Hvis russiske medier spreder "falske nyheder", risikerer journalisterne op til 15 års fængsel. Sandheden er defineret af Putin i Kreml.
Propaganda anno 2022: Putin spreder løgne
Ukrainerne bombarderer deres egen befolkning, iscenesætter russiske krigsforbrydelser med skuespillere og fremstiller lagre af biokemiske våben. Desuden er de alle nazister.
Misinformationen fyger gennem luften i den russiske præsident Vladimir Putins informationskrig vendt mod Ruslands egne borgere.
Propagandaen skal retfærdiggøre invasionen af Ukraine og bortlede opmærksomheden fra Putins egen brutale krigsførelse. Og i det større perspektiv mener mange iagttagere, at Putins fortælling skal dække over hans virkelige mål med krigen i Ukraine: At genskabe Rusland som en stormagt med kontrol over de tidligere sovjetiske områder.
Samme mønster tegner sig, når man kigger tilbage i historien. For ligesom Putin var nazisternes leder, Adolf Hitler, også interesseret i at genskabe. Han brugte alle tænkelige midler til at retfærdiggøre genskabelsen af et stærkt Tyskland og udvidelsen af det stortyske rige.
Dyk ned i historiens grelleste propaganda-fortilfælde herunder:
Da Joseph Goebbels en novemberdag i 1925 humper hen til skrivebordet og griber sin pen, er han stadig helt høj efter sit første møde med Adolf Hitler.
“Den mand har alt, der skal til for at blive konge”, nedskribler Goebbels begejstret i sin dagbog, hvor han også beskriver Hitlers “store blå øjne”, der funkler “som stjerner”.
Den 28-årige Goebbels, som året forinden har meldt sig ind i Det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti (NSDAP), ser et lys i partiets leder. Da han endnu en gang står over for Hitler den 23. november, er begejstringen usvækket:
“Stor fryd. Han (Hitler, red.) hilser på mig som på en gammel ven. Og kigger efter mig. Hvor jeg elsker ham!” lyder det fra Goebbels, som senere får æren af at tilbringe nogle døgn sammen med Hitler i Berghof i De Bayerske Alper:
“Disse dage har kortlagt min vej! En stjerne skinner og leder mig væk fra dyb elendighed! Jeg er hans for evigt”.
Goebbels – en mand, som elsker ord og har en doktorgrad i litteratur – er blevet forført af, hvad han kalder “ildsjælen” og “det politiske geni”, Hitler.
Plakater med enkle budskaber var synlige for alle. Vha. rød tryksværte adskilte nazisternes plakater sig fra de øvrige partiers, der var sort-hvide.
Takket være sine sproglige evner får Goebbels til sin store glæde snart til opgave at hjælpe Hitler med at fremme nazisternes sag.
Udfordringen er kolossal: Ikke mange tyskere nærer sympati for nationalsocialisterne, og partiet har i 1925 blot 25.000 medlemmer.
Men Goebbels ser det som sin fornemste opgave at få resten af Tysklands borgere til at se Hitler som deres ledestjerne.
Med benhård og målrettet propaganda skal det tyske folk forvandles til nazister.
Enkle budskaber
Allerede inden mødet med Goebbels var Hitler særdeles bevidst om propagandaens effekt.
Nazistpartiets leder vidste, at folket kunne påvirkes gennem skrift og tale – især hvis tonen var målrettet den jævne tysker.
I sit kampskrift, Mein Kampf, skrev Hitler bl.a., at propagandaen skulle “henvende sig til massen”, ligesom den måtte være “folkelig og indstille sit åndelige niveau på opfattelsesevnen hos den mest indskrænkede blandt dem, den henvender sig til”.
At budskaberne skulle være enkle, var lige efter Goebbels’ hoved. Med den indstilling drog han i oktober 1926 til Berlin som partiets nye regionsleder (Gauleiter) og PR-mand i Berlin.
Nationalsocialisterne havde kun få tilhængere i hovedstaden, som Goebbels selv beskrev som en “sump af synd”. Snart skulle nazistpartiet og navnet Adolf Hitler dog blive ætset ind i berlinernes bevidsthed.
Goebbels havde nemlig ordet i sin magt, og fra ladvognen på en lastbil talte han med sin stærke røst til byens pøbel.
Her fejede den intellektuelle nazist de svære gloser af vejen for i stedet at tale om tro og håb for fremtiden i letforståelige formuleringer. Når blot Goebbels kendte sit publikum, kunne han tale lige ind i deres hjerter:
“Hvilken plade skal jeg sætte på? Den nationale, den sociale eller den sentimentale?” spurgte Goebbels engang en lokal partimand, inden nazisten gik på scenen for at tale til en forsamling.
Snart følte mange i befolkningen, at Goebbels og nazisterne talte deres eget sprog, og tilslutningen til partiet steg.
“Partiet blev kendt. Det stod med ét i centrum for offentlighedens interesse”, skrev Goebbels om succesen i Berlin.
Han fik også trykt en avis med navnet Der Angriff – “Angrebet” – der ugentligt, senere dagligt, revsede jøder, kommunister og Weimarrepublikkens politikere. Goebbels skrev selv lederartiklerne under signaturen “Dr. G”.
Hitler var imponeret over Goebbels’ evner. I november 1928 udnævnte partilederen sin mand i Berlin til øverste leder af partiets propaganda over hele landet.
NSDAP havde nu omtrent 150.000 medlemmer – og den velsmurte propagandamaskine skulle snart lokke millioner ind i partiet.
Krisen bruges som lokkemiddel
Goebbels kastede sig straks over arbejdet. Propagandaen skulle effektiviseres, så Hitler og nazisterne kunne vinde folket og sætte sig på magten i riget.
“Propaganda er en kunst, der kan læres af et gennemsnitsmenneske, akkurat som folk kan lære at spille violin”, bebudede Goebbels, som begyndte at ansætte og træne folk i sit voksende propagandaapparat.
Den økonomiske krise i slutningen af 1920’erne blev samtidig en foræring til nazisterne. Mange tyskere mistede deres arbejde, hvorfor de følte et behov for forandring og håb.
Føreren blev ikke blot Tysklands statsleder – for mange fik han status af halvgud. Denne
ophøjelse blev tilskyndet igennem propagandaen, hvor den guddommelige symbolik gik
igen på plakater og malerier og i bøger, der fremstillede Hitler som nationens frelser.
Fra talerstole, i artikler og på valgplakater blev Hitler præsenteret som frelseren, som kunne genrejse Tyskland.
Ifølge nazisterne var landet og dets befolkning ofre for Versaillesfredens enorme krav om krigsskadeserstatninger. Igen og igen buldrede Hitler løs om, hvordan hæren i 1. verdenskrig var blevet “dolket i ryggen” af kapitalister, jøder og politikerne i Weimarrepublikken.
For fattige og mismodige tyskere var det let at falde for nazisternes fremmalede fjendebilleder.
Under simple slogans som “Væk med de ansvarlige for vores forfald!” og “Frihed og brød!” indledte nazisterne valgkampen i 1930, hvor almindelige tyskere strømmede til, når Hitler og Goebbels talte.
Efter præcise propagandaforskrifter blafrede faner over menneskeskarerne, mens heil-råbene rungede ud i luften, så enhver tilskuer blev grebet af stemningen.
I de pompøse ceremonier, som ofte blev indledt af marcher med brunskjortede SA-stormtropper, fremstod nazisterne som unge og stærke. Snart blev det derfor hipt at deltage i folkemøderne.
Moderne teknologi tages i brug
Ved valget i 1932 skruede Goebbels endnu mere op for blusset. Han tog nu moderne metoder i brug for “at gøre valgkampene i år til et mesterstykke af propaganda”, som han skrev.
Dr. G indtalte selv en dundertale mod regeringen, som blev indspillet på 50.000 mini-grammofonplader og sendt i konvolutter til folket.
Samtidig blev en 10 minutter lang lydfilm – et ganske nyt medie i Europa – vist ved friluftsforestillinger i parker og på offentlige pladser.
Overalt i byerne klistrede partimedlemmer plakater med iøjnefaldende rød maling op på mure og plankeværker, mens nazisternes stormtropper travede rundt og flåede modstandernes valgplakater ned.
“Rigshovedstaden er ikke til at kende. Plakatsøjlerne er overdækket af vores løbesedler”, lød det stolt fra Goebbels, som også brugte sine SA-tropper til at spolere andre partiers folkemøder.
Ofte blev de unge, halvmilitære SA’ere opfordret til at angribe modstandernes optog og starte slagsmål, så ethvert politisk budskab druknede i vold.
Andre gange lod Goebbels sine partikrigere infiltrere debatmøder med falske entrébilletter. På den måde var salene fyldt udelukkende med højtråbende nazister i stedet for et publikum ligeligt fordelt mellem partiernes tilhængere.
Propagandaapparatet var med til at sikre, at 37 pct. af tyskerne i sommeren 1932 satte kryds ved NSDAP, og året efter høstede Hitler hele 44 pct. af stemmerne.
Nazisterne sad nu på magten, 850.000 havde meldt sig ind i partiet, og Goebbels – som ifølge en italiensk journalist stod bag “den mest moderne og storslåede propaganda i Europa” – så ingen grænser for folkeforførelsen:
“Vor propaganda anerkendes ikke blot af den tyske, men også den internationale presse, som forbilledlig og noget hidtil uset. Vi har i de seneste valgkampe tilegnet os en så omfattende erfaring på dette felt, at vi takket være vores overlegne metoder uden besvær er i stand til at sejre over alle vores fjender”.
Børnene skal være mønster-nazister
Efter valgsejren i marts 1933 udnævnte Hitler Goebbels til rigets minister for folkeoplysning og propaganda.
Fra sit nye kontor på Wilhelmstrasse i Berlin var Dr. G klar til at tage propagandaen til nye højder. Goebbels forlangte, at hans skrivebord skulle være ryddet og forsynet med en stak nyspidsede farveblyanter, når han mødte om morgenen.
Især grønne blyanter og blækpenne var vigtige – for propagandaministeren foretrak farven grøn, når han skulle sætte streger og skrive kommentarer til det materiale, som skulle gennem hans følsomme hånd.
Goebbels havde inden sin udnævnelse selv beskrevet ministerfunktionen som en “opdragelse af folket”, og det blev netop propagandaens nye mål: Tyskerne skulle opdrages og formes til at elske naziststyret og se Hitler som deres fører.
Propagandaapparatet indførte stort set nazismen med modermælken. I stedet for almindelige spillekort kunne tyske børn fx spille Führer-Quartett med billeder af Hitler, Goebbels samt andre parti-koryfæer, og gammeldags legetøjssoldater blev erstattet med farverige SA-soldater, der bar bannere og hagekorsflag.
Børnenes fest, julen, blev også fyldt med nazistsymboler – røde kugler med hagekors dinglede på juletræet, og træets stamme kunne sættes i en hagekorsfod.
Selv kravlenisser med skæg og nissehuer blev skiftet ud med glatbarberede SA-nisser iført brune skjorter og armbind.
“Kun den, som kontrollerer ungdommen, behersker fremtiden”, udtalte Hitler – og idéen var, at nazismen og førerkulten blev leget ind hos de små poder, så den senere indoktrinering i skolen ville blive nemmere.
Goebbels skaber en censureret stat
Også voksne blev fodret med et glansbillede af nazismen, når aviser, radioindslag, lydfilm og plakater konstant præsenterede partiets resultater:
“Før: arbejdsløshed, håbløshed, strejker og lockout. I dag: arbejde, fryd, orden og nationalt kammeratskab”, lød det på en plakat fra 1936.
Hitler havde ganske rigtigt sænket arbejdsløsheden drastisk. Propagandaen undlod imidlertid at påpege, hvordan beskæftigelsestallene blev pænere af, at Hitler oprustede og indlemmede flere mænd i hæren – til trods for at dette var et klart brud på Versaillestraktaten.
Goebbels gjorde ligeledes en dyd ud af at fremstille Hitler som en stor leder. En faderskikkelse, som bekymrede sig om sit folk og ønskede at samle nationen og føre den mod storhed, hvilket imponerede mange almindelige tyskere:
“Han blev præsenteret for os som en flink mand, der elskede børn, hvilket vi ofte kunne se i ugerevyerne. Han modtog altid blomster fra børn og omfavnede dem.
Han elskede hunde. Han var nærmest større end livet selv”, lød det fra Eva Hecker, som var én blandt millioner af tyskere, der lod sig forføre og forblinde af den massive nazistiske propaganda op gennem 1930’erne.
Goebbels og Hitler skabte altså et forskønnet billede af virkeligheden. Fupnummeret lod sig først og fremmest gøre, fordi nazisterne allerede i 1933 indførte et strengt censursystem, der slog enhver kritisk røst ihjel.
Kommunistiske og socialdemokratiske blade blev forbudt, og en ny presselov i efteråret 1933 betød, at alle journalister i Tyskland med ét blev gjort til statsfunktionærer. Reportere kunne nu kun arbejde, hvis de var i besiddelse af et pressekort – udstedt af Dr. G selv.
Også radiomediet kontrollerede Goebbels ned til den mindste lyd. Han underlagde rigsradioen sit eget ministerium og besatte alle nøglestillinger med nazister.
Hvert et pip i højttaleren blev en hyldest til partiet. Samtidig steg antallet af radioer hurtigt op igennem 1930’erne, hvorved Goebbels fik mulighed for at manipulere mio. af borgere dagligt.
“Med radioen har vi tilintetgjort oprørsånden”, erklærede propagandaministeren, som endda oprettede en særlig enhed af såkaldte radiovogtere, der skulle informere borgerne om kommende transmissioner. Herved sikrede han, at lytterne sad klar, når nazisterne ville have vigtige budskaber ud i æteren.
Film, musik, teaterstykker og kunstudstillinger skulle fra 1933-34 også ind over ministeriet. Her kasserede Goebbels’ grønne pen ivrigt værker, der luftede kritik af Hitler og nazismen.
Med fuld kontrol over landets nyheds- og kunstkanaler havde propagandaministeren et jerngreb om befolkningens ører og øjne. Men hans største mesterværk ventede stadig forude.
I 1936 skulle verden tages ved næsen.
OL bliver ét stort propagandashow
Hitler var ingen sportsmand. Han viste derfor ikke interesse for De Olympiske Lege, der skulle afholdes i Berlin i 1936, før Goebbels mødte op på hans kontor:
“Vi kan gøre dette til den største reklamekampagne for dig og dit Tyskland”, proklamerede propagandaministeren, som vidste, at verden så med stor skepsis på Hitler og nazismen.
For en stund blev berlinerparkernes skilte med teksten “Jøder og hunde ingen adgang” pillet ned.
Propagandaminister Joseph Goebbels var hjernen bag nazismens propaganda.
Samtidig fik landets journalister undtagelsesvist besked på, at racespørgsmålet ikke på nogen måde skulle “bruges i reportager om sportsresultater”.
Nazisterne ville vise verden et billede af Tyskland som et fredeligt og åbent samfund – og samtidig demonstrere, at det slagne land fra 1. verdenskrig for alvor var genrejst.
Gaderne i Berlin blev fejet og forskønnet, og hovedstadens indbyggere fik strenge instrukser om at holde forhaverne rene og pæne. Samtidig blev de prostituerede arresteret og tiggerne sendt væk.
De udenlandske gæster skulle se byen fra dens skønneste side – kronet med det imponerende olympiske anlæg, som havde kostet 27 mio. reichsmark (ca. to mia. nutidskroner). Goebbels’ plan virkede:
“Det tyske organisationstalent har aldrig været så tydeligt”, skrev den britiske avis Daily Express, og et amerikansk medlem af den olympiske komité konstaterede, at “der er absolut ingen diskrimination, hverken mod jøder eller andre”.
Begivenhederne blev for første gang nogensinde transmitteret live via kamera, så også tyskere uden for stadion kunne følge med rundtomkring i Berlins forsamlingssale.
Folket så nok en gang, hvordan alt, nazisterne rørte ved, blev en succes. Også på atletikbanerne demonstrerede tyske atleter med fem guldmedaljer – kun overgået af amerikanerne – at nationen igen var på vej mod storhed.
Da Legene sluttede, kunne tyskerne se tilbage på dem med stolthed.
Opbakningen vokser frem mod krigen
Goebbels og Hitler var også selv pavestolte over de 16 pompøse dage.
Nok en gang havde den velsmurte propagandamaskine tegnet et perfekt glansbillede af Hitler og nazismen – og frem mod krigen voksede støtten til partiet fortsat.
Jo mere succesfulde nazisterne tog sig ud, jo mere ønskede tyskerne at være en del af projektet.
“Når vi ved, hvad vi ved i dag, er det næsten ikke til at forstå, at vi troede på, hvad vi hørte”, lød det efter krigen fra Eva Hecker, som sammen med sine landsmænd havde valfartet til partiet.
Fra Goebbels’ første propagandatiltag i 1926 til krigens begyndelse i september 1939 var nazistpartiets medlemstal eksploderet fra 25.000 til ca. 5 mio. mennesker.
Derudover var yderligere 64 mio. tilknyttet en af partiets mange foreninger – lige fra Hitlerjugend til fagforeningen Den Tyske Arbejdsfront. En nation var blevet forført.