er en historie om en næsten utænkelig forbrydelse. Det er en historie om en horde af degenererede kriminelle, der udøvede ufattelig bestialitet mod et fredeligt, venligt, lovlydigt folk. Jeg mener, at forbrydelserne er uden sidestykke i moderne historie”.