Inden bortførelsen iførte de to briter – Patrick Leigh Fermor og William Stanley Moss – sig tyske uniformer. Hvis de blev pågrebet, ville forklædningen automatisk betyde en dødsdom. 

© G. Harokopos/Kouvidid-Manouras

Nazi-general blev kidnappet på Kreta

En aprilaften i 1944 forlader den tyske general Karl Heinrich Kreipe sit hovedkvarter nær hovedbyen Iraklio på Kreta. Godt en halv time senere bliver hans bil standset af to britiske agenter, der kidnapper ham. En dristig operation har taget sin begyndelse. Forude venter en tre uger lang, farefuld færd tværs over Middelhavsøen, der er besat af næsten 50.000 tyskere.

4. februar 2019 af Stine Overbye

Ni par øjne stirrer anspændt ud i mørket. Klokken er halv ti om aftenen den 26. april og allerede en time over det tidspunkt, hvor general Kreipe burde være dukket op. 

Som det vanemenneske, han er, plejer generalen at forlade sit hovedkvarter nær Iraklio ved 20-tiden og vende hjem til villa Ariadne i Knossos godt en halv time senere. Men måske er han denne aften blevet i hovedkvarteret for at spille bridge til langt ud på natten, sådan som det er sket enkelte gange tidligere.

De ni mænd ved landevejen uden for Knossos skutter sig i den kolde forårsvind, mens de diskuterer, om de skal opgive. Den operation, de har forberedt i månedsvis, er tilsyneladende gået i vasken, og mens de modvilligt indstiller sig på nederlaget, spejder de – kæderygende og håbefulde til det sidste – efter generalens Opel.

I det fjerne hører de et par minutter senere den brummende lyd af en motor, der kommer nærmere. Kort efter lyser et par stærke billygter op i mørket, og to af mændene, Patrick Leigh Fermor og William Stanley Moss, springer resolut op af grøften, hvor de har ligget på lur. 

De afsikrer deres pistoler og stiller sig op midt på vejen. Øjeblikket efter er de badet i lys fra bilen, der nu har sagtnet farten. Da Fermor brøler “Halt!”, stopper bilen helt op.

“Er dette generalens bil,” spørger Fermor på formfuldendt tysk, idet han bukker sig ned for at kigge ind ad forruden. 

Chaufføren studerer undrende Fermor og lader blikket glide videre til Stanley. Begge mænd er iført tyske politiuniformer, bemærker chaufføren og mumler bekræftende “Ja, ja.”

Som på et usynligt signal myldrer det i samme sekund frem med mennesker fra alle sider, og nu går det stærkt: 

Mens Fermor og en af hjælperne trækker generalen ud af vognen, tager Moss sig af chaufføren, der rædselsslagen griber ud efter en maskinpistol. Inden han når at få fat i sit våben, slår Moss ham i hovedet med en knippel, så han falder livløs sammen over rattet. 

Straks går Moss i gang med at bakse den sårede mand ud af bilen, akkompagneret af eder og vredesudbrud fra general Kreipe, der af alle kræfter stritter imod, mens hans kidnappere forsøger at hive ham ud fra passagersædet.

Fire mænd skal der til for at bugsere Kreipe ind på bilens bagsæde. Først da han får en kniv for struben, opgiver han at gøre modstand. I stedet begynder han som i trance at gentage:
“Hvor er min kasket? Hvor er min kasket?”

Lettede over, at første akt af operationen er lykkedes, sætter Moss sig bag rattet, og ved hans side sidder Fermor. På bagsædet sidder foruden Kreipe tre græske modstandsfolk, der holder den genstridige general i skak. 

Ved vejkanten står fire andre grækere, der har deres hyr med at få den sårede chauffør på benene. Idet Opelen kører væk, vinker de farvel.

General Karl Heinrich Kreipe blev bortført nær Kretas hovedby Iraklio og ført tværs over den bjergrige ø. Undervejs fik de britiske kommando­soldater hjælp af lokale partisaner.

© G. Harokopos/ Kouvidis-Manouras

Den tyske slagter sår had

Lige siden tyskerne i maj 1941 besatte Kreta, har øens modstandsbevægelse indædt forsøgt at bekæmpe den nazistiske overmagt. 

Hadet til tyskerne er stort og gennemsyrer hver en by og hver en flække på Middelhavsøen, og forholdet mellem de to parter er bestemt ikke blevet bedre af, at tyskerne har svaret igen med gruopvækkende hævnaktioner, hver gang øens partisaner har grebet til sabotage mod eller overfald på fjenden. 

Nazisterne har truet med at henrette ti kretensere for hver død tysker, og ved indgangen til 1944 er øen hærget af ødelæggende kampe. Alt er kaos, byer står i flammer, kirkegårdene er overfyldte, og mænd, kvinder og børn er flygtet op i bjergene. Især én mand er inderligt afskyet af øboerne, general Friedrich Wilhelm Müller – kendt som ”Slagteren fra Kreta”. 

Han går for at være en tyran af værste skuffe og hovedmanden bag de brutale gengældelsesaktioner, der har gjort adskillige kretensiske kvinder til enker. Til sine tropper har han angiveligt udstedt en stående ordre:

“Henret enhver, som bliver arresteret, ødelæg og brænd uden nåde.”

De allierede har med bekymring fulgt udviklingen på Kreta, og i den egyptiske hovedstad Kairo har det allierede militære hovedkvarter besluttet, at general Müller skal fjernes. 

To britiske agenter, Patrick Leigh Fermor og William Stanley Moss, er udpeget til at klare den opgave, med støtte fra partisaner på Kreta.

Men aktionen er blevet stærkt forsinket efter adskillige mislykkede forsøg på at nå Kreta med faldskærm. 

Ganske vist har Patrick Leigh Fermor haft held til at lande, men Moss og to grækere, George Tirakis og Manoli Paterakis, har efter 13 forsøg måttet opgive at ankomme ad luftvejen – dårligt vejr og tysk antiluftskyts har forplumret landsætningen.

I stedet er de blevet sejlet fra Egypten til Kretas sydkyst, hvor de med to måneders forsinkelse går i land i ly af mørket i april 1944.

I modtagelseskomiteen på stranden er foruden en skare lokale partisaner også Patrick Leigh Fermor, der på forbløffende kort tid har skiftet udseende og nu ligner en indfødt – hans ansigt er brunet af solen, og et overskæg vokset frem. 

Han kan fortælle de nyankomne, at planerne er ændret en smule. General Müller er for lidt over en måned siden rejst, men ud fra den betragtning, at den ene tyske general kan være lige så god – eller slem – som den anden, foreslår han, at de i stedet bortfører Karl Heinrich Kreipe. Han leder tyskernes 22. panser­grenaderregiment, som opererer på Kreta.

I dagene op til kidnapningen har operationsgruppen vandret ad gedestier over bjerge, gennem udtørrede flodlejer og over endeløse, timianduftende sletter nordpå mod Iraklio.

Nætterne har mændene tilbragt i huler og i huse hos de lokale indbyggere, hvor de er blevet gæstfrit beværtet med gedemælk, æg, stegte gede­testikler og ikke mindst den lokale brændevin raki.

En hemmelig agent fra Iraklio, grækeren Micky Akoumianakis, hvis far er blevet dræbt af tyskerne, støder på et tidspunkt til selskabet. 

Han bor i Knossos ganske tæt på generalens villa og kan på nærmeste hold følge generalens bevægelser. Sammen med Fermor påtager han sig opgaven at udspionere generalen, mens resten af selskabet etablerer et samlingspunkt i bjergene over landsbyen Kastamonitsa.

Planen tager form

I første omgang er det planen, at generalen skal bortføres fra sin villa, men Akoumianakis’ og Fermors rekognoscering afslører, at det er så godt som umuligt. 

Villa Ariadne er indhegnet af tre rækker elektrisk pigtråd og desuden skarpt bevogtet, så den eneste mulighed er at kidnappe Kreipe, når han ubeskyttet kører hjem fra arbejde i hovedkvarteret ved Kretas hovedby Iraklio.

 Det sker som regel efter mørkets frembrud, for overvågningen har vist, at Kreipe sædvanligvis arbejder til kl. ca. 20.

Efter mange timers diskussion fastlægger operationsgruppen, hvad der skal ske efter kidnapningen. Med generalens kasket på hovedet skal Fermor agere officer, mens Moss ved hans side skal styre bilen – med generalen på bagsædet – gennem de mange tyske vagtposter i Iraklio og videre ud ad kysten. 

Ved en landsby skal tre mand stå ud af bilen sammen med generalen og fortsætte til fods mod Idabjerget, hvor de senere skal mødes med de fire, der tager vare på Kreipes chauffør. Et sted på bjerget befinder sig en agent med en radiosender, og han skal meddele Kairo, at generalen er klar til at blive afhentet fra øens sydkyst. 

For at vinde tid og forvirre tyskerne skal Fermor og Tirakis – umiddelbart efter at have sat Moss, to græske modstandsfolk og deres fange af – køre generalens bil ud til en øde strandbred, der tidligere har fungeret som anløbssted for allierede ubåde.

Hensigten er at forlede tyskerne til at tro, at bortførerne allerede har forladt øen med Kreipe. For at overbevise fjenden om, at de lokale ikke har det mindste med kidnapningen at gøre, skal de to mænd lægge falske spor i bilen i form af en engelsk militærkasket, en frakke og nogle tomme, engelske cigaretdåser. 

På forsædet skal de desuden anbringe et brev til de tyske myndigheder. Brevet har følgende ordlyd:

“General Kreipe er for kort tid siden blevet taget til fange af engelske kommandotropper. Når De læser dette, er han og vi på vej til Kairo. Vi ønsker udtrykkeligt at fremhæve, at kuppet er blevet udført uden hjælp fra kretensere eller kretensiske partisaner.

Deres general er krigsfange på æresord og vil blive behandlet med det hensyn, man skylder hans rang.

At foretage repressalier mod den lokale befolkning vil være både uberettiget og uretfærdigt.”

Straks efter besættelsen af Kreta begyndte øboernes modstandskamp. De tyske styrker gik brutalt frem, når partisanernes sabotage og drab skulle hævnes. Civile kretensere blev dræbt, og antallet af sørgende, sortklædte enker voksede støt.

© Maritime Museum, Crete

Generalens vimpel baner vej

Indtil videre går alt efter planen, og på bagsædet af sin bil affinder general Kreipe sig forholdsvist hurtigt med situationen, muligvis fordi Fermor har beroliget ham med, at han ikke vil blive dræbt.

Ikke en lyd kommer fra generalens mund, da Opelen i løbet af aftenen passerer i alt 22 tyske kontrolposter, men det er med hjertet i halsen, at bortførerne kører gennem Iraklio, som er sort af tyske soldater på vej hjem fra biografen. 

Vimplerne på generalens bil virker næsten magisk på vagterne, der ærbødigt gør honnør blot ved synet. Men på vejen ud af Iraklio skal bilen køre gennem en snæver port, så generalen bliver tvunget ned på gulvet foran bagsædet. 

Idet bortførerne er på vej gennem porten, gør vagten tegn til, at bilen skal standse, hvorefter han målbevidst sætter kurs mod Fermor i højre side af bilen. På bagsædet er de tre grækere nu i fuldt beredskab og har våbnene klar. 

Da vagten er næsten lige ud for ham, råber Fermor: “Generalens vogn!” Uden at afvente tyskerens reaktion trykker Moss speederen i bund, og til sin lettelse kan han i bakspejlet se vagten gøre honnør.

Efter et par timers kørsel når bortførerne til det sted, hvor generalen, Moss og to af grækerne skal stå af. 

Generalen beklager sig over, at han har slået benet, og humper af sted, og da der ikke er nogen sti at følge, må mændene klatre op ad klipperne og bære den tætbyggede Kreipe over de værste forhindringer.

I mellemtiden er Fermor og hans græske makker på vej ud til kysten med generalens bil, en tur, der forløber helt efter planen. 

De efterlader brevet på forsædet og vandrer gennem natten i retning af landsbyen Anógia. Her skal de mødes med resten af bortførergruppen og byttet.

Efter en lang nats vandring holder Moss, Kreipe og de to grækere ved 5-tiden næste morgen pause, mens de venter på, at det bliver lyst nok til, at de kan orientere sig og fortsætte til en flod, der løber ganske tæt på Anógia. 

Generalen er blevet mere snakkesalig og fortæller, at han aftenen før spillede kort og derfor var kommet sent af sted fra hovedkvarteret.

Ved daggry trasker mændene videre, til de når floden. Udmattet lægger Kriepe sig ned, men idet han tager sin frakke af, opdager han, at han har tabt sit ridderkors, som han har fået efter kampen om Leningrad. Tabet af kasketten og nu også den fine orden slår ham helt ud.

Ved floden skriver Moss et brev til sin landsmand, agenten Tom Dumbabin, der opholder sig på Idabjerget. Moss beder ham om pr. radiosender at underrette Kairo om, at kidnapningen er gennemført planmæssigt. En af grækerne bliver sendt af sted med brevet.

Mens solen kravler højere på himlen, tager Moss sig en lur, men bliver brat vækket af en ophidset Manoli Paterakis: “Tyskerne er der! Anógia er fuld af tyskere!” advarer han.

Skyndsomt gør selskabet sig klar til at vandre længere op i bjergene, og selv om Kreipe er udmattet og har ondt i sit ben, går han rask til. Flugten bliver dog ikke lang – efter blot et kvarter finder mændene en klippehule, gemt bag et forhæng af bregner. Her kryber de i skjul.

Tyskerne indleder klapjagten

Ingen tyskere kommer i nærheden, men ved 17.30-tiden bliver stilheden i bjergene afbrudt af larmen fra et lavtgående tysk fly, og kort efter er luften fyldt med flyveblade, der som efterårsløv flagrer mod jorden. 

Mændene vover sig ud af hulen for at få fat i bladene, og som formodet handler de om bortførelsen. Ordlyden er ikke til at misforstå, selv om bogstaverne er tværet ud, og flyvebladene øjensynlig trykt i al hast:

“Til alle kretensere. I nat blev den tyske general Kreipe bortført af banditter. Han holdes for øjeblikket skjult i Kretas bjerge, og befolkningen kan ikke være uvidende om, hvor han befinder sig. Hvis generalen ikke vender tilbage i løbet af tre dage, vil alle oprørske landsbyer i Iraklios omegn blive jævnet med jorden, og der vil blive foretaget de alvorligste repressalier mod civilbefolkningen.”

Slukørede konstaterer bortførerne, at tyskerne ikke har læst det brev, der blev efterladt i generalens bil. Eller også tror tyskerne ikke på, at briterne handler uden hjælp fra kretenserne. 

En kendsgerning er det i hvert fald, at de lokale er under mistanke og kan vente brutale gengældelsesaktioner. Ydermere tyder intet på, at tyskerne er hoppet på historien om, at Kreipe allerede har forladt øen. Klapjagten er i gang, og intet sted på Kreta er længere sikkert.

Ved aftenstide dukker Fermor, der stadig bærer tysk uniform, og hans græske makker op uden for Anógia. Med sig har de en muldyrdriver og et muldyr til generalen, der er synligt lettet over at slippe for at gå.

Så snart mørket falder på, drager hele truppen af sted op mod Lassithi-højsletten til modstandsbevægelsens hovedkvarter, der er indrettet i en hule i en klippevæg. 

Først ved daggry når de frem og bliver hjerteligt modtaget af tre britiske agenter foruden et større opbud af lokale. Også sendebuddet, som skulle levere brevet til radiotelegrafisten Tom Dumbabin, er til stede. 

Han har ikke godt nyt: Intet sted har han kunnet finde telegrafisten, så Kairo har ikke fået besked om den vellykkede kidnapning. Endnu er ingen båd altså på vej fra Egypten.

Kreipe mistede sin generalskasket og det fornemme ridderkors under den lange march tværs over Kreta. Tabene gjorde ham tavs og deprimeret.

© G. Harokopos/ Kouvidid-Manouras

Vejen fører over Idabjerget

Moss og Fermor ser ingen anden mulighed end at sende et hurtigtløbende sendebud af sted til de to andre britiske telegrafister på øen.

Men de befinder sig på henholdsvis den østlige og den vestlige del af Kreta – mindst to dages rejse fra Lassithi-højsletten. Og fra beskeden er nået til Kairo, og en båd sendt af sted, vil der gå yderligere adskillige dage. Altså må bortførerne væbne sig med tålmodighed.

Samme eftermiddag dukker de fire grækere op, som har taget sig af generalens chauffør – men uden chaufføren. Brødebetyngede meddeler de, at tyskeren er udåndet undervejs op til sletten, og at de har begravet ham under nogle klippestykker.

Den lune dag bliver afløst af en kold nat. For at holde varmen må mændene tømme adskillige flasker raki.

Søvn bliver der ikke meget af, for hulen, som de sover i, er befængt med lopper, og da det ved morgengry endelig lykkes mændene at falde til ro, bliver de kort efter vækket af ophidsede modstandsfolk, der meddeler, at tusindvis af tyskere er kommanderet ud for at lede efter generalen. Adskillige af dem befinder sig ganske få km borte.

Efter en hurtig rådslagning beslutter bortførerne sig for at klatre hen over det snedækkede Idabjerg, som med sine 2456 meter er Kretas højeste punkt, og fortsætte mod sydkysten.

Ved middagstid begiver mændene sig af sted, generalen på sit muldyr, de andre til fods. Lokale modstandsfolk er sendt i forvejen helt op til toppen af bjerget og videre nedad på den anden side. Deres opgave er at etablere et system af ildsignaler, så bortførerne kan se, om der er fri bane.

Turen opad går uendeligt langsomt, for stigningen er brat, og da mændene når til snegrænsen, må de bevæge sig i sneglefart – vedvarende støvregn har gjort den is- og snedækkede klippegrund spejlglat og næsten ufremkommelig.

Da mørket sænker sig over Kreta, er mændene nået helt op til toppen og klar til at klatre ned på den anden side. Men nedstigningen bliver om muligt endnu værre end turen op.

I det tætte mørke kan mændene ikke se en hånd for sig, og de skiftevis snubler og glider ned ad bjerget.

Ved tre-tiden om natten når de en fårefold, hvor en hyrde tager imod de sultne og forfrosne vandrere, der bliver budt på ost og brød i skæret fra et bål. Hyrden viser dem bagefter hen til en hule, hvor de kan skjule sig den næste dag.

Ved frokosttid kommer et sendebud op til hulen med nyt fra grækeren Andoni: Tyskerne har endnu ikke har taget hævn over kretenserne. Men de er ved at slå ring om Idabjerget, og sandsynligvis vil de den følgende dag indlede en systematisk klapjagt hen over bjerget.

I erkendelse af, at de ingen tid har at spilde, beslutter mændene sig for ved solnedgang at vandre hele vejen ned til foden af bjerget, vel vidende, at det bliver en umenneskelig stroppetur.

General Kriepe er indstillet på strabadserne – hidtil har han været sammenbidt og konstant brokket sig over søvnmangel, kulden, maden, smerter i benet og sin sørgelige situation i det hele taget. Men nu er det, som om han har affundet sig med sin skæbne.

Psykisk har han det ikke godt – hans blik er tomt og uden håb, men han er samarbejdsvillig og glæder sig til, at det hele forhåbentlig snart er vel overstået.

Efter tre timers vandring i mørke og uden pause når mændene ned til et sted, hvor Andoni efter planen skal tage imod dem og føre dem ad en sti til kysten. Men grækeren er intet sted at se, og mens mændene leder efter ham, åbner himlen sine sluser og gør mændene gennemblødte helt ind til skindet.

Rastløse og urolige overvejer bortførerne næste skridt, og endnu en gang læser Fermor den besked, som de har fået fra Andoni.

Til sin gru opdager Fermor, at de fuldkommen har misforstået brevet. Andoni advarer dem mod at bevæge sig ned mod bjergets fod og skriver: “Prøv ikke at trænge igennem i nat.”

Mændene havde troet, at de skulle trænge igennem i løbet af natten. De gyser ved tanken om, hvor tæt de har været på at blive fanget.

Strand fyldt med tyskeree

Dage og nætter passerer, uden at bortførerne hører nyt fra Kairo. De skjuler sig i krat og grøfter, hvor de hyppigt får besøg af hjælpsomme kretensere, der forsyner dem med proviant og nyt om tyskernes bevægelser. 

Den strand, som bortførerne har håbet at kunne blive hentet fra, og som ligger blot et par timers gang fra deres skjulested, er nu fyldt med tyskere, cirka 200 mand, forlyder det.

Stadig mere desperate over ventetiden og den konstante fare iværksætter briterne en nødplan: Fermor skal begive sig af sted for at nå en radiosender, så han selv kan kontakte hovedkvarteret i Egypten og aftale en dato og et sted for afrejsen fra øen.

Så snart Fermor er taget af sted, modtager Moss via sendebud et brev fra radiotelegrafisten på Vestkreta. Han oplyser, at en motorbåd ankom allerede 1. maj, og at den i de følgende fire nætter vil forsøge at opnå forbindelse med dem.

En kontakt med den båd er umulig, for strandbredden – hvor båden vil gå ind – myldrer med tyskere. I stedet må bortførerne drage videre mod vest, hvor der forhåbentligt er færre fjendtlige tropper.

Kl. er 4.00 den 6. maj, da Moss, Kreipe og kompagni ankommer til en fårefold nær landsbyen Yerakari. Undervejs har de gjort holdt ved et rakibrænderi i en lille landsby, hvor indbyggerne rundhåndet har forsynet dem med lun brændevin fra det boblende kar.

Ved 18-tiden kommer et sendebud med brev fra Fermor. Han fortæller, at han har fundet en radiosender og har aftalt et nyt rendez-vous med Kairo. Efter dagevis med usikkerhed og frygt genvinder gruppen nu håbet om en lykkelig slutning på Kreta-eventyret. 

Humøret stiger mærkbart, og oven i købet finder bortførerne dagen efter et perfekt sted at fordrive ventetiden, mens solen skinner fra en skyfri himmel. En forladt hytte nær landsbyen Patsos er deres hjem de næste par dage, og her kan de for alvor slappe af og tage forfriskende bad i et vandfald.

Om aftenen den 9. maj slutter Fermor sig atter til selskabet, og samme aften fortsætter truppen videre vestpå. 

På vejen passerer de gennem en landsby, der netop er blevet brændt ned af tyskerne, men fjenden er tilsyneladende for længst draget videre, så mændene vandrer roligt videre mod deres bestemmelsessted.

De næste døgn sover bortførerne om dagen og er på farten om natten, eskorteret af skiftende skarer af lokale modstandsfolk, der kender hver en kløft, sti og genvej. 

Den 11. maj når de omsider til landsbyen Vilandredo, som ligger en nattemarch fra kysten, og som skal være det sidste gemmested inden afgangen til Egypten. 

I Vilandredo venter den britiske agent Dennis Ciclitiras, der råder over en radiosender. Han kontakter straks Kairo for at aftale de nærmere omstændigheder omkring afrejsen.

Motorbåd i sigte

I løbet af de seneste dage er general Kreipe faldet tilbage i depression og beklager sig konstant over sine smerter.

13. maj kl. 22 får mændene endelig den melding, de har ventet på så længe: Ifølge Kairo vil en båd kommme næste nat og hente dem ved Rodakino. Af meddelelsen fremgår det også, hvilke lyssignaler mændene skal sende til båden.

Nu får mændene travlt. I ly af natten skal de nå ned til havet og være fremme, inden solen står op. Ifølge de lokale modstandsfolk er der tyskere overalt i området, så i dagslys er risikoen for at blive opdaget stor.

Solidt bevæbnet med automatvåben og med lommerne proppet med brød og en vandflaske fyldt med raki drager de af sted i den isnende nat, idet de løber og rutsjer ned ad de stejle skråninger.

Endelig fremme i Kairo kunne Kreipe sige farvel til sine bortførere, Patrick Leigh Fermor og William Stanley Moss. Forude ventede et længere ophold i en krigsfangelejr. 

© G. Harokopos/ Kouvidid-Manouras

 Da dagen gryer, når de til en klippe tæt på kysten, hvor de lægger de sig til at sove. Ved 11-tiden om formiddagen vågner de og opdager, at udsigten over kysten er fænomenal. Men lidt længere nede ligger en tysk vagtpost,

hvor soldaterne til alt held har så travlt med at hænge vasketøj til tørre og sole sig, at de ikke bemærker, at deres bortførte general befinder sig få hundrede meter derfra.

Ved aftenstide tilbagelægger mændene det sidste stræk ned til stranden ved Rodakino, idet de sniger sig i en stor bue uden om den tyske kontrolpost. 

En vig omgivet af høje klipper viser sig som et perfekt skjulested, for her kan mændene kun ses ude fra havet. Kl. 22 begynder de at sende de aftalte morsesignaler – “S” og “B”. Efter noget, der føles som en evighed, hører de dæmpet motorstøj, der langsomt stiger i styrke. 

Da konturerne af en båd vokser frem af mørket ude på havet, kan mændene ikke lade være at juble. Selv den ellers så vrisne Kreipe tør op i et sjældent smil, tilsyneladende lettet over, at hans livs mareridt endelig er ved at være slut.

Få minutter senere befinder kidnapperne sig i officersmessen om bord, hvor kaptajnen byder på en himmelsk cocktail af rom, engelske cigaretter og hummersandwich. 

Og mens snakken går lystigt om de sidste ugers hændelser, tager general Kreipe en spadseretur på dækket. Herfra kan han se omridset af Kreta, der skrumper og forsvinder i natten.

Læs mere

Georgios Harokopos: The Abduction of General Kreipe, Kouvidis-Manouras, 2003. G. Psychoundaki: The Cretan Runner, Penguin Books, 1998. W. Stanley Moss: Ill Met by Moonlight, Efstathiadis Group, Greece, 1985. Alan Clark: The Fall of Crete, Efstathiadis Group, Greece, 2004.

Måske er du interesseret i...

Læs også