Nazileders guldpistol sat til salg på auktion

Et amerikansk auktionshus har netop udbudt en genstand, som forventes at indbringe 2,6 mio. kr.: En guldpistol særligt fremstillet til topnazisten Hermann Göring.

Görings gyldne pistol

Görings gyldne pistol kan snart købes på en amerikansk online auktion.

Hvis du har 2,5 mio. kr. liggende i madrassen, kan du lige nu blive ejer af en guldpistol, som har tilhørt selveste Hermann Göring.

Pistolen – en forgyldt Walther PPK – bliver sat under hammeren hos amerikanske Rock Island Auction Company den 11. september 2016.

Auktionshuset vurderer, at pistolen vil indbringe op til 2,6 mio. danske kroner. Til den pris vil den nye ejer dog også få en stor guldring og et par forgyldte manchetknapper, som Göring har haft på.

En gave fra fabrikken

Ifølge auktionshuset blev pistolen lavet i 1939 som en gave fra våbenproducenten Walther Waffenfabrik til Göring. For at hylde nazismen er hele den gyldne gøb indgraveret med et mønster af egeløv og agern – et traditionelt germansk motiv.

På den ene side af elfenben-grebet ses Görings forgyldte initialer “HG”, mens den anden side bærer Göring-familiens våbenskjold, som skulle være designet af topnazisten selv efter 1. verdenskrig.

Hvordan pistolen er endt i USA, er en gåde. Auktionshuset mener, at våbnet kan være bragt til landet af en amerikansk soldat, der har fået fat på det under 2. verdenskrig.

Begik selvmord med gift

Som chef for det tyske luftvåben var Göring en af de mest magtfulde nazi-ledere. Han var særdeles forfængelig og omgav sig gerne med smykker, kunst og overdådige uniformer – et karaktertræk, som ofte irriterede Adolf Hitler voldsomt.

Topnazisten blev dømt til døden efter krigen, men begik selvmord, få timer inden dommen kunne gennemføres.