Interaktiv tidslinje: Følg Nazi-tysklands fald – LIVE!
Velkommen til HISTORIEs “live-dækning” af Nazi-tysklands fald – 75 år forskudt. 2. verdenskrig er i sin afsluttende fase, og Hitlers vision for Det Tredje Rige ligger i ruiner. Følg med her på tidslinjen og i vores store mail-føljeton – så får du det hele med.
Nazisternes ø i et rødt hav
Poul Peikert er præst i den katolske kirke St. Mauritius i Breslau. En af hans vigtigste opgaver er at skænke trøst til syge og døende.
Netop foråret 1945 er en travl tid, for den tyske by er fuldstændig omsluttet af Den Røde Hær.
Dagligt bliver Breslau beskudt og bombet.
Hver morgen til messe venter i hundredevis af soldater, der ønsker præstens velsignelse, før de igen skal i kamp i byens udkant.
I Breslaus gader kæmper drenge og gamle mænd indædt mod den sovjetiske overmagt – få hele historien om indbyggernes desperate kamp:
I dag er Poul Peikerts kirke blevet ramt.
Den statelige bygning brænder som en højovn, noterer præsten, men han har ikke tid til at begræde sit tab.
Overalt er der brug for hans trøstende ord:
"Når jeg gik gennem gaderne, havde jeg altid vievand og den sorte stola med mig for at være klar til at velsigne de døde, som var omkommet ved bombeangrebene den forgangne nat. I baggårdene lå de i kister eller indhyllet i tæpper, og jeg gjorde dem den sidste barmhjertighedstjeneste."
Drenge fra Hitlerjugend cyklede ud for at møde Den Røde Hær ved bygrænsen.
Flygtninge trampet ihjel
Adolf Hitlers strategi er efterhånden skrumpet ind til en stående ordre om, at de tyske soldater ikke må vige en tomme.
Flere byer på østfronten er blevet udråbt til fæstninger, der nu ligger som øer omsluttet af Den Røde Hær og er under konstante angreb.
Kort inden Den Røde Hær lukkede ringen om Breslau den 15. februar, fik tusindvis af indbyggere lov at forlade byen.
De stormede mod byens jernbanestation, hvor mange blev trampet ihjel i forsøget på at nå væk i sidste øjeblik.
Tilbage i byen er nu 150.000 civile og omkring 50.000 soldater, som Luftwaffe forsøger at forsyne med fødevarer og ammunition.
Beretningerne om byens overlevelseskamp bliver vist i tyske biografer for at styrke moralen i resten af riget:
Den Røde Hær nærmer sig Breslau, mens tyskerne barrikaderer byen. “Gauleiter Hanke inspicerer forsvarsstillingerne. Byen ser fortrøstningsfuldt på fremtiden,” påstår den tyske ugerevy. Bygninger sprænges bort for at skaffe lige skudlinjer, og broer over floden Oder mineres.
Men billederne viser kun den ihærdige kamp, ikke indbyggernes tiltagende desperation: De ved, at kampen er tabt.
Det er kun et spørgsmål om tid, før Den Røde Hær bryder igennem barrikaderne.
I grupper drager de tyske soldater rundt i byen for at lede efter snaps i de forladte kældre. Sådan dulmer de nerverne.
"Fæstning Breslau" yder modstand helt frem til den 6. maj, hvor byens kommandant Karl Hanke stikker af i et stjålet fly.
Inden Karl Hanke kom til Breslau, var han en af propagandaminister Goebbels' nære medarbejdere, men en umulig romance med ministerens hustru, Magda, fik ham til at søge nye udfordringer.
Goebbels-parret havde et udsvævende privatliv – få detaljerne her:
Blodbadet på Japans kyster
Krigen udkæmpes ikke alene i Europa – også i Asien raser indædte kampe.
Siden japanernes overraskende angreb på Pearl Harbor i 1941, har amerikanerne haft held til at trænge kejserriget tilbage over Stillehavet.
Nu står kampen om Okinawa – den sydligste af Japans fem hovedøer.
I den amerikanske ugerevy fejres sejren på Okinawa allerede på stranden:
Amerikanerne har samlet den største invasionsflåde nogensinde set i Stillehavet, inden slaget om Okinawa begynder. I den amerikanske ugerevys beretning fra landgangen tyder alt på en let sejr, men billederne bedrager.
Selve landgangen forløber nemt, men så tager begivenhederne en dødelig drejning, opdager 20-årige marineinfanterist Bill Pierce fra New York:
“Vi så omkring 100 mennesker nærme sig og spurgte officeren, hvad vi skulle gøre. ’Mej dem ned!’ lød svaret. Så vi åbnede for fosforen. Om morgenen lå der 80 kvinder og børn, og kun meget få japsere. De japanske soldater havde skubbet civilisterne frem foran sig. Soldaterne brugte dem som skjold i forsøget på at slippe væk.”
Slaget ved Okinawa blev et af Stillehavskrigens mest blodige slag – læs her hvorfor:
Bølge efter bølge af amerikanske soldater blev sat i land.
Atombomben skal afslutte krigen
Men kampen om den smalle, 106 km lange ø kommer til at vare 82 døgn, fordi de fanatiske japanere nægter at overgive sig.
I alt 80.000 japanske soldater dør, og slaget ender først, da øens øverstkommanderende begår selvmord.
I alt 12.500 amerikanske soldater mister livet på Okinawa, og i den amerikanske hærledelse nager tvivlen: Er det prisen værd at nedkæmpe Japan med konventionelle styrker?
Er det på tide at afprøve et helt nyt våben – atombomben?
Endnu foregår konstruktionsarbejdet i New Mexicos ørken.
Det tophemmelige “Manhattan-projekt” skal udvikle en atombombe før Hitler – sådan gjorde de:
Amerikanerne frygter, at tyskerne også vil bygge en bombe.
Derfor kaster US Airforce i marts 5.700 bomber mod den tyske uran-fabrik i Oranienburg.
Læs hvorfor byen den dag i dag er mærket af luftangrebet:
De sidste V2-raketter og de første varulve
I Tyskland ved de færreste, hvad en V2-raket er.
Biografens ugerevy har kun vist det avancerede våben på afstand. Ellers kan spioner jo kigge med.
“Vi bringer de første billeder af V2-raketten på dens vej til England. Med rasende fart stiger stålspydet op i stratosfæren”, meddeler den tyske ugerevy. Dette forår får de krigstrætte tyskere omsider lov til at se det tophemmelige vidundervåben, der skal vende krigslykken.
Produktionen af tyskernes raketvåben V2 er gået i stå i de underjordiske fabrikker, men de mobile affyringsbatterier har stadig små lagre, som skal fyres af.
De sidste raketter stiger op den 27. marts og flyver mod Antwerpen og London – én af dem rammer en etageejendom i Vallance Road i Londons East End.
134 dør under eksplosionen.
KZ-fanger byggede Hitlers V2-raket – få hele historien her.
Den allersidste V2 havner i byen Orping en snes km sydøst for London.
Otte-årige Michael Delany er hjemme, da raketten eksploderer:
“Jeg passerede vinduet i stuen, da jeg følte en stormvind, og så var det, som om en kæmpe havde samlet huset op og rystet det som en tændstikæske. Vinduerne klirrede, før de som en kaskade af små splinter regnede ned over min lillebror Desmond. Så fulgte et overjordisk brøl, og huset rystede igen, før stilheden kom. Mine ører ringede, som om tusinder af kirkeklokker kimede inde i mit hoved, og alt foregik i slow motion.”
Familien Delany og resten af indbyggerne i Orping er heldige.
Raketten er slået ned bag byens biograf, der tager det meste af trykbølgen.
Hitlers sidste raket anretter dog store skader i byens hovedgade og kræver et dødsoffer.
En V2-raket slog ned i Farrington Street i London. 380 døde.
Varulvene går i aktion
Efterhånden som de allierede styrker besætter Tyskland, havner flere og flere indbyggere under allieret kontrol.
Men kampen skal fortsætte med terror og sabotage bag fjendens linjer, bestemmer SS-lederen Heinrich Himmler.
Til det formål har han allerede i 1944 oprettet et særligt korps kaldet Werwolf (Varulv).
Den 25. marts er en gruppe varulve klar til at slå til mod advokaten Franz Oppenhoff, som amerikanerne har indsat som borgmester i Aachen.
Straffen for at samarbejde med fjenden er døden, bestemmer nazisterne.
Nu skal varulvene henrette Oppenhoff:
Frygtløse Churchill besøger de erobrede områder
På den vestlige front fastholder de allierede presset mod Tyskland og sætter over Rhinen.
Winston Churchill kan slet ikke vente med at sejle ud på den erobrede flod.
Se billederne af den frygtløse premierminister:
De allierede har indtaget Rhinens østlige bred og fortsætter mod Berlin, hvor de “har en aftale med Den Røde Hær”, som den amerikanske ugerevy udtrykker det. Midt i virvaret dukker briternes premierminister op. Churchill vil sejles over floden.
4.000 tons bomber rammer Berlin
Flyene, som angriber byen, er hovedsageligt britiske Lancasters og B-17 fra USA. Boeing-flyet er konstrueret til at bringe sin dødbringende last længere ind over fjendeland, end noget tidligere fly har klaret.
Det er rustet mod fjendtlig ild og kan rumme op til 10 tons bomber. Med god grund kaldes flyet for en "Flyvende Fæstning".
Tyskerne skal straffes for deres terrorbombninger af Warszawa, Coventry og Rotterdam i 1939-40, siger den amerikanske speaker. I 1945 er Tysklands luftforsvar knækket, så allierede raketter og bomber regner ned over landet. “Dette var byen Würzburg,” forklarer speakeren.
US Airforce slår en dødbringende rekord
For 14 dage siden oplevede Berlin det hidtil voldsomste angreb med næsten 1.000 bombefly i luften og 3.000 døde civile.
Denne søndag formiddag slår US Air Force sin egen rekord ved at sende 1.200 "Flyvende Fæstninger" mod Berlin med næsten 4.000 tons bomber.
På dette tidspunkt har berlinerne oplevet ca. 300 luftangreb – og selvom de aldrig vænner sig til lyden af en luftalarm, har de lært at klare sig.
Mod krigens slutning er nogle af de store betonbunkere endda blevet indrettet med køjesenge, så familierne kan sove her i små kabiner og ikke behøver at springe op midt om natten, når alarmen går.
Familien Sonnabend er så heldig at få tildelt deres eget rum i bunkeren, fortæller Jörg Sonnabend, der i 1945 er 11 år:
"Bunkeren var inddelt i sovekabiner med seks senge i hver. Vi havde kabine nr. 16. Pladsen var meget trang. Midt i var en smal gang, til højre og venstre stod sengene med tre køjer. Min mor, min legekammerat Horst og hans mor samt to fremmede sov i denne 'kaninstald', som vi kaldte vores overnatningssted. Vi var alle glade for, at vi kunne sove uden at blive forstyrret af sirenerne. Når bomberne faldt om natten og flak-kanonerne oplyste himlen, hørte vi intet i bunkeren."
Berlin fik i løbet af krigen tre gigantiske bunkere med luftværnskanoner på taget.
Byens tre største beskyttelsesrum er de såkaldte flak-bunkere; højhuse af armeret jernbeton, der rager højt op over byen.
På taget står antiluftskyts-kanoner, nede på etagerne er tusinder af mennesker klemt sammen i frygt.
Bunkeren skal nok holde, men udenfor bliver deres hjem bombet til grus.
Og efter angrebet flyder gaderne med murbrokker, mens bomberydderne får travlt med at uskadelliggøre ueksploderede bomber.
Egon Aghta er bomberydder i Berlin. Det farlige arbejde kostede ham synet i et år, men nu er han tilbage. Til ære for den tyske ugerevy uskadeliggør han sin bombe nr. 1.016. Aghta overlevede ikke krigen – han faldt i en skudveksling med russerne i april 1945.
Eva Braun er flyttet ind
Som den eneste amatørfotograf i det tyske rige har Eva Braun adgang til farvefilm.
Dem brugte hun til at optage levende billeder af en afslappet Adolf under private former på Berghofs terrasse.
Om aftenen, når hans gæster sidder i pejsestuen, inviterer hun dem til at se “Die Bunte Wochenschau” – den kulørte ugerevy:
Med sit kamera filmer Eva Braun ivrigt sin Wolfschen (Adolf Hitler). Også nazist-spidserne, der besøger Hitlers ferie-residens Berghof i Bayern, må finde sig i at blive foreviget – endda i farver.
Hun kalder ham kærligt “Wolfschen" (Lille Ulv), mens han ømt omtaler hende som “Tschapperl”, der på bayrisk betyder “lille dummerniks”.
Siden 1932 har Adolf Hitler og Eva Braun været et hemmeligt par – hun har været gemt for verdens øjne i Førerens ferieresidens Berghof i Alperne.
Få en rundtur på Berghof lige her:
I foråret 1945 har Eva ikke set Wolfschen i tre måneder, og nu vil hun ikke vente længere.
Hun forlader Berghof og når efter en lang, farefuld køretur frem til Rigskancelliet i Berlin.
Den forbløffede rustningsminister, Albert Speer, fortæller:
"I første halvdel af marts kom Eva Braun overraskende og uinviteret til Berlin. Hun erklærede, at hun ikke længere ville vige fra Hitlers side. Hitler forsøgte at få hende til at tage tilbage til München, og jeg tilbød hende en plads i kurermaskinen. Hun afviste hårdnakket."
Adolf og Eva i et privat øjeblik.
Eva Braun får et værelse op ad Hitlers lejlighed i Førerbunkeren, og fra nu af er hun en del af det underjordiske fællesskab af officerer, sekretærer og tjenende ånder.
Siden de to mødtes første gang, har hun elsket Adolf – nu er krigen tæt på at knuse hendes håb om ægteskab.
Mød kvinden, der drømte om at blive “Frau Hitler”:
Krigen rykker nærmere
Mens Eva Braun forsøger at muntre Adolf Hitler op, er østfronten rykket endnu nærmere.
Den Røde Hær har etableret brohoveder på Oder-flodens vestlige bred.
Nu tager russerne sig tid til at reorganisere inden stormen på Berlin, der ligger bare 67 km væk.
Byens indbyggere forbereder sig på det endelige slag. De bygger barrikader og graver pansergrave, som skal stoppe de sovjetiske kampvogne.
Samtidig er byens forsvar blevet suppleret af gamle mænd – den nye styrke hedder Volkssturm – Folkestormen.
“Den utrættelige Folkestorm er trådt an for at bygge rigshovedstadens forsvar”, beretter den tyske ugerevy. “Mænd, kvinder og børn ved, at deres hjemby står overfor en dødelig trussel. Med trods og fanatisme er de klar til at forsvare hvert et hus“.
Børnene bliver ofret i Hitlers krig
Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 får filmen om drengen Heini (kaldet Quex) premiere. Drengen har en kommunistisk far og får ikke lov at melde sig hos Hitlerjugend. Da han endelig får sin vilje, kan kommunisterne ikke glemme hans forræderi.
Wilhelm Keitel er tysk generalfeltmarskal og en ukritisk lakaj for Hitler.
Som leder af hærens overkommando finder Keitel i krigens sidste måneder nye, friske soldater at fylde rækkerne med: 15-årige drenge. I dag for 75 år siden underskriver han en forordning, der indkalder årgang 1929 til militærtjeneste.
Hovedparten af dem er medlemmer af nazisternes fritidsorganisation Hitlerjugend.
Den tyske ungdom er kanonføde for Hitler – sådan blev de hjernevasket til krig:
Blandt de indkaldte til mønstring er 15-årige Hans Müncheberg, der går på en nazistisk eliteskole (kaldet en Napola) i Potsdam.
Her er Hans blevet opdraget som fanatisk nazist, og militærtræning er en fast del af skoleskemaet.
Men sessionslægen må konstatere, at Hans er en splejs på bare 160 cm, og han bliver erklæret uegnet til militærtjeneste:
Det skete for flere i min klasse. Men det rørte ikke vores skoleleder Otto Calliebe, der året før var blevet forfremmet til SS-Oberführer. Vores skole skulle egentlig evakueres til en Napola-skole i Nordtyskland. Men Calliebe omstødte den evakuering og fik os alle indrulleret i SS, mens han selv pakkede sine vigtigste ejendele på en lastbil og kørte mod vest.
Da krigen begyndte havde Hitlerjugend otte mio. loyale medlemmer.
Opdraget til kamp
Landets unge drenge forventes at træde ind i Hitlerjugend, der ved krigens begyndelse har otte millioner medlemmer.
I Hitlerjugend lærer drengene, at det er en særlig ære at dø for fædrelandet. Møderne går med sang, praktisk arbejde og militær træning.
Krig er et eventyr. Derfor venter mange af de unge nærmest utålmodigt på at komme i kamp.
De tapreste Hitlerjugend får et jernkors og et klap på kinden af Føreren, viser den tyske ugerevy.
Fra 1943 har den tyske hær indsat 16-17-årige Hitlerjugend-drenge som hjælpere ved luftværnskanonerne, så de voksne soldater kan sendes til fronten.
Året efter bliver børn i stor stil sendt ud på slagmarken.
Det sker bl.a. med oprettelsen af en særlig hær af teenagere, der får navn efter ungdomsorganisationen, ”SS-division Hitlerjugend”, og kæmper i Normandiet efter D-dag.
16.000 fanatiske teenagedrenge kæmpede for Hitler i Normandiet – sådan gik det dem:
I krigens sidste måneder havner drenge-soldaterne på østfronten og bruges til forsvaret af byerne.
I april 1945 deltager Hans Müncheberg i den desperate kamp om Berlin.
Syv af Hitlers nazi-ubåde sænket i dag
En allieret konvoj pløjer sig gennem det stormfulde hav, trods truslen fra Hitlers ubåde. Dybvandsbomberne kastes “og dér bliver den tyske ubåd tvunget op til overfladen”, beretter den amerikanske ugerevy, United News.
Hitlers sidste ulve er jaget vildt
De grå ulve er betydeligt svækket efter i dag.
Denne dag for 75 år siden sænkes den tyske ubåd U-1208 af to britiske fregatter ud for Cornwall. Få dage forinden var kaptajn Georg Hagene og hans 33 mands besætning sejlet fra Norge for at operere i Den Engelske Kanal.
Efterhånden går der ikke en uge, uden at briterne og amerikanerne har held til at sænke en håndfuld af de tyske ubåde, der selvbevidst kalder sig ”De Grå Ulve”.
Netop den 24. februar er særligt hård for ”ulvene”, for på bare én dag sænkes syv ubåde.
Nazitysklands ubåde har ellers været tæt på at tvinge briterne i knæ – her kan du læse hvorfor:
Et overlevende besætningsmedlem fra U-99 har fortalt, hvad der sker i en neddykket ubåd, når dybvandsbomberne detonerer rundt om det neddykkede fartøj:
Alle instrumenter blev ødelagt. Der var intet lys – kun vore lommelygter. Vi fortsatte ned til en utrolig dybde, og jeg sagde til mig selv: 'Et sekund mere og vi vil høre et højt brag, hvorefter vi vil blive krøllet sammen som en tom konservesdåse'.
En mytes undergang
Krigens første år gjorde de tyske ubåde til en myte. Storhedstiden blev kronet med angrebet på konvoj PQ-17 som den største sejr.
I sommeren 1942 var konvojen på vej til Murmansk med krigsvigtigt materiel, da tyske ubåde havde held til at sænke 24 ud af de 35 fragtskibe.
Men i 1943 vendte krigslykken. De allierede placerede langtrækkende fly i Grønland, så konvojerne havde luftstøtte på hele ruten fra USA til Storbritannien og Sovjetunionen.
Alene det år mistede tyskerne 287 ubåde – lige så mange som de tre foregående år lagt sammen.
Samtidig var den amerikanske sværindustri kommet op i gear, så værfterne kunne bygge fragtskibe, hurtigere end tyskerne kunne nå at sænke dem.
Systematisk brug af dybvandsbomber gjorde det af med nazisternes frygtede ubåde. Foto:
I 1944 og 1945 faldt antallet af torpedoernes fuldtræffere yderligere, mens de allierede har perfektioneret brugen af dybvandsbomber.
I 1944 mistede tyskerne 241 ubåde, året efter (januar til maj) yderligere 153.
Til det sidste forsøger tyskerne at forbedre deres fartøjer bl.a. ved at give dem en snorkel, så de kan sejle med dieselmotor, selvom de er neddykket. Opfindelsen bliver fejret i den tyske ugerevy.
“Ved hjælp af en snorkel har tyske ubåde på tre måneder sænket over en halv million tons fjendtligt gods. Den totale undervandskrig er blevet virkelighed”, triumferer den tyske ugerevy. Opfindelsen gør det muligt at sejle neddykket i 12 uger.
I løbet af krigen gør i alt 27.000 søfolk tjeneste på de tyske ubåde.
80 procent af dem vender aldrig hjem.
Tyske kvinder i livsfare på Østfronten
“Knæk den tyske kvindes racistiske hovmod. Tag hende som et retmæssigt bytte”, lyder den sovjetiske propaganda, som hamres ind i Den Røde Hærs soldater.
De russiske soldater hævnede sig på nazisterne ved at voldtage 1,4 mio. tyske kvinder.
Og opfordringen bliver fulgt. Efterhånden som russerne trænger frem gennem de tyske områder i Østpreussen, Schlesien og Pommern sker grufulde, seksuelle overgreb.
Eva Ebner fra Danzig er 23 år, da hun falder i hænderne på russerne:
De begyndte med at tage mig på brysterne og mellem benene. Nu begyndte jeg at skrige, for mens den ene voldtog mig, stod den anden og holdt en kniv mod min hals, så jeg ikke kunne forsvare mig. Og ikke nok med det: Mens de to russere var i gang, kom de næste ind. Og det blev ved i timer, timer, timer.
Eva Ebner får senere chancen for at få hævn over sine overfaldsmænd, men vælger i stedet at redde deres liv – læs om hendes overraskende valg lige her:
Flygtningene er nemme ofre
Russerne er nået over Vistula-floden og har indtaget Warszawa – og offensiven fortsætter mod vest.
Foran sig driver Den Røde Hær hundredetusinder af tyske civile – hovedsageligt kvinder med små børn, der forsøger at komme i sikkerhed.
Mange finder vej til havnebyerne ved Østersøens kyst, hvor efterladte barnevogne efterhånden hober sig op på kajen.
Andre maser sig frem på banegårdene for at få plads på et tog mod vest, men hovedparten af flygtningene må stavre af sted på landevejen gennem den hvirvlende sne.
Hvis de russiske kampvogne indhenter en flygtninge-kolonne, bliver den pløjet ned, så oppakning, heste og vogne vælter i grøften.
Den tyske ugerevy er med på isen i Østpreussen, mens flygtninge forsøger at undslippe Den Røde Hær: “Bolsjevikkernes fremtrængen betød, at hundredtusinder måtte opgive alt, hvad de ejede, for at redde det mest nødvendige. Store kvægflokke drog af samme vej mod rigets indre.”
Men værst er massevoldtægterne.
Historikere skønner, at to millioner tyskere er på flugt i den sidste krigsvinter.
Det samlede antal voldtagne tyske kvinder i 1944-45 sættes til 1,4 millioner.
Flugten og de afstumpede overgreb bliver grundigt skildret i den tyske ugerevy, der vises i biograferne inden aftenens spillefilm.
”Man kan slet ikke tale om soldater og officerer – kun om bestialske horder“, beretter en af kvinderne i den tyske ugerevy om de russiske overgreb. “De drak hver dag. De voldtog alle kvinder – fra børn på 13 år til kvinder på 68.”
Propagandaminister Joseph Goebbels håber på, at beretningerne vil vække befolkningens modstandsvilje.
Dresden forsvinder i flammerne
Kl. 21.51 lyder luftalarmen i Dresden, ti minutter senere viser 245 britiske Lancaster-bombefly sig over byen.
De smider i alt 900 tons bomber, som udløser et inferno af ild.
På sikker afstand skildrer den amerikanske ugerevy det vanvittige drama i Dresden. Ugerevyen var datidens TV-Avis, der blev vist i biografen inden spillefilmen.
Indbyggerne søger ned til Elben for at undslippe den stegende hede – eller de sætter sig i deres fyldte badekar.
18-årige Gertraud Freundel og hendes far er klar over, at de skal ud af lejligheden, hvis de vil redde livet.
Men ude i gaden raser en storm, for ilden suger luft til sig. De brølende flammer kræver ilt.
“Det stormede vildt, og vinden trak os ind mod byen. Far havde et fast greb i min arm. Vi blev nødt til at krydse dette infernalske uvejr, der rasede ned ad Reichstrasse med storm og ild. Jeg var skrækslagen og tøvede, men min far trak mig og bønfaldt mig, mens han råbte gennem stormens brøl: ’Vi skal igennem det!’”
Badekarret er en dødsfælde
Indtil nu har Dresden været Tysklands fredeligste plet. Ingen allierede luftangreb har haft byen som mål, og fronten er stadig langt borte.
Denne aften er freden forbi.
I alt fire bølger af britiske og amerikanske fly kaster omkring 3.600 tons spræng- og brandbomber over Dresden, så i alt 15 kvadratkilometer brænder ned, og 25.000 mennesker omkommer i flammerne – mange af dem kogt i deres eget badekar.
Før krigen blev Dresden kaldt "Elbens Firenze". Den gamle bykerne forsvandt i flammerne.
Af de næsten 400 tyske byer, som bliver bombet under krigen, står Dresden tilbage som det mest kritiserede mål.
Det skyldes især, at propagandaminister Joseph Goebbels 10-doblede antallet af dødsofre for at bevise de allieredes ondskab.
Det vildt overdrevne tal chokerer premierminister Winston Churchill så meget, at han irettesætter den ansvarlige fra RAFs Bomber Command, luftmarskal Arthur Harris, kendt som “Bomber Harris”.
Churchills anfægtelser får dog ingen betydning. Bombningen af civilbefolkningen fortsætter i bl.a. Berlin.
Om natten, flere gange om ugen, hyler sirenerne, så alle må ud af sengen og haste ned i et beskyttelsesrum.
Hitler kan sove komfortabelt i Førerbunkeren under fire meter jernbeton, mens Berlin venter på dommedag.
Fra alle sider presser de allierede Nazi-tyskland tilbage. Amerikanerne er nået frem til Rhinen, og Den Røde Hær står ved Oder-floden.
Flere tyske storbyer har allerede overgivet sig, men i Berlin nægter Adolf Hitler at give fortabt. Kampen skal fortsætte til sidste blodsdråbe, tordner han.
For at knække modstanden forstærker amerikanerne bombardementet af Berlin, og briterne brænder Dresden ned til grunden.
Tyskland fyrer de sidste reserver af V2-raketter af mod London, og SS forsøger at slette beviserne for massemord i kz-lejrene.
De sovjetiske styrker er ved at forberede stormen på Berlin, og hovedstadens indbyggere kryber sammen i beskyttelsesrummene i angst for, hvad de vilde russere vil gøre, når de har indtaget byen.
Følg Nazi-tysklands fald “LIVE”
Tilmeld dig mail-føljetonen her!
OBS! Du er først tilmeldt, når du har bekræftet tilmeldingen i den mail, vi sender dig om lidt.
Tjek evt. dit spamfilter.