Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Interaktiv tidslinje: Følg Nazi-tysklands fald

2. verdenskrig

Velkommen til HISTORIEs interaktive tidslinje over Nazi-tysklands fald! Her får du det fulde overblik over begivenhederne, der førte til Det Tredje Riges kollaps og slutningen på 2. verdenskrig i Europa.

8. maj 1945

Fornærmet tysk general kapitulerer

Alt er klar til den endelige tyske kapitulation.

Den tyske delegation lander i Tempelhof-lufthavnen med feltmarskal og generalstabschef Wilhelm Keitel.

Biler fra Den Røde Hær kører tyskerne gennem det sønderbombede Berlin og forbi Rigskancelliet, der ligger i ruiner.

Ikke et menneske er at se på gaden.

"Rystet måtte jeg konstatere, hvor ødelagt denne by er", sagde Keitel senere.

Bilerne stopper ved den militære ingeniørskoles kantine. Bygningen er én af Berlins ganske få intakte huse.

Klokken er næsten 12, men ceremonien må udsættes flere gange. Først omkring midnat bliver Keitel og de øvrige tyskere lukket ind i salen.

Keitel bevæger sig med preussisk arrogance, ansigtet er en udtryksløs maske, og han smækker hælene sammen, da han hæver sin marskalstav til hilsen.

"Ach, franskmændene er her også", mumler tyskeren, da han ser den franske trikolore.

"Lige det, der manglede".

Det nager ham at skulle kapitulere til et land, som den tyske hær tromlede hen over i 1940.

Den arrogante Keitel ankommer til Berlin for at underskrive den endegyldige kapitulation:

Den tyske feltmarskal Keitel er kommet til det russisk besatte Berlin for at underskrive den endegyldige kapitulation. “Det er overstået. Krigen i Europa er slut”, siger den amerikanske speaker.

"Har De læst dette dokument nøje, og er De parat til at underskrive det", bliver Keitel spurgt.

Tyskeren forlanger mere tid til at sende besked om kapitulationen til alle tyske enheder, men det krav bliver afvist.

Så tager han sin grå handske af højre hånd, griber pennen og kigger med foragt i retning af de fremmødte journalister, inden han sætter sit navn på dokumentet.

Forude venter krigsforbryderdomstolen i Nürnberg, hvor nazisternes topfolk og krigsforbrydere skal stå til regnskab for deres handlinger.

Blandt dem er også generalerne.

De har mistet deres hære, og nu sidder de for første gang sammen og gør status over krigen – mens vestlige efterretningsfolk lytter med.

Læs også:

2. verdenskrig

Hitlers generaler taler ud: Få deres forklaringer her

16 minutter

Soldaterne aner intet om freden

Klokken har passeret midnat, og kalenderen viser den 9. maj.

Freden kan endelig sænke sig over Europa – men ikke alle har fået besked.

Den 15-årige Hans Müncheberg, der sammen med en gruppe soldater brød ud fra Berlins radiohus natten til den 2. maj, er stadig på vej mod vest for at overgive sig til briterne.

Denne nat sniger Hans Müncheberg sig ud for at rekognosere området.

15 år og allerede krigsveteran. Som voksen blev Hans Müncheberg forfatter og radiomand. Foto er venligst stillet til rådighed af Hans Müncheberg.

© Hans Müncheberg
"Vi nåede til landsbyen Päwesin. En lænkehund gøede og en kvinde kom ud. 'Herregud, hvor kommer du dog fra, min dreng?' spurgte hun. Og jeg forklarede om min gruppe, der søgte mad og et sted at sove."
"Päwesin lå mellem to søer. På den anden side var et stort skovområde, der nåede helt til det britiske territorium. 'Den går ikke', sagde kvinden. 'Russerne har været her. De fortalte, at Tyskland har kapituleret'."
"Jeg gik tilbage til kaptajn Herbst og forklarede situationen. 'At Tyskland har overgivet sig, kan da ikke passe', sagde jeg. 'Sandheden kræver sommetider mere mod end løgnen', svarede Herbst. I dét øjeblik forstod jeg, at alt var forbi, og med min nationalsocialistiske opdragelse græd jeg som en slotshund."
Hans Müncheberg

Som én af de sidste i Tyskland oplever Hans Müncheberg nazismens sammenbrud.

Han har gået i en nazistisk eliteskole og været medlem af Hitlerjugend. Nu er alt, hvad han troede på, væk.

Udmattet falder Hans i søvn.

Hans Müncheberg kæmper for at slippe ud af Berlin – følg hans indædte kamp her:

Læs også:

Slag under 2. verdenskrig

April 1945: Øjenvidner til Berlins fald

31 minutter

De voksne soldater er væk, da han vågner.

Hans stavrer tilbage til bondekonen. Lænkehunden springer på ham, og han besvimer af rædsel.

Da han slår øjnene op, ligger han i en sofa i gårdens stue.

Russiske soldater træder ind og kigger undersøgende på ham. Han frygter, at hans sidste time er kommet, men så siger soldaterne:

"Hitler kaput, fascisme kaput. Du skal hjem til din mor!"

7. maj 1945

Tysk general beder om nåde

Kortrummet i amerikanernes hovedkvarter i den franske by Reims fyldes med fotografer; krigskorrespondenterne gør klar til at overvære 2. verdenskrigs afslutning i Europa.

De har fået lov til at vente mere end et døgn på begivenheden, for tyskerne har trods deres umulige situation forsøgt at trække tiden ud, så redningsaktionen på Østersøen kan fortsætte.

Mange tusinde civile og soldater venter stadig ved kysten på at blive undsat af den tyske flåde, så de ikke falder i hænderne på Den Røde Hær.

Men nu – kl. 02.41 – underskriver stabschefen for hærens overkommando, Alfred Jodl, kapitulationen. Hans ansigtsudtryk beskriver øjenvidner som en "dødsmaske".

Efter mere end en dags nervekrig underskrev Alfred Jodl, chef for den tyske hærs overkommando endelig den betingelsesløse kapitulation hos Eisenhower.

© Photoquest/Getty Images

Jodls adjudant springer rundt om ham "som overtjeneren i en restaurant", og mod forventning er stemningen ikke euforisk under ceremonien: "Det var snarere et øjeblik af højtidelig taknemmelighed", siger et øjenvidne.

Da Jodl har lagt sin pen, tager han ordet: "Jeg vil gerne sige et par ord", og fortsætter på tysk:

"Med denne underskrift er det tyske folk og de tyske væbnede styrker overgivet i sejrherrens hænder, hvad end der nu sker. I denne krig, som har varet i mere end fem år, har begge parter præsteret og lidt mere end noget andet folk i verden. På dette tidspunkt kan jeg kun give udtryk for et håb om, at sejrherren vil behandle dem med storsind."

Her underskriver Alfred Jodl kapitulationen

“Dette er nyheden, der elektrificerer verden – betingelsesløs kapitulation”, beretter den amerikanske ugerevy. “Det så ud til at være hårdt for Nazi-Jodl at indrømme sit lands skyld og tigge om nåde”.

Under drøftelserne har den amerikanske øverstkommanderende Dwight D. Eisenhower holdt sig ude af syne – i den betændte konkurrence med Sovjetunionen vil han ikke beskyldes for at stjæle rampelyset.

Men da det hele er overstået, modtager han tyskerne for at spørge dem, om de vil overholde betingelserne? "Ja", svarer de.

Tyskerne har accepteret at nedlægge våbnene den 9. maj kl. 0.00. Men Stalin er ikke tilfreds. Han kræver, at ceremonien gentages i nazisternes knuste hovedstad Berlin – byen som hans Røde Hær egenhændigt har erobret.

Samme dag begiver Hermann Göring sig fra sin ferieresidens i Berchtesgaden i Bayern for at tale med Eisenhower "fra marskal til marskal", som han siger. Langt når den trinde tysker ikke. Amerikanske soldater tager ham til fange på en bjergvej.

Læs også:

Nazisme

Hitlers arvtager chokerede alle under Nürnberg-processen

18 minutter

5. maj 1945

Freden fejer gennem Danmark

Minuttet efter, at frihedsbudskabet er læst op på BBC, bryder folkefesten ud. De forhadte mørklægningsgardiner bliver flået ned, og i alle vinduer stiller danskerne stearinlys. De fem mørke år er endelig forbi.

Så vild var jublen, da Montgomery besøgte København i dag

Tyskerne har givet op, og om morgenen den 5. maj ankommer de første britiske soldater til København. De bliver mødt med taknemmelighed. Ugen efter kan Montgomery køre gennem et jublende menneskehav.

Officielt overgiver tyskerne sig først denne morgen kl. otte. Begivenheden markeres af kirkeklokker, der kimer en hel time. Enkelte tyske officerer nægter dog at give op.

I Fredericia truer byens kommandant med at sprænge Lillebæltsbroen i luften, men han bliver passiviseret af en sovepille.

Kommandanten i Holstebro vil kun overgive sig til en uniformeret person – og tropper op hos byens postmester.

Kong Christian 10. kalder politikerne sammen, og allerede på befrielsesdagen har landet en ny regering bestående af 14 ministre – syv af dem kommer fra Frihedsrådet, det hemmelige organ, der under krigen har koordineret modstanden mod besættelsesmagten.

Hurtigst muligt skal den nye regering have styr på det danske rige, der er faldet fra hinanden under krigen.

Island har forladt rigsfællesskabet, mens Grønland og Færøerne har fungeret som gigantiske militærbaser for de allierede.

Trods al glæde bliver befrielsesdøgnet også besættelsens mest blodige.

Omkring 400 mennesker omkommer – nogle få dør i ildkampe med tyskenes danske håndlangere, andre fordi modstandsgrupper kommer i kamp indbyrdes.

De fleste dør som følge af vådeskudsulykker.

Ekspeditricerne fra varehuset Magasin du Nord mødte på arbejde den 5. maj og fik fri med det samme. Mange butikker holdt lukket denne dag – en skrev "lukket på grund af glæde" i vinduet.

© Nationalmuseet

Fra Sverige vender Den Danske Brigade hjem. De 5.000 soldater har siden 1943 forberedt sig på den dag, de med våben i hånd skulle befri deres fædreland.

Da de endelig kommer over Sundet med færgen fra Helsingborg, er det meste overstået.

Også de 18.200 danske flygtninge, som Sverige har taget sig af under krigen, kan omsider pakke kufferten og vende hjem. De 43.000 nordmænd i landet må vente et par dage mere.

De tyske besættelsestropper i Norge overgiver sig først den 8. maj, da den tyske kapitulation træder i kraft. Over 300.000 soldater bliver afvæbnet og interneret.

Den forhadte tyske rigskommissær i Norge, Josef Terboven, vælger at begå selvmord. Det samme gælder SS-lederen i landet, Wilhelm Rediess.

Tyske ubåde har under hele krigen udgjort en stor trussel for allierede skibe – nu er den tid endelig forbi

Tyskerne har givet op, og om morgenen den 5. maj ankommer de første britiske soldater til København. De bliver mødt med taknemmelighed. Ugen efter kan Montgomery køre gennem et jublende menneskehav.

4. maj 1945

Freden er i sigte

Dönitz og hans stab er trådt sammen for at drøfte Montgomerys forslag om en tysk kapitulation i Holland, Danmark og Nordvesttyskland.

De forsamlede er langt fra enige om at sige ja, for den britiske feltmarskal har stillet vidtgående betingelser – bl.a. at den tyske flåde skal overgive sig.

Men skibene er livsnødvendige for tyskerne, for de gør en desperat indsats på Østersøen for at evakuere flygtninge væk fra Den Røde Hær.

Friedeburg, der leder forhandlingerne med briterne, beroliger med, at de mundtligt har accepteret, at sejladsen kan fortsætte.

Men Montgomery kræver også overdragelse af alle tyske våben.

Dönitz' stabsofficerer foreslår at ignorere kravet og ødelægge våbnene, inden kapitulationen træder i kraft.

Det kan være farligt, lyder modargumentet, for så bryder Montgomery måske også sine løfter.

For at redde Tyskland vil Hitlers arvtagere slå en særlig handel af med Montgomery:

Læs også:

Admiral Friedeburg Signs German Surrender Document
2. verdenskrig

Hitlers arvinger indleder dristigt dobbeltspil

27 minutter

Til slut får Friedeburg tilladelse til at skrive under på kapitulationen, og kort efter giver Dönitz sine ubådskommandører ordre til at indstille kamphandlingerne:

"Mine ubådsmænd! Seks års ubådskrig ligger bag os. I har kæmpet som løver. En knusende overmagt har presset os ind i et meget snævert farvand. Det er umuligt at fortsætte kampen fra de resterende baser."
"Mine ubådsmænd. Jeres krigermod er ubrudt, og I nedlægger våbnene efter en uforligneligt heltemodig kamp. I ærbødig ihukommelse tænker vi på vore kammerater, der med deres død har beseglet deres troskab til Føreren og fædrelandet."
Karl Dönitz

Kapitulationen betyder også, at mandskaberne skal afstå fra at ødelægge deres fartøjer:

Meddelelsen spredes hurtigt og vækker vrede blandt ubådsbesætningerne.

De forstår ikke, at deres fartøjer skal afleveres til fjenden.

Et par af dem stikker til søs for at sejle til en neutral havn i Sydamerika.

Lys- og kamerafolk var på plads, da den britiske feltmarskal Montgomery modtog tyskernes kapitulation i Danmark, Holland og Nordvesttyskland.

© Historical / Getty Images

Freden kommer på plads

I sit hovedkvarter nær Lüneburg står den britiske feltmarskal Montgomery klar til at modtage tyskerne.

For at vise deres oprigtige hensigter har tyskerne taget kort med, der bl.a. viser, hvor de tyske minefelter er placeret.

Tilfreds fører Montgomery sine gæster ind i det telt, hvor kameraer og mikrofoner står klar til at forevige det historiske øjeblik.

Feltmarskallen sætter sig for enden af bordet, hvorefter de tyske udsendinge kan tage plads.

"Vi er forsamlet her i dag for at...", indleder briten til ære for kameraet, hvorefter han læser kapitulations-dokumentet højt.

Montgomery læser højt for verdenspressen:

Verdenspressen er på plads i Montgomerys telt, da den tyske delegation møder op for at kapitulere. De besatte lande Holland og Danmark er fri. “En efter en underskriver repræsentanterne for en slagen bande af gangstere”, hedder det i den canadiske ugerevy.

Én for én bliver tyskerne instrueret i at skrive under med admiral Friedeburg som den første.

Til rådighed har tyskerne den billigste og mest tarvelige pen, som britiske stabsfolk har kunnet opdrive.

Endelig har alle sat deres navn på papiret. Kapitulationen er en realitet:

De tyske tropper i Danmark, Holland og Nordvesttyskland vil overgive sig den 5. maj kl. 08.00 britisk sommertid.

Herefter fortsætter tyskerne til den amerikanske øverstkommanderende Dwight D. Eisenhower i den franske by Reims for at tale om den endelige kapitulation.

Samme aften kan BBC i sin danske udsendelse fortælle danskerne, at de tyske tropper i landet har overgivet sig.

Hør frihedsbudskabet fra London:

Under hele krigen lyttede danskerne til nyheder fra BBC i London. Den 4. maj begyndte programmet som vanligt, men efter 6 min. slukkede oplæseren Johannes G. Sørensen kortvarigt for mikrofonen. Han havde netop fået en vigtig nyhed: “I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig“.

I Flensborg trænger to ubådskaptajner ud på aftenen frem til Dönitz' gemakker og forlanger at høre den uantagelige ordre om at ødelægge skibene fra hans egen mund.

Men Dönitz er gået til ro, og hans adjudant vil ikke lade kaptajnerne få foretræde.

Adjudanten gentager Dönitz' ordre og tilføjer: "Hvis jeg var kaptajn, ville jeg vide, hvad jeg skulle gøre."

De to kaptajner nikker og forsvinder. I løbet af natten ødelægges flere ubåde.

3. maj 1945

Forhandlinger om fred begynder

Den nye tyske rigspræsident Karl Dönitz har indledt et dristigt dobbeltspil: Han vil hurtigst muligt slutte fred med vestmagterne og på samme tid fortsætte krigen mod Den Røde Hær.

Kun sådan kan han vinde tid til sin evakueringsaktion "Operation Hannibal" – alle disponible skibe er i disse timer ude på Østersøen for at redde omringede tropper og civile væk fra russerne.

Derfor er det også en streg i regningen, at Hamborgs nazistiske leder har besluttet at overgive sin by uden kamp til briterne.

I løbet af krigen har byen oplevet 213 luftangreb, 80 pct. af alle boliger er ødelagt eller beskadiget, og 40.000 indbyggere er omkommet.

Hamborg er blevet en spøgelsesby efter massive bombardementer:

“Disse første billeder af Hamborg viser de ubeskrivelige ødelæggelser, som gentagne luftangreb har påført nazirigets næststørste by. Nu er Hamborg en spøgelsesby. Bomberne rev hjertet ud af riget, og begravede tyranniet i asken”, fortæller den amerikanske ugerevy.

Men Dönitz ærgrer sig, for et slag om Hamborg ville have givet ham mere tid.

Byens kapitulation åbner dog mulighed for at få kontakt til fjenden:

Da Hamborgs fredsdelegation denne morgen møder op ved de britiske linjer, har den følgeskab af endnu en tysk delegation, der anmoder om at tale med Montgomery.

Den tyske fredsforhandler Hans-Georg von Friedeburg slap gennem de britiske linjer og kørte til feltmarskal Montgomerys hovedkvarter.

© Imperial War Museums

Delegationen bliver anført af admiral Hans-Georg von Friedeburg, som skal forsøge at slå en kile ind mellem de allierede ved at holde Sovjetunionen udenfor:

Friedeburg tilbyder, at alle tyske styrker, der kæmper mod Den Røde Hær, vil overgive sig til briterne.

"Absolut nej! Disse tyske arméer kæmper mod russerne", svarer Montgomery, der stiller et uventet forslag:

"Vil De overgive alle tyske styrker nordpå og vestpå i mit område, herunder Holland, Slesvig-Holsten og Danmark?"

Som en selvfølgelighed tilføjer han, at hvis tyskerne siger nej, vil han med største fornøjelse fortsætte kampen.

Friedeburg må tilbage til Dönitz for at drøfte Montgomerys krav.

På vejen gennem det britisk-erobrede område ledsages tyskeren af et par britiske jeeps med store hvide flag monteret.

Ved landsbyen Quickborn en snes kilometer nord for Hamborg når den lille kortege frem til frontlinjen.

En af de ledsagende briter fortæller om turen:

"Vi drejede om et hjørne og kørte lige ind i mundingerne på to tyske kampvognskanoner. En ung officer med kun én arm stod i vejkanten og havde kommandoen. Da han så det tyske køretøj, heilede han. Major Friedl steg ud og sagde noget til ham på tysk. Jeg stod tilbage over for denne officer og sagde højt til mine mænd: Se at komme op i jeres jeeps og vend om, og lad os for helvede se at komme væk så hurtigt som muligt".

General foreslår: Fortsæt krigen i Danmark

Mens Friedeburg er hos Montgomery forsøger Dönitz at få et overblik over den tyske kampkraft.

Hos sig har han repræsentanter for den tyske besættelsesmagt i Holland, Norge og Danmark.

Rigskommissær Seyss-Inquart for Holland kontrollerer kun en isoleret bræmme ude ved nordsøkysten, afskåret fra de øvrige tysk kontrollerede områder.

Rigskommissæren har været nødt til at sejle i en hurtiggående Schnellboot udenom de britiske styrker for at nå frem.

Hos Dönitz erklærer han sig villig til at kapitulere.

Hollænderne jubler over sejren, men tyskerne er stadig ikke helt nedkæmpet

“I Tyskland er vi besejrere, i Holland er vi befriere og venner,” kan den canadiske ugerevy fortælle. Men endnu er tyskerne ikke helt nedkæmpet – besættelsesmagten har forskanset sig ude ved kysten og holder stadig storbyer som Amsterdam.

De tyske topfolk fra nord er langt mere krigeriske:

"I Norge kan vi klare ethvert angreb," forsikrer rigskommissær Terboven og støttes af den øverstbefalende general i landet.

De råder over 380.000 veludrustede soldater og ser ingen grund til afslutte krigen uden kamp.

General Lindemann, der er kommet fra Danmark, har samme holdning.

Hans 230.000 mand er ganske vist et sølle sammenskrab af modvillige ungarer, utrænede teenagere og halvgamle mænd.

Men Lindemann har et personligt motiv; han fik posten i Danmark, fordi Hitler afskrev ham som for gammel til aktiv krigstjeneste.

Generalen er ivrig efter at redde sit eftermæle:

"I Danmark kan vi udkæmpe et sidste hæderligt slag – til sidste patron", lover Lindemann.

Dönitz beslutter at gå ind på Montgomerys krav.

Nu er freden kun nogle få dage væk – og alligevel kommer den for sent.

I bugten ud for Lübeck angriber britiske fly et passagerskib, som de fejlagtigt tror er fuld af nazister på flugt.

I virkeligheden er damperen Cap Arcona omdannet til en flydende kz-lejr.

5.000 kz-fanger er på vej ud i friheden, da briterne begår en skæbnesvanger fejl:

Læs også:

2. verdenskrig

Briterne bombede kz-fanger ved en fejl

25 minutter

2. maj 1945

Flugten fra Førerbunkeren

Efter Joseph Goebbels selvmord er den 27-årige livvagt og telefonoperatør Rochus Misch endelig løst fra sine pligter i Førerbunkeren.

Som en symbolsk gestus river han alle stik ud af omstillingsbordet. Nu er han endelig fri!

Rochus Misch har kone og barn i Berlin; dem vil han forsøge at nå hjem til.

Inden dagen gryr, haster han gennem gange og kældre under Rigskancelliet og nabobygningerne.

I et lagerrum sidder generalerne Krebs og Burgdorf lænet op ad hinanden. De har drukket cognac hele natten og skudt sig med deres Luger-pistoler.

Rochus Misch afslører detaljer fra sin tid som Hitlers livvagt:

Læs også:

Hitler

Hitlers undergang: Øjenvidner fortæller alle detaljer

24 minutter

Rochus løber over Wilhelmplatz og springer ned i en u-banestation.

Trappen flyder med lig, han fortsætter videre til perronen.

"Stationen var fuld af mennesker, alle civilister. Scenen lader sig næsten ikke beskrive. Der herskede de vildeste rygter om, hvad russerne angiveligt anrettede i de erobrede bydele. Det mest kuriøse hernede var to unge mænd, der spillede guitar – høje, glade Hawaii-rytmer. Jeg kunne ikke tro det. Berlin gik under, ikke med piber og trommer, men med guitarmusik. Det var komplet surrealistisk".
Rochus Misch

Flugten fortsætter gennem de mørke tunneller – men alt er forgæves. Rochus bliver fanget kort efter.

Som medlem af Hitlers inderste kreds er han en vigtig fange, og i de følgende år må han gennem utallige forhør under tortur – spørgsmålene kredser altid om det samme emne:

"Hvor er Hitler?!".

Russerne vil ikke tro på, at Føreren er død.

Rochus tilbringer otte år som fange i Sovjet, før han ser sin familie igen.

Berlin overgiver sig

Samme morgen er chefen for Berlins forsvar, general Weidling, gået over frontlinjen til den russiske hærledelse.

Han vil kapitulere byen.

Hans sidste opgave inden krigsfangenskabet bliver at forfatte en tekst, som højtalervogne skal afspille i byens gader, så alle tyske tropper forstår, at kampen er forbi:

"Den 30. april 1945 begik Føreren selvmord og lod alle, der havde svoret ham troskab, i stikken. Tro mod Førerens befaling var I, tyske soldater, klar til at fortsætte kampen om Berlin, selvom I løb tør for ammunition, og situationen gjorde modstanden meningsløs."
"Jeg beordrer ophøret af enhver modstand. Hver en time I kæmper videre forlænger civilbefolkningens og vore såredes forfærdelige lidelser. I enighed med overkommandoen for de sovjetiske tropper opfordrer jeg jer til øjeblikkeligt at indstille kampen".

Tøvende kommer de tyske soldater frem fra deres skjul, skyderierne ebber først ud i løbet af eftermiddagen.

Da dagen er omme, har Den Røde Hær taget godt 70.000 krigsfanger.

Halvanden uges kampe i byens gader krævede 92.000 tyske soldater livet.

Russerne mistede 78.000.

Berlin er faldet:

Sovjetiske tropper stormer op ad trappen til Rigsdagen. På taget af Tysklands magtcentrum hejser de Sovjetunionens flag.

1. maj 1945

Soldaterne forsøger at flygte fra Berlin

Hitler er død, og Den Røde Hærs soldater fejrer en løssluppen 1. maj i Berlin.

Størstedelen af byen er indtaget, men enkelte modstandslommer holder stadig ud – fx ved Radiohuset i den vestlige ende af byen.

Her står en blandet gruppe af soldater, tilløbne SS-folk og nogle få civile klar til at bryde ud af byen og kæmpe sig frem til de britiske linjer.

Blandt dem er den 15-årige Hans Müncheberg, der for få uger siden kom til SS:

"Det stod klart, at Berlin snart måtte kapitulere, og de, som ikke ville overgive sig, samledes bag Radiohuset. Flere hundrede mennesker. Natten til den 2. maj begyndte udbrudsforsøget. Det var især soldater fra Værnemagten og SS. Mine kammerater og jeg fik til opgave at gå ved siden af kolonnen og beskytte den."
"Kolonnen drejede af mod nordvest for at komme over Charlottenbrücke, der stadig var intakt og førte til Spandau."
"Jeg kom uskadt over broen, men i bydelen Spandau løb jeg ved siden af en flammekastervogn, som fik en fuldtræffer. Den eksploderede, og jeg blev slynget gennem en dør, gennem huset og ud i baggården. Jeg kom væk fra min gruppe, men blev fundet af en officer."
"Nu hører du til min gruppe. Træd ind i geleddet, sagde han."
15-årige Hans Müncheberg

Få de dramatiske øjenvidneberetninger fra Hans Müncheberg og fire andre tyske teenagere, der oplevede Berlins fald på helt tæt hold:

Læs også:

Slag under 2. verdenskrig

April 1945: Øjenvidner til Berlins fald

31 minutter

Samtidig med at kolonnen bevæger sig ud af Berlin, begår nazisternes propagandaminister Joseph Goebbels og hans hustru Magda selvmord i Førerbunkeren.

Forinden har de sammen med Hitlers læge myrdet deres seks sovende børn med giftampuller.

I Moskva holder Stalin 1. maj-parade på Den Røde Plads. Det er første gang siden krigen mod Nazi-tyskland brød ud i 1941.

Hos sig har han diplomatiske repræsentanter fra de allierede i vest samt gæster fra Kejserriget Japan.

Japanerne skæver nervøst til de endeløse rækker af soldater, der marcherer over pladsen.

Sovjetunionens diktator Josef Stalin er den glade vært for 1. maj-paraden på Den Røde Plads. Blandt de officielle gæster er en gruppe japanere, der beklemt ser på de endeløse rækker af soldater og militært isenkram. Endnu er de to lande ikke i krig.

Tyskland får ny fører

I sit testamente har Hitler udpeget storadmiral Karl Dönitz som sin efterfølger.

Den ranglede storadmiral med det alvorlige blik er en kendt og elsket skikkelse i hele Tyskland, fordi han siden krigens begyndelse har stået i spidsen for ubådene.

Dönitz tog gerne personligt imod ubådsmandskaberne, når de vendte hjem fra et togt.

© Polfoto/Topfoto

Hvert sænket, allieret skib er blevet fejret som en sejr i aviserne, og Dönitz har sågar medvirket i en biograffilm.

Karl Dönitz har en rolle i krigsfilmen "Ubåde mod vest":

“At kæmpe betyder at ofre sig – og at sejre. Kampen fortsætter”, siger storadmiral Dönitz til sine mænd i krigsfilmen “Ubåde mod vest” (1941). Dönitz tildeler et besætningsmedlem fra ubåden en tapperhedsmedalje, og filmen ender med sangen “Når vi drager ud for fædrelandet”.

Men selvom Hitler begik selvmord i går, får Dönitz først besked fra Berlin ved frokosttid i dag: Nu er han landets nye rigspræsident.

Dönitz begynder at hverve ministre til sin regering og sætter sig ved 22.30-tiden foran mikrofonen for at orientere Tyskland om Førerens død:

"Tyske mænd og kvinder, Værnemagtens soldater. Vor fører Adolf Hitler er faldet. I dybeste sorg og ærefrygt knæler det tyske folk. Føreren har udpeget mig til sin efterfølger. I bevidstheden om ansvaret overtager jeg ledelsen af det tyske folk i denne skæbnetunge time".
"Min første opgave er at redde menneskene fra den fremtrængende, bolsjevistiske fjende. Hvis vi gør, hvad vi kan, vil Gud ikke svigte os efter al vores lidelse og alle vore ofre".
Karl Dönitz

Det står klart for den nye leder, at kampene på vestfronten må afsluttes hurtigst muligt, mens hæren på østfronten skal kæmpe videre for at vinde tid til at redde de tyske soldater og civile væk fra Den Røde Hær.

Det Tredje Rige bryder sammen, og Karl Dönitz' regeringstid bliver en kaotisk affære – sådan gik det ham:

Læs også:

Det tredje rige

Det Tredje Riges sidste krampetrækninger

24 minutter

30. april 1945

Hitler begår selvmord

Beslutningen er truffet: Hitler vil begå selvmord – og Eva Braun følger ham i døden.

De to nygifte kalder bunkerens personale sammen for at sige farvel. Bagefter trækker de sig tilbage til Hitlers lille dagligstue.

Minutterne går – indtil nogen mener at have hørt et pistolskud.

"Hitlers kammertjener Heinz Linge og adjudanten Otto Günsche lægger øret til arbejdsværelsets dør. Langsomt går de frem til dagligstuens dør. Ingen vover at trække vejret. "
"Mit blik falder først på Eva. Hun sidder i sofaen med benene trukket op og hovedet vendt mod Hitler. Under sofaen står hendes sko. Ved siden af den døde Hitler. Hans øjne er åbne, stirrer ind i tomheden."
Telefonpasseren Rochus Misch

Få flere øjenvidneberetninger fra Hitlers død:

Læs også:

Hitler

Hitlers undergang: Øjenvidner fortæller alle detaljer

24 minutter

Hitler har gjort det klart, at han under ingen omstændigheder vil falde i fjendens hænder – hverken levende eller død.

Klokken er ca. 14, da Førerbunkerens stab svøber de to lig i militærtæpper og bærer dem op i Rigskancelliets have, hvor 200 liter benzin står klar.

Med i den lille gruppe af betroede mænd er Hitlers chauffør Erich Kempka:

"Günche og jeg lagde Eva ved siden af hendes mand. Rundt om os eksploderede granaterne med en heftighed, som om russerne havde fordoblet beskydningen."
"Jeg styrtede tilbage til bunkeren og hev efter vejret. Så greb jeg en benzindunk og stillede den ved ligene. Jeg rev låget af. Granaterne regnede ned og overdængede os med jord, granatsplinter piftede hen over os. Vi styrtede tilbage til bunkerindgangen for at finde ly."
Erich Kempka

Beskydningen er så kraftig, at mændene overvejer at kaste en håndgranat for at få ligbrændingen i gang.

Så finder Kempka en stump afrevet stof, som bliver vædet i benzin.

Propagandaminister Goebbels hiver en æske tændstikker frem, og i en bue flyver det brændende stof over til de døde, der er vædet i benzin.

Ligbrændingen er afsluttet ved 19.30-tiden.

Efter erobringen af Berlin verserede dette foto af en død Adolf Hitler, men det var trods ligheden en forveksling. Manden er aldrig blevet identificeret.

© Keystone Press / Imageselect

Intrigante Bormann griber efter magten

Med Hitlers død kan de forsamlede i Førerbunkeren begynde at tænke på deres egen fremtid.

Blandt dem er Martin Bormann, der har titel af partisekretær, men i virkeligheden har været Hitlers nærmeste medarbejder.

Lige siden sin ansættelse har han forsøgt at blive Førerens yndling, og nu vil han gøre alt for at placere sig i magtens centrum.

Sådan plottede Bormann for at vinde magten:

Læs også:

Nazisme

Efter Hitler: Topnazister slås om Tysklands ruiner

26 minutter

Bormanns plan er helt enkel:

Hitler har udpeget storadmiral Karl Dönitz til sin efterfølger, men Bormann undlader i første omgang at orientere Dönitz om Førerens død.

Lord Haw-Haw var Hitlers engelske stemme

Britiske krigsfanger i Tyskland kunne sende hilsner til deres familie i radioprogrammet “Germany calling”. Mellem hilsnerne udbredte værten, Lord Haw-Haw, nazistisk propaganda. Som det her kan høres, var han tydeligt beruset under sin sidste udsendelse den 1. maj 1945.

I et radiostudie i Hamborg sidder en modfalden irer ved navn William Joyce.

Siden 1939 har han under øgenavnet "Lord Haw-Haw" været en kendt stemme i de propaganda-udsendelser, som tysk radio sender til Storbritannien.

Læs om den vanvittige radiovært her:

Læs også:

Lord Haw Haw William Joyce
2. verdenskrig

Hitlers propagandastjerne blev jaget vildt

6 minutter

29. april 1945

Gårsdagens nyhed om henrettelsen af Mussolini har skræmt Hitler så meget, at han træffer en overraskende beslutning: Den evige ungkarl vil gifte sig.

Natten til den 29. april tropper en fremmed op i Førerbunkeren.

Fra sit omstillingsbord bemærker telefonpasseren Rochus Misch ham:

"Kort efter midnat opdagede jeg i bunkeren en mand, jeg aldrig havde set før.

Hannes Henschel, der stod for driften af diesel-generatoren, virkede mindre overrasket.

"Hvem er det?" spurgte jeg.

"Det er giftefogeden".

"Hvem?"

Jeg måtte have hørt forkert, men Henschel gentog:

"Giftefogeden. Chefen skal giftes".

Sådan hørte jeg om Hitlers forestående bryllup med Eva Braun.

Der kom kun få gratulanter, der drak ægteparrets skål. Jeg blev ved omstillingsbordet og overvejede, hvordan jeg skulle tiltale Eva Braun, når jeg mødte hende.

"Fru Hitler" lød helt forkert."

Hitlers brud veg ikke fra Førerens side – sådan var deres forhold:

Læs også:

Store krigsprofiler

Eva Braun: Kald mig bare fru Hitler

15 minutter

Hitler skriver testamente

Denne dag har Hitler yderligere to vigtige opgaver: Hans elskede schæferhund Blondi får en giftampul, og ud på aftenen kalder han sekretæren Traudl Junge til sig.

"Jeg sætter mig ved det store bord og venter. Så kaster Føreren pludselig de første ord ud i rummet: 'Mit politiske testamente.'"
"Et øjeblik ryster min hånd. Nu kommer endelig det, vi har ventet på i dagevis. Forklaringen på alt det, der er sket. En indrømmelse af skyld, eller måske en retfærdiggørelse."
"I dette sidste dokument vil han, der ikke længere har noget at miste, endelig fortælle sandheden om Tusindårsriget."
"Men min forventning bliver ikke opfyldt".
Traudl Junge

Hitler ville dø i Berlin, men først havde han en meddelelse til det tyske folk: Fortsæt kampen – nazismen vil sejre.

© Shutterstock

Hitler overdrager posten som rigspræsident til storadmiral Karl Dönitz, mens propagandaminister Joseph Goebbels forfremmes til rigskansler.

Titlen som Fører tager Hitler med sig i graven.

Læs, hvad Hitler skrev i sit testamente:

Læs også:

Hitler

De arvede Hitler: Læs testamentet her

12 minutter

28. april 1945

Himmlers hemmelige forhandlinger

Den Røde Hær er nået til Potsdamer Platz og står nu bare 500 meter fra Førerbunkeren.

Beboerne i bunkeren er næsten afskåret fra omverdenen. For at høre nyt om krigens gang, er de ofte tvunget til at høre udenlandsk radio.

Denne eftermiddag hører Hitler, at SS-lederen Heinrich Himmler har forsøgt at forhandle fred med vestmagterne.

"Fra svensk radio fik vi at vide, at Himmler havde tilbudt englænderne og amerikanerne at kapitulere. Dette var blevet afvist med den begrundelse, at de allierede kun accepterede en betingelsesløs kapitulation med russerne."
"Hitler mistede øjeblikkeligt besindelsen. Han råbte højt. Mellem de forskellige telefonopkald hørte jeg hans ophidsede stemme: 'Lige netop Himmler, lige netop Himmler!' Det hele mindede om hans reaktion på Hess' flyvning til England i 1941."
Telefonpasseren Rochus Misch

Læs alt om Himmlers hemmelige forhandlinger her:

Læs også:

2. verdenskrig

Nazisterne ville skjule mishandling af kz-fanger

30 minutter

Hitler mister en gammel ven

Himmlers forræderi er slemt nok, men i dag bliver Hitler også klar over, at den italienske fascistleder Benito Mussolini er blevet henrettet af partisaner og siden lynchet af en menneskemasse i Milano.

Her annoncerer den amerikanske ugerevy Mussolinis død:

I Milano fejrer tusinder nyheden om Mussolinis død. Mange spytter, sparker og slår diktatorens lig, inden det hænges op. “De giver Mussolini skylden for alle katastroferne, som har ramt Italien,” forklarer den engelske oplæser.

Nyheden om Mussolinis død får Hitler fra BBC – og den hensætter ham i chok.

Han begynder at planlægge sin egen død, for russerne skal ikke have chancen for at tage ham i live.

Benito Mussolini havde været et idol for Hitler og blev en nær allieret.

© Shutterstock

Mussolini var Hitlers store forbillede, men endte som Italiens mest forhadte mand:

Læs også:

Politikere

Mussolini ville genskabe Romerriget

29 minutter

I disse dage har Førerbunkeren besøg af Hanna Reitsch, Tysklands mest berømte testflyver.

Hun er landet i den omringede by sammen med flyvergeneralen Robert von Greim.

Han vil takke for en forfremmelse, mens hun forsøger at overtale Hitler til at forlade Berlin med helikopter.

Hanna Reitsch havde indøvet en storstilet redningsaktion – få planen her:

Læs også:

2. verdenskrig

Berømt pilot ville redde Hitler

30 minutter

Føreren afviser forslaget på det bestemteste. Så Hanna Reitsch og Robert von Greim forlader byen i et af de sidste fly, der letter fra den interimistiske startbane midt i byen.

27. april 1945

Hitler-dreng keder sig før slaget

I dag indtager Den Røde Hær den store Alexanderplatz midt i Berlin, men blot et par kilometer væk – ved Rigsdagen – er alt endnu roligt.

Den 16-årige hitlerjugend-dreng Ernst Bitscher keder sig gudsjammerligt på sin vagt og beslutter at strejfe lidt rundt på egen hånd i den imponerende rigsdagsbygning, der engang husede Tysklands demokratiske forsamling:

"Jeg gik ind i Rigsdagens ene tårn og nåede op på taget, hvor man kunne kigge ud over byen. Pludselig råbte to soldater til mig:
"I dækning! Snigskytter!"
Jeg gik en etage ned. Her var ikke et øje. Så nåede jeg et rum fuld af arkitekturmodeller. Man kunne stikke hovedet op i dem. Det var sikkert en del af udstillingen om nyindretningen af Berlin til Germania.
En etage længere nede kunne jeg se, at en henrettelse var i gang. Med ryggen til mig stod en desertør. Foran ham stod pelotonen og gjorde sig klar. I samme øjeblik faldt russiske granater over Rigsdagen, og desertøren kunne slippe væk".
Ernst Bitscher

Få flere øjenvidneberetninger fra børnene, der oplevede Berlins fald

Læs også:

Slag under 2. verdenskrig

April 1945: Øjenvidner til Berlins fald

31 minutter

Rustningsminister Speer har svigtet

Arkitekten Albert Speer skulle formgive det nye Germania, og Hitler stod klar med gode råd. Modellerne havnede siden i et lokale i Rigsdagen.

© SZ Photo / Alamy / Imageselect

Manden bag Germania-modellerne i Rigsdagen er arkitekten Albert Speer. Inden krigen begyndte, var det hans job at omskabe rigshovedstaden Berlin til verdens centrum.

Flere gader blev revet ned for at skabe plads til nye, monumentale bygningsværker.

Men siden 1942 har byggearbejdet ligget stille, fordi Speer blev udnævnt til rustningsminister.

Netop i dag aflægger han besøg i Førerbunkeren. Speer er nervøs, for han har i al hemmelighed modarbejdet Hitler ved at forhindre "Nero-ordren" – Førerens befaling til rigets nazistiske lokalledere om at ødelægge fabrikker, vandværker og broer, så de allierede ikke får nogen gavn af deres erobringer.

I praksis vil Nero-ordren gøre Tyskland ubeboeligt i mange år, har Speer erkendt. I de seneste uger er han derfor rejst rundt i Tyskland for at overtale partilederne til at glemme ordren.

"Er De klar over, hvad straffen er?" spørger Hitler skarpt, før hans stemme mildnes:
"Hvis De ikke havde været min arkitekt, ville jeg have taget de konsekvenser, som er nødvendige i sådanne tilfælde".

Speer slipper med livet i behold.

Læs også:

2. verdenskrig

Albert Speer gjorde Hitlers drømme til virkelighed

26 minutter

Imens trænger Den Røde Hær ubønhørligt frem. Nord for Berlin bliver kz-lejren Sachsenhausen befriet. Vagterne er flygtet og har efterladt 3.000 fanger.

Siden åbningen i 1936 har lejren fungeret som en uddannelsesinstitution for SS-vagtfolk og administratorer, før de skulle udsendes til andre lejre.

Men Sachsenhausen har også været centrum for verdenshistoriens største falskmøntner-værksted.

Mere end 100 særligt udvalgte fanger har produceret 132 millioner pund i falske sedler, som skulle bruges til at få Storbritanniens økonomiske system til at bryde sammen.

Kz-fanger forfalskede pengesedler i bunkevis – sådan gjorde de

Læs også:

2. verdenskrig

KZ-fanger forfalskede bunkevis af pengesedler

16 minutter

Se Oscar-vindende film om falskmøntere

“Forfalskerne” vandt i 2007 en Oscar for Bedste Udenlandske film. Den skildrer Operation Bernhard – nazisternes plan for at financiere krigen ved hjælp af falske penge. I filmen skal svindleren og KZ-fangen Sally Sorowicz redde Tyskland fra økonomisk kollaps.

25. april 1945

Voldtægten

De russiske tropper trænger i dag ind i bydelen Dahlem i Berlin. Her bor den 15-årige skolepige Christa Ronke sammen med sin mor.

Faderen er blevet indkaldt til hæren, så de to må forsøge at klare sig selv. Frygten for russernes voldtægter og røveriske overfald har fået nabolagets kvinder til at søge sikkerhed i en kælder:

"Midt på dagen så jeg ud ad vinduet tre soldater i fremmede uniformer. De første russere! Ganske ophidset kaldte jeg på de andre i kælderen. Lidt senere bankede det på døren. To russere.
Christa Ronke
De spurgte efter tyske soldater. Så gennemsøgte de alt, pegede på mor og mig – mente vel "mor og datter" – og gik igen.
Straks efter kom de næste. En soldat med bind for det ene øje trak mig ud af rummet. Mor bønfaldt ham, men hun blev skubbet tilbage. Jeg ville forsvare mig, men han greb straks sin pistol. Omtumlet af afsky, men på en måde også glad for at være i live, vendte jeg snart efter tilbage til min mor og de andre, der trøstede mig".
Christa Ronke

Inden de næste russere kommer og overfalder hende, skynder Christa sig at rive sine to stifttænder ud – dem har hun haft, siden en ulykke slog hendes fortænder ud.

Nu ligger hun på en madras og forsøger at spille evnesvag. De næste soldater mister hurtigt interessen, da de ser det grinende, hjælpeløse barn på gulvet.

Få flere øjenvidneberetninger fra børnene, der overlevede Berlins fald

Læs også:

Slag under 2. verdenskrig

April 1945: Øjenvidner til Berlins fald

31 minutter

Tyskland bliver hugget midt over

De symbolske håndtryk mellem amerikanere og russere tager forskud på sejren.

© AKG-Images

For første gang under krigen mødes soldater fra Den Røde Hær med tropper fra US Army, men det sker ikke helt så harmonisk, som vist på billedet fra broen over Elben.

En lille gruppe amerikanske soldater er ude for at rekognoscere i ingenmandslandet foran dem. Jeepen passerer flygtninge og byer med hvide lagener hængende ud af vinduerne.

Grupper af tyske soldater stavrer hen ad vejen på udkig efter nogen at overgive sig til.

Amerikanerne når frem til byen Torgau ved Elben, hvor de kommer under heftig beskydning. Russerne på den anden side af floden har misforstået situationen.

Kun ved at vifte med et hjemmelavet "stars and stripes"-flag kan amerikanerne berolige russerne, og med stor gensidig mistillid begiver begge parter sig ud på den ødelagte bro for at hilse på hinanden.

Ingen var forberedte på mødet ved Torgau – og russernes skud blev de første i den kolde krig

Læs også:

us soldiers red army meet at thorgau
2. verdenskrig

Allierede soldater støder sammen ved Elben

18 minutter

Da pressefotograferne næste dag beder om en gentagelse, er de brede smil på plads.

De amerikanske og russiske soldater stiller glade op for fotograferne

En ødelagt bro over floden Elben danner den effektfulde baggrund, da sovjetiske og amerikanske tropper mødes ved Torgau – 123 km syd for Berlin. En sjælden farvefilm viser, hvordan de to hære hilser på hinanden med varme håndtryk, skulderklap og drabelig knivdans.

Mødet ved Torgau betyder, at Nazi-tyskland er hugget midt over – og tyskerne har fået endnu sværere ved at føre krigen videre.

Samtidig er Berlin helt afskåret – den eneste vej ud går via en interimistisk startbane, anlagt nogle få hundrede meter fra Førerbunkeren.

Når en granat river startbanen op, skynder et arbejdshold sig at skovle jord i hullet.

23. april 1945

Göring er klar til at overtage magten

Både Göring (tv), Bormann og Himmler (halvt skjult) anglede efter magten. Vinderen blev manden i sort: Storadmiral Karl Dönitz.

© Foto: Ullstein Bild & Getty Images & Alamy/Imageselect

Tysk radio meddeler, at Adolf Hitler vil blive i byen under slaget om hovedstaden. Hans ord, om at "krigen er tabt" fra dagen før, er kommet luftmarskal Hermann Göring for øre.

I det nazistiske hierarki er han nummer to efter Hitler, og i et telegram forespørger Göring nu, om Hitler er i stand til at forsvare riget. Eller om Göring skal overtage?

I Førerbunkeren lugter Hitler forræderi og forlanger Göring anholdt. Men ulykken er allerede sket. Mændene i nazismens inderste kreds gør sig klar til kampen om at arve Hitlers rige.

Følg Görings, Himmlers og Bormanns ufine tricks for at rane magten til sig

Læs også:

Nazisme

Efter Hitler: Topnazister slås om Tysklands ruiner

26 minutter

Førerens anfald af sortsyn og hurtige skift til grundløs optimisme skyldes formentlig, at hans læge i årevis har fyldt ham med narkotiske stoffer.

Pillerne skal hjælpe Hitler med at komme ud af sengen og få styr på den kronisk dårlige mave.

Hitlers medicinskab bugner af stoffer – vi åbner lågerne her

Læs også:

Hitler

Hitler var på stoffer under 2. verdenskrig

23 minutter

Kvinder og børn skal redde Berlin

Der er brug for alle i hovedstadens forsvar. I løbet af foråret blev indbyggerne instrueret i at bruge den effektive Panzerfaust, der kan brænde sig vej ind i fjendtlige kampvogne.

Den tyske ugerevy fortæller, at kvinder også kan bruge våbnet

“Panzerfaust-affyring i en tysk by. Her kan enhver tysker lære at betjene dette våben, der er frygtet af fjenden. Det er præcist så nemt, som det ser ud. Også kvinder kan nemt betjene dette våben”, lover den tyske ugerevy.

Byens komplet utilstrækkelige forsvar er også forstærket med tusinder af drenge fra Hitlerjugend.

Den 15-årige Hans Müncheberg og hans skoleklasse er havnet i en SS-enhed, fordi deres nazistiske skoleinspektør pressede på:

"Sammen med SS skulle vi forhindre Den Røde Hær i at omringe Berlin. Vi blev sat ind nordvest for Spandau. Stillingen var umulig at holde, og de første af mine kammerater omkom. Vores klasselærer var ved flakforsvaret, men han ville være sammen med sine drenge. En fuldtræffer rev hans ene ben af. Vi forsøgte at redde ham, men han forblødte for øjnene af os. Han gav klassens ældste elev ordre til, at vi skulle drage til Slesvig-Holsten:
"Jeg overdrager dig kommandoen. Forsøg at komme til Plön. I efterlader mig her. Det er en ordre!"
SS-folkene var allerede stukket af, og vi var alene på dette afsnit af fronten. Russerne affyrede stalinorgler mod os, og når sådanne raketter slår ned i en skov, flyver granat- og træsplinterne. Vi måtte trække os tilbage".
Hans Müncheberg

22. april 1945

Hitlers værste raserianfald

Hitler har besluttet, at slaget om Berlin skal afgøre Nazi-tysklands skæbne. Her skal hans hære samles for at knuse Stalins styrker, der allerede er trængt langt ind i byen.

Sovjetiske fotografer dækker kampene i Berlin

Sammen med Den Røde Hær rykker sovjetiske kameramænd ind i Berlin. Deres film viser den tyske hovedstad som en labyrint af murbrokker, hvor der kæmpes indædt fra hus til hus. Med kanoner og kampvogne blæser russerne sig vej mod Rigsdagen og Hitlers bunker.

I teorien har Hitler stadig en chance: Mod nord står SS-general Steiner, nordøst for byen er general Heinrici, mod syd og vest står generalerne Busse og Wenck med hhv. 9. armé og 12. armé.

Men generalerne mangler alt – mænd, materiel, ammunition – og de ser intet formål i at fortsætte kampen.

Da Føreren den 22. april bliver klar over, at ingen af de fire generaler vil komme ham til hjælp, eksploderer han i et afsindigt raseri.

En stabsofficer er vidne:

"Hitler hoppede op og ned, mens han hylede og skreg. Hans ansigtsfarve skiftede mellem hvid og lilla, og han rystede over hele kroppen. Hans stemme knækkede igen og igen, mens han skreg ‘illoyalitet, kujonagtighed, forræderi og ulydighed'".

Efter den store sindsbevægelse synker Hitler hen i en apatisk tilstand og siger de utænkelige ord:

"Det er slut! Krigen er tabt! Jeg vil skyde mig selv!".
Adolf Hitler

Hitler mister besindelsen og erklærer, at krigen er tabt – få alle detaljer fra den afgørende dag

Læs også:

Hitler

Adolf Hitler erklærer: "Krigen er tabt"

20 minutter

Generalerne tager benene på nakken

Ingen af de fire generaler gør længere, som Hitler befaler.

I første omgang svigter den ellers loyale SS-general Felix Steiner, der råder over nogle få tusinde soldater uden artilleri eller kampvogne.

Steiner vurderer, at det vil være komplet meningsløst at forsøge at kæmpe sig vej ind i Berlin.

Forsvaret af Berlin blev mere og mere umuligt, efterhånden som generalerne sagde nej.

© AKG-Images

Heller ikke general Busse syd for Berlin kan nå frem. Han er ved at blive omringet nær landsbyen Halbe, som i de følgende dage bliver rammen om et regulært blodbad.

General Heinrici har allerede opgivet og planlægger at rykke mod nord, så hans mænd kan overgive sig til de fremrykkende briter.

Tilbage er kun general Wenck, der i øjeblikket står ved Elben, vest for Berlin. I Førerbunkeren lægger Hitlers stab en ny, virkelighedsfjern plan for at muntre Føreren op: Wencks 12. armé skal komme hovedstaden til undsætning!

Hitler bliver fyr og flamme – og udsender en ny dagsbefaling: "Til soldaterne i Wencks armé. Jeres opgave er klar: Berlin skal forblive tysk!"

I Berlin og på andre fronter mangler Tyskland desperat soldater for at slå fjenderne tilbage. Andre steder står soldater uden at lave noget.

Omkring 200.000 mand fra den hær, der i næsten tre år belejrede Leningrad, er blevet lukket inde på en halvø i Letland.

Hitler mente, at det var smart at have soldater så langt inde bag østfronten; så ville de stå klar til at storme mod Moskva, når de nye vidundervåben var klar.

Men våbnene kom aldrig.

Tyske soldater blev efterladt og glemt i Letland – få den gribende beretning om Hitlers vikinger

Læs også:

Nordland, SS, Letland
2. verdenskrig

Reportage: Hitlers faldne vikinger fundet i Letland

29 minutter

20. april 1945

Hitler fejrer sin fødselsdag

Adolf Hitler kan i dag fejre sin 56-års fødselsdag.

En del officerer og højtstående nazister møder frem for at gratulere i den underjordiske bunker.

Stemningen er mat, bemærker Hitlers sekretær Traudl Junge, men en fest baner sig vej:

Om aftenen sad vi som sild i en tønde i det lille arbejdsværelse. Hitler var fåmælt og stirrede frem for sig. Også vi spurgte, om ikke han ville forlade Berlin.

"Nej, det kan jeg ikke", svarede han.

"Jeg må gennemtvinge afgørelsen her i Berlin – eller gå under!"
Adolf Hitler

Vi tav, og den mousserende vin, vi skålede med, smagte fad.

Nu havde Hitler bekræftet vore bange anelser: Heller ikke han troede på en sejr.

Fødselsdagsselskabet opløstes. Men da Eva Braun havde fulgt Hitler ind på hans værelse, kom hun ud igen. I hendes øjne brændte en urolig ild.

Hun havde en kjole af sølvblå brokade på. Eva Braun ville dulme den angst, der var vågnet i hendes hjerte.

Hun ville feste en allersidste gang.

"Eva Braun ville danse. Og hun rev alle med i en fortvivlet rus, som den, der allerede har følt dødens ånde."
Traudl Junge

Eva Braun inviterede alle, hun mødte på sin vej gennem bunkeren, med op i sin gamle dagligstue på første sal i Rigskancelliet, som stadig var intakt, om end de smukke møbler nu stod nede i bunkeren.

Det store bord blev dækket festligt op for alle, der hørte til Hitlers kreds og stadig var i Berlin.

Et sted blev der endda fundet en gammel grammofon med en eneste plade til.

"Blodrøde roser fortæller dig om lykken…"

I Rigskancelliet hører deltagerne til Eva Brauns fest russernes kanoner buldre. Mens solisten på pladen synger “blodrøde roser skal kærtegne dig”, regner granater ned over Berlin. I filmen Der Untergang føjer instruktøren ekstra drama til scenen ved at blæse vinduerne ind.

Øjenvidner fortæller rystende detaljer om Hitlers nedtur:

Læs også:

Hitler

Hitlers undergang: Øjenvidner fortæller alle detaljer

24 minutter

Fødselsdagen i Førerbunkeren var ikke så festlig som de tidligere år.

© Hugo Jaeger / Getty Images

Efter tyskernes nederlag ved Seelow-højdedraget står intet længere i vejen for Den Røde Hærs storm på Berlin.

Netop på Hitlers fødselsdag indleder russerne et timelangt granatangreb på byen.

Hagekorset bliver sprængt

I Bayern falder Nürnberg.

Amerikanerne finder frem til den store nazistiske paradeplads – Rigspartiområdet og får øje på det store hagekors i sten over tribunen.

De lægger en sprængladning bag det forhadte bomærke.

Amerikanerne sprænger hagekorset til atomer:

“Som en symbolsk gestus sprænger de amerikanske tropper det nazistiske partiemblem”, siger speakeren fra den amerikanske ugerevy. Sten og skrot regner ned over partiområdet, hvor Hitler engang holdt taler for ungdommen og partimedlemmer.

Lige fra begyndelsen har Nürnberg været en nazistisk højborg, hvor partiet afholdt ugelange ceremonier.

Området er anlagt af Hitlers yndlingsarkitekt, Albert Speer, der som ung mand kom ind i partiet og kom til at præge nazisternes byggestil som ingen anden.

Sådan gjorde Albert Speer Hitlers drømme til virkelighed:

Læs også:

2. verdenskrig

Albert Speer gjorde Hitlers drømme til virkelighed

26 minutter

I kz-lejren Neuengamme ved Hamborg begynder evakueringen af de danske og norske fanger, som er samlet her.

Efter aftale mellem den svenske greve Folke Bernadotte og SS-lederen Heinrich Himmler, kan fanger stige om bord i "de hvide busser" og køre til Sverige via den danske grænse.

16. april 1945

Berlins sidste skanse er klar til slag

Joseph Goebbels er personligt kommet til fronten ved Oder-floden for at se opbygningen af tyskernes forsvar. Dag og nat ruller togene med materiel, våben og mænd til fronten, rapporterer den tyske ugerevy sejrsbevidst.

I dag begynder den endelige kamp om Berlin.

900.000 russiske soldater stormer frem fra Oder-flodens bred med kurs mod den tyske hovedstad bare 80 kilometer væk.

Ikke meget mere end 90.000 tyskere skal forsøge at slå dem tilbage.

Hitlers undertallige hær skulle holde stand – følg slaget her:

Læs også:

2. verdenskrig

Hitlers pjaltehær skal stoppe Stalins styrker

27 minutter

Begge parter har forberedt slaget i månedsvis: Den Røde Hær har samlet tropper, mens den tyske hær har anlagt skyttegrave og stillet kanoner op.

Tidligt denne morgen går det løs i højdedraget nær byen Seelow.

Hitlers befaling lyder:

"Fjenden vil forsøge at smadre Tyskland og udslette vor nation. Men vi har forudset dette fremstød, og siden januar har vi gjort alt, hvad vi kunne for at opbygge en stærk front. Mægtigt artilleri møder fjenden. Tabet af infanteri har vi suppleret med adskillige nye enheder. Bolsjevikkerne vil forbløde på tærsklen til Det Tyske Riges hovedstad!"
Adolf Hitler

Håbløse kampe i tre dage

Hitlers ord kan ikke ændre det faktum, at hans hær er i rystende undertal.

Den trætte styrke kan kun mønstre 90.000 mand.

Dertil kommer nogle tusinde drenge fra Hitlerjugend samt ældre mænd fra reservernes reserve, kaldet Volkssturm (Folkestormen).

De udkommanderede civilister har utilstrækkeligt materiel og næsten ingen ammunition, men landskabet med de 60 meter høje skrænter hjælper tyskerne, for russerne skal angribe nede fra den flade flodslette for at komme op over Seelow-højdedraget.

Allierede krigsfanger, der forsøgte at flygte, endte i Colditz.

© Topical Press Agency / Getty Images

Samme dag, som slaget ved Seelow begynder, trænger amerikanerne frem til en tysk krigsfangelejr i borgen Colditz ved Leipzig, lejren Oflag IV-C.

Her sidder alle de allierede ballademagere, som har forsøgt at flygte fra andre lejre.

Middelalderborgen Colditz er bygget på en klippeknold, så det er umuligt at grave sig ud.

Men fangerne har fra begyndelsen set det som en personlig udfordring at slippe fri.

Opfindsomheden kender ingen grænser – her er nogle af de vildeste flugtforsøg:

Læs også:

2. verdenskrig

Opfindsomme fanger tager flugten fra Colditz

23 minutter

I dag vælger Hitler at flytte permanent ned i Førerbunkeren.

Hidtil har han i dagtimerne kunnet arbejde nogenlunde uforstyrret i sit kontor i Rigskancelliet, men her er ikke sikkert længere.

13. april 1945

SS vil slette sporene efter kz-lejre

Siden Den Røde Hær befriede kz-lejren Majdanek i Polen i sommeren 1944, er grusomhederne i nazisternes koncentrationslejre ingen hemmelighed længere.

Men SS har indledt en desperat kamp for at fjerne beviserne for mishandling, menneskeforsøg og massemord. Fangerne bliver gennet op i godstog og fragtet væk fra de allieredes fremrykkende hære.

Hitler ville henrette alle fangerne, men Himmler havde andre planer – få hele historien her.

Læs også:

2. verdenskrig

Nazisterne ville skjule mishandling af kz-fanger

30 minutter

Ved banegården i Celle er mere end 3.000 fanger strandet, fordi sporene er ødelagt under et luftangreb.

Den lokale nazi-leder bestemmer, at fangerne skal gå til næste lejr. 400 omkommer under dødsmarchen, og nu afgør nazi-lederen, at dem, der er for udmattede til den fortsatte vandring, skal henrettes.

I dag for 75 år siden spærrer SS-mænd 1.000 fanger inde i en stor lade og stikker ild til den. Kun seks fanger overlever – blandt dem er polakken Stanislaw Waleszynski:

"Laden er fyldt med halm i knæhøjde. Jeg kan lugte benzin. Portene lukkes, og jeg ser en SS-mand antænde halmen. Ilden breder sig med lynets hast, og alle forsøg på at slukke den er forgæves. Jeg nærmer mig porten og ser en fange, der med en ske kradser jorden væk under porten. Jeg hjælper til med mine bare hænder, indtil vi kan smyge os ud. Endelig står jeg uden for laden. Vi kryber gennem en kornmark og når ud i skoven".
Stanislaw Waleszynski

Amerikanske soldater tvang de civile tyskere til at begrave 1.000 dræbte kz-fanger.

© Topical Press Agency / Getty Images

Himmlers hemmelige møder med Bernadotte

En stor fange-gruppe i nazisternes kz-lejre er jøderne, som regimet indledte en forfølgelse af allerede i 1935 med indførelsen af de såkaldte Nürnberglove.

Lovgivning betød bl.a. at jødiske børn ikke længere kunne gå i skole med tyske børn, og at ægteskaber mellem jøder og ariere blev forbudt.

Nürnberglovene gjorde det lovligt at forfølge jøderne.

Læs også:

Nazisme

Jødehad blev til lov i Nürnberg

15 minutter

Nu 10 år senere har SS-vagterne fået travlt med at rømme lejrene.

Imens arbejder SS' øverste leder, Heinrich Himmler, på en plan om at bytte kz-fangerne for fred med vestmagterne USA og Storbritannien.

Han har brug for så mange fanger, som muligt – derfor skal de samles midt i riget.

Som mellemmand til forhandlingerne med vestmagterne har Himmler udset sig grev Folke Bernadotte, der er vicepræsident for det svenske Røde Kors og har gode kontakter til den svenske regering.

Allerede i marts holdt de et første møde, hvor Himmler gav svenskeren lov til at samle alle danske og norske fanger i kz-lejren Neuengamme.

Siden har hvidmalede busser med røde kors kørt Tyskland tynd for at hente de mere end 7.000 mennesker. Helt til den østrigske lejr Mauthausen når busserne.

I mellemtiden er amerikanerne nået frem til kz-lejren Buchenwald ved Weimar. Mere end 20.000 udhungrede fanger tager imod dem – og bjerge af lig.

Soldaterne bliver så oprørte over synet, at de lader den lokale tyske befolkning vandre gennem KZ-lejren, så de kan se nazisternes grusomheder med egne øjne.

Indbyggerne i Weimar tror, at de bliver inviteret med på en picnic, da amerikanske soldater samler dem op i byen. I virkeligheden går turen til kz-lejren Buchenwald få km væk. Med gruen malet i ansigtet ser tyskerne hvilke forbrydelser, nazisterne har begået.

10. april 1945

Tysklands farligste mand henrettes

Natten til i dag bliver snedkeren Georg Elser henrettet ved nakkeskud og efterfølgende brændt.

Elser har siddet seks år i kz-lejren Dachau som "Førerens særlige fange".

Denne titel fik han tilbage i 1939, da han sprængte en bombe under et nazistisk massemøde i en festsal i München, hvor nazisterne hvert år den 8. november markerede deres kupforsøg i 1923 (kendt som Ølstuekuppet).

Her går Hitler på talerstolen i 1933:

Hvert år mødtes nazisterne i værtshuset Bürgerbräukeller i München for at mindes “Ølstuekuppet” i 1923. Forsøget på at gribe magten slog fejl, men bare 10 år efter havde nazistpartiet fået magten, og under talen den 8. november 1933 kunne Adolf Hitler triumfere.

Hans tidsindstillede bombe var placeret i en søjle bag den talerstol, som Adolf Hitler stod foran.

Syv nazister og en servitrice blev dræbt, da Elsers hjemmelavede bombe eksploderede og fik festsalen til at styrte sammen.

Men Hitler var ikke blandt dem – han havde forladt arrangementet 13 minutter tidligere.

Attentatet på Hitler var minutter fra at lykkes – få hele Elsers plan her:

Læs også:

2. verdenskrig

Georg Elser ville bombe Hitler

19 minutter

Georg Elser blev pågrebet og udsat for langvarig tortur i håb om, at han afslørede sine medskyldige. Igen og igen måtte den forslåede Elser forklare, at han havde handlet på egen hånd.

Formålet med attentatet var at forbedre forholdene for de tyske arbejdere og sikre verdensfreden:

"Mine betragtninger viste, at forholdene i Tyskland kun kunne ændres ved at eliminere den nuværende ledelse. Med ledelse mente jeg ‘de øverste' – Hitler, Göring og Goebbels. Jeg kunne ikke slippe tanken om at fjerne ledelsen, og i efteråret 1938 havde jeg truffet beslutningen på grundlag af mine betragtninger."
Georg Elser

Hvert år mødtes nazisterne i Bürgerbräukeller for at markere Ølstuekuppet.

© Granger / Imageselect

I Nazi-tyskland er det utænkeligt at få sådanne tanker.

Men trods undertrykkelse og propaganda har håndværkeren Elser gennemskuet, at Hitler er en ulykke for landet.

Det gør Elser til en farlig mand.

Derfor holder Hitler ham fanget i Dachau, så han efter krigen kan ydmyges foran en folkedomstol.

Men tiden er løbet fra nazisterne, og efter en personlig ordre fra Hitler bliver Elser skaffet af vejen den 10. april.

Tyskerne mister 30 jetfly på en dag

Den 10. april 1945 går også over i historien som dagen for "The Great Jet Massacre".

De banebrydende tyske jetfly Messerschmitt Me 262 er samlet i "Eskadrille 7" og tager kampen op med 1.261 allierede bombemaskiner og deres eskorte, der denne dag flyver ind over Midttyskland.

Hitlers vidundervåben skal vende krigen:

Jetjageren Me 262 er et af de vidundervåben, som Hitler satser mest på. Han lader 1.430 af dem bygge – i håbet om at de rasende hurtige fly kan vende krigslykken. Me 262 flyver med over 850 km/t, hvilket er 150 km/t hurtigere end noget allieret fly.

Selvom de amerikanske propelfly er langsommere end jetflyene, har de amerikanske kamppiloter efterhånden fundet tyskernes svagheder.

Inden dagen er omme, har tyskerne mistet 30 ud af 50 jetfly.

Den lynhurtige Messerschmitt Me 262 skulle vende krigslykken – men Hitler stod i vejen for succesen:

Læs også:

nazi jet b-17 sturmvogel
Våben under 2. verdenskrig

Sådan stækkede Hitler Stormfuglens vinger

17 minutter

3. april 1945

Nazisternes ø i et rødt hav

Poul Peikert er præst i den katolske kirke St. Mauritius i Breslau. En af hans vigtigste opgaver er at skænke trøst til syge og døende.

Netop foråret 1945 er en travl tid, for den tyske by er fuldstændig omsluttet af Den Røde Hær.

Dagligt bliver Breslau beskudt og bombet.

Hver morgen til messe venter i hundredevis af soldater, der ønsker præstens velsignelse, før de igen skal i kamp i byens udkant.

I Breslaus gader kæmper drenge og gamle mænd indædt mod den sovjetiske overmagt – få hele historien om indbyggernes desperate kamp:

Læs også:

Breslau Festung 1945
Slag under 2. verdenskrig

Breslau var Hitlers sidste skanse

25 minutter

I dag er Poul Peikerts kirke blevet ramt.

Den statelige bygning brænder som en højovn, noterer præsten, men han har ikke tid til at begræde sit tab.

Overalt er der brug for hans trøstende ord:

"Når jeg gik gennem gaderne, havde jeg altid vievand og den sorte stola med mig for at være klar til at velsigne de døde, som var omkommet ved bombeangrebene den forgangne nat. I baggårdene lå de i kister eller indhyllet i tæpper, og jeg gjorde dem den sidste barmhjertighedstjeneste."
Poul Peikert, Breslau

Drenge fra Hitlerjugend cyklede ud for at møde Den Røde Hær ved bygrænsen.

© Imageselect

Flygtninge trampet ihjel

Adolf Hitlers strategi er efterhånden skrumpet ind til en stående ordre om, at de tyske soldater ikke må vige en tomme.

Flere byer på østfronten er blevet udråbt til fæstninger, der nu ligger som øer omsluttet af Den Røde Hær og er under konstante angreb.

Kort inden Den Røde Hær lukkede ringen om Breslau den 15. februar, fik tusindvis af indbyggere lov at forlade byen.

De stormede mod byens jernbanestation, hvor mange blev trampet ihjel i forsøget på at nå væk i sidste øjeblik.

Tilbage i byen er nu 150.000 civile og omkring 50.000 soldater, som Luftwaffe forsøger at forsyne med fødevarer og ammunition.

Beretningerne om byens overlevelseskamp bliver vist i tyske biografer for at styrke moralen i resten af riget:

Den Røde Hær nærmer sig Breslau, mens tyskerne barrikaderer byen. “Gauleiter Hanke inspicerer forsvarsstillingerne. Byen ser fortrøstningsfuldt på fremtiden,” påstår den tyske ugerevy. Bygninger sprænges bort for at skaffe lige skudlinjer, og broer over floden Oder mineres.

Men billederne viser kun den ihærdige kamp, ikke indbyggernes tiltagende desperation: De ved, at kampen er tabt.

Det er kun et spørgsmål om tid, før Den Røde Hær bryder igennem barrikaderne.

I grupper drager de tyske soldater rundt i byen for at lede efter snaps i de forladte kældre. Sådan dulmer de nerverne.

"Fæstning Breslau" yder modstand helt frem til den 6. maj, hvor byens kommandant Karl Hanke stikker af i et stjålet fly.

Inden Karl Hanke kom til Breslau, var han en af propagandaminister Goebbels' nære medarbejdere, men en umulig romance med ministerens hustru, Magda, fik ham til at søge nye udfordringer.

Goebbels-parret havde et udsvævende privatliv – få detaljerne her:

Læs også:

2. verdenskrig

Forelsket propagandaminister truede det nazistiske glansbillede

23 minutter

1. april 1945

Blodbadet på Japans kyster

Krigen udkæmpes ikke alene i Europa – også i Asien raser indædte kampe.

Siden japanernes overraskende angreb på Pearl Harbor i 1941, har amerikanerne haft held til at trænge kejserriget tilbage over Stillehavet.

Nu står kampen om Okinawa – den sydligste af Japans fem hovedøer.

I den amerikanske ugerevy fejres sejren på Okinawa allerede på stranden:

Amerikanerne har samlet den største invasionsflåde nogensinde set i Stillehavet, inden slaget om Okinawa begynder. I den amerikanske ugerevys beretning fra landgangen tyder alt på en let sejr, men billederne bedrager.

Selve landgangen forløber nemt, men så tager begivenhederne en dødelig drejning, opdager 20-årige marineinfanterist Bill Pierce fra New York:

“Vi så omkring 100 mennesker nærme sig og spurgte officeren, hvad vi skulle gøre. ’Mej dem ned!’ lød svaret. Så vi åbnede for fosforen. Om morgenen lå der 80 kvinder og børn, og kun meget få japsere. De japanske soldater havde skubbet civilisterne frem foran sig. Soldaterne brugte dem som skjold i forsøget på at slippe væk.”
Marineinfanterist Bill Pierce

Slaget ved Okinawa blev et af Stillehavskrigens mest blodige slag – læs her hvorfor:

Læs også:

Slag under 2. verdenskrig

Usynlig japansk hær overrasker amerikanske soldater

23 minutter

Bølge efter bølge af amerikanske soldater blev sat i land.

© US Coast Guard / Getty Images

Atombomben skal afslutte krigen

Men kampen om den smalle, 106 km lange ø kommer til at vare 82 døgn, fordi de fanatiske japanere nægter at overgive sig.

I alt 80.000 japanske soldater dør, og slaget ender først, da øens øverstkommanderende begår selvmord.

I alt 12.500 amerikanske soldater mister livet på Okinawa, og i den amerikanske hærledelse nager tvivlen: Er det prisen værd at nedkæmpe Japan med konventionelle styrker?

Er det på tide at afprøve et helt nyt våben – atombomben?

Endnu foregår konstruktionsarbejdet i New Mexicos ørken.

Det tophemmelige “Manhattan-projekt” skal udvikle en atombombe før Hitler – sådan gjorde de:

Læs også:

Opfindelser

USA satser alt på atombomben

17 minutter

Amerikanerne frygter, at tyskerne også vil bygge en bombe.

Derfor kaster US Airforce i marts 5.700 bomber mod den tyske uran-fabrik i Oranienburg.

Læs hvorfor byen den dag i dag er mærket af luftangrebet:

Læs også:

2. verdenskrig

300 bomber tikker stadig under Oranienburg

19 minutter

27. marts 1945

De sidste V2-raketter og de første varulve

I Tyskland ved de færreste, hvad en V2-raket er.

Biografens ugerevy har kun vist det avancerede våben på afstand. Ellers kan spioner jo kigge med.

“Vi bringer de første billeder af V2-raketten på dens vej til England. Med rasende fart stiger stålspydet op i stratosfæren”, meddeler den tyske ugerevy. Dette forår får de krigstrætte tyskere omsider lov til at se det tophemmelige vidundervåben, der skal vende krigslykken.

Produktionen af tyskernes raketvåben V2 er gået i stå i de underjordiske fabrikker, men de mobile affyringsbatterier har stadig små lagre, som skal fyres af.

De sidste raketter stiger op den 27. marts og flyver mod Antwerpen og London – én af dem rammer en etageejendom i Vallance Road i Londons East End.

134 dør under eksplosionen.

KZ-fanger byggede Hitlers V2-raket – få hele historien her.

Læs også:

2. verdenskrig

Kz-fanger byggede Hitlers V2-raket

19 minutter

Den allersidste V2 havner i byen Orping en snes km sydøst for London.

Otte-årige Michael Delany er hjemme, da raketten eksploderer:

“Jeg passerede vinduet i stuen, da jeg følte en stormvind, og så var det, som om en kæmpe havde samlet huset op og rystet det som en tændstikæske. Vinduerne klirrede, før de som en kaskade af små splinter regnede ned over min lillebror Desmond. Så fulgte et overjordisk brøl, og huset rystede igen, før stilheden kom. Mine ører ringede, som om tusinder af kirkeklokker kimede inde i mit hoved, og alt foregik i slow motion.”
Otte-årige Michael Delany, Orping

Familien Delany og resten af indbyggerne i Orping er heldige.

Raketten er slået ned bag byens biograf, der tager det meste af trykbølgen.

Hitlers sidste raket anretter dog store skader i byens hovedgade og kræver et dødsoffer.

En V2-raket slog ned i Farrington Street i London. 380 døde.

© Topical Press Agency / Getty Images

Varulvene går i aktion

Efterhånden som de allierede styrker besætter Tyskland, havner flere og flere indbyggere under allieret kontrol.

Men kampen skal fortsætte med terror og sabotage bag fjendens linjer, bestemmer SS-lederen Heinrich Himmler.

Til det formål har han allerede i 1944 oprettet et særligt korps kaldet Werwolf (Varulv).

Den 25. marts er en gruppe varulve klar til at slå til mod advokaten Franz Oppenhoff, som amerikanerne har indsat som borgmester i Aachen.

Straffen for at samarbejde med fjenden er døden, bestemmer nazisterne.

Nu skal varulvene henrette Oppenhoff:

Læs også:

Nazisme

Himmlers varulve kæmper til det sidste

18 minutter

Frygtløse Churchill besøger de erobrede områder

På den vestlige front fastholder de allierede presset mod Tyskland og sætter over Rhinen.

Winston Churchill kan slet ikke vente med at sejle ud på den erobrede flod.

Se billederne af den frygtløse premierminister:

De allierede har indtaget Rhinens østlige bred og fortsætter mod Berlin, hvor de “har en aftale med Den Røde Hær”, som den amerikanske ugerevy udtrykker det. Midt i virvaret dukker briternes premierminister op. Churchill vil sejles over floden.

18. marts 1945

4.000 tons bomber rammer Berlin

Flyene, som angriber byen, er hovedsageligt britiske Lancasters og B-17 fra USA. Boeing-flyet er konstrueret til at bringe sin dødbringende last længere ind over fjendeland, end noget tidligere fly har klaret.

Det er rustet mod fjendtlig ild og kan rumme op til 10 tons bomber. Med god grund kaldes flyet for en "Flyvende Fæstning".

Tyskerne skal straffes for deres terrorbombninger af Warszawa, Coventry og Rotterdam i 1939-40, siger den amerikanske speaker. I 1945 er Tysklands luftforsvar knækket, så allierede raketter og bomber regner ned over landet. “Dette var byen Würzburg,” forklarer speakeren.

US Airforce slår en dødbringende rekord

For 14 dage siden oplevede Berlin det hidtil voldsomste angreb med næsten 1.000 bombefly i luften og 3.000 døde civile.

Denne søndag formiddag slår US Air Force sin egen rekord ved at sende 1.200 "Flyvende Fæstninger" mod Berlin med næsten 4.000 tons bomber.

På dette tidspunkt har berlinerne oplevet ca. 300 luftangreb – og selvom de aldrig vænner sig til lyden af en luftalarm, har de lært at klare sig.

Mod krigens slutning er nogle af de store betonbunkere endda blevet indrettet med køjesenge, så familierne kan sove her i små kabiner og ikke behøver at springe op midt om natten, når alarmen går.

Læs også:

Våben under 2. verdenskrig

Flyvende fæstning sønderbombede Tyskland

22 minutter

Familien Sonnabend er så heldig at få tildelt deres eget rum i bunkeren, fortæller Jörg Sonnabend, der i 1945 er 11 år:

"Bunkeren var inddelt i sovekabiner med seks senge i hver. Vi havde kabine nr. 16. Pladsen var meget trang. Midt i var en smal gang, til højre og venstre stod sengene med tre køjer. Min mor, min legekammerat Horst og hans mor samt to fremmede sov i denne 'kaninstald', som vi kaldte vores overnatningssted. Vi var alle glade for, at vi kunne sove uden at blive forstyrret af sirenerne. Når bomberne faldt om natten og flak-kanonerne oplyste himlen, hørte vi intet i bunkeren."
Jörg Sonnabend

Berlin fik i løbet af krigen tre gigantiske bunkere med luftværnskanoner på taget.

© Illustration: Claus Lunau/HISTORIE

Byens tre største beskyttelsesrum er de såkaldte flak-bunkere; højhuse af armeret jernbeton, der rager højt op over byen.

På taget står antiluftskyts-kanoner, nede på etagerne er tusinder af mennesker klemt sammen i frygt.

Læs også:

Våben under 2. verdenskrig

Hitlers flaktårne var usårlige

18 minutter

Bunkeren skal nok holde, men udenfor bliver deres hjem bombet til grus.

Og efter angrebet flyder gaderne med murbrokker, mens bomberydderne får travlt med at uskadelliggøre ueksploderede bomber.

Egon Aghta er bomberydder i Berlin. Det farlige arbejde kostede ham synet i et år, men nu er han tilbage. Til ære for den tyske ugerevy uskadeliggør han sin bombe nr. 1.016. Aghta overlevede ikke krigen – han faldt i en skudveksling med russerne i april 1945.

11. marts 1945

Eva Braun er flyttet ind

Som den eneste amatørfotograf i det tyske rige har Eva Braun adgang til farvefilm.

Dem brugte hun til at optage levende billeder af en afslappet Adolf under private former på Berghofs terrasse.

Om aftenen, når hans gæster sidder i pejsestuen, inviterer hun dem til at se “Die Bunte Wochenschau” – den kulørte ugerevy:

Med sit kamera filmer Eva Braun ivrigt sin Wolfschen (Adolf Hitler). Også nazist-spidserne, der besøger Hitlers ferie-residens Berghof i Bayern, må finde sig i at blive foreviget – endda i farver.

Hun kalder ham kærligt “Wolfschen" (Lille Ulv), mens han ømt omtaler hende som “Tschapperl”, der på bayrisk betyder “lille dummerniks”.

Siden 1932 har Adolf Hitler og Eva Braun været et hemmeligt par – hun har været gemt for verdens øjne i Førerens ferieresidens Berghof i Alperne.

Få en rundtur på Berghof lige her:

Læs også:

Hitler

Besøg Berghof: Så hyggeligt boede Hitler

16 minutter

I foråret 1945 har Eva ikke set Wolfschen i tre måneder, og nu vil hun ikke vente længere.

Hun forlader Berghof og når efter en lang, farefuld køretur frem til Rigskancelliet i Berlin.

Den forbløffede rustningsminister, Albert Speer, fortæller:

"I første halvdel af marts kom Eva Braun overraskende og uinviteret til Berlin. Hun erklærede, at hun ikke længere ville vige fra Hitlers side. Hitler forsøgte at få hende til at tage tilbage til München, og jeg tilbød hende en plads i kurermaskinen. Hun afviste hårdnakket."
Albert Speer

Adolf og Eva i et privat øjeblik.

© Bayerische Staatsbibliothek München

Eva Braun får et værelse op ad Hitlers lejlighed i Førerbunkeren, og fra nu af er hun en del af det underjordiske fællesskab af officerer, sekretærer og tjenende ånder.

Siden de to mødtes første gang, har hun elsket Adolf – nu er krigen tæt på at knuse hendes håb om ægteskab.

Mød kvinden, der drømte om at blive “Frau Hitler”:

Læs også:

Store krigsprofiler

Eva Braun: Kald mig bare fru Hitler

15 minutter

Krigen rykker nærmere

Mens Eva Braun forsøger at muntre Adolf Hitler op, er østfronten rykket endnu nærmere.

Den Røde Hær har etableret brohoveder på Oder-flodens vestlige bred.

Nu tager russerne sig tid til at reorganisere inden stormen på Berlin, der ligger bare 67 km væk.

Byens indbyggere forbereder sig på det endelige slag. De bygger barrikader og graver pansergrave, som skal stoppe de sovjetiske kampvogne.

Samtidig er byens forsvar blevet suppleret af gamle mænd – den nye styrke hedder Volkssturm – Folkestormen.

“Den utrættelige Folkestorm er trådt an for at bygge rigshovedstadens forsvar”, beretter den tyske ugerevy. “Mænd, kvinder og børn ved, at deres hjemby står overfor en dødelig trussel. Med trods og fanatisme er de klar til at forsvare hvert et hus“.

5. marts 1945

Børnene bliver ofret i Hitlers krig

Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 får filmen om drengen Heini (kaldet Quex) premiere. Drengen har en kommunistisk far og får ikke lov at melde sig hos Hitlerjugend. Da han endelig får sin vilje, kan kommunisterne ikke glemme hans forræderi.

Wilhelm Keitel er tysk generalfeltmarskal og en ukritisk lakaj for Hitler.

Som leder af hærens overkommando finder Keitel i krigens sidste måneder nye, friske soldater at fylde rækkerne med: 15-årige drenge. I dag for 75 år siden underskriver han en forordning, der indkalder årgang 1929 til militærtjeneste.

Hovedparten af dem er medlemmer af nazisternes fritidsorganisation Hitlerjugend.

Den tyske ungdom er kanonføde for Hitler – sådan blev de hjernevasket til krig:

Læs også:

Hitler og Hitlerjugend
Det tredje rige

Hitlerjugend var kanonføde for Hitler

19 minutter

Blandt de indkaldte til mønstring er 15-årige Hans Müncheberg, der går på en nazistisk eliteskole (kaldet en Napola) i Potsdam.

Her er Hans blevet opdraget som fanatisk nazist, og militærtræning er en fast del af skoleskemaet.

Men sessionslægen må konstatere, at Hans er en splejs på bare 160 cm, og han bliver erklæret uegnet til militærtjeneste:

Det skete for flere i min klasse. Men det rørte ikke vores skoleleder Otto Calliebe, der året før var blevet forfremmet til SS-Oberführer. Vores skole skulle egentlig evakueres til en Napola-skole i Nordtyskland. Men Calliebe omstødte den evakuering og fik os alle indrulleret i SS, mens han selv pakkede sine vigtigste ejendele på en lastbil og kørte mod vest.
15-årige Hans Müncheberg

Da krigen begyndte havde Hitlerjugend otte mio. loyale medlemmer.

© Heinrich Hoffmann / Getty Images

Opdraget til kamp

Landets unge drenge forventes at træde ind i Hitlerjugend, der ved krigens begyndelse har otte millioner medlemmer.

I Hitlerjugend lærer drengene, at det er en særlig ære at dø for fædrelandet. Møderne går med sang, praktisk arbejde og militær træning.

Krig er et eventyr. Derfor venter mange af de unge nærmest utålmodigt på at komme i kamp.

De tapreste Hitlerjugend får et jernkors og et klap på kinden af Føreren, viser den tyske ugerevy.

Fra 1943 har den tyske hær indsat 16-17-årige Hitlerjugend-drenge som hjælpere ved luftværnskanonerne, så de voksne soldater kan sendes til fronten.

Året efter bliver børn i stor stil sendt ud på slagmarken.

Det sker bl.a. med oprettelsen af en særlig hær af teenagere, der får navn efter ungdomsorganisationen, ”SS-division Hitlerjugend”, og kæmper i Normandiet efter D-dag.

16.000 fanatiske teenagedrenge kæmpede for Hitler i Normandiet – sådan gik det dem:

Læs også:

D-dag

Hitlerjugend holdt stand i Normandiet

22 minutter

I krigens sidste måneder havner drenge-soldaterne på østfronten og bruges til forsvaret af byerne.

I april 1945 deltager Hans Müncheberg i den desperate kamp om Berlin.

24. februar, 1945

Hitlers sidste ulve er jaget vildt

Systematisk brug af dybvandsbomber gjorde det af med nazisternes frygtede ubåde.

© Buyenlarge / Getty Images

Denne dag for 75 år siden sænkes den tyske ubåd U-1208 af to britiske fregatter ud for Cornwall. Få dage forinden var kaptajn Georg Hagene og hans 33 mands besætning sejlet fra Norge for at operere i Den Engelske Kanal.

Efterhånden går der ikke en uge, uden at briterne og amerikanerne har held til at sænke en håndfuld af de tyske ubåde, der selvbevidst kalder sig "De Grå Ulve".

Netop den 24. februar er særligt hård for "ulvene", for på bare én dag sænkes syv ubåde.

Nazitysklands ubåde har ellers været tæt på at tvinge briterne i knæ – her kan du læse hvorfor

Læs også:

Våben under 2. verdenskrig

De grå ulve var Atlantens snigmordere

23 minutter

Et overlevende besætningsmedlem fra U-99 har fortalt, hvad der sker i en neddykket ubåd, når dybvandsbomberne detonerer rundt om det neddykkede fartøj:

"Alle instrumenter blev ødelagt. Der var intet lys – kun vore lommelygter. Vi fortsatte ned til en utrolig dybde, og jeg sagde til mig selv: 'Et sekund mere og vi vil høre et højt brag, hvorefter vi vil blive krøllet sammen som en tom konservesdåse".

Læs også:

2. verdenskrig

Ubådsdræbere jagtede Hitlers mest frygtede våben

17 minutter

En mytes undergang

Krigens første år gjorde de tyske ubåde til en myte. Storhedstiden blev kronet med angrebet på konvoj PQ-17 som den største sejr. I sommeren 1942 var konvojen på vej til Murmansk med krigsvigtigt materiel, da tyske ubåde havde held til at sænke 24 ud af de 35 fragtskibe.

Læs alt om angrebet på konvoj PQ-17

Læs også:

2. verdenskrig

PQ-17 konvojen blev smidt for ulvene

21 minutter

Men i 1943 vendte krigslykken. De allierede placerede langtrækkende fly i Grønland, så konvojerne havde luftstøtte på hele ruten fra USA til Storbritannien og Sovjetunionen.

Alene det år mistede tyskerne 287 ubåde – lige så mange som de tre foregående år lagt sammen. Samtidig var den amerikanske sværindustri kommet op i gear, så værfterne kunne bygge fragtskibe, hurtigere end tyskerne kunne nå at sænke dem.

I 1944 og 1945 faldt antallet af torpedoernes fuldtræffere yderligere, mens de allierede har perfektioneret brugen af dybvandsbomber. I 1944 mistede tyskerne 241 ubåde, året efter (januar til maj) yderligere 153.

Til det sidste forsøger tyskerne at forbedre deres fartøjer bl.a. ved at give dem en snorkel, så de kan sejle med dieselmotor, selvom de er neddykket. Opfindelsen bliver fejret i den tyske ugerevy

“Ved hjælp af en snorkel har tyske ubåde på tre måneder sænket over en halv million tons fjendtligt gods. Den totale undervandskrig er blevet virkelighed”, triumferer den tyske ugerevy. Opfindelsen gør det muligt at sejle neddykket i 12 uger.

I løbet af krigen gør i alt 27.000 søfolk tjeneste på de tyske ubåde. 80 procent af dem vender aldrig hjem.

17. februar 1945

Tyske kvinder i livsfare på Østfronten

"Knæk den tyske kvindes racistiske hovmod. Tag hende som et retmæssigt bytte", lyder den sovjetiske propaganda, som hamres ind i Den Røde Hærs soldater.

Og opfordringen bliver fulgt. Efterhånden som russerne trænger frem gennem de tyske områder i Østpreussen, Schlesien og Pommern sker grufulde, seksuelle overgreb.

De russiske soldater hævnede sig på nazisterne ved at voldtage 1,4 mio. tyske kvinder.

© Ullstein Bild / Ritzau Scanpix

Eva Ebner fra Danzig er 23 år, da hun falder i hænderne på russerne:

"De begyndte med at tage mig på brysterne og mellem benene. Nu begyndte jeg at skrige, for mens den ene voldtog mig, stod den anden og holdt en kniv mod min hals, så jeg ikke kunne forsvare mig. Og ikke nok med det: Mens de to russere var i gang, kom de næste ind. Og det blev ved i timer, timer, timer".
Eva Ebner

Eva Ebner får senere chancen for at få hævn over sine overfaldsmænd, men vælger i stedet at redde deres liv – læs om hendes overraskende valg lige her

Læs også:

Slag under 2. verdenskrig

Millioner af tyskere på desperat flugt fra russerne

25 minutter

Flygtningene er nemme ofre

Russerne er nået over Vistula-floden og har indtaget Warszawa – og offensiven fortsætter mod vest. Foran sig driver Den Røde Hær hundredetusinder af tyske civile – hovedsageligt kvinder med små børn, der forsøger at komme i sikkerhed.

Mange finder vej til havnebyerne ved Østersøens kyst, hvor efterladte barnevogne efterhånden hober sig op på kajen.

Andre maser sig frem på banegårdene for at få plads på et tog mod vest, men hovedparten af flygtningene må stavre af sted på landevejen gennem den hvirvlende sne.

Flygtningene må ud på havisen for at slippe væk fra russerne

Den tyske ugerevy er med på isen i Østpreussen, mens flygtninge forsøger at undslippe Den Røde Hær: “Bolsjevikkernes fremtrængen betød, at hundredtusinder måtte opgive alt, hvad de ejede, for at redde det mest nødvendige. Store kvægflokke drog af samme vej mod rigets indre.”

Hvis de russiske kampvogne indhenter en flygtninge-kolonne, bliver den pløjet ned, så oppakning, heste og vogne vælter i grøften.

Men værst er massevoldtægterne. Historikere skønner, at to millioner tyskere er på flugt i den sidste krigsvinter. Det samlede antal voldtagne tyske kvinder i 1944-45 sættes til 1,4 millioner.

Flugten og de afstumpede overgreb bliver grundigt skildret i den tyske ugerevy, der vises i biograferne inden aftenens spillefilm.

Propagandaminister Joseph Goebbels håber på, at beretningerne vil vække befolkningens modstandsvilje.

Se filmen, der skabte panik blandt tyske kvinder – beretninger om voldtægterne blev vist i alle landets biografer

”Man kan slet ikke tale om soldater og officerer – kun om bestialske horder“, beretter en af kvinderne i den tyske ugerevy om de russiske overgreb. “De drak hver dag. De voldtog alle kvinder – fra børn på 13 år til kvinder på 68.”

13. februar 1945

Dresden forsvinder i flammerne

Kl. 21.51 lyder luftalarmen i Dresden, ti minutter senere viser 245 britiske Lancaster-bombefly sig over byen. De smider i alt 900 tons bomber, som udløser et inferno af ild.

Indbyggerne søger ned til Elben for at undslippe den stegende hede – eller de sætter sig i deres fyldte badekar.

18-årige Gertraud Freundel og hendes far er klar over, at de skal ud af lejligheden, hvis de vil redde livet. Men ude i gaden raser en storm, for ilden suger luft til sig. De brølende flammer kræver ilt:

"Det stormede vildt, og vinden trak os ind mod byen. Far havde et fast greb i min arm. Vi blev nødt til at krydse dette infernalske uvejr, der rasede ned ad Reichstrasse med storm og ild. Jeg var skrækslagen og tøvede, men min far trak mig og bønfaldt mig, mens han råbte gennem stormens brøl: 'Vi skal igennem det!'".
Gertraud Freundel

Indbyggerne i Dresden leder desperat efter deres kære – få hele den uhyggelige beretning her

Læs også:

Slag under 2. verdenskrig

400.000 brandbomber lægger Dresden i ruiner

17 minutter

Badekarret er en dødsfælde

Indtil nu har Dresden været Tysklands fredeligste plet. Ingen allierede luftangreb har haft byen som mål, og fronten er stadig langt borte.

Før krigen blev Dresden kaldt "Elbens Firenze". Den gamle bykerne forsvandt i flammerne.

© Schultz Reinhard Prisma / Imageselect

Denne aften er freden forbi. I alt fire bølger af britiske og amerikanske fly kaster omkring 3.600 tons spræng- og brandbomber over Dresden, så i alt 15 kvadratkilometer brænder ned, og 25.000 mennesker omkommer i flammerne – mange af dem kogt i deres eget badekar.

På sikker afstand skildrer den amerikanske ugerevy det vanvittige drama i Dresden

Dresden bliver bombet 4 gange i løbet af et par dage. Efter det første angreb kan de næste piloter navigere efter flammerne. Ifølge speakeren i den amerikanske ugerevy United News skal de britiske og amerikanske luftangreb hjælpe sovjetiske styrker, der står 100 km borte.

Af de næsten 400 tyske byer, som bliver bombet under krigen, står Dresden tilbage som det mest kritiserede mål.

Det skyldes især, at propagandaminister Joseph Goebbels 10-doblede antallet af dødsofre for at bevise de allieredes ondskab.

Det vildt overdrevne tal chokerer premierminister Winston Churchill så meget, at han irettesætter den ansvarlige fra RAFs Bomber Command, luftmarskal Arthur Harris, kendt som "Bomber Harris".

Få alle detaljer om Bomber Harris' effektive, men brutale metoder

Læs også:

Slag under 2. verdenskrig

Brutale bombeangreb satte Tyskland i brand

18 minutter

Churchills anfægtelser får dog ingen betydning. Bombningen af civilbefolkningen fortsætter i bl.a. Berlin.

Om natten, flere gange om ugen, hyler sirenerne, så alle må ud af sengen og haste ned i et beskyttelsesrum.

Hitler kan sove komfortabelt i Førerbunkeren under fire meter jernbeton, mens Berlin venter på dommedag.

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul